Kono bangumi wa Prosthetic Records to goran no suponsaa no teikyou de okurishimasu
Sådan åbnes ‘Spinner’, det nye album fra københavnske EYES, der ligger klar lige om lidt. Flere bliver måske lidt overraskede, men jeg gjorde slet ikke. Jeg vidste, at det japanske univers lå tæt på på forsanger Victor Kaas’ hjerte.
Forrige gang, jeg interviewede ham, talte vi nemlig også om både tegneserier, computerspil og manga. Men det er nyt, at den passion finder plads i musikprojektet.
Som man måske kan forstå, har Victor og jeg talt sammen mange gange efterhånden. Derfor tænkte jeg også, at det ville være oplagt at ramme dette emne. Så det var det, jeg satte mig for. Med en viden om anime, som ikke er blevet opdateret siden ‘The Slayers’ kom på DVD, var jeg også ydmyg overfor opgaven. Og det skulle vise sig fornuftigt. Victor ved nemlig i den grad hvad han snakker om.
Jeg snakkede med Victor over et onlineopkald, og han så langt mere afslappet ud end han nogle gange har gjort. Det virker som om, det går godt for ham.
– Jeg har det strålende! Jeg har taget to lure i dag, fortæller han.
Rækkehuslivet i udkanten af København er godt for den rapkæftede gadedreng, der jonglerer med alskens musikalske opgaver oveni arbejde og pladerelease og FEYESTIVAL lige om lidt.
– Det der med voksenjob er faktisk efterhånden blevet ret fedt. Det er jo bare et vilkår, siger Kaas, og fortsætter:
– Det er ikke engang et necessary evil. Jeg kan ret godt lide det, og jeg sidder ret godt i det. Især i forhold til mange andre i musikbranchen.
Koncepter og indadvendthed
Ja, det går godt for Kaas. Det må man sige. Når han ikke er sceneansvarlig på Kraftwerket eller “den onde mand” i LLNN, giver han den som tasmansk djævel i EYES. Det er en endnu mere oplagt sammenligning på ‘Spinner’ end det nogensinde før har været. Pladen er løssluppen og energisk og, som forsangeren også fortæller, den naturtro version af ham selv. Måske lidt overdreven, men alligevel. Det er i EYES, han kan føle sig rigtigt hjemme. Måske netop derfor er det også i EYES, han åbner mere op for sig selv. Der er nemlig to grundlæggende elementer i den nye plade. Den første er hans kærlighed til japansk animation – mere om det lige om lidt – den anden er, at den er skrevet imens Victors far gradvist blev mere og mere syg, erklæret terminal, og til sidst gik bort i december 2024.
– Man skulle måske tro, udfra omdrejningspunkterne, at ‘Underperformer’ var “den personlige plade”, men den her var faktisk meget vildere. Den har fulgt min fars forløb og bærer på den måde meget af den oplevelse i sig.
‘Spinner’ er en konceptplade, fortæller Kaas mig. Noget han har beskæftiget sig mere med i hedengangne Telos, men som han har taget med sig her.
– Jeg læste en tegneserie, som inspirerede mig helt vildt meget. ‘Dead Dead Demon’s Dededede Destruction’, hedder den. Det der er særligt ved den, er det her metanarrativ, der optræder i den, hvor hovedpersonen læser og har et nostalgisk forhold til en eller anden gammel lortetegneserie, forklarer han.
– Alt imens der så hænger en kæmpe UFO over Tokyo og verden forsøger at vænne sig til at leve efter en alieninvasion, der er gået i stå, alle er bange og alt trækker op til konflikt, præsenteres vi så i mellem kapitlerne, for afsnit af den gamle tegneserie, der afspejler hovedpersonens følelser og udvikling, hvilket giver en fremragende refleksion af ængstelsen og eksistensens vilkår.
Det er mægtig interessant og er også et greb, som Alan Moore anvender i den skoledannende ‘Watchmen’ tilbage fra 80’erne, men det er også det, der har sat sig fast i Victor Kaas.
