Udstrakte marker gødet med håb og pløjet af tyndslidt kød. Her søger mennesket ly i huler, for solen er blevet sort og betændt. De snakker ikke om den, de bliver blot ved med at grave. Og når deres hænder engang, blodsprængte og skrøbelige, ikke længere kan holde på spaden, ja, hvad er de så værd?
Den amerikanske trio Frail Body udgav i 2019 det hjerteskærende værk ‘A Brief Memoriam’ som fortalte om døden, kærlighed og livet i et så intenst og nærværende format, at det næsten var ubærligt at dykke ned i guitarist og forsanger Paul Shaffers tekstunivers såvel den rå og utilgivende produktion og præsentation af musikken. ‘Artificial Bouquet’ er Frail Bodys andet fuldlængdealbum, og jeg sidder tilbage med mange af de samme oplevelser. Det er et tungt og svært værk på nærmest alle fronter. Det er en nådesløs lydmur af støj, som er lige dele blændende smuk og forfærdende ægte. Og så er det et absolut mesterværk.
Kompleksiteten i kompositionerne er høje og ambitiøse. Teksterne er rå, insisterende og kredser om emner som ulighed, uretfærdighed og det ubegribelige tab af liv. Alt dette er pakket ind og præsenteret i et formstøbt og fuldstændigt værk af et band, som bærer deres genretræk og inspirationer for alle at skue. Fra smuk og æterisk blackgaze afbrudt af tunge og insisterende hardcorepassager på åbningsnummeret ‘Scaffolding’, til dynamiske og brutale kompositioner à la Liturgy som ‘Devotion’ samt numre som ‘Monolith’, der med sin 00’er-screamoinspiration leder tankerne mod bands som Gospel og Jeromes Dream.
Med Nic Kuczynskis basspil skruet fuldstændigt op i mixet er ‘Artificial Bouquet’, når det kommer til produktionen, en sjov størrelse. For ved første gennemlytning var jeg i tvivl om, om den mildest talt larmende og maximalist-agtige tilgang til produktion overhovedet var til Frail Bodys fordel, men blev ret hurtigt afklaret med, at det her værk ikke er lavet for, at jeg kan læne mig tilbage i stolen og tygge tobak og synonymordbøger over Paul Schaffers indforståede lyrik. Albummet føles som en ufravigelig del af virkeligheden, som om det simpelthen måtte blive til. Det er lige dele menneskeligt og ægte når der stilles spørgsmålstegn ved samfundet og pseudo-omsorg på det passende navngivet ‘Critique Programme’ eller når spørgsmål om ensomhed og længsel bliver vendt indad på ‘Runaway’.
At samle mine tanker om ‘Artificial Bouquet’ af Frail Body er en udfordrende, da dette album føles som mere end summen af dens dele; det er en fortvivlet og sørgmodig rejse gennem intense og sårbare aspekter af den menneskelige eksistens samt en masterclass i komposition og teknisk udførsel. Frail Body har skabt et mesterværk; det er både smukt og foruroligende ægte.
Artificial Bouquet by Frail BodyIndspillet i Bricktop Recording. Produceret og optaget af Pete Grossmann. Mastered af Jack Shirley i The Atomic Garden. Artwork og grafik af J. Bannon
