Vi er i højsæson for udgivelser, og det har næsten været umuligt at holde denne omgang kortliste til ni styks. Forvent derfor en ny ganske snart.
Slutch – ‘Scuzz Buckets’
Med en gennemsnitsalder på lidt over 14 er Slutch måske noget af det yngste, vi har beskæftiget os med indtil videre. Det afholder dog ikke de 3 mancunianere fra at blæse igennem noget mere end andre grungeinspirerede unge, vi kender herhjemme fra.
For James D’Arcy har i den grad lært at bruge sin vokal til mere end sanglæreren i hans upper primary har undervist ham i.
Nogle steder lyder han nærmest som en forpint Layne Staley, andre som Mike IX Williams fra Eyehategod. Det er store sager for en 16-årig, men det er nærmest ikke til at høre, at de ikke har mere erfaring under bæltet. Ligeledes 16-årige Lydia på trommer lægger et godt, fast punkbeat mens hun flankeres af den kun 11-årige bassist Gracie, der ligeledes lever præcis hvad hun skal. Det er ikke fordi, man skal have længere line musikalsk bare fordi man er ung, men disse tre spiller vitterligt fremragende og bibringer en energi, man savner i sin hverdag. Sidste sang på EP’en, ‘Self Obsessed’ byder på et Sex Pistols-agtigt flow, mens rytmesektionen som backupsangere hjælper D’Arcy med at få større spændvidde i udtrykket. Det her kan gå hen og blive rigtig, rigtig godt.
Gasp – ‘Gasp’
Præcis ligesom Gina Wiklunds andet band Black Birch, har Gasp udmærket sig ved at tease utilgiveligt længe for en kommende udgivelse. Jeg har en klar fornemmelse af, at Wiklund ved præcis hvordan man opbygger hype og spænding – dog med den ulempe, at der ikke er meget tilbage at blive begejstret for, når så pladen endelig kommer. I dette tilfælde blot en enkelt sang.
Det gør dog ikke så meget, for det er en anledning til at høre dem igen, og Gasps kombination af ultragroovy svenskerhardcore og Wiklunds rundsavsvokal er værd at lytte til. Der er en vis variation i musikken, hvor ‘Burning’ er mest rå, og ‘Lose It’ er mest riot grrl-inspireret med sine dobbelt vokaler og sit tilbagelænede flow. Sidstnævnte giver en smule hvile til de ellers hårdtprøvede ører i en lækker bro, inden de to sangere er tilbage på tjansen.
Gennemgående er, hvor skarpt instrumenteringen står og hvor meget de trækker på den svenske dødstradition i den solide, rullende bundlyd. Det er imponerende at kunne trække på Entombed uden at spille dødsmetal.
Pelican – ‘Adrift / Tending the Embers’
På Roskilde Festival i 2007 spillede både Cult of Luna, Boris og Pelican. Det var et stort år, trods de massive regnmængder, der efterlod hele Nordeuropa støvsuget for træflis. De to første havde jeg nok hørt lidt i forvejen, men Pelican var ikke et huskendt navn i mit tilfælde. Det blev de bagefter. Post-metallen var rigtig stor og moderne dengang, og selvom det siden er blevet ganske comme il faut at spille den både progressivt og instrumentalt og jeg nu har en større viden om post-rock, havde jeg ikke hørt den slags før.
Det var en af de første gange, et instrumentalt band satte et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg for straks hen og købte ‘The Fire in Our Throats Will Beckon the Thaw’ og kort efter ‘City of Echoes’ der var udkommet samme år.
De blev hørt igen og igen på konfirmationsanlægget. Men sidenhen fik jeg ikke rigtig købt nyt fra dem, og jeg havde faktisk en forestilling om, at de var gået hver til sit.
Det var dog ikke tilfældet, omend de ikke har været vanvittigt arbejdsomme. Men da jeg så, at en ny EP var kommet fra deres hånd, blev jeg fyldt af fryden fra dengang. Jeg kunne huske at stå i mine gennemblødte Converse og kæmpe med lunger fyldt af dirt weed, mens jeg lod de tunge toner gennembanke mig.