– Det fik mig til at tænke meget over, hvordan man anskuer sig selv. At man kan kigge på en udgave af sig selv tilbage i tiden, og måske ikke kunne forene det med sig. Være uenig med de valg man har truffet eller den måde, man har været i relationer til andre mennesker.
– Det har været en måde at gøre det mere forståeligt, både for mig selv og for andre. Jeg har kunnet trække det ud af mig selv og lægge det i en fiktiv person. Ikke så meget “jeg jeg jeg”, men nærmere at kunne se det udefra.
‘Moving Day for the Overton Window’ – Indbegrebet af EYES som anime.
Han forklarer også, at ‘Spinner’ er meget indadskuende, og at den anvender trækket at spejle sine situationer og observationer op imod det fiktive animeunivers, som bandet opbygger.
– Det er ikke sikkert, at alle overhovedet kan læse sig ind i det. Det er ikke så eksplicit, som vi tidligere har været, hvor vi nærmest har haft tekstanalysen allerforrest. Vi har i højere grad villet have, at alle kunne få deres egen forståelse af teksterne. Der er hints; navne og vendinger, som man kan genkende, hvis man ved det, men det var vigtigt for os, at pladen kunne stå alene.
Hvis vi et øjeblik skal vende tilbage til det voksenliv, som Victor talte om tidligere, så har det også sat sit præg på EYES’ arbejdsproces i denne omgang.
– Tidligere var det hele lidt mere loose. Det var få takes af tingene og styret meget af stream of consciousness. Denne gang har vi arbejdet ekstremt meget med iterationer og gennemspilninger af sangene. Det er nøje redigeret ned til mindste detalje.
– Det har betydet meget for processen. Men det har også været nødvendigt. Tidligere har vi ligesom kunnet sidde sammen i studiet og jamme os frem, men alle har flere forpligtelser nu. Jeg tror kun, at det er Søren (Bomand, red.) og mig, der har kunnet være der alle gangene. Dem, der har kunnet, har været der. Og så har vi holdt jernet varmt på den måde.
Forud for EYES kommende fælleskoncert med SYL på dette års Copenhell, var de to bands også fælles i studiet.
– Det var ret sjovt, for de kunne slet ikke sætte sig ind i det, når vi programmerede midi-trommer og planlagde, hvad de andre skulle spille. “Så var det jo ikke bandet længere”, det var ikke helt det samme – sådan ville vi nok også have haft det for fem år siden. Men vi kender hinanden så godt, at vi jo ved, hvordan Rasmus (Furbo, red.) spiller riffs og Simon (Djurhuus, red.) laver trommer, forklarer Victor.
Og det har fungeret. EYES har formået at lave en skarp plade med gæsteoptrædender fra både norske Feral Nature og canadiske Ken Mode, alt imens de har bevæget sig tættere på metal og hardcore end det tidligere fokus på noise rock.
Animeismer
Lad os nu se mod Japan, hvor en af Kaas’ andre store passioner stammer fra.
– Anime har været en konstant i det meste af mit liv, fortæller han.
– Jeg så Pokémon og Yugioh på Danmarks Radio, og med internettets hjælp tog det fart. Jeg blev bidt af det, og kunne rigtig godt lide, at det var historiefortælling på en helt anden måde end det vestlige, jeg var vant til.
Kaas fortæller, at det særligt er den mere frit flydende narration, han holder af.
– Jeg kan rigtig godt lide, at det ikke føles på samme måde hver gang. Jeg bliver hurtigt lidt træt af Hollywood-modellen. Anime føles tit som om, det er fortalt mundligt fra person til person og følger en mere naturlig udvikling frem for det samme hver eneste gang.
