Sønder Boulevard, kl 12.00
I foråret så jeg frem mod sommerens festivalprogrammer og følte mig ærligt talt en smule mellemfornøjet. Jeg er ligeglad med fadølsfester til laveste fællesnævner eller “de store, samlende koncerter”, som mine kolleger i musikjournalistikken kalder det. Jeg er helt ligeglad med at høre Billy Idol, Deftones, Slipknot, Charli XCX, Fontaines DC eller hvad der ellers har været på programmet, uanset hvor mange andre, der skal presses ind på samme pløjemark for at opleve det sammen med mig. Eller måske særligt derfor.
Omnibusprogrammer siger mig ikke noget særligt.
Derfor var det også lysende klart for mig, at Sort Vejfest var den festival, jeg så allermest frem til denne sommer.
Både fordi, det var så fucking godt sidste år, men i særdeleshed fordi, at Kit og Emil Løvendahl samt Morten Sørup havde arrangeret en plakat, jeg nærmest lige så godt kunne have skrevet selv.
Omsorg var første levende billede allerede klokken halv et, og det er ikke nogen hemmelighed, at det er et band, jeg holder endog rigtig meget af.
Mens lydprøven skramlede sig igennem, blev den grønne bræmme på Sønder Boulevard mere og mere sort. Ordet havde spredt sig siden sidste år, og selvom dagen var startet lidt overskyet, skulle solen vise sig fra sin allerbedste side, som vi passerede middag til glæde for det store publikum.
Jeg så folk, jeg kendte til alle sider og det var helt klart, at vi ikke var de eneste, der syntes, at et gratis stykke med Omsorg var lige det, vi havde brug for.
Må jeg her lige slå et slag for tidlige koncertstarter?
De behøver selvfølgelig ikke allesammen være ved middagstid, men jeg bare lige det mere veloplagt klokken tre om eftermiddagen end tre om natten, og det tror jeg helt ærligt ikke kun er gældende for undertegnede.
Aya Freund gentog rollen som konferencier og bød os velkommen fra scenen med stort smil. Fine ord blev fremført om både arrangører, de frivillige og, naturligvis os som publikum, inden vi blev formanet om at købe både øl og merch, hvorfra pengene skulle sendes direkte til de optrædende, samt popcorn, der i stedet gik til Vesterbro Julehjælp, hvorfor de bodsfrivillige havde iført sig nissehuer ved midsommer.
Freund kunne rigtig godt lide Omsorg, fortalte hun, og det kunne vi kun nikke genkendende til. Det kan jeg også. Hun bød velkommen og overlod scenen til de tre musikere.
Der er ikke for mig meget, der er bedre end at høre ekstremt høj screamo lige efter frokosten, og det lod Omsorg også til at synes, også selvom de var kørt fra Nordjylland lidt i seks samme morgen. De påstod, at de var fra Aalborg, også selvom vi godt vidste, at i hvert fald to tredjedele af bandet er fra Hjørring. Trommeslager Mads Skannerup kværulerede dog så meget over den påpegelse, at vi nok skal kalde dem “aalborgensere” fremover.
De lagde ud med et nyt nummer, der ikke har en egentlig titel endnu, inden de fulgte op med ‘Resurgence’ og ‘Modern Misery’ fra seneste udgivelse, EP’en ‘echoes’, hvor særligt sidstnævnte viste sig at fungere noget bedre live end jeg synes, den gjorde på plade.
Jeg blev især imponeret over, hvor meget guitarist Jan Fenger mestrer både stemme og mikrofon, når han optræder. Jeg lagde mærke til, hvor meget han havde styr på afstanden mellem ham selv og mikrofonen og hvordan det påvirkede lyden i en grad, jeg ikke tidligere har set.
På ‘Trying to Forget’ kom dagens første tekniske problem. Der skulle komme nogle stykker, til gengæld var dette det absolut værste. Trọng Lês bas stoppede simpelthen med at spille, og der var tilsyneladende ingen måde at fixe dette. Heldigvis var Hudsults Diba Khalaj placeret på første række og hun lånte med glæde sin basguitar ud, så Omsorg kunne fortsætte.
Alt imens bemærkede jeg, hvor nemt det var at se, hvem, der havde vidst, at arrangementet var der i forvejen, og hvem, der tilfældigt kom forbi, alene ud fra påklædningen.
