Fosfor er – ironisk nok – et ikke-metallisk grundstof, og udover at være essentielt i opbygningen af alle levende celler har det fået sit navn på grund af sin selvantændende egenskab. Har man først set hvidt fosfor brænde, forstår man, hvordan nogen kunne finde på at opkalde stoffet efter det græske ord for lysbærer. Den bibelstærke læser vil her fornemme en association til Lucifer – lysbringeren – og med ‘Frail Grasp of Broken Hands’ er der også tale om en plade, som forholder sig til visse kristne aspekter.
Et udefinerbart genreparadoks
Tyske Phosphorus spiller en slags blackened post-metal sludge, men udover de indbyrdes udelukkelser, der ligger som et stort, fedt paradoks i den betegnelse, tilføres også elementer fra en udpræget skandinavisk folk-tradition, dødsmetal og atmosfæriske stykker. Sagt på en anden måde giver det ikke verdens bedste mening at genredefinere ‘Frail Grasp of Broken Hands’, men frem for at stikke i forskellige retninger formår de at ramme en samlet lyd. Og taget i betragtning at der er tale om en debutplade, er der tale om en i forbløffende grad færdig lyd. Selvom numrene ikke er bygget ens op og afsøger forskelligartede inspirationer, vender de løbende tilbage til black metallen som en samlende, ufravigelig understrøm, og det virker.
Slangen, smerten og åbenbaringen
Jeg sidder i en bus med 27 HF-elever på vej mod Vestjylland for at dykke ned i spørgsmålet om, hvorvidt de tyske soldater var under tvang, da de ryddede cirka halvanden million landminer i efterkrigstiden, og Phosphorus leverer den perfekte, dystre stemning til formålet. Nu skal vi dykke ned i menneskelig lidelse: Go!
På pladen skal to numre fremhæves for at være særligt velfungerende. ‘The Serpent’ åbner med et forsigtigt fingerspil på en irsk bouzouki og etablerer, så snart den går over til en akustisk angivelse af riffet, en opbygning gennem ekko og et guitarfeed, som langsomt skrues op, en uheldssvanger stemning, som udforskes gennem nummeret. Nummeret sikres en mængde variation særligt ved Lucas Scheerer på trommer, som holder samspillet tight gennem skift i tempo og alligevel indimellem også flotter sig med mere og andet end på simpel vis at tælle til fire. Der er fint plads til både dobbeltpedal sammen med tremolo-riffs og ophold i trommesporet, mens vi igen skifter gear halvvejs. For Aaron Fellers vokal gælder det, at vi bevæger os over både growl, ren vokal og halvt sungne/halvt spoken word-passager, som ved harmoniseringen leder tankerne mod et munkekloster i bøn – en tendens, der tages op igen ved nummeret udfasning som for at understrege den (forrådnede) forbindelse til det kristne. Ved første gennemlytning irriterede det mig, men ved nærmere granskning viser det sig, at vokalens variation er tæt sammenslynget med lyrikken og netop understreger sangens væsentligste erkendelse for det lyriske jeg. Adskillige gennemlytninger inde har jeg foretaget en u-vending: Det fungerer fremragende.
På tekstsiden udforskes en apokalyptisk tilgang til den bibelske slangefigur, som kan frisætte det svage og syndige menneske. Det er næppe en ny trope for metallen at bevæge sig i, men verden har heller ikke for nylig bevæget sig i en mindre kaotisk, voldelig og ødelæggende retning, så det forbliver relevant. Lad os da for fanden bare bevæge os mod slangen som katalysator for udvikling og forandring gennem oprør og forkaste det fortærskede og indsnævrede billede af den som ondskab og fristelse. I ‘The Serpent’ koster den oplyste frisættelse smerte, når jeget får øjnene op for en verden dømt til undergang: “With my pure eyes / I gaze upon hills on fire / The cold embrace / Nothing but a curse in disguise”. På tekstsiden er der tale om en klassisk syndefaldshistorie iblandet eksistentiel horror: Er du anderledes og afviger fra stien, straffes du med den ubærlige indsigt i, hvordan alting er lort. Der er heller ingen trøst forbundet med det; ud af haven med dig – og så må du selv ligge og rode med, hvordan du vil cope med erkendelsen af, at vi er ved at smadre den verden, vi bor i.