Han griner lidt og fortsætter:
– Så er der jo de der lidt bizarre animeismer, som man hurtigt begynder at rulle øjne af eller se gennem fingre med. Det er jo fucking weird, altså det at, der næsten altid er en person, der går helt amok, når de ser havet, at der er nogle mildt sagt underlige seksualiseringer, eller, at der nærmest altid er en eller anden skør, lille maskot. En robot eller kat eller et eller andet. Det er ret gennemgående.
Kærligheden til anime har ikke altid været noget, Kaas følte, han kunne stå frem med.
– Det har faktisk været forbundet med en del skam i mit liv. Særligt var det ikke sejt i gymnasiet. Jeg tror, der var én fra klassen, jeg delte det med. Og så nogle stykker udefra, hvor vi mest bare røg joints og så anime, griner han, og flasher en tatovering på underarmen. “Spear of Longinus”, fortæller han, fra ‘Neon Genesis Evangelion’.
Det har ændret sig, kan jeg konkludere.
– Det er sgu også et ret sjovt community, mener Kaas, og fortsætter:
– Også selvom det ikke er så udtalt. Der er virkelig mange nørder, der ripper blu-rays af obskure udgivelser fra 80’erne og kodificerer dem og lægger dem op med undertekster, så vi andre kan se dem, forklarer han, og går i dybden med, at han pt. er dybt begravet i såkaldte OVA’s fra 80’erne.
Det er særlige udgivelser, der specifikt er lavet til at blive udgivet på VHS, så de derved havde et højere budget og mere frie tøjler ift. de serier, der skulle udkomme på ugebasis.
– Det er fordi, jeg i bund og grund er en mech-dreng (en mech er en form for kæmperobot, som karaktererne sætter sig ind i og styrer, red.). Jeg er stor fan af Evangelion-skaberen Hideaki Anno og det, han har lavet. Og så måtte jeg se Gundam, som ligesom er forløberen for alt det.
Han sukker let:
– Så gik jeg igang med at se ‘Char’s Counterattack’ fra 80’erne, men for at forstå det, måtte jeg se nogle animes fra slut-70’erne og en hel masse side-serier. Men jeg er stadig ikke nået til at se selve filmen, som jeg egentlig startede med at gå efter. Jeg er helt tabt i hullet.
Victor Kaas vil også gerne forklare, hvad det egentlig er, der appellerer til ham.
– ‘Neon Genesis Evangelion’, for eksempel, handler om de her protomennesker, Adam og Eva og det hele består af biologiske mechs og slåskampe, og det er mægtig sejt. Men det handler også om en ung fyr, der prøver at kæmpe sig gennem sin depression og sine traumer.
– Sjov parallel, ikke? griner han skævt.
– Det er det dramatiske i det, de store armbevægelser, jeg elsker. Man bliver lokket ind af noget sejt eller sjovt eller fjollet – og så er der alligevel noget underlæggende. Det kan være en sjov comedy, men så handler det i virkeligheden om død, hjertesorg, tab eller sådan noget. Det kan noget for mig.
Vi bad naturligvis også om råd til, hvad man burde se. Her følger Victor Kaas’ fem anime-anbefalinger:
- Neon Genesis Evangelion: Jeg har forklaret lidt om den lige før. Men her skal man se episode 1-24, så filmen ‘End of Evangelion’ og så ep. 25 og 26. Bagefter.
- Tengen Toppa Gurren Lagann: Det er nærmest anti-Evangelion. Hvis førnævnte er doomer, så er den her bloomer.
- Dungeon Meshi: Den her rammer det, jeg nævner til sidst. Det er bare lidt let hyggestemning nede i en dungeon, og så lige pludselig bliver det serious shit.
- Mob Psycho 100: Det her er også sådan noget med at skulle se sig selv i øjnene. Slice of life og så en hovedperson, der er en mægtig telepat og masser af action.
- Fullmetal Alchemist: Brotherhood: Den her er lidt voldsom, men også en klassiker. To brødre, der kommer ud på for dybt vand med deres alkymi og som skal kæmpe og forstå deres tab.
