Lifesick er sådan “yo, vi er totalt det hårdeste beatdown-hardcore i Danmark, for vi har faktisk én, der har hørt Death og Slayer og kan lave syge riffs, og vi kan få folk til at gå lønningsdag i pitten næsten uden at spørge,” men Lifesick er også sådan “årh hvad, når vi skal headline en hardcore-festival i vores hjemby, ku’ det så ikke være grineren at tage nogle sækfulde oppustelige hamre med, som alle kan slå hinanden i hovedet med?”
Det er det mest provinsielle, jeg har set siden Lifesick-badetøflerne ude i merchboden, reelt kun overgået af et blackmetal-band med skumkanon, jeg så engang.
Men igen: Lifesick kan faktisk skrive de riffs og lave de breakdowns, der falder lige den tiendedel takt forskudt, så de slår luften ud af én; de kan faktisk lave det der rul, der får alle til at rulle; de kan få folk til at gå fuldkommen J-dag på tværs af rummet, bare de spiller introen til ‘Wolf Amongst Rats’.
Det er en kæmpe sejr, og stemningen hele vejen igennem koncerten er et destillat af Support Our Scene Fest: Vi er blandt venner, vi fejrer, at vi har den her musik sammen, men det må helst ikke blive alt for trygt og tilforladeligt. Support Our Scene er skabt af ægteparret Gitte og Michael Buus’ som en videreførsel af 00’ernes Fredericia Hardcore Festival og den senere Days of Fury, og de har forsøgt at balancere mellem det hyggelige og det vilde siden 2015 med et vist held.
Så kan det godt være, at festivalen på papiret ikke har set vildt lovende ud i år: Bysbørnene Lifesick, der selv er rundet af Fredericia Hardcore Festival og den lokale scene for hardcore, den festival var med til at skabe. En bunke danske metal- og hardcore-bands, man skal være decideret kontrær for ikke at have set i hvert fald et par gange de seneste år. Nogle tyskere, hollændere og belgiere, Buuserne har samlet op på andre hardcore-festivaler. Et afdanket veterannavn fra USA i 90’erne til at sende alle hjem i seng.
Man skal bare ikke undervurdere, hvad det gør ved bands at spille i lige præcis den her setting. De skal bevise noget mere, fordi både publikum og de andre bands er lige den tand skarpere end det sløve lort, de spiller sammen med andre weekender. Forskellen på Czars show fredag i Fredericia og deres show sidste lørdag til HxC over HCA er i hvert fald markant.
“Skal vi ikke bare tage tøjet af og starte?” spørger Martin Nielskov retorisk de andre, og så vælter de sig så hæmningsløst gennem den næste lille halve time, at man næsten ikke når at tænke på, at man kunne høre dem hver weekend, hvis det skulle være, og man ville stadigvæk ikke kunne huske en eneste melodistump.
Bare lad Swartzheim overtage dansk metal
Men hvis Czar er en sympatisk fritidssyssel for en flok unge mænd på 40, er Swartzheim ren kaosenergi. Jeg kunne sige en hel masse om, hvor fedt det er at se nogen omtrent på alder med min egen ældste søn omfavne den musik, der formede mine egne teenageår (og voksenår og midtlivskrise og) men det ville få det til at lyde, som om det handler om, at jeg spejler mig selv i dem, og det er faktisk en rent objektiv vurdering, at de spiller deres crossover-thrash med tre guitarister og en sanger, der også lige får tid til at lave Ken-finten fra ‘Barbie’ med dobbelte solbriller og pink boardshorts, så uregerligt, at de egentlig bare burde få lov at spille alt i dansk metal fra nu af i stedet for de brovtende, røvtunge oldinge, der sidder på posten.
De er festivalens ene crossover-band, det andet er Mindwar fra Belgien, og de tager crossover så seriøst, at alle har kasket på, og trommeslageren har endda en T-shirt på med et eller andet take på Vision Street Wear-logoet, som jeg ikke kan huske dagen efter, men som jeg totalt omfavner i øjeblikket. Også lidt fordi jeg ikke tør andet stillet overfor den tætte, lille forsanger med overarms-tatoveringer, en sleeveless Motörhead-tee, cargos og en fjeder indeni, der er spændt helt stramt.
