Metalscenen kan til tider være jævnt krakilsk når det kommer til at blande genrer. Der går ofte lidt seperatistmentalitet i den – med mindre, at det er fedt, naturligvis. Så når en artsy YouTuber, turned pop, turned electropop, turned nu-metal, begynder at vise verdensovertagelsetendenser, så er det altid spændende, om det nu også fungerer. Især når det er en millennial, der forsøger. For Poppy er ved gud en omgang millennialism. En blandet godtepose af alt hvad opvæksten var præget af: Britney- og Aguilera-pop, storladne Linkin Parkomkvæd, K-pop og industrial. Men Poppy ved, hvad Poppy vil have. For det er Poppys verden, og vi får lov at observere det hele udefra. Vi blev nemlig aldrig rigtigt inviteret indenfor til festen.
Fra første skrål er der CO2-kanoner, der blæser, mens det djentede breakdown i ‘have you had enough?’ buldrer af sted. Det imponerende fremmøde på Hades er også klar på ballade, og der er pit og dans lige fra første chug. ‘BLOODMONEY’ holder dampen oppe med sin hårdtslående, elektroniske rytme, for derefter at glide over i et halvt hviskende stykke à la Billie Eilish.
Det sortklædte, balaklavabærende backing-band var skubbet tilbage på scenen og skulle være så anonyme som overhovedet muligt, så alt lys skinnede på Poppy og hendes similistensbesatte mikrofonstativ (det er trods alt også hendes show). På trods af at publikum havde en fest med crowdsurf og flyvende arme, er selve bandet absurd stillestående. Lige pludseligt går det op for mig, at hun står alene på scenen, og det er altså ikke fordi jeg står og kigger på min telefon! Men bandet går simpelthen af og på mellem numrene, mens noget lydbid spiller.
‘V.A.N’ hugger derudaf og dem på floor vælter rundt til den buldrende, chuggende guitar, der bedst kan beskrives som saftig. Der er sågar lidt helteriff, hvis man er til den slags.
Poppy og crew er forsvundet fra scenen (igen), mens en lydbid over anlægget spiller. Det lyder som en cutscene fra Final Fantasy, men igen, I don’t speak nerd.
Det er underholdende og en smule forvirrende at se folk crowdsurfe til de atmosfæriske og harmoniske stykker, der er i hendes musik. Pludselig lyder det som om, at hun spiller et cover af Billie Eilishs ‘Bad Guy’, med huggende guitar. Du ved, den helt lave streng, der lyder som ballade under opsejling. Jeg drikker hvid Monster i solen blandt solbrændte mandemænd i tanktop. Livet er sgu lidt underligt.
Igen er der pauseskærmsmusik fra et PS2-spil, med drømmende guitar og blid vokal, før hun kommanderer rundt med folk, mens det buldrer med elektroniske trommer og guitar. Som en dovent skrevet, japansk feberdrøm. Poppy girly popper den på scenen og hun virker utrolig hjemmevant, men det hele virker også bare overfladisk og indøvet, for man mærker hende aldrig rigtigt.
Kan forstå, at der plejer at være noget animation på skærmene mellem numrene når bandet ikke spiller – det er der ikke her, så deres små breaks virker bare mere som en stopklods på momentummet end som et artistisk værktøj. Jeg har for nyligt set Lulu Young, hvor jeg lidt stod med følelsen af, at det ikke var skrevet til mig. Sådan har jeg det også med Poppy. ‘Concrete’ er en omgang j-hyperpop, møder ‘Bohemian Rhapsody’ mens der bliver blæst hollandsk breakcore i baggrunden. Og så er der igen noget der minder en sang fra Final Fantasy. Og nu er der farrock-guitar.
Meget kan man sige om Poppy og hendes millennialtilgang til musik, men hun har en lyd som nogle deathcore-bands kunne lære noget af. Selv på Hades’ store scene runger hihatten i breakdownsene. Men den velfungerende lyd til trods, så føltes Poppy bare ikke helt hjemme hos mig. Det er en interessant blanding af t.A.t.U, intro musikken fra Totally Spies og industriel, djentet metalcore. All in all, ikke noget skidt univers. Jeg følte bare ikke, at jeg var inviteret. Når det er sagt, så var resten af publikum det i hvert fald. De færreste stod stille og det var som om, at “brat summer” ikke var sidste år.