“Kvinde i Cannibal Corpse-shirt?” – ✔️
“Ældre herre med runde briller iført mosgrøn vest og bøllehat?” –❌
Sidstnævnte besluttede sig dog for at blive hængende hele koncerten igennem, hvilket gjorde mig glad. En anden ældre herre havde harceleret over Bag Lukkede Døres “støjende metalrock” efter deres havefest dagen forinden, men denne mand lod til at vide, hvad der var godt. Nemlig Omsorg.
Lê tog det i stiv arm og spillede videre, selvom bandet desværre måtte korte settet af, da der var gået tid med balladen.
Heldigvis fik vi serveret ‘Bound by Blood’s lækre og ikoniske riff, der har rykket i mit hjertes strenge lige siden jeg fik lov at bringe premieren på den for tre år siden. Den sang er stadig en af deres allerstærkeste. De lukkede settet med et andet spritnyt nummer, der også i den grad har potentiale. Heller ikke dette har en titel endnu, men jeg glæder mig til at høre det igen i fremtiden.
Imens Omsorg spillede, dukkede halvdelen af Beskidt Service op. De havde deres sæbeboblekanon med, som vi skulle få glæde af resten af eftermiddagen. Der er nu også noget smukt ved solglitrende bobler i kulsort hår.
Næste band var måske det, jeg havde glædet mig allermest til. Engang for længe siden, dengang Radio 24syv stadig eksisterede, deltog jeg i programmet Guldpladen (og vandt, faktisk) og havde blandt andet medbragt det gøteborgske westcoast-hardcoreband Spøgelse. Jeg var så begejstret for dem, at jeg også måtte skrive lidt om bandet på dette magasin.
Og nu fik jeg endelig mulighed for at se dem spille live lige her i baghaven – næsten.
Og det var jeg sateme glad for. Med Felicia i front indtog det svenske powerhouse den lillebitte scene til UG.
Først med ‘Who Cares’, der førte over i det ekstremt syng-, råb- og smadder-med-venlige ‘Fight Fight Fight’, der stensikkert fik skaffet dem en del nye fans denne dag – noget man også kunne konstatere i publikum, der hurtigt gik i merchen efter koncertens afslutning.
Forsanger Felicia var begejstret for at spille tidligt, da der så var masser af tid til øl bagefter, forklarede hun, inden hun introducerede den næste sang, ‘Head’, som handlede om “at få slikket fisse i baren efter showet”.
En bekendt kaldte det “uskadelig, hyggelig punk” da vi talte sammen efterfølgende. Der må jeg erklære mig dybt uenig, både generelt, men også med udgangspunkt i dette specifikke nummer, der så tydeligt tager en aggressiv og aktiv tilgang til kvindelig seksualitet, hvilket historisk set har været alt andet end “uskadeligt”.
Det samme kan siges om et af de sidste numre, ‘Too Fat for Satan’, der tog fat i Anton LaVeys ‘Sataniske Bibel’ og alle de krav, den opstiller for den kvindelige krop. Der er for få mennesker, der tør tage fat i LaVeys kryptofascistiske, misogyne og opportunistiske bud på “satanisme”, men jeg er hundrede procent for dem, der gør.
Spøgelse takkede af efter en halv times tid og jeg var mere end begejstret. Deres stjerne blev så absolut ikke mindre i min bog.
Heromkring begyndte folk, der så lidt surere ud end gennemsnittet, at dukke op. Det var nemlig blevet tid til Ædel Fetich.
Inden da havde jeg talt lidt med bandets trommeslager og jublet lidt over Quitters’ momentvise gendannelse til den kommende åbningsfest for butikken Negative Space på Jagtvej. Sammen fik vi reminisceret om deres famøse opvarmningsgig for Eyehategod i 2018, hvor de i mine øjne og ører overstrålede hovednavnet.
Men på scenen dukkede Skvat op med busket overskæg og korte orange shorts, og deres generelle udtryk og ageren gør det umådelig svært for mig ikke at forestille mig Napoleon Dynamite i front for et black metal-orkester.
Som Stikkersvin var det før dem, er Ædel Fetich et band, der for mange sande black metal-fans balancerer på kanten mellem det ægte, i form af riffs og blasts, og det poserende i form af variation og teatrikalitet.
