En meget tidlig spilletid på Copenhell afspejler sig i det tynde antal publikum på Pandemoniumscenen denne fredag eftermiddag til et band, som trods sin unge alder er godt på vej til at opnå en mindre kultstatus, hvor det glimrende selvbetitlede debutalbum, bandets tekniske kunnen og forsanger Ditte Krøyers fantastiske vokal og ikoniske tilstedeværelse har været katalysator for, at bandet står på Copenhell denne fredag.
“You killed us both!” buldrer det ud over Pandæmonium på første nummer ‘Mormors sang’, medens Krøyer bevæger sig frem og tilbage på scenen som en løve i et bur. Alene i Krøyers mimik er der tonsvis af nærvær, afsky, glæde og vrede som flyder igennem den musik, bandet presser direkte op i ansigtet på os. Vulvatorious spiller som udgangspunkt en melodisk blackmetal, men de vil også rigtig gerne spille alt fra helte-metal til beatdown, hvilket de heldigvis alt sammen er rigtig gode til. Det bliver generelt en varieret omgang fra den mere tilbagelænede ‘Sacrifice the Flesh’ til den makabre og tromlende ‘SÅ DØ!’.
Som koncerten skrider frem, bliver pladsen foran Pandemonium stille fyldt op med nysgerrige copenhellgæster, som vågner fra gårsdagens eskapader. Koncerten føles af og til som en tovtrækning mellem Vulvatorious og konceptet tidligt eftermiddagskoncert, hvor en mindre gruppe publikum giver den hele armen hele vejen igennem sammen med bandet, og en større gruppe publikum læner sig stille og roligt ind og ud af koncertsfæren.
“Så kan vi godt gå amok, kom så!” skriger Ditte Krøyer og samler hele pladsen op, for at lave den mest insisterende opfordring til en wall of death, jeg nogensinde har været vidne til. Krøyer og co. mister ikke et sekund den energi og den fantastiske spilleglæde, de har taget med på scenen, nej det bliver kun vildere som Krøyer stiller sig op i publikum fra pithegnet, eller når Andreas Truelsen fra Plaguemace kommer drønende ind fra sidelinjen i sin gule Mejerhell t-shirt og Krøyer hopper op på skuldrene af ham i en fuldstændig sammensmeltning af fantastisk kaotisk energi – jeg ville give meget for en Plaguemace + Vulvatorious EP!
Pandemonium er en stor scene for Vulvatorious, som er et band flere ofte vil forbinde med små intense in your face-shows, men jeg oplever, at bandet holder autoriteten og integriteten ved lige hele vejen igennem showet, som de bærer de mange kvadratmeter, de er dygtige, ægte, nærværende og så kan de skrive sange. ‘FUCK YOU INCEL’ er ikke kun et enormt velskrevent og veludført nummer det er en hymne, og er, hver gang jeg hører den, en kærkommen mængde af had mod incelkultur, og jeg vil for evigt insistere på at synge den til karaokearrangementer.
Vulvatorious bukker af, og publikum smider rundhåndet kærlighed fra den støvede pit mod et band, som vi kun glæder os til at høre meget, meget mere fra.
