Vi faldt over Phosphorus et af de obskure steder, man holder øje med ny musik og blev nysgerrige. Her har vi et nyt, tysk band, som er debutaktuelle, og som alligevel er lykkedes med at have en færdig og defineret lyd – og så på en plade, som de selv har udgivet uden et label i ryggen. Dét er fandme DIY.
Hvem består bandet af?
Det nuværende band består af Aaron Feller (guitar & vokal), Florian Schütz (guitar), Lukas Scherer (trommer) og Aline Emge (bas).
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken?
Aaron og Florian har spillet musik sammen on and off i omkring 12 år, og i 2022 besluttede de at danne PHOSPHORUS i den form, vi kender i dag. I vinteren 2023 kom Lukas Scherer med på trommer, og Aaron spurgte Aline, om hun ville spille bas i bandet. De to havde tidligere forsøgt at starte flere bands sammen, men uden held. Men da alle fire endelig spillede sammen, stod det klart, at de havde fundet den rigtige konstellation.
Hvad er den grundlæggende idé med bandet? Har I et budskab?
(Aaron): Min største motivation for at skrive musik til bandet er at have et kreativt musikalsk udløb. Det må bare ud på en eller anden måde. Hver gang jeg skriver, føles det som at blive taget på en rejse. Det starter altid med et riff eller en lille idé, som så udvikler sig videre – enten alene eller i samspil med mine bandkammerater. Rejsen er det mest interessante, fordi jeg aldrig ved, hvor det ender. Jeg ønsker, at vores lyttere får den samme oplevelse af at blive taget med på en rejse.
Tekstmæssigt handler sangene om alt, hvad der optager mig, men jeg prøver at undgå at sige tingene for direkte. Jeg arbejder bevidst med metaforer, så folk selv kan tænke og finde den fortolkning, der giver mening for dem – ligesom med musikken.
Hvem har været en inspiration for jer? Musikalsk og ellers.
Inden for bandet har vi virkelig forskellige inspirationskilder, fordi vi også kommer fra meget forskellige musikalske baggrunde – og det kan man også høre i musikken. Det, vi har til fælles, er, at de fleste af os er til progressiv musik og bands som Death, Tool og Opeth, men vi har alle bestemte musikere og inspirationer, der står os særligt nært. Vores trommeslager Lukas er meget optaget af jazz, Florian startede sin musikalske rejse med Foo Fighters og henter meget inspiration fra Rabea Massaad (guitarist i Vower og Toska). Aline ser op til Chuck Schuldiner, som virkelig gik sine egne veje inden for metal og skabte sin helt egen lyd, og Aaron har et særligt forhold til Mikael Åkerfeldt fra Opeth – hans sangskrivning og vokaler.
Black metal har altid sneget sig ind i Aarons sangskrivning. Det føles mest ærligt for ham, og han kan ikke lade være med at skrive i den atmosfære, fordi det er dér, han føler sig i harmoni. Black metal har noget helt unikt i sin stemning.
Men vi blander også mange andre indflydelser i musikken, hvilket gør det svært at sætte et præcist genrelabel på os. Vores trommeslager tilføjer jazzy elementer, mens vores bassist og anden guitarist bringer prog-indflydelser ind i lydbilledet. Når alt det mødes, bliver det til Phosphorus. Udover black metal er der også elementer af post-metal, sludge, death metal, men også folk-agtige og endda stammeinspirerede passager. Hvis det føles rigtigt, så skal det være sådan.
Jeres debut har en meget veldefineret lyd – hvordan fandt I den?
Først og fremmest: tak! Det er en stor kompliment. For os handler det mest af alt om fornemmelsen. Slutresultatet skal føles rigtigt og hænge sammen som helhed. Albummet var aldrig tænkt som en samling singler, men som ét samlet værk, der skal høres fra start til slut. Vi samarbejdede med nogle fantastiske mennesker, som hjalp os med at få albummet til at lyde, som det gør nu. Og vi sørgede for, at det visuelle univers også passede til musikken.
Åbningen af nummeret ‘The Messiah’ giver mig en nordisk folketone – hvad er jeres forhold til musikalsk arv?