En del lydbøvl fulgte – på et tidspunkt blev der ironisk bedt om “mere monitor i monitoren – men alligevel lød det nu så udmærket som et Ungeren-band kan og skal lyde. Jakob Miehe Sørensen fra Solens Folk sluttede sig til i sommerkjole og blomsterkrans og fik lov at synge et nummer, “da jeg er blevet træt”, som det lød fra Skvat. De kunne dog ikke holde sig tilbage, og en fin og dirrende duet blev det til, inden showet nåede sin afslutning.
Nogle folk forlod igen publikum efter dette, men det var fjollet af dem, for næste orkester var ingen ringere end et af Aarhus’ fineste skramzorkestre – af hvilke, der er et par stykker – Hudsult.
Diba Khalaj havde fået sin bas tilbage, og hun svingede den med overbevisning, da hun og Alexander satte i gang. Først havde Gry Steensig dog lige bedt os om at lave plads til kvinder og queers foran scenen, hvilket de fleste af os gjorde med glæde.
Ligesom sidst jeg så bandet spille, blev jeg så glad for at se de andre, der kom for at høre dem. Selvom metalscenen måske ikke er den mindst inkluderende i verden, er der stadig lang vej endnu, og der kan hardcoren altså noget andet. Børn, kvinder, queers og transpersoner, unge som ældre, flokkedes omkring scenekanten for at se nogen, der i den grad repræsenterede noget andet, og det er så godt at se.
Som altid handler de fleste af sangene om “at være homoseksuel og i dårligt humør”, som Gry italesætter det, og det er altså også et vigtigt element. Selvom jeg ikke generelt er det første og på dette tidspunkt slet ikke det andet, er der alligevel en kæmpe resonans i de følsomme og forbitrede sange, som Aarhus-kvartetten smider ud over os.
Steensigs vokal, der på et splitsekund kan gå fra edderrasende til smertelig følsom er så stærk og uagtet, at hun selv mener, at hun bare har fået “snydt sig med i bandet”, så er hun en kæmpe force på en scene – og nede foran, hvor hun også ofte befinder sig i sommerkjole og kæmpestore kæder.
“Den her sang går ud til alle transkvinderne i crowdet – I er de sejeste!”, siger hun, og fortsætter: “Og til jer andre, der ville ønske, I var lige så seje.”
Publikumskontakten er eminent. En tale om folkedrabet og den ondsindede behandling af menneskene i Gaza indleder ‘Intifada’, der får kæmpe bifald, inden det lykkes Steensig at få alle til at sidde ned under introen til ‘Undskyld’, der runder settet af.
Hudsult er ikke en gimmick. De er en naturkraft.
På dette tidspunkt har jeg støttet bandsene gennem køb i baren adskillige gange, det er blevet rigtig lunt, og der er mange søde mennesker, jeg gerne vil snakke med, ligesom det lykkes at finde Buffy, verdens sødeste rottweiler, som elsker nus og godbidder nede bagved, og derfor får jeg kun med et halvt øje og ditto øre lyttet til Stormtroopers of Love.
Det er nok også okay, for -billy har aldrig været min stærke side, hverken rocka-, gotha-, psycho- eller hvad de nu ellers kan hedde. Jeg kan dog høre, at de ansigtsmalede veteraner ved præcis hvad de laver og at dem, der står oppe foran er begejstrede.
På magisk vis, var det lykkedes magasinets korrekturmagiker at få et par billetter til aftenprogrammet op under neglene, så vi også kunne få lov at opleve det, men det lader jeg yngre kræfter berette om.
Afslutningsvis skal dog igen rettes en ros til arrangørerne, der har formået at fange krydsfeltet mellem hyggelig stemning og reelt spændende musik, samt de frivillige, der udover at sætte op og pakke ned, stod i baren hele dagen og derefter måtte gå og samle cigaretskodder op med de bare næver. En kæmpe cadeau til dem og en formaning til alle mine medrygere om at bruge skraldespande og engangsaskebægre. Det er nemmere end man skulle tro.
