Jeg tror måske, jeg er den eneste person i verden, der har en Salver-tatovering. Det siger jeg for lige at få afstemt forventningerne i denne anmeldelse.
Altså, jeg har aldrig abonneret på ideen om, at en anmelder skal være neutral. Det tror jeg ikke er muligt, og jeg tror, at dem, der påstår, de er det, lyver.
Jeg blev blæst bagover af demoen fra 2022. Måske ikke engang “blæst bagover” – det er også sådan en anmelderkliché – nærmere “berørt”. Og det gjorde jeg, fordi der er sådan en utroligt dybfølt melankoli og ømhed i den aggressive musik. Det er lyden af sammenbidte tænder og tårer i øjenkrogen. Det er så gennemført københavnsk på en måde, der hører forrige århundrede til, hvor ingen talte om “verdens lykkeligste by”, og hvor folk flyttede væk herfra, så snart de fik råd til det.
Og så havde de den her helt særlige samtidig lodne og skarpe guitarlyd, jeg aldrig havde kendt mage til.
Det var virkelig en plade, jeg holdt meget af.
Og nu står vi så her. Tre år senere og en fuldlængdeplade er udkommet. Det er, hvis man ikke kunne fornemme det, noget, jeg virkelig har glædet mig til, men også noget, jeg har set frem til med en vis ængstelighed. Hvad nu hvis det var en fuser? At første EP bare var begynderheld? Så skulle jeg gå rundt med deres logo – manden, der kigger ud over horisonten som en fotografisk hyldest til Caspar David Friedrichs ‘Vandreren over tågehavet’ – på min underarm og prøve at bortforklare det evigt og altid?
Men deres to singler ‘løfterne’ og ‘skjul’ gav mig lidt ro i maven, og da jeg hørte de instrumentale masters, mens jeg blev tatoveret, blev klumpen til sommerfugle. Det er fucking fantastisk, det her.
Det første, man hører, er fikst og energisk guitarspil og en baslinje, der ligger som en understrøm og klar til at trække en uforsigtig badegæst ned. Og så begynder Aske Frederiksen at tale. Jeg er egentlig ikke den store spoken word-entusiast. Men Frederiksens stemme, der hele tiden skifter mellem dybde og ungdommelig pitchshifting kombineret med de her tvangstanker forklædt som lyrik, der er ‘kontrol’.
Herefter starter pladen rigtigt – og sikke en begyndelse. Ole Haahr og Anders Fallesen er tilbage på guitarerne, og navnligt er Fallesen også placeret bag mixerpulten, hvilket nærmest er lige så vigtigt som hans rolle som musiker. Hans mix og den lyd, han får givet bandet, er uovertruffent. Det er støjrocket som aldrig før, og jeg er sikker på, at den visuelle repræsentation af pladen ville kunne bruges som en eksempelvisning på “the loudness war”. Fuzzen og den tykke lyd af guitarer og bas er tilbage, og den trækker mig ind præcis som den ruhårede hund, Frederiksen taler om på første track.
Der er klart throwbacks til 90’ernes slacker- og noise rock-bands, men alligevel formår navnlig Paolo Pierleoni-Nielsens baslinjer at tilføje en lyd af noget aggressivt, noget, der ligger på lur, og det distancerer dem fra bands som Sunny Day Real Estate. Lyt bare til basgangene i ‘til sneen smelter’. De lyder som en mark fuld af hugorme.
På samme sang gæstes bandet af rapperen Jon Will, der lægger en helt anden hård kant til lyrikken. Det er vældig interessant, at de to eneste gæsteoptrædender på dette album kommer fra andre genrer. Det giver en vekselvirkning, der på en eller anden måde løfter flere øjenbryn end blot en gæsteråber fra et tilsvarende band. Omend det nu også er noget, jeg er glad for.
Da min kæreste og jeg lyttede til pladen, sagde hun: “Aske må simpelthen aldrig lære at synge”. Det lyder måske hårdt, men det er rigtigt. ‘spændet’ demonstrerer hvorfor. Den desperation i stemmen, jeg talte om tidligere, kommer virkelig til udtryk i dette nummer, der måske i øvrigt også er pladens mest smadrede. Hvordan han kan komme så vidt omkring fra sin egen dybe stemme til et råb, der minder om Trọng Minh Lê fra Omsorg, må være et eksempel på at gøre det, der føles rigtigt og ikke lade sig nøje specielt meget med teknik. Herunder også brølet, der spejler den massive mængde støj, dette nummer byder på.
