Det kan sgu ikke rigtig betale sig. Og med “det” mener jeg selvfølgelig både at spille punkmusik, men i virkeligheden også alt det der … *gestures vaguely*
Det er hårdt arbejde hele tiden, og måske når man at være pensionist lidt tid, inden man dør.
Men så er det godt, at JJ & the A’s ikke spiller punk for at blive rige af det. Derimod spiller de en solid gang power-poppet west coast-inspireret punk rock, hvor der bliver kælet for både stemning, tempo og energi.
Efter at have udgivet deres eponyme debut-EP i 2023 blev de lidt af en big deal i K-Town-undergrunden. Vi var her på magasinet også begejstrede og har haft fokus på dem til både Copenhell og Ilter, hvor vores døds- og black metal-lyttende skribent blev presset nok til at måtte indrømme, at der er pissegod energi i bandet.
EP’en ‘Eyeballer’ viste også en ny vej for bandet, der på debuten lagde sig op ad en lidt mere klassisk punk-lyd, men som nu fik inkorporeret et orgel til stor begejstring for i hvert fald mig.
Suppe, steg og punk-musik måske, men det er der i hvert fald noget mere spark i, end der var til kobber-, sølv- og guldbryllupperne, jeg oplevede som barn. Det var selvfølgelig også på Mors, hvor man ikke engang sendte et tobaksfad rundt, så de har nok heller ikke været blandt de sjoveste af den art.
Det er JJ and the A’s til gengæld.
Allerede første riff, der er lækkert 80’er-reminiscent uden at være slidt og fortærsket, bliver man draget ind og klar til at holde fest.
Og så en gang imellem er der nogle elementer i lyrikken, der trænger igennem, uden at man bliver helt klar over, hvad de præcis drejer sig om. Kimias vokal er lige så sylespids og punk-brat-attitude-fyldt, som vi husker den, og jeg får med det samme billeder af skatende unge, der rækker langefinger af gamle mennesker og pansere i en eller anden form for Hollywood-idylliseret version af det sydlige Californien for mit indre blik. Og når man så læser med, bliver det Californien langsomt dækket af skrald og affald, og vi bliver mere og mere bevidste om alt det plastik, der flyder rundt i vore egne blodårer.
‘The Bug’ er lidt mere mørk i det og minder sine steder lidt om både Pleaser og Yeah Yeah Yeahs, hvilket skal opfattes på bedst mulige måde. Det er en moody bop, som lægger op til dans i forsamlingshuset – som i dette tilfælde nok er et squat – men selvom der lægges ikke så lidt dårligt selvværd for dagen på nummeret, så er det stadig medrivende som bare fanden. Og så er tanken om forelskelse i form af insekt-obsession lige dele sjov og cute.
Herfra tager pladen fart, og det ene lækre punktrack afløses af det andet, hvor intet er dårligt, men nogle er særligt gode.
‘In Vogue’ er råbelækkert og hidsigt henvendt til modeindustrien, ‘Needles’ indeholder en skøn Donna Summer-reference om at arbejde hårdt for pengene, hvilket man skal være en ualmindelig kold skid for ikke at smile over hele hovedet af, mens ‘Generator’ går fra fremragende, choppy riffs til skøn, melodisk orgelrock.
‘Foreign Aid’ sætter sig konstant fat i hovedet på mig – hvem nyder ikke et anti-work anthem, men det er sjældent, jeg har koblet afsmagen ved fast arbejde med at blive tvunget til at betale for bomber i et folkedrab. Det giver endnu et lag at danse til og råbe med på at være træt af at gå på arbejde. ‘The Dancer’ hiver tempoet ned igen og giver Kimia lov til at fremvise en anden type vokal, der i øvrigt er produceret i skønne lag, mens JJ ruller sig ud på orgel.
Det er næsten ærgerligt, at denne plade kommer ud nu, hvor det er koldt, mørkt, og man ikke kan feste udenfor. For det gad jeg fandeme godt. Også selvom det ikke er noget, man bliver rig af.
‘Rhetoric of Trash’ er indspillet hos Marcus Ferreira i No Master’s Studio. Vokaler er optaget hos Juan Carlos Riutort i TZ Studio.
Will Killingsworth i Dead Air Studio har mixet og mastered. Calvin Wright har lavet pladeomslag og Will Kinser har stået for layout.