Det kan Pelican stadig. ‘Adrift / Tending the Embers’ er måske nærmere en single og sangene strækker sig ikke lige så langt som man kunne forvente, men til gengæld er de skåret helt ind til benet og der er ikke en rundgang for meget nogetsteds. Det progressive take er stadig intakt og det er nemt at forestille sig flyde langt væk til disse tracks på en græsmark i provinsen.
JJ & the A’s – Eyeballer
JJ & the A’s er et band i rivende udvikling. Siden første gang, vi stiftede bekendtskab med dem, lader det til, at de blevet så begejstrede for at have Marcus Ferreira med i live-lineuppet, at det har forandret lyden. Med det mener jeg, at der er virkelig meget orgel på ‘Generation’. Det er der ikke noget galt i – jeg er typen, der mener at ‘Hush’ er Deep Purples bedste sang – men det er bemærkelsesværdigt. Guitarriffet er stort set erstattet af JJ’s orgelpassage og det er fedt og festligt. Hvis gæsterne i Roskildecampingen havde bedre smag, ville den være over det hele til den tid. Kimias vokal er fantastisk og kadencen er feststemt og oprørsinciterende på den glade, dansende måde.
Og det er sådan set det generelle billede. Da vi talte med dem, handlede det om at spille det, de selv syntes var sjovt og det, som publikum syntes var sjovt at høre, og det lever de virkelig op til.
For mig, er der tit en præference for musik, der er surt, trist og sort. Det er der ikke noget af her. Det sparker og er energisk, men det er med fokus på det søde, ikke det sure. Det er som skabt til en sommereftermiddag på K-Town.
St. Digue – ‘Deathwave’
Den evigt dygtige og ganske flittige Kasper Deichmann er tilbage med den første EP efter debutalbummet ‘Toxic Kiss’ fra sidste år, og han har benyttet formatet til at eksperimentere med sin lyd.
Først og fremmest har intensiteten og både industrial- og eurodance-inspirationen fået et spark opad, særligt på første track ‘Get Caught’ hvor han gæstes af Annie Nyvold og Sophie Lake fra Pleaser. Det er hamrende energisk og man kan næsten fornemme Combichrist anno 2005 igennem højttalerne.
Deichmann ledsages af gæstesangere på hvert nummer. Det drejer sig om de to førnævnte, Konvents Rikke Emilie List, Shaam Larein og Stikkersvins “Skvat”. Det er imponerende ambitiøst fra Deichmanns side og det er modigt fra gæsterne, der i den grad kommer uden for deres comfort zone. Man har måske svært ved at forestille sig Lists massive bautasten af en vokal i et upbeat og dansabelt musikstykke, men det lykkes til UG. Det samme kan siges om Shaam Larein, der figurerer på ‘Arm’s Length’, der dog spiller den lidt mere sikkert og lægger sig op af en Siouxie-inspireret lyd, hvori den svensk-syriske sangerinde får lov at blive i det psykedeliske og doomede hjørne. Her er det måske i lidt højere grad Deichmann, der er på udebane, men det formår han også at tackle med vanlig tæft for det sørgmodige.
Hvor vi, som lyttere, til gengæld tages med bukserne nede, er på afslutteren ‘Afkald / Slesk Sympati’, hvor vi for første gang præsenteres for dansk lyrik hos St. Digue. Skvats karakteristiske frasering er jeg ganske begejstret for, og jeg er glad for, at han stadig laver musik, trods opløsningen af Stikkersvin, men det er næsten skurrende i hjernen, når han synger indover det elektroniske beat. Det teatralske element finder naturligt plads i det dramatiske St. Digue-univers, og det er op til lytteren at komme over sig selv og finde ud af, hvorfor det fungerer. For det gør det.
Deichmann er en eksemplarisk figur i kraft af sin ydmyghed, og det er virkelig stærkt at kunne træde i baggrunden og lade sine gæstestjerner skinne som han gør. Men det taler selvfølgelig også til hans talent at holde sig i baggrunden. Det er der få, der evner.
