Malevich har altid været kendt for at spille sludgy shit af højeste karat, så vidt som man kan sige, at de er kendt for noget som helst. Det bemærkede vi også, da de udgav EP’en ‘Trembling and Dowsed’ sidste år.
Deres seneste udgivelse ‘Under a Gilded Sun’ er ikke nogen undtagelse.
Man kan måske forestille sig, at de har taget den lyd, Chained to the Bottom of the Ocean har gjort til sit varemærke, og gjort den lidt mere lyttervenlig. Streg under “lidt”.
For selvom åbneren og førstesinglen ‘Blossom in Full Force’ tilføjer noget af det, bandet kalder “power ambient”, så viser ‘Impasse’ indflydelser fra den dødsmetal, de også nærmer sig – dog ikke så meget, at det rent faktisk lyder som rigtig død, hvilket er meget relevant for mig.
Sasha Schilbrack-Coles trommer åbner den med tung og hurtig dissonans, hvilket sætter scenen for et track, der vil fremad, om noget står i vejen eller ej. Lige indtil vi når ‘Cross of Gold’, altså der med sin bastante og minimalistiske udtoning sætter en stopper for alt.
Det, jeg forsøger at sige, er, at Malevich i den grad forstår at bygge en plade op. Overgangene er helt i top, og den måde, Daniel DeSimones vokaler fungerer som det overordnede samlende element, er intet mindre end fremragende. Omtalte vokal ligger et sted mellem tidlig Aaron Turner og nutidig Bryan Funck, hvilket så absolut ikke er dårlige sammenligninger.
Og netop Aaron Turner er interessant at have in mente, når man lytter til ‘Under a Gilded Sun’, for selvom der er både grind- og dødsindflydelse på denne sludgy screamo-udgivelse, så ligger sammenligningen med salig ISIS lige for. ‘Delirium & Confidence’ byder på trommepassager og melodisk guitar, der føles om ikke andet så sjæleligt beslægtet med ‘In the Absence of Truth’, inden denne sang fører over i ‘Illusion Never Changed’, hvor DeSimone synger klart og sart, så det næsten lyder som Thom Yorke. Imponerende stilistisk skift.
Opbygningen i nummeret er gigantisk og sætter Malevich inden for rækkevidde af postmetallens giganter, da de hen mod tre og et halvt minut inde begynder at skrue op for forvrængning på både vokal og guitar med det resultat, at den sidste del bliver til et mægtigt, melankolsk monster. Vanvittig måde at slutte A-siden på.
Det er i øvrigt enten et pudsigt sammentræf eller et sjovt easter egg, at der er ikke én, men mindst to (jeg kan have misset flere) sange, der refererer til andre kendte numre. Omtalte ‘Illusion Never Changed’ førte mig i hvert fald direkte tilbage til PULS i 1997, hvor Natalie Imbruglias ‘Torn’ (en engelsksproget version af Lis Sørensen-bangeren ‘Brændt’) klang ud gennem tv-skærmen. Herudover er ‘A Sun that Only Sets’ naturligvis et klart kip med hatten til legendariske Neurosis.
B-siden indledes af ‘Only Bliss’, hvor Lex Santiago fra Sunrot, der i øvrigt udgav en fuldstændig sublim EP tilbage i januar, bidrager til vanviddet med sin skærebrændervokal, der ligger i skarp kontrast til det dybe, buldrende growl, som indleder tracket.
‘Into Bliss’ er en kakofoni af velovervejede og stærkt planlagte strengeinstrumenter, der sætter den perfekte scene for vokalerne. Kæmpemæssigt – intet mindre.
Man kan et kort øjeblik undre sig over, hvorfor denne sang ikke er første single, da den er nærmest uovertruffen på pladen, men der er helt klart også fordele ved at lade lytteren arbejde lidt for det.
Føromtalte Neurosis-reference gør sig gældende på ‘A Sun That Only Sets’, der er sat ned i både tempo og stemning i forhold til det foregående. Alligevel er det dog en sang, der for mit vedkommende er mere interessant end det meste af Neurosis’ diskografi, der aldrig rigtig har fanget mig.
Det er interessant, at jeg kaldte ‘Trembling and Dowsed’ iskold, da ‘Under a Gilded Sun’ er det modsatte. Og det er måske også her, bandet skiller sig ud fra andre inspirationskilder for første gang. Det er nemlig en varm plade. Ikke kun i form af den solide produktion fra Connor Ray, men også i hele den måde, den fremføres. Guitarerne er åbne og omfavnende, og bassen lægger sig i højere grad som et tæppe under hele molevitten end som et stikkende lag af mug og tidsler som hos Chained to the Bottom of the Ocean.
‘Under a Gilded Sun’ er en vemodig vision og dykker lyrisk ned i hjertets vildveje, hvor troen på selvet og forståelsen af tilhørsforholdet til selve eksistensen sættes på prøve. Når det enkelte glider ud i det fælles, er det som at dø en lille smule. Det forstår Malevich ligesom The Angelic Process at sætte ord på, og kontakten mellem det lyriske og soniske indkapsler forholdet.
Afslutningen ‘Supine, Under a Gilded Sun’ er kulminationen af dette. Varmen trænger hele vejen igennem og udvisker grænserne mellem “jeg” og “verden” og ender med at opsluge både musiker og lytter totalt. Hvis Malevich beslutter sig for at vandre yderligere ind i postmetallen i fremtiden, kunne jeg ikke være mere lykkelig.
‘Under a Gilded Sun’ er udkommet på Church Road Records.
Den er optaget hos Seth Manchester i Machines With Magnets og hos Connor Ray i Sobek Sound. Seth Manchester har mixet og Erol Ulug har mastered. Connor Ray producerede.
Coveret er kreeret af Sasha Schilbrack-Cole, og Paul Pavlovich har designet.
