Hvad skal der egentlig til for at rykke en inkarneret østjyde ud af sit ceres-eksil og nordpå? Denne aften har det ikoniske spillested 1000fryd i Aalborg i hvert fald lavet en booking, der ikke fik mig til at blinke to gange, før DSB-billetten var købt og tur-bajeren lagt på køl.
Amerikansk, italiensk og norsk udgør aftenens fusionskøkken. En forret af nænsom og let post-rock, en hovedret af bastant no-nonsense rock og en dessert af hedonistiske niveauer af fylde og passion. En tretrinsraket, som kan gøre umådelig mæt og lykkelig.
Bosco Sacro
Et dronende lydtæppe kalder folk frem i den lille sal, og helt op foran scenen. De går stille og forsigtigt frem, som for ikke at lave pludselige bevægelser. Italienske Bosco Sacro spiller nemlig musik med så nænsom og skarp en karakter, at man bliver nødt til at bevæge sig langsomt, som at vade gennem vand, uden at ville bryde overfladen, eller at køre sin finger roligt langs en knivsæg.
På scenen står bandet som en kvartet. To guitarister, forsanger og trommeslager. Men ingen bassist? Næ, guitarist Paolo Monti har taget en ordentlig spandfuld pedaler med, som alle finder deres plads i det store doomgaze-tæppe, som bandet har lagt over det lille spillested. Her finder Monti en violinbue frem, og får trykket på pitch shifteren, hvilket resulterer i at hans Fender Telecaster bliver forvandlet til en grum, brummende bas. Til venstre på scenen står guitarist Francesco Vara, som har taget en mere minimalistisk tilgang til sin lyd, ikke med hensyn til sit forbrug af pedaler – dem har han rigeligt af – men hans teknik og lyd. Med få, bløde og repeterende anslag får han sin guitar til at synge som en violin, der bliver crèmen til Monti’s brûlée.
Men kirsebæret på toppen bliver forsanger Giulia Parin Zecchin. Et absolut unikum af en stemme, med så stor en karakter og imponerende ambitus, hvor alle hjørner af stemmens formåen og kunnen bliver testet af. Det er teatralsk og dramatisk, men det flyder aldrig over sine bredder, og bliver påtaget eller “for meget”. Det er intet mindre end perfekt.
‘Be Dust’ fra bandets 2023 album ‘Gem’ smører os ind i en stemning, der er svær at få af kroppen igen. Her står vi så og har det helt esoterisk og Sigur Rós-agtigt over den verden, vi lige er blevet lukket ind i, og så kommer ‘Emerald Blood’. Trommeslager Luca Scotti har ikke gjort meget af sig under koncerten, men træder nu for alvor i position som en drivende kraft, og taget på 1000fryd er i fare for at blive blæst af.
Barren Womb
I en væsentlig anden boldgade, men stadig i kategorien: “Hvordan kan så få mennesker lave så meget larm?” har vi hovedretten. Fik jeg ikke nævnt, at det skulle blive et bastant måltid?
Barren Womb er to dele. Én del gal guitarist i form af Tony Gonzalez og én del vanvittig trommeslager i form af Timo Silvola. De deler vokalen mellem sig, og er i lyd og udtryk næsten identiske, som havde man klonet den flinkeste og mest habile musiker fra sit lokale punk-rock-miljø. Hvis det var en idé, kan jeg hilse at sige, at man får en guitarist, der tæsker afsted på sin guitar, som var det første runde i oktagonen, og en trommeslager, som er så opsat på at slå alt på sit sæt så hårdt og hurtigt og med så stor adspredelse som muligt. Herfra kører maskineriet over målstregen med en garaget nonchalanse og en ildhu, der gør mig direkte stakåndet at være vidne til. Numre som ‘Bug Out Bag’ og ‘Hairy Palms’ er så hamrende dansable, og bliver et kærlighedsbarn mellem Franz Ferdinand og Melvins (undskyld). Dance-punk, der, så sikkert som amen i kirken, får det meste af det lille spillested til at tordne sammen i en moshpit.
Frail Body
Jeg er uden tvivl ikke den eneste, der var fuldstændig lamslået over amerikanske Frail Body’s seneste udgivelse ‘Artificial Bouquet’, en vital del af screamo-kanonen, fra sidste år, og hvis man vil høre lidt mere om den, har jeg prøvet at skrive ned hvor meget den rørte mig,
Der sker mildest talt meget i USA i disse dage, og det ligger den amerikanske trio på sinde at starte koncerten med at understrege, at de ikke repræsenterer den siddende regering i deres hjemland. De fortæller, at de skriver sange om sorg og tab – et samlingspunkt for os, der er til stede og en måde at bearbejde verden på når det hele bliver kaotisk – at skabe forbindelse, hvor politikken splitter os.
En fuldstændig nådesløs mur af lyd er Frail Body fra første slag. Trioen brydekæmper med deres respektive instrumenter, og resultatet er knusende. Trommeslager Nicholas Clemenson har en evne til at producere noget af det mest vanvittige kaos, jeg nogensinde har oplevet i så kontrolleret en kontekst. De mest støjende øjeblikke står i så skarp kontrast til de rolige passager, at jeg bliver nødt til at grine og ryste på hovedet. Fundamentet af det overvældende lydbillede er bassist Nic Kuczynski, som smiler over hele ansigtet, mens han med næsten faretruende kraft smider sit instrument rundt på den lille scene. Intensiteten tabes aldrig et sekund, og selv mellem numre, bliver en feedende bas og loopede guitarstykker ved med at spøge i det mægtige lydbillede, lige indtil, at det bliver en tand for meget. Her må arrangøren stoppe bandet, for at få dB-niveauet ned på et passende leje. Det giver et kort ophold i koncerten, hvor der bliver grint og joket på tværs af det lille hyggelige spillested.
Der spilles igen efter et lille intermezzo, hvor der bliver givet tommel-op fra front-of-house til scene. Lyden har desværre taget en del “skade” af den tekniske force-majeure, og forsanger Lowell Shaffers vokal er ikke til at ane i mikset. Frail Bodys numre står heldigvis så stærkt på trods, at de sidste numre stadig er en absolut fornøjelse. Amerikanerne lukker og låser det aalborgensiske spillested denne torsdag med ‘Your Death Makes Me Wish Heaven Was Real’ fra albummet ‘A Brief Memoriam’, som med sit næsten ubærlige udtryk bliver noget af det vildeste, jeg har hørt live længe.
Et stort cadeau til 1000Fryd for at booke en fantastisk torsdag aften – Jeg glæder mig til næste gang, I tvinger mig nordpå!
