“Vejens konge siger, at du kører for langsomt”. Sådan sang Fu Manchu på den legendariske ‘King of the Road’. Men nu er der altså et band, der fortæller de californiske stonergiganter, at det er dem, der kører for langsomt.
Det er naturligvis Göteborg-bandet Spøgelse, der med sangen og mantraet ‘All Go No Slow’ ruller støvet, ølplettet, uforskammet og uapologetisk vestkysthardcore ud over det hele på deres andet album.
Jeg var umådelig begejstret for debuten og endnu mere for at have hørt dem live på Sønder Boulevard i sommer, og nu er bandet altså udkommet. Og sikke en omgang. Vi får kastet femten sange i hovedet på kun tyve minutter, og det er altså et tempo, jeg kan bakke op om.
Pladen indledes med Roddy Pipers ikoniske replik fra John Carpenters 1988-film ‘They Live’: “I have come here to chew bubblegum and kick ass – And I’m all out of bubblegum”, hvorefter energibundtet af en forsanger Felicia Strålin kaster sig ud i en klassisk gang punk på ‘Who Cares’, der varer lige omkring et halvt minut mere, inden et ZZ-top inspireret riff indleder deres definerende track ‘All Go No Slow’, der byder på meget mere ballerocket guitar, end man kunne forvente af en punk-plade, men på en fremragende måde.
Felicia Strålin er absolut fantastisk som forsanger for et band, der er lige dele stærke riffs og satiriske pis-og-papir-tekster. ‘Terrible Head’ fx handler om behovet for at få slikket fisse, uanset om det er elendigt eller ej – og selvom den slags er gjort med omvendt fortegn mange gange før, er der altså stadig en eller anden form for chokværdi i en uapologetisk kvindelig seksualitet. Good for her, tænker man.
Kombinationen af Motörheadede riffs – lyt til ‘Meltdown’ eller ‘Sober Curious’ fx. – og Strålins hæse stemme, der nogle steder minder om Brody Dalle, giver pladen et brovtent og upoleret udtryk, der emmer af weekend og dårlige beslutninger.
Når Spøgelse så samtidig spiller så klassisk punk, at et enkelt vers og et enkelt omkvæd er nok, er det en hæsblæsende omgang, som man kan lytte til rigtig mange gange. Og selvom det ofte er dumt, er det også fedt. ‘Beer’ siger fx nej tak til Suicidal Tendencies’ forpulede Pepsi, og det er vi nogle, der har ventet på i mange år.
Det er underholdende at lytte til teksterne mens bandet ruller derudaf med deres medrivende punk’n’roll, og man forstår, når man lytter til ‘Redefine the World Around You’, at deres insisteren på at have det sjovt også er en beslutning, der er truffet. Det handler om at sørge for, at den verden, vi er tvunget til at leve i, også er til at holde ud at være i. Det ligger i modsætning til meget andet, jeg personligt lytter til, hvor det ellers i ret høj grad er elendigheden, der er i fokus.
Det er Spøgelse klar over, men de nægter at lade sig kue – det hører vi også på ‘Refuse/Resist’, der er den mest eksplicit politiske sang på pladen. De vil ikke være med til at have det dårligt, men de vil heller ikke finde sig i, at verden er sådan, og væbnet modstand bliver mere end illuderet til.
Og så har vi ‘Creampie White’, der handler om sømænd, der har sex med hinanden til havs. Således er Spøgelse et… kompliceret band?
‘Speedfreaks’, ‘Meltdown’ og ‘Kick Them Where it Hurts’ er nok pladen mest metalliske numre, og når man lytter til dem, kan man godt trække paralleller til danske Situationsfornærmelse, hvor også guitarist Dines Karlsen kan lide at lege med rockelementer, der lyder som noget fra 70’erne. Der er også et vist slægtskab mellem Andrea Uglebjerg og Felicia Strålin, der begge insisterer på at optage plads, tale om det, de har lyst til, være grove, hvis de vil, og være seksuelle væsener, uden at det skal lyde som en invitation til hvem som helst.
Pladen lukker med ‘Too Fat for Satan’, der er intet mindre end genial. Jeg nævnte den faktisk allerede tilbage i reportagen fra Sort Vejfest, men den fortjener altså også opmærksomhed. Anton Laveys opportunistiske kapitalismesatanisme, som har dannet udgangspunkt for adskillige mindrebemidlede punk- og metalmusikere gennem tiden, flyver af en eller anden grund ofte under radaren, når det kommer til ting, der er elendige.
Men her tager Spøgelse fat i den massive misogyni, der ligger i Laveys tekster, og ærgrer sig over, at Fanden ikke vil anerkende et hidkaldelsesritual, fordi han “ikke er nede med hendes kropstype”. Det er håbløst til grin og ufattelig morsomt. Fuck Lavey, kan man lige tage med.
Spøgelse har smidt noget af en festplade på banen med denne udgivelse, og den kommer til at figurere i min cirkulation i lang tid. Det kan jeg mærke. ‘In My Way Again’ spiller allerede i mit hoved, hver gang nogen er træls. Eller kører for langsomt. Flyt jer, for helvede.
Produced af Kalle Lilja og Per Stålberg i Welfare Sounds. Mixedt af Kalle Lilja og Per Stålberg
Mastered af Kalle Lilja.