Samtidig er vokalen også et god tematisk sidestykke til de mildt sagt ubehagelige tekster, der plager pladen – på den gode måde. Den næsten poppede ‘bitre piller’ – der i øvrigt burde kunne skaffe bandet et lidt mere mainstream-lænende publikum – byder på en afmægtig observation af en person i forfald. Når kærligheden byder en at blive meget længere, end et menneske egentlig kan holde til. Det er rædsomt.
Men Askes stemme i sin blanding af kraft og skrøbelighed passer perfekt til det.
– ‘allerinderst’ er en meditation på narcissisme i familieforhold, og hvordan det kan fucke en helt op. Teksten skifter lidt kaotisk POV fra narcissisten og den person eller det barn, som er udsat for dennes handlinger. Især med fokus på, at verden vil ha’ en til at elske mere end sig selv, men det kan måske være svært, hvis man ikke kender andet end det.
Det var bandets egen udtalelse om ‘allerinderst’, der er et hamrende ørehængende stykke punkmusik med gang-vocals, hoppende guitarer og højt tempo. Og så det absolut for mange genkendelige hæslige lyriske omdrejningspunkt. På den måde sørger Salver for hele tiden at placere sig på linen, hvor de balancerer det skønne og festlige med det tunge og rædsomme. Man kan nærmest høre det i sangens opbygning. Askes rene vokal kontra råbene. Man prøver at holde balancen, men det er svært, når der bliver hevet i en fra alle sider.
Generelt er ‘salver dig’ en plade, der spilles i højt tempo. Efterfølgeren ‘aftersun’ nærmer sig black metal-territorium i åbningen, men rammes så af tidlig-MØL-agtig bounciness, mens stemningen stadig nærmer sig minusgraderne, hvorefter den følges op af et rigtig slåskamps-agtigt track, der gæstes af ingen ringere end Sebastian Toft, også kendt som Skt. Delarge.
Albert Kudsk-Holberg – kendt fra Smag På Dig Selv – holder en æggende kadence hele vejen igennem, mens Frederiksen og Toft kredser om hinanden i et frygtelig giftigt forhold. Der er fuld smæk på, og de to sangere lyder næsten ikke som sig selv i dette musikstykke af primalskrig og maskulinitet, der ikke kan håndtere hverken andres eller egne følelser.
På ‘skinsyge befrier’ bliver stemningen styrende, imens Frederiksen lægger først et growl og senere en næsten beatpoetisk digtoplæsning over Fallesen og Haahrs smukke guitarspil. Jeg tænker straks på Dan Turell eller hans moderne arvtager Claus Høxbroe. Frederiksen fremførelse er fremragende, og den måde, de to guitarister lægger effekter og riffs under, er sublim.
Ligesom Høxbroe har Frederiksen en lige dele farlig og beroligende stemme, mens han spejler basgangens ro i sin oplæsning, der varer så forbandet kort tid.
Sådan tror jeg aldrig, jeg har haft det med beatpoesi før.
Pladen lukkes med ‘hjemad’, der virkelig understreger min kærestes udtalelse om Askes vokal, med sin lidt ubehjælpelige oprigtighed og ‘nødopkald fra en gammel ven’, der med tårer i øjnene lukker pladen med den samme bøn, som den åbnede med.
“Hvis jeg nu hjælper dig / vil du så ikke hjælpe mig?”
Jeg blev ikke skuffet. Jeg blev kun bestyrket i min opfattelse af Salver som tilhørende den absolutte creme af dansk musik. Pladen er vidunderlig i al sin støj, sin sårbarhed, sin malplacerede aggression, sin ubehjælpelighed og sin ekvilibrisme. ‘salver dig’ var tiden værd.
‘salver dig’ er udgivet af Pavilion Music. Den er optaget af Jonas Johs Andersen, mixet af Anders Fallesenog mastered af Joel Krozer. “Margrethe Bonnichsen Søndergaard har stået for artwork.