– TH
Basement, kl 19.30
Billetten til Sort Vejfests aftenprogram i Basement var så godt som sikret, da jeg så, at Demersal skulle spille dernede. At Sloevsind, som jeg indtil i lørdags aldrig havde hørt live før, også var at finde på plakaten, var kun en bonus. To andre bands, jeg havde hørt ganske lidt til om, var tilmed også at finde på scenen nede i kælderen, så om ikke andet, tegnede det sig til at blive en spændende aften. Det blev det også — på godt og ondt.
Jeg tror aldrig, jeg har været til et udsolgt arrangement med så relativt få mennesker spillestedets egentlige kapacitet taget i betragtning. En interimistisk bar var blevet stillet op i gården foran Basement, og det viste sig hurtigt at være aftenens egentlige samlingspunkt. Her kunne man holde sin brandert kørende i dåseøl til 40 kroner i den friske aftenluft. Det betød så også, at folk først for alvor begyndte at nærme sig scenen et par minutter inde i hvert bands første nummer.
Discoskollaps
Discoskollaps var det første levende billede, og allerede da jeg anede keyboardet på højre side af scenen, begyndte den første skepsis at melde sig. Synthpunk er en besværlig genre at få til at lyde godt, og hvis den ikke gør, bliver den endnu mere besværlig at lytte til. Det er en prøvelse, trioen slap fint af sted med, men flere ting var imod dem. Lyden var den største synder. Vokalen lå meget langt tilbage i mixet, når både guitaren, synthen og trommerne drønede derudaf med fuld udbasunering. Jeg har hørt fra folk, der frekventerer Basement oftere end jeg selv, at det bare er en “Basement-ting”, som man skal lære at leve med. Nuvel.
En mindre detalje var, at stortrommen undervejs konsekvent gled fremad, hvilket efterlod den stakkels trommeslager i et slags akavet spagat, hvor han skulle strække benet, for overhovedet at kunne nå pedalen. Måske var det universets måde at straffe Discoskollaps for ikke at have en bassist. Er de virkelig så svære at få fat på, eller bevæger vi os bare ind i en tid, hvor folk ikke orker at høre på dem længere? Der var i hvert fald kun ét band, der havde en bassist med på scenen i Basement.
Discoskollaps spillede den type punk, man efterhånden har hørt for meget af, og mindede tit om bands, man havde set for meget til, men de repræsenterer en genre, der kan lyde rigtigt godt, når man lige finder fodfæstet — og det er skam ikke utænkeligt, at Discoskollaps er på vej derhenad. De solgte forresten også ryger-kits til en 20’er i merchboden, og det trækker altså op, når man kan få et lommeaskebæger, en lighter og en smøg for en halv Grøn Tuborgs pris.
Sloevsind
Nu skal vi til noget lidt andet. Fra gudesmukt hår til hovedtatoveringer og overarme omfangsrigere end mine lår. Sloevsind laver breakdowns til dem, der klipper ærmerne af deres t-shirts, så alle kan se, hvor hakkede de er. Først spiller du hurtigt, så spiller du langsomt, og hvis du kan se rasende ud imens, er det bare en bonus. Der er stank face over hele femøren, når riffet fra tidligere kommer tilbage, bare langsommere. Opskriften når at blive lidt gammel, det kan jeg ikke anfægte, men i det øjeblik i Basement, var det lige præcis dét, jeg stod og manglede.
Hvad man godt kunne have været foruden, var Sloevsinds lysshow, der mest af alt føltes som at stirre ind i et TV uden signal, og som fik de tre ellers veloplagte hardcoremusikere til at ligne, at de var med i et computerspil, der kørte på 10-15 FPS. Sådan nogle ting kan være lejlighedsvist seje i brudstykker, men det var simpelthen for uoverskueligt på den ufede måde at glo på. Det var ham den stive nordmand også, der gik op på scenen, bare for at stå der. Kom nu lidt.
Hvad skete der ellers? Vi fik en utiltænkt trommesolo, da guitaren mistede al sin lyd. Sådan kan det jo gå. Tekniske problemer var der egentlig nok af under hele Sort Vejfest. Det var lidt af et tema, at nærmest halvdelen af de bands, der spillede, skulle plage lydmanden om at få enten mere eller mindre lyd i deres monitors. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan den slags fungerer, men har de ikke haft lydprøve?
