Det starter med et blastbeat, og det fortsætter med alt andet end det, man forventer.
Sådan kan man måske beskrive Salvers nye LP. Når man ikke aner, hvad man får, er det svært at blive skuffet, men samtidig kan det måske også være problematisk at finde hoved og hale i.
Vi tog en snak med de fem københavnere i anledning af netop denne plade, som du kan læse mere om lige her.
Nogle gange har jeg fastlagt et helt klart tema for et interview. Men i dette tilfælde ville jeg egentlig gerne bare lære et af mine yndlingsbands bedre at kende.
Derfor var det første, jeg spurgte om også ganske enkelt: Hvem er I?
Og på en eller anden måde starter historien i midten.
Nye sager
– Det kom sig egentlig af, at Aske og jeg kedede os på Sonic College i Haderslev, hvor vi begge læste lyddesign, fortæller Anders Fallesen, guitarist og producer for Salver.
– Så kom lockdownen, og der var gode årsager til at have rigtig meget tid. Vi blev enige om at lave noget musik, der var virkelig sjovt at spille sammen. Vi havde ikke nogen planer om, at det nødvendigvis skulle være en succes, men at det skulle være fedt i øveren. “Hvordan kan vi optimere, så det bliver så fedt som muligt, når vi genåbner?” spurgte vi, fortsætter Fallesen.
Aske Frederiksen supplerer:
– Albert og Ole og jeg har spillet sammen i måske 15 år eller deromkring, så da vi talte om, hvem vi skulle få til at være med, var det oplagt at snakke med Albert. Vi vidste i hvert fald, at vi ikke selv kunne. Så vi sendte ham vores programmerede trommer og inviterede ham til Haderslev.
Her kommer Smag På Dig Selv-trommeslageren Albert Kudsk Holberg på banen:
– Jeg kunne ikke huske, at Anders og jeg havde sagt hej til SYL og Rot Aways legendariske koncert på Mesteren og Lærlingen, så det var nærmest første gang, jeg mødte ham. Og så gik vi faktisk i gang med at indspille. Anders og Aske havde skrevet en håndfuld sange, og vi skulle jo se, hvad det blev til.
Det blev til deres første EP ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’, der gjorde stort indtryk og viste en gruppe, der havde en helt anden tilgang til musikken end mange af deres samtidige.
Men for Salver selv var det endnu ikke et rigtigt band.
Først da Paolo Pierleoni-Nielsen sluttede sig til på bas, føltes det virkeligt, men Anders Fallesen skulle også gå ned med stress, erstattes af Ole Haar for derefter at vende tilbage, før de fem dannede bandet, som det ser ud i dag.
Ole og Paolo er dermed de sidste tilføjelser, og man kan nemt forestille sig, at det kan være svært at komme ind et sted, der i så høj grad er defineret af to mand. Aske fortæller:
– Da vi startede, var det jo bare Anders og mig, der skulle finde på det hele. Anders talte meget om guitartoner, støj og lyd. Det skulle lyde specielt og stikke ud. Det skulle være lige dele smadret og smukt.
Anders supplerer:
– Det handler om kontraster for mig. Hvis noget skal være trist, skal det ikke poleres så meget, at det føles uærligt. Hvis man har det stramt på en melankolsk måde, skal det ikke skønbehandles bare for at kunne leveres. Det skal ikke være nemt at lytte til. Man skal kunne opleve den følelse, det er skrevet med, når man lytter til det.
– Jeg brugte meget tid på at lytte til Raveonettes, da jeg var yngre, og det er lidt af den samme ide. Det er hele tiden lidt ironisk. Så er der en melodi, der lyder lidt cute, og så begraver vi den i støj og fuzz. ‘Aftersun’ på den nye plade er et godt eksempel, uddyber Anders Fallesen.
Netop Raveonettes var også en af mine referencer, men også The Angelic Process og Sunny Day Real Estate stikker ud, og musikerne nikker til mig, da jeg nævner dem.
De enkelte bandmedlemmer kommer vidt omkring i deres egne referencer.
– Jeg har lyttet rigtig meget til Couch Slut, fortæller Aske Frederiksen og fortsætter:
– Selvom det måske ikke er ligefor, så er jeg også inspireret af en som Nick Cave. Det er første gang, jeg nogensinde har været forsanger i et band. Ellers har jeg spillet guitar og keys og sådan. Inden EP’en husker jeg at stå i min morfars kælder og øve mig på ‘en vej’ så højt, at han skrev og spurgte, om jeg var okay. Det var grineren nok, men også en overvindelse. Jeg var lidt, kan man sige, bornert over at synge? Heldigvis kunne de andre godt lide det, griner han.
Paolo fortæller, at han er mere klassisk punk – det skal bare være gugak-gugak og gå hurtigt, siger han, mens Ole Haar er på bar bund i punken og trækker mod black metal.
Trommeslager Albert fortæller:
– Jeg har fundet en frihed i bare at kunne spille lidt mere fokuseret. I mit andet band hiver jeg alle mulige inspirationskilder ind og skal strække det ud, så det favner bredt. Her kan jeg få lov til at hive min grundlæggende interesse for metal og punk ind og bare spille det. At kunne fokusere på genren.
Ole og Paolo kigger lidt på hinanden, og førstnævnte byder ind:
– Aske og Anders er nok dem, der er mest karakteristiske for Salver. Anders er uden tvivl vigtigst for instrumentaliseringen. Jeg kommer mest bare lidt og krydrer lidt.
