Melankoliens vogtere
Død og tab er noget, vi alle går igennem. Det er en konsekvens af at være menneske.
Her er musik og kunst nogle af de ting, som kan hjælpe med at sætte ord på de følelser, som kan være svære at rumme eller tale om. Her har Blazing Eternity været soundtracket til seneste tab i min nærmeste familie. Særligt sidste års album, ‘A Certain End of Everything’, viste sig at være et af de albums, som jeg ikke anede at jeg havde brug for.
Med hænderne fulde af flaskeøl går bandet på, på et efterhånden ret fyldt Gimle. Lyden er imponerende god, omend Peter Mesnickows vokal er en anelse lav, hvilket der først bliver rettet op på halvvejs gennem sættet. Til min egen store begejstring, er der stor vægt på den seneste plade. Bandets comeback-album fra sidste år er velsagtens en af de bedste danske metalplader de seneste ti år, hvor der ellers er en god stak at vælge imellem. Der er en lethed over musikken – også selvom den er meget rodfæstet i Katatonia og Rapture. Særligt nummeret ‘The Bells’ er et højdepunkt, sammen med deep-cuttet ‘Fortabte Horisonter,’ fra bandets demodage.
Morten Lybeckers sørgmodige leads over de ret pumpede trommer giver musikken en næsten postpunket feel, hvilket alligevel distancerer bandet fra deres genrefæller.
Både Lybecker og Mesnickow gør deres for at være aktive på scenen, og den ellers indadvendte tristesse gøres udadvendt. Jeg ved ikke hvorfor det virker – men det gør det. Det virker forfriskende at høre et band spille sørgelig musik og samtidig rent faktisk sikre sig at publikum ved, at man har gang i en koncert – uden at man skal stå kutteklædt med pandaøjne og bæmund.
Knapt-så-epicus
Der er totalt pakket på Gimle, da tonerne af ‘Marche Funèbre’ brager ud af anlægget.
Det er egentlig ganske passende, for med bandets ret stivbenede entré, ligner de alle, at de har et ben i graven.
Den tanke bliver heldigvis gjort ret hurtigt til skamme, for den næste halvanden time bliver en skarp opvisning i klassisk doom metal. Bandet åbner med ‘Bewitched’ fra hovedværket ‘Nightfall’. Det er tungt, slæbende og ganske bøllet. Candlemass har i de senere år hyret den originale forsanger Johan Längquist, som blev brugt som session–sanger på debutpladen med det yderst mundrette navn; ‘Epicus Doomicus Metallicus’ fra 1986.
Längquist var ikke interesseret i at spille koncerter, hvorfor man hyrede bandets mere kendte sanger Messiah Marcolin, som sang på bandets tre efterfølgende album, heriblandt førnævnte ‘Nightfall’.
Längquist synger ikke som Marcolin. Det er faktisk ret langt fra. Han synger heller ikke lige så godt, som han gjorde på debuten. Han har ikke længere de høje toner i sit register, hvorfor alle sange på aftenens set også er stemt ned. Det gør lyden en del tungere, men det episke som Marcolins tenorstemme tilføjer til musikken, forsvinder også her. Det fungerer heldigvis ganske fint live, selvom lyden ikke er hvad jeg personligt forbinder med Candlemass.
Pusten tabes lidt halvvejs i sættet, hvor vi først får ‘Darkness in Paradise’ efterfulgt af det nyere nummer ‘Sweet Evil Sun’ fra seneste plade af samme navn. Det er en streg i regningen, for det er virkelig ikke ret godt. I samme ombæring får vi en lang smøre fra bassist og bandboss Leif Edling, om dengang de var på tour med King Diamond og spillede i Danmark i firserne.
Det er der kun syv-otte stykker der kan huske. Resten er enten for berusede eller for unge. Særligt førstnævnte er egentlig ret irriterende, da der bliver skubbet, spildt øl og snakket ganske højlydt. Gid folk dog ville lukke røven.
Vi får heldigvis en ret stærk afslutning på sættet. Der er fællessang på ‘Crystal Ball’, ‘The Well of Souls’ og aftenens sidste nummer, og det tætteste bandet vel kommer på et egentligt hit, ‘Solitude.’ Det bliver kørt hjem på rutinen, uden at det egentlig nogensinde bliver kedeligt.
Det er fedt mens det spiller, men når det er slut, føles det hele lidt uforløst.
Candlemass lod lyset brænde i glimt, så jeg lader døren stå på klem for dem lidt endnu.