Nå. Sloevsind pakkede sammen, og det gav endnu engang en anledning til at stikke snuden op i gården og trække noget frisk luft gennem et filter, inden næstsidste band — de altid eminente Demersal — skulle indtage kælderen.
Demersal
Demersal er et af de bands, der bare giver mening. De formår at være i en slags evig tilstand af rivende udvikling samtidigt med, at det de laver, stort set altid lyder fedt. Det betyder dog ikke, at de glemmer alt om deres ældre materiale, for både 2020-pladen ‘Less’ og 2021-EP’en ‘Death Routines’ var repræsenteret blandt tracks fra det selvbetitlede album fra sidste år samt tre numre fra den forestående ep, ‘Vi Kunne Ikke Blive Her For Evigt, Vel?’.
På det her tidspunkt var folk efterhånden blevet ret stive. Måske endda lidt for stive til Demersal. Når Viktor Ravn i sin stille og ellers hypnotiserende introvokal til ‘Jeg ved ikke hvor det er’ bliver afbrudt af tilråb som “wuuuh, yeah!” og “spil mere!”, bliver man sgu træt af mennesker. Om det var en slags modreaktion skal jeg ikke kunne sige, men Ravn skreg med mere intention og force, end jeg mindes at have hørt før, og hans energi var gennemgående smittende. Til gengæld var vokalstykkerne fra Emil Lake — der som altid var fantastisk bag trommerne — og særligt Sebastian Greis simpelthen så lave, at deres mikrofoner lige så godt kunne have været slukkede. Det blev bedre halvvejs gennem showet, men det er virkelig en skam, når Demersals musik er så flerdimensionel netop i kraft af de flerfacetterede indtryk man får fra de forskellige vokalindslag.
Det bliver aldrig kedeligt at kaste positive tillægsord efter Demersal. Jeg glæder mig til næste ep, og det bør du også.
Vrazorth
Et stykke med Demersal kan man altid bruge, og da de endelig takkede af efter et show, der fløj forbi alt for hurtigt, mærkede man pludselig, hvor sent det egentlig var blevet. Pludselig så Basement også meget, meget tomt ud. Heldagsarrangementer som dette, hvor man skal holde kroppen kørende i omegnen af 12 timer, kan godt sætte sine spor, men der var stadigvæk et par modige sjæle tilbage til aftenens sidste act.
Jeg vidste inden showstart to ting om Vrazorth. Jeg vidste, at det var progressiv black metal, og jeg vidste, at det var svensk. Tidligere på dagen fik vi jo en smagsprøve på en omgang rasende fed Göteborg-smadder, så kunne Sverige mon gå to for to? Ikke rigtigt.
Du skulle have set rædslen i mine øjne, da jeg så, at trommerne blev båret væk til fordel for en discokugle med dertilhørende gymnasiefestlys. Ingen instrumenter? Ikke engang et trommesæt? Vent lige lidt. Åh nej. Sig det ikke er sandt. Er det her … et soloprojekt?
Der findes vel efterhånden fem black metal soloprojekter for hvert reelt band inden for genren, og det kan man mene om, hvad man vil, men har det nogensinde været fedt at se én person stå på en scene og spille black metal? Det finder vi ud af, for ind kommer en sortklædt skikkelse med en guitar om nakken, nitter på skuldrene og en af de dér hvide masker à la Tryllespejlet fra Shrek til at dække ansigtet. Det er jo sejt at være anonym, ikke?
Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget, og under Vrazorth var der da heller ingen monitors, der skulle justeres op eller ned. Det må siges at være en af de eneste fordele ved, at det meste af showet reelt set bare var et backingtrack med disko-daskolys. Til gengæld lå vokalen atter så lavt i mixet, at det var svært at fornemme, hvornår Vra, som han kalder sig, åbnede munden — uanset hvor i lokalet man befandt sig i. Det hjalp masken nok heller ikke på.
Rent musikalsk synes jeg faktisk, at han havde fat i den lange ende. Jeg tror godt, ud fra hans musik at bedømme, han kan lide Blood Incantation, men det kan jeg egentlig også. Det bliver aldrig ikke underligt at beskrive et “bands” lyd, når der ikke er et band, men det lød oprigtigt godt! Det så bare afsindigt fjollet ud.
– MM