Åbningen til ‘The Messiah’ blev faktisk skrevet, før selve sangen var færdig. Jeg føler altid en stærk tilknytning til de nordiske lande, når jeg besøger dem, og jeg elsker musik som Wardruna. I Tyskland resonerer meget af vores folkemusik desværre ikke med mig, men jeg føler mig hjemme i gammel, traditionel skandinavisk folkemusik, som jeg ikke finder andre steder. Der er en energi i den, som jeg også genkender i stammemusik. Den rører noget ur-præget i mig, som jeg ikke helt kan sætte ord på.
På pladen brugte vi også folk- og tribal-instrumenter: jødeharpe, forskellige shakers og maracas, klokker, cello som droneinstrument i starten af ‘The Messiah’ og en irsk bouzouki i introen til ‘The Serpent’.
I har udgivet jeres debutalbum uafhængigt – hvordan var den proces?
Det var meget(!) arbejde. Vi ville gerne finde et label, men forberedte os også på selv at udgive albummet, hvis det ikke lykkedes – og det endte med at blive tilfældet. Vi lavede meget af indspilningen og produktionen selv, bortset fra trommer og vokal. Vi lavede også en musikvideo, som tog lang tid at planlægge.
Når man udgiver uafhængigt, skal man selv tænke på alt: promo, design, booking, anmelderhenvendelser, online shop, sociale medier, merch, vinyl, cd og meget mere. Man skal også være klar til at investere penge i det, man ikke selv kan (for os var det trommeoptagelse, mix/master og videoredigering).
Fordelen er, at man selv bestemmer alt – og hvis det lykkes, er det en fantastisk følelse, fordi det hele var DIT. Men går det galt, er der også kun dig selv at bebrejde. Det har været en kæmpe læringsoplevelse.
Hvad gør I, eller hvad har I gjort, for at blive opdaget?
(Aaron) En hel del, vil jeg sige. Først og fremmest er sociale medier en stor del af at holde folk opdateret på, hvad vi laver, og af at prøve at få vores musik ud til flere. Til det er det vigtigt at lave indhold i høj kvalitet, hvilket igen tager tid. Derudover har vi sendt vores musik til playliste-kuratorer på streamingtjenester, vi har skrevet til pladeselskaber, der måske kunne være interesserede i at udgive vores musik (dog uden held indtil videre), og vi har kontaktet musikmagasiner for anmeldelser osv. Selvom vi lever i en digital tidsalder, er det stadig – og har altid været – afgørende at spille koncerter og netværke i virkeligheden, for det er ofte dér, folk hører vores musik for allerførste gang.
Hvordan slår man igennem som et nyt band? Hvilket råd ville I ønske, nogen havde givet jer?
(Aaron) Det er svært at svare på, for hvornår kan man egentlig sige, at et band har “slået igennem”? Især i ekstreme metal-subgenrer er bands, som jeg ville kalde “store” (for eksempel Wiegedood), små i forhold til bands, der spiller mere tilgængelig musik. Jeg har ingen anelse om, hvordan man “slår igennem”. Jeg tror, der er meget held involveret i virkelig at nå dertil. Først og fremmest handler det om at finde de rigtige bandmedlemmer, de rette folk, der hører musikken, deler den og skaber de rigtige kontakter. Heldigvis kender jeg en del folk i bands og omkring pladeselskaber, som har givet os gode råd, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. Men efter min mening er noget af det vigtigste at have dedikation og at være professionel i det, man laver. Alt held i verden hjælper dig ikke, hvis du ikke også arbejder hårdt for at opnå det, du vil. Måske “slår vi igennem” en dag.
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på jeres bucket list?
Hver af os har vores egne små mål, vi gerne vil nå. Men hvis vi taler om os som band, vil vi alle gerne spille liveshows på fede spillesteder og festivaler – måske endda bryde firecifret publikumsrekord. Vi vil selvfølgelig skrive mere musik og vokse både som band og som personer. Vi ville elske at spille på scener og steder, som vi selv normalt besøger som publikum, og opleve, hvordan det føles fra den anden side.
Hvad bringer den nærmeste fremtid for jer? Har I koncerter planlagt?
Vi har koncerter planlagt hver måned resten af året (undtagen december) og allerede flere i kalenderen for næste år. Samtidig arbejder vi på nyt materiale, som har ligget og ventet længe, og vi glæder os til at præsentere det live så snart som muligt. Ellers er vi bare spændte på at se, hvor Phosphorus tager os hen i fremtiden.
