I en verden, som for tiden er præget af, at mennesket er destruktivt og ødelægger alt kan det være nemt at fortabe sig i tanker om altings ende.
Skriften på væggen bliver let lig den fra en scene fra den dystopiske zombieapokalypsefilm, ‘28 Days Later’ fra 2002, hvor nogen har taget sig tid til at svinge en spraydåse midt i undergangen: “The end is extremely fucking nigh”.
Midt i følelser af undergang og medfølgende depression er det nødvendigt, at der er nogen, der kan tage en i hånden og forsyne undergangen med et passende soundtrack. Her træder Blazing Eternity heldigvis ind på scenen med en pladeudgivelse for første gang siden 2003, som passende nok er døbt ‘A Certain End of Everything’.
Blazing Eternity er tilbage som vi kender dem: atmosfærisk-melodisk doom med melankolske tendenser og melodier i opbyggelig stil og harmoniske riffs. Tekstuniverset er personligt og dykker ned i død, depression og personlige tragedier, og der er tyve års levet liv at tage af siden sidst. Har man brug for et deep dive i voksenlivets lidelser fordi man endnu ikke føler sig desillusioneret nok, er her et perfekt sted at starte og spejle eget levet liv i den dystre skuffelse, man finder på pladen.
Tempoet får pulsen ned og inviterer til introspektion, og må jeg have lov at anbefale, at det sættes på til en lang køretur – det vil det egne sig fortrinligt til.
Eksistentiel angst for den reelle afslutning på alt
Titelnummeret klinger aktuelt i en tid, hvor polykriser skaber bekymringer og puster til en eksistentiel angst for at vi er i den reelle afslutning. Vi har ødelagt det hele, og jorden kan snart ikke mere. Men er det ikke sådan, mennesket altid har haft det? Uanset om vi besøger det gamle testamente eller reformationen, ligger tilsyneladende en forventning hos hver eneste generation om, at vi er i de sidste tider. At det hele snart slutter. Hvilket passer så godt, når man laver melankolsk og episk doom. Det er de store fortællinger, vi skal have fat i, for det spiller sgu bare ikke at hælde stemningen fra en morgen, hvor der smøres leverpostejsmadder til en dag, man i øvrigt forventer vil blive fin, ind i det setup. Død, depression og personlig tragedie er snarere passende stof som højnes i dyrkelsen og udmunder i en bearbejdelse fuld af skønhed.
– Der leges med instrumenter på en måde, som insinuerer at det er emotive aspekter der har været det væsentligste i sangskrivningen
Der er også plads til rockede passager, som på titelnummeret, hvor guitaren midt i sangen får lov til at bære melodien inden vokalsporet spørger “is this the certain end of everything?” Her er Peter Mesnickows growl akkompagneret med et klassisk lydende mandekor, og selvom det er risikabelt fordi det ville fejle hårdt, hvis det faldt igennem, så fungerer det fremragende. Det er fint, usikkert og følsomt, og vi kender fandme allesammen den der bitre melankoli, som kan overskygge alt, når tabet er nærværende.
Der er kip med hatten tilbage mod ‘A World to Drown In’ fra 2003 i villigheden til at indlejre rockede passager og rensang, men bandet har ikke holdt sig tilbage fra at udvide paletten videre end guitar, trommer, bas; der leges med instrumenter på en måde, som insinuerer at det er emotive aspekter der har været det væsentligste i sangskrivningen.
Særligt singlen ‘One Thousand Lights’ skiller sig ud med strygere, der smukt indfanger en ekstra dimension, som får nummeret til at klinge ud på en hjertevarm og næsten drømmende måde. Samtidig bringer introen til ‘The Secrets of White’ en umiskendelig Ronja Røverdatter-vibe frem med fløjteelementer, der leder tankerne hen på gamle nordiske eventyr, inden man bevæger sig i en helt anden retning på ‘No Bringer of Light’, som er et af de steder, hvor Morten Lybecker bringer en synthesizer ind i lydbilledet for at accentuere det atmosfæriske.
Kritiske røster vil måske hævde, at vi hører det samme nummer syv gange. Men kan man lide sin musik doomet og til den episk-gothede side, er der tre kvarters fordybelse og introspektion, og det kan anbefales at krydre oplevelsen med at være helt analog. God, gammeldags aktiv lytning, gerne med et landskab, der ændrer sig rundt om en samtidig.
‘A Certain End of Everything’ er ikke overkompleks, og det tjener albummet til ære. Det spejler sit indhold, og det er både voksent og lækkert. Det taler fra en position på den anden side – af tab, ungdom og levet liv, og har den pondus, man kunne ønske sig derfra. Det er et album, der kan tåle imponerende mange gennemlytninger, og personligt kigger jeg for øjeblikket mod Metal Magic til juli, hvor de er booket, for liveoplevelsen står højt på en ønskeseddel i kølvandet på denne udgivelse.
