Danske Vulvatorious har nu, efter flere års opmærksomhed, udgivet første album.
Da jeg opdagede dem første gang, havde de lige udgivet singlen ‘Fuck You Incel’, der passede perfekt i en verden, der på det tidspunkt var fanget i pandemiens kløer, hvilket betød, at man brugte alt, alt for meget tid på galninge på internettet.
Vi ser dem stadig rundt omkring. Tiktok-Allan og hans slæng. Mænd, der har nemmere ved at pege fingre i alle retninger omkring sig, end de har ved at skifte sengetøj, og mener at resten af verden skal lide under, at de opfører sig så håbløst uudholdeligt, at deres ensomhed ikke kan være andet end selvforskyldt. Til dem var, og er, ‘Fuck You Incel’ en strålende smædevise. Og på sin vis indkapsler den også det billede, der er skabt af Vulvatorious som band.
Med Ditte Krøyer i front, Signe Lading og Sophie Angen på guitar, Florent Besson på bas og Rasmus Johan Aarslev på trommer, er kvintetten en knyttet næve med den tårnhøje forsanger som udstrakt langefinger, og det er feminismens militante støvletramp, der har givet genlyd i krydsningen mellem hardcore og black metal, der er strømmet fra dem.
‘Fuck You Incel’ er også at finde på denne selvbetitlede plade, men bandet har også udviklet deres lyd, hvilket kan være forvirrende for trofaste lyttere.
For naturligvis har vi de fræsende Darkthrone-guitarer på ‘Cunt War’ med dets hymniske omkvæd og vi har den hånligt smilende og skarpt aggressive seksualitet fra ‘Fuck You Incel’, men vi får også langt mere.
For de to første numre er skrevet i et ondt lune af Lading, Angen og Krøyer i et lillebitte bunkerøvelokale på Amager, mens de øvrige har fået lidt mere tid til at marinere og lyden har fået lov til at trække yderligere tråde til inspirationskilder fra nær og fjern.
Krøyers vokale spændvidde er udvidet og minder sine steder om Solefalds Cornelius von Jakhelln. Dette er en stor ros, da hans vokal er både særpræget og spændende. Noget af det, der trækker tråde mellem dem, er den tydelige diktion, der gør det opnåeligt faktisk at forstå den lyrik, der ledsager musikken.
Det er vigtigt, for udover de kradse hidtil nævnte tracks, byder pladen også på sange som ‘Farvel. Jeg går.’, ‘Mormors sang’ og ‘SÅ DØ!’, der alle byder på mere end blot traditionel black metal-symbolik.
‘SÅ DØ!’ er stærk og voldsom og skildrer en sindsstemning, der tyder på meget mere end blot dagligdags genvordigheder. Man får en fornemmelse af den smerte Krøyer må have gennemlevet, og selv om vi ikke kender dens omstændigheder, er det overbevisende og råt. Det samme gælder for ‘Mormors Sang’, der udtrykker smerte, angst og lidelse. Det er umuligt at forestille sig, hvad den kan handle om, og måske godt det samme.
Ikke overraskende er disse sange, i hvert fald for to tredjedeles vedkommende på dansk, hvilket understreger, hvor meget mere nerve man kan udtrykke på sit modersmål.
Ikke dermed sagt, at resten af sangene ikke er gode, men her er det bare mere oplagt at have fokus på det samlede indtryk af musikken end lyrikken særskilt.
Musikalsk nærmer vi os mere og mere inspirationskilderne i den traditionelle norske black metal, der er udarbejdet efter Satyriconsk forbillede.
De melodiske dobbeltguitarer styrer showet og bevæger os i retning af den let magiske lyd et band som netop førnævnte eller landsfællerne i Dimmu Borgir har lagt for dagen.
Personligt har jeg en større kærlighed til det lidt mere hidsige og hardcoreinspirerede præg, der lægges for dagen i de to førstesingler, men man kan ikke argumentere imod velspilletheden i de øvrige sange. Indtrykket bliver dog lidt mere anonymt på en sang som ‘Shrouded Mountain’, når man, på egen krop, kan huske, hvor svært det var at sparke sig frem for melodisk black metal i starten af dette årtusinde.
Vulvatorious er bedst, når de viser tænder.
‘Vulvatorious’ er indspillet, mixet og mastered af Lasse Ballade i Ballade Studios. Den udkommer på Bad Morning Records 15. marts. Cover foto af Yosuke Tanaka, cover artwork af Hanna Ella Sandvik.
