Noget af det, jeg altid har været mest misundelig på kvinder over, er deres evne til at være venner.
Nu skal jeg ikke generalisere, hverken i den ene eller den anden retning, men min fornemmelse er, at kvinder er langt bedre til at kommunikere med hinanden, vise sårbarhed og være ærlige om at kunne lide hinanden – og rent faktisk tale sammen.
Min oplevelse som mand er, at man mødes om noget. Det kan være fodboldkampe, koncerter, magic-kort eller alt muligt andet. Men formålet er sjældent bare at hænge ud. Jeg synes heller ikke, at jeg ser mænd have en løbende kommunikation med hverandre. Det virker, som om man tager på Roskilde Festival eller i sommerhus, mødes til julefrokost og påskefrokost “med gutterne” og så ellers ikke har så meget med hinanden at gøre.
Det vil kræve klogere hjerner end min at skulle finde en forklaring på, men grunden til, jeg nævner det i denne kontekst, er, at det er de tanker, der dukker op, når jeg hører ‘Hey Girl’ fra Pleasers spritnye album.
Hvis du ikke hørte den og så videoen, da vi havde premiere på den, så synes jeg, du skal gøre det nu.
“Hey girl, I’ll tell you something wild / I adored you from the first time you smiled / Don’t listen to what the thoughts of yours implied / Seek out the trail of contentment”
For mig ville det være helt utænkeligt nogensinde at udtrykke den type følelser – kærlighed endda – for en ven. Og det er jeg misundelig over. James Barnes opdagede på egen krop efter sin transition, præcis hvor ensomt det egentlig er at være mand. Venskaber er i høj grad noget, kvinder har. Med hinanden. Nu skal jeg ikke gøre mig til tudeprins og få en anmeldelse af to kvinders musik til at handle om mænd (for sent, red.), men det er udelukkende, fordi jeg synes at ‘Hey Girl’ er så fin, sød og dejlig en sang og video, at jeg tænker på det.
Videoen viser vores to hovedpersoner Annie Nyvold og Suo Fei i en masse dejlige sociale situationer med hinanden og med andre venner, og det er intet mindre end livsbekræftende at se. Når man læser lyrikken, er den endnu bedre. Her hører vi nemlig om negative selvbilleder og forkrøblende mistro til sig selv kommunikeret ærligt og åbent og mødt med kærlighed, accept og et løfte om tryghed.
Det er for mange virkeligheden og noget, der påvirker dem utroligt meget. Og løsningen er desværre såre enkel. Det handler om nærhed til andre mennesker. Det kan være forskellen mellem liv og død, og derfor synes jeg, at en fejring af et dybt venskab som begreb er næsten revolutionerende. Også når det kommer til udtryk gennem reels og boomerang-klip.
Derudover så må jeg blot erklære, at jeg er kæmpefan af den måde, Annie og Suo Fei formår at lade både guitarer og sangstemmer flette sig ind og ud af hinanden og råbe i den andens retning. Det føles som en ekstremt aggressiv kærlighedserklæring, og jeg er her for det.
Der er kommet mere bund i Pleaser, hvis man kan formulere det sådan. Selvom jeg var ganske begejstret for debuten, er det rart at høre, at fundamentet er blevet udbygget. Det hører man for eksempel på ‘Here for the Sins’, der ud over at bygge på en absolut fremragende harmoni i omkvædene også har sørget for tykkere ben at balancere de lysere toner på. Niehammer spiller lige så hårdt, som han har vist os de sidste par gange, vi har set dem live, at han mestrer, og hans arbejde gør, at Pleaser virker mere solidt plantet i scenen, som om de store støvler, begge sangere ynder at trampe rundt i, er ført ind i musikken.
Det modvirker også den ubalance, der ofte er at finde i punk-rock og er et fornuftigt skridt fremad.
Pleaser excellerer stadig i at rode alting sammen i en stor pærevælling i mixet, og det er vel en smagssag, hvad man synes om det. Jeg synes, det har en vis charme, men at det også kan gøre, at man bliver lidt træt i ørerne efter adskillige gennemlytninger. Æstetikken er i top, og jeg er sikker på, at det er tilsigtet, men en eller anden dag kunne jeg godt tænke mig at være lidt bedre i stand til at skelne mellem de enkelte elementer.
Det får man nemlig også demonstreret på den førnævnte sang.
Man kan godt mærke, at Pleaser er blevet mere erfarne. Både i forhold til tyngde som beskrevet ovenfor, men også når det kommer til temposkift.
Her er andensinglen ‘Ride’ et fremragende eksempel. Det er lækkert, når der køres ned i tempo og bygges op igen. Det hjælper lidt på den aurale udmattelse, man ellers kan døje med. Og igen ledsages sangen af skønne melodistykker, der binder sløjfe på den blanding af støj og vellyd, der definerer slikkepindemotorsavspunken så fint.
Der er også blevet plads til lidt mere af den fede rock, der giver knallert- og garagestemningen frit løb: Lyt blot til ‘The Pounding Chest’, der starter i et riff, der tydeligvis skal udføres performativt skrævende, inden den giver plads til et Kathleen Hanna-agtigt halvhvisket stykke. Stærke sager og godt med riot grrrl.
Lyrikken skinner stærkest der, hvor den skiller sig ud. Det kunne for eksempel være på ‘Hey Girl’ eller på ‘Lighten Up’, men generelt afspejler den en stærk kontrast til musikkens hastighed og stemning og røber et mørkere sted i tekstforfatterens sind end det, vi ellers bliver præsenteret for. Det er stærkt nok og vidner om ting, der skal arbejdes igennem ved hjælp af rockmusik. Det kan man også bruge sit arbejde til.
Der er som nævnt også noget, vi andre kan bruge til noget.
Slutteligt skal lyde et hurra for ‘Anthem’. Jeg er generelt fan af sange med det navn. Det kan være Blink-182, det kan være Good Charlotte, Jay-Z, DMX, Radiohead, Leonard Cohen eller Lana Del Rey (men IKKE Iced Earth eller LMFAO) og i dette tilfælde Pleaser.
Jeg kan igen godt lide tempoarbejdet og det tilsyneladende øgede fokus på at lyde godt, som denne sang udviser. Det er flot, fint og velspillet. Den må være kandidat til afslutningsnumre til de kommende koncerter.
Pladecover af Anna Mørch. Logo af Peter Larsen. Production og mix af Anders M. Jørgensen & Oliver Nehammer. Mastered af Marcus Ferreira i No Master’s Voice. Udkommer på Part Time Records.