Paolo nikker:
– Vi er mere arbejdsheste. Det er i hvert fald sådan, jeg ser mig selv. Jeg er ikke så stærk i at finde på ting. Jeg er nemmere bare at sætte i gang med at spille.
Aske og Anders er ved at falde over hinanden for at svare på dette.
Anders mener, at Ole er et af de “mest intimiderende grundmusikalske mennesker”, han kender, mens Aske påpeger, at Paolo står for alt det grafiske og sådan, inden han fortsætter:
– Det er en af de ting, der gør, at Salver fungerer. Hvis Albert bestemte, ville det være tremolo og blastbeats, hvis det var Paolo, ville det være d-beat, Ole ambient og skøre progressioner, og jeg ville lave britisk råbepunk. Men nu er det en sammenkogt ret, der smager godt!
Bandet begynder at tale om deres progressive elementer og nævner polyrytmer – min hjerne er stået af for længst, da de fortæller hvordan ‘ildhegn’ går fra 1-2-3-4 til 1-2-3 – men de stopper hurtigt sig selv igen:
– Det er fedt nok med mærkelige tidssignaturer, men der skal ikke gå Dream Theater i den. Der skal være det backbeat, der holder det forståeligt, og selvom Albert er i stand til at holde det præcis så mærkeligt, som vi programmerede det, skal det stadig appellere til folk, der ikke kan tælle, mens de hører musik, forklarer Fallesen.
Tungt shit
Denne nye plade er altså første gang, at alle fem har skrevet sammen – fraregnet dobbeltsinglen ‘SKJUL//LØFTERNE’ – og det har været en anderledes proces. Albert fortæller:
– I modsætning til de andre ting har vi nu skullet skrive det hele sammen i øveren. Og der blev vi enige om, at vi gerne ville lave et album, der gik imod den moderne udvandede album-trend. Generelt synes jeg, man ser mange albums, der egentlig burde være EP’er, men vi ville gerne fylde pladen ud med gode numre, selvom der kan være god økonomisk ræson i at gøre det modsatte. Men vi ville gerne slå et større brød op for en gangs skyld i vores karriere.
Aske er enig.
– Det er første gang, vi laver noget, der har en lyrisk rød tråd og beskæftiger sig med nogle temaer. Nogle af dem var også med på EP’en, men pladen handler grundlæggende om mentalt helbred, og hvordan man dealer med det, når det går dårligt.
– Der er forskellige POV’er om angst, vildrede, misbrug, familieforhold og så videre. Dele af det kommer fra mit eget liv, andre er inspireret af, hvad jeg ser i omgangskredsen og ude i verden. Ansvar er et vigtigt element – Anders og jeg talte en del om det, inden vi gik i gang. Sangen ‘bitre piller’ handler for eksempel om en bekendt, der afsluttede sit liv, fordi han altid havde taget ansvar for alle andre og ikke kunne holde til det.
Han forklarer, at selvom han og Anders var kommet til pladeskrivningsprocessen på baggrund af en snak om, hvad den skulle handle om, så var det med åbent sind, at bandet mødtes om den.
– Det er i højere grad et helt værk af lyrik. Vi har stået sammen i øveren og prøvet ting af, og det har ikke bare været Anders og mig, men alle, der har haft ideer, haft noget at sige og prøvet ting af. Det har været ret fedt at føle, at det var så safe at kunne tale om.
Paolo byder ind:
– Jeg er glad for at kunne være med i den her slags tungt shit. Alle kender nogle, der har det fucked op, hvis altså man ikke selv har det. Jeg har gået meget i terapi og har brugt en håndfuld år på at have det på en meget bestemt måde – det er en vigtig ting at snakke om.
Det er en naiv tanke, at man kan gå et helt liv uden at have det fucked up i sit hoved. Og hvis man ikke anerkender det, skjuler man det for sig selv.
Lykkedes det?
Nu er pladen ude, og der kan ikke gøres mere. Men hvordan gik det? Det spurgte jeg dem om.
– Man kan fare vild i at ville være unik, men en af de ting, der gør Salver til noget særligt, er de mennesker, der er med i bandet. Der er ikke nødvendigvis nogen, der er oplagte rockstjerner her. Jeg er nok den eneste ekstroverte i bandet, og det er fedt, at det er sådan en lidt wonky forsamling, der ikke er klassisk hardcore.
Anders er enig:
– Ideen om, at vi ikke behøver sætte en label på, er noget af det, jeg holder af. Hvis nogle af os er inspireret af noget, så kommer det til at være sådan. Vi kan lide hinanden og griner sammen, og vi mødes altid på midten.
Men pladen, spørger jeg, er den lykkedes?
– Det er dumt at svare definitivt ja. Hvad skal man så lave?, siger Albert og fortsætter:
– Der var ideer, vi ikke lykkedes med, men som vi kan bruge på et senere tidspunkt. Men personligt og ud fra hvad vi talte om til at starte med. Så er det gået. Pladen starter med et blastbeat, og så er jeg faktisk glad.
Aske nikker og byder ind:
– Når man har brugt halvandet år på den, så har man hørt pladen så meget, at man ikke helt forstår den længere. Man kan begynde at tvivle, man kan sige: “Skulle jeg have gjort sådan og sådan?”. Men altså – det blev det, jeg havde ønsket at lave, men jeg vil gerne lave mere.
Paolo lukker samtalen ret kontant:
– Altså, det handler jo om, hvordan man opfatter det. Vi er ikke lykkedes med at lave for eksempel et hardcore-album. Men vi er hundrede procent lykkedes med at lave et Salver-album.