Beef – ‘Take it as a Threat’
Vi talte lidt med Beef for et par måneder siden, hvor de fire philadelphianere lovede en EP i foråret. Men nu har vi hørt den, og har måske forstået, at vi nærmere skulle have opfattet det som en trussel. Det er i hvert fald titlen på den fem numre lange skive. Vi har kun hørt et enkelt af dem i forvejen – ‘Highwater’, der udkom tilbage i november, men den fortjener nu også adskillige genlytninger.
‘Take it as a Threat’ er, som bandet lovet, hæsblæsende og hidsig og tager ingen fanger. Mandas vokal er helt igennem titaniumskarp og edderrasende og passer godt til det høje tempo bandet lægger for dagen.
“Skin you alive” lyder det frygtindgydende på ‘Command Patrol’ inden Noras trommer dundrer tungt og langsomt mens den fader ud. Herefter blæses vi helt igennem af ‘Seek & Destroy’, der ikke står tilbage for noget, Metallica har spillet siden de udgav en sang af samme navn. Præcis som titlen lover, skal det tages som en trussel. En trussel mod det bestående og jeg vil med glæde hjælpe Beef med at rive hele lortet ned.
Fever – 2023 demo
Denne demo udkom i december sidste år, og forsvandt derfor i hele opsamlingsræset. Men det er en skam. Når en bay area-hardcoreplade starter med et “blëgh” helt nede fra tarmsystemet, ved man, at det bliver godt.
Fever er rasende, og det får man fornemmelsen af hele vejen igennem. Der er ikke hverken fest eller glade dage som hos JJ & the A’s mere solbeskinnede take på den gyldne stat, men derimod snavs, nævekamp og tænder, der spyttes ud i pøl af blod.
Med andre ord; pænt sejt. Knap 5 minutter sniger demoen sig op på, men man kan klart mærke, at de har langt mere i sig end det. Sangerens snerren er herlig og udstråler en skarp aggression samtidig med, at man rent faktisk kan mærke deres intentioner og høre hvad de siger. Det er ikke pæne sager og man kan kun prise sig lykkelig for ikke at være den, der bliver sunget om.
Lizziee – EP 24
Bali virker for mig mest som et sted, hvor lidt for velbetalte danskere tager deres børn en måned ud af skolen for at holde ferie. Men det er meget mere end det, og det viser Lizziee med deres tilbagelænede hardcore. Straight outta Singaraja, der er i øvrigt betyder “løvekonge” og som var hovedstad for den hollandske kolonimagt, kommer Lizziee, der måske bedst kan beskrives som den kombinerede lyd af Sophie Lake og Annie Nyvold fra Pleaser med en tungere og langsommere rytmesektion.
Det er midtempo hardcore, man kan slås til, selvom man er blevet lidt mere end almindelig fuld og produktion og sangskrivning er dejligt sjusket. Det er gennemført ægte og dybfølt, og man kan ikke andet end at elske en global scene, der blomstrer så mange forskellige steder i verden.
Særligt stærkt står ‘Vacuility’, der veksler skønt mellem en mere hektisk sangstil og et mere adstadigt tempo efter breakdownet. Hvis jeg nogensinde kommer til Singaraja, skal jeg helt sikkert se et Lizziee-show.
Wolfhand – Fool’s Gold
Vi er en lille, men trofast skare, der insisterer på, at både metal og westernstemning er fedt – der er dusindvis af os – og derfor leder efter det i alle kontekster. Det er svært, for det er som sagt, temmelig meget en niche i en niche, men når man som jeg er vokset op med næver fulde af varierende mængder dollars, kradser det den helt rigtige kløe.
Men at finde bands, der forstår at gengive noget af den fornemmelse salig Morricone kunne skabe er ikke let – efter jeg spillede det første Red Dead Redemption brugte jeg enormt lang tid på det – men de findes. Portugisiske Hoofmark, Ohios Untamed Land, Colorados Wayfarer og canadiske Vital Spirit er alle fremragende, men få formår at fange ørkenens melankoli som Wolfhand.
Det instrumentale doom metal/post-rock-band fanger stemningen helt perfekt og spiller tilpas afdæmpet til, at alle nuancerne kommer med. ‘Dust’ er et aldeles smukt track, som er lige dele This Will Destroy You og Jamie Lidell, og hvis jeg skulle vælge en sang at dø til, lige nu, ville det være den.