En frelser skabt af menneskets egne hænder
‘The Serpent’ glider næsten umærkeligt over i pladens bedste nummer, ‘The Messiah’. Her skifter vi dog undertoner af munkekor ud med en udpræget skandinavisk lyd allerede fra start: Velkommen til fyldige trommer, forskellig percussion, jødeharpe og en dronet cello allerede i åbningen. Og så er der ellers fuld fart de næste par minutter i black-land.
Netop åbningen skal fremhæves som værende særligt velfungerende og fik mig til at række ud til bandet i en nysgerrighed, for lyden er specifikt skandinavisk og ikke bare nordeuropæisk. Det overraskede mig ikke at opdage, at den stod færdig som det første af hele sangen, ej heller at Aaron Feller, som skriver Phosphorus’ sange, og jeg deler en følelse af resonans med den nordiske lyd og bands som Wardruna.
Nummeret bærer præg af samme føromtalte varierede opbygning, og som ‘The Serpent’ accentueres væsentlige dele af lyrikken også her både ved ophold og breakdowns i musikken samt ændringer i vokalstilen. Vi forbliver i et bibelsk tekstunivers, hvor en messias nu åbenbarer sig for menneskeheden, men viser sig at være en krigerisk frelser, som ikke rigtig har tænkt sig mildt at frelse nogen, men mere manifestere sig som en inkarnation af menneskehedens manglende evne til at redde sig selv. Metaforisk bevæger sangen sig rundt om en dommedag med havet som en dødsdom – en “liquid abyss”, som opsluger alt under grædende, karmosinrøde skyer. Der loves styrke og opstandelse til de troende, og forfølgerne mødes af vold og død. Ligesom i ‘The Serpent’ bliver den åndelige erkendelse dog knyttet til smerte og ødelæggelse: Martyrernes blod er “brændstoffet” for sagen. Det væsentligste greb i lyrikken bliver, da messiasfiguren afslører, at han blot har været et redskab for menneskets tilbedelse, han er reduceret til en projektion af menneskers egne behov og ambitioner – og dermed bærer mennesket selv den egentlige skyld: “I´ve been nothing but an idol for your goals, thus far / Just an ornament for your selfish desires / Now, after all this time, I finally came to understand / It was none but you who led my hand”.
Det bliver en forfladiget læsning af teksten blot at plotte den ind under religionskritik, men det er klart langs de linjer, bandet bevæger sig. Selvom sangen flirter med den skandinaviske lyd, får vi ikke den stærke og samlede nordiske afvisning af kristendommen, som vi eksempelvis finder hos Havukruunu. Der er heller ikke tale om en omfavnelse af det sataniske som hos Behemoth, men snarere et nøgternt blik rettet mod menneskehedens grundlæggende manglende evne til at passe på hinanden og jorden for så derefter at påberåbe sig en gud for at opnå syndsforladelse. I forhold til ‘The Serpent’ udgør ‘The Messiah’ en naturlig fortsættelse: Først kommer fristelsen til at opnå viden og magt, og dernæst dyrkelsen af en frelser, som til sidst afslører sig selv som menneskets egen skabelse – og dermed også menneskets undergang.
Meget passende afsluttes ‘The Messiah’ med en rallen, for hvor lang er levetiden for en vred, voldelig og hævnende frelser egentlig?
Debut uden label – og uden vaklen
‘Frail Grasp of Broken Hands’ er absolut en lytteværdig plade. Der er tale om en usædvanligt sammenhængende debut fra et band, der allerede har etableret deres lyd, og som ubesværet balancerer tempofyldte black-passager, stille og atmosfæriske mellemspil og tunge sludge-stykker. Så meget desto mere imponerende fremstår det også, at de ikke har et pladeselskab i ryggen, men selv har stået for hele udgivelsen og processen op til. Menneskelig tragedie og efterkrigstidspragmatisme behøver ikke være rammerne for lytningen, men kan anbefales, om ikke andet så fordi bådet emnet og pladen fordrer refleksion, og vi mangler ikke moralske og krigsrelaterede dilemmaer i vores samtid.
Denne anmelder er i hvert fald spændt på, hvad det næste bliver, fra Phosphorus og håber på at kunne se dem i Danmark inden længe.