Mindwar er fremragende lørdag aften, Lies! inden dem er den fede forudsigelighed. Sådan et band, der går på scenen i camoshorts og er to meter høje allesammen og alligevel finder det nødvendigt at forklare, at de altså er fra Holland, inden de spiller en utrolig hollandsk hardcore, hvor man hele tiden kan springe op i luften i sikker forvisning om at ramme et breakdown, når man kommer ned på gulvet igen. Det er langt fra genialt eller bare vildt godt, det er bare godt nok, og – og det er det selvfølgelig ikke det hele, der er på Support Our Scene.
De frivillige på Tøjhuset, jo, rammerne i det hele taget med et indbydende udeareal både foran og bagved, klart, lyden, stemningen, folk, arrangørerne, uden tvivl.
Alt det ufede
Men så er der sådan noget som Sansera, der åbner det hele fredag aften. Hvis man skal sige noget positivt om dem, så er det, at de har øvet deres koreografi rigtig godt, de kan næsten finde ud af at spille til backingtrack, de lyder ikke som Lamentari, selvom de er i matchende outfit og har synths kørende, og hvis man virkelig synes, Killswitch Engage er det fedeste i verden, er det super bæredygtigt med en lokal variant.
Det er heller ikke så decideret belastende som Galge eller bare sløvt som Plaguemace, der har koncentreret al deres energi om at lave så mange forskellige utroligt grimme T-shirt-designs som muligt. Så er der sådan nogle som powerviolence-bandet Fragile Masculinity, der åbner lørdagen med at sparke mikrofonstativet ud i publikum 15 sekunder inde i første sang, uden det rigtig ændrer noget ved, at det bedste ved bandet er deres navn.
From Harbour har festivalens mindst prætentiøse backdrop: To stykker A4-papir gaffertapet til væggen med navnet skrevet med sprittusch. Det er bare den eneste uprætentiøse ved deres post-hardcore, der følger skabelonen fra Fall of Efrafa og alle andre. Råbe henover musikken uden mikrofon for at udtrykke afmægtig desperation? Tjek. Tremolo picking? Tekster om ikke at være nede med fascisme? Tjek, tjek og tjek hele vejen igennem og så ned og give alle krammere, som vi alligevel er for høflige til at afslå.
Rør mig dog
Der er Syl alligevel sværere at afskrive, selvom jeg har svært ved at holde af dem eller bare holde dem ud, selvom jeg vel burde. Fordi Syl gør alt på den rigtige måde, lyder som bands, jeg elsker ubetinget, har budskaber, jeg dårligt kan andet end at støtte op om, og skøjter uden om normer for, hvordan man skal se ud eller opføre sig på scenen, når man spiller emo.
Jeg kan bare ikke med al den oprigtighed og alle de følelser og holdninger. Men det er fascinerende at se, hvordan de rører mennesker, jeg ellers ikke ville have forventet ville blive rørt af dem. Hvordan Syl får granvoksne knudemænd til at føle følelser og giver dem et sprog for det, der er svært, så de kan stå og råbe med på sangene.
Det er meget svært at have noget imod. Man kan heller ikke andet end heppe, når de dedikerer en sang til Lovegun med ordene “du er ikke velkommen her længere,” bortset fra at de ikke tør sige hans navn.
Uanset hvad jeg synes om dem, klæder det Support Our Scene at have Syl med. Både fordi det viser en bredde i hardcore, og fordi Syl rammer på tværs af subgenreskel. Men også fordi det demonstrerer, at hardcore ikke bare er stagneret i 90’erne. For skulle man på nogen som helst måde være i tvivl om, hvor pinefuldt det er at opleve hardcore, der er stagneret i 90’erne, skal der ikke mere end et kvarter af Downsets rapmetal til at overbevise en om, at næste tog hjem er det bedste tog hjem.
