Svenske Bödel snakkede vi med allerede sidste år, kort efter at dette album landede i indbakken. I Rampelys-artiklen forklarede jeg, at “‘Dödsbringaren’, der udkommer i starten af 2026, var rå, sej og virkelig crusty.” Og det var i dette tilfælde nok til at rydde forsiden så at sige.
Og hvis man skulle være i tvivl, kan man bare trykke “afspil”, og så skal ‘Extremt jävla vansinne’ nok få én overbevist fra allerførste sekund.
Det varer kun et minut, men er ellers nok til at få pulsen op. Det er også det overordnede tema på de 12 numre, der får pladen til at ramme 25 minutter. Der er ikke meget, der kan skæres fra, og med referencer til blandt andet Napalm Death er det ikke svært at fornemme grind-indflydelsen i sangskrivningen, ligesom der skeles til Anti Cimex og Disfear i trommearbejdet.
Generelt er det ikke svært at fornemme det svenske islæt. 33 sekunder inde i åbningstracket lires der nemlig en art solo på af, og man kan fornemme, at den broderlandske fornemmelse for melodi ligger godt begravet i bunken af fæl, fæl støj. Det er fedt nok.
Samme lands indflydelse fornemmes også i call-and-response bandevokalerne på ‘Domare och bödel’, hvor sanger Leya bakkes op af hele bandets løssnushærdede stemmebånd.
Det er nu ikke kun Leya og kompagnis stemmebånd, der er hårdkogte. De tolv numre sender os vidt omkring med kærlige tanker til den franske revolution på den oplagt betitlede ‘1789’, Sveriges sidste henrettelse i 1855 – en historie om Jonas Falk, der uvilkårligt får mig til at tænke på både William Wallace og Gary Moores ‘Over the Hills and Far Away’ – og derefter til mere nutidige emner.
Bödel placerer sig langt ude på venstrefløjen – som det jo passer sig for et crustband – og retter bredsider mod outsourcing af velfærdsopgaver, et fejlslagent skolesystem, provinsbyernes død, unge i forstæderne, der presses ud i bandekriminalitet, og en stor bue forbi vores moderne krigsindustri og vores folkemyrdende ledere.
‘Dödsbringeren’ handler således om at bombe civile, hvilket vi oplever så ofte, at vi knapt taler om det længere. Når Leya på denne sang tvinger stemmelejet opad i det skingre, matcher den det fræsende guitartempo, der byder på antydningen af melodiske licks lige under forvrængningen. Der er fart på, og det matcher vel omtrent det tempo, dødstallet stiger i både Gaza og Sudan.
Herudover kan også nævnes ‘Inte ditt jävla val’, der handler om retten til fri abort, som diskuteres vældigt meget på den anden side af Øresund – båret af regeringen, der indbefatter Kristdemokraterne og som naturligvis er båret af det blandt nazister dødsendspopulære Sverigedemokraterna.
Man forstår så udmærket den blot 19 år gamle forsanger, når hun lægger ekstra kraft i dette nummer. Der bliver sendt en musikalsk og vokal knytnæve lige i fjæset på alle fra allerførste “OUGH!”. Og det er fedt.
Det er også et helt oplagt album at kaste knytnæver til, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er lige dele hidsighed og energi, og der er bare lagt i ovnen til at skrige med og få arbejdet frustrationerne ud af kroppen.
Jeg håber, vi får dem at se herhjemme før snarere end siden.
‘Dödsbringaren’ er produceret og mixet af Jocke Rydbjer fra Wolfbrigade (Wolfden Studios)
