Inden for marketing snakker man altid om at have et klart formål og en direkte kommunikation. Hvis man så hælder mere til Jean-Noël Kapferer, frem for den mere amerikanske mentalitet, så handler det om at lave noget, man oprigtigt står inde for, frem for at smide sin integritet over styr i jagten på flere kunder. Du kan ikke ramme alle med dit produkt, så hellere lave noget ærligt og tiltrække dem, der tror på dig. Build it, and they will come.
Og så, starter første linje ellers med “Weapon X hates you”, omgivet af trommer, der lyder som en skudsalve og så chunky guitar, at alle nikker med nakken, hvis de ikke begynder at svinge med de bekrydsede næver. Som minimum er der stankface. Weapon X melder klart ud, State your name and business – lige efter marketingsbogen.
På ‘On My Own’, sætter de tempo og hastighed op med en feature fra Human Garbage, som heller ikke er blege for at være konfronterende. ‘Everybody Breaks’ lader bassen runge og giver momentum til en solid omgang twostep mens man prøver at undgå cirkelspark til de helt tunge breakdowns. Der er selvfølgelig også et Al Pacino-citat. Lidt gangster skal det jo være.
‘B.N.E.’ er Weapon Xs forsøg på at skrive et straight edge-anthem ala ‘Firestorm’ – derfor er det også passende at Karl Buechner fra Earth Crisis kommer forbi og har et gedigent tag i kraven på dig og når breaket kommer, er der kun én ting at gøre – komplet destruktion af alle omkring dig.
Trommerne på outroen understreger den militaristiske mentalitet, og den vaskeægte HxC stil med at råbe sit navn og mission statement à la No Cure er med til at give en følelse af, at de er selvbevidste omkring hvad de gør, når de lukker af med et solidt “fuck you”.
Det er ikke en dyb tallerken, bandet serverer, den har ikke ændret sig voldsomt meget siden Minor Threat smed den 7” på gaden. Men det er en god tallerken, som fungerer hele vejen op i baren for at købe en kildevand.
Der er de klassiske historier om forliste venskaber, nederen personer, om skuffelsen over folks loyalitet og det sædvanlige, som man hører hos straight edge bands – og i sædvanlig straight edge-stil er nuancerne ikke til at få øje på. Weapon X genopfinder ikke den nye stil, som mange andre i metalcore forsøger i øjeblikket, de holder hårdt fast i rødderne og det er ikke en del af deres plan, at de vil forsøge at sweettalke sig ind på nye markeder. Attituden er fjendtlig, riffene er NYHC (og dertilhørende IQ) og breakdownsne gør, at du rydder baren, som var det et godt gammeldags slagsmål i en western.
Der er ikke rigtigt en nyhedsværdi i at sige, at straight edge kan være preachy, det er selvsagt. Men for Weapon X handler det i ligeså høj grad om en systemkritik og de er skuffede over at du er dum nok, til at falde for det – systemet, altså. At du vælger at flygte fra dit menneskelige ansvar om at gøre verden til et bedre sted at være. De er skuffede over, at du hoppede i fælden med begge ben, og at du ikke kan se, at du sidder i den.
Deres aggressive, selvsikre attitude giver en lyst til at nikke skaller til alle, der ryger den grønne. De er helt oppe i ansigtet på dig og der er på ingen måde nogen form for undskyldning. Din adfærd, dine valg – du er et voksent menneske og du bliver holdt til ansvar for din manglende rygrad. Du kan sige hvad du vil, for Weapon X er fuldstændigt fløjtende, med hvad du siger. De trutter ren røv og erklærer stolt deres ståsted.
Weapon X er et sideprojekt, der er en afstikker for Knocked Loose, Inclination, Two Witnesses og Gates To Hell – og hvad Isaac Hale ellers roder med. Mellem udgivelser med deres respektive main acts, har Weapon X siden 2022 udgivet en demo og en split med World Of Pleasure, og nu har vi så fået endnu en demo. KL forsanger Bryan Garris er smidt på bas, Isaac Hale spiller stadig guitar mens Bryan Garris’ lillebror spiller trommer, som han også gør i Gates To Hell. Det interessante er, at de har smidt deres homeboy Dave Baugher på mikrofontjansen. For Dave har ikke nogen erfaring med musik. Og det kan på ingen måde høres. Hans vokal er fyldig og konfronterende, og har den der lille my af skinbarlig skrøbelighed, som gør at den føles som aggressiv afmagt.
Demoen er vanvittig godt produceret (vi snakker også Grammy-nominerede og Coachella-spillende bagmænd). Alt, og jeg mener alt, lyder så tungt og fyldigt, uden at det flyder sammen. Alt står knivskarpt.
Det er en hurtig og hidsig fætter, der er overstået på ni minutter – hele to minutter mere end den forrige demo. Og skal jeg være ærlig, så er jeg begyndt at værdsætte det på mine ældre dage. EP’er når aldrig rigtigt at blive kedelige og der er en større chance for, at man ville ønske at der var mere. Skulle de gå hen at lave et regulært album, bliver det spændende om de kan få det til at holde gejsten, eller om de er en short burst one trick pony. Som ellers er en rigtig god pony.
