Der er mange gode elementer forbundet med at have sine børn hver anden uge. Men der er sgu også nogle ærgerlige engang imellem. For eksempel er jeg fuldstændig forhindret i at tage til koncerter i ulige uger. Det er som regel, hvad det er, og jeg kan ofte få det spillet ned i min opfattelse – jeg ser dem bare en anden gang, tænker jeg. Det er fint nok. Men nogle gange stikker det lidt mere end andre. Sådan var det for eksempel med A Colossal Weekend i 2023.
SYL og Vægtløs gad jeg godt have set for eksempel, men det kan man så tit. Pupil Slicer havde været sjovt, Liturgy og Ravenna Hunt Hendrix’ solooptrædener, EYES, Boris, en hel masse. Men det, jeg ærgrer mig mest over, at jeg missede, er nok finske Svarta Havet.
Der havde Colossal-holdet lavet en knivskarp booking, før de fleste af os havde opdaget orkestret, der ligesom landsfrænderne i Finntroll har valgt at synge på svensk.
Sverige og Finlands lange og komplicerede historie taget i betragtning er det ganske interessant, for der er naturligvis en masse værdier forbundet med at synge på noget andet end sit modersmål, når det ikke er engelsk, som ellers er standardvalget.
Hvis man ikke skulle vide det, var Finland besat af Sverige fra omkring 1150 og så helt frem til 1809, hvor russerne huggede det. I endnu videre udstrækning end Danmarks underlæggelse af Norge var det et system, der i høj grad undertrykte det finske sprog og den finske kultur, og den dag i dag undervises der stadig i svensk i skolerne. Noget, der af mange finner stadig betragtes som en form for kolonialisme. Det var finere at tale svensk end at tale finsk, og det var de svenske, der regerede og ejede det meste af landet.
Der er stadig et stort svensk-finsk mindretal i denne nation, der blot kunne fejre hundredåret for selvstændighed i 2017, og om Svarta Havet tilhører dette eller synger på svensk af andre årsager, er uvist. Men interessant er det i hvert fald.
Det er det også, i kraft af at Svarta Havet, som de fortæller ganske tydeligt i promo-materialer, særligt synger om vestlig kolonialisme.
Nu skal man være forsigtig med at trække paralleller mellem de hjemlige forhold og den måde, vores del af verden trak (og trækker) en satans masse penge og ressourcer ud af blodplettede hænder på folk i det globale syd, medmindre man altså taler om grønlænderne eller den oprindelige samiske befolkning, der i den grad også fik en hård medfart for skandinavernes hænder, men finnerne forstår det måske lidt bedre end så mange andre.
For Svarta Havet, der kommer fra den turkuske DIY-scene, er der i hvert fald skruet helt op for empatien, og når forsanger Lotta skriger ud over det hele på åbneren ‘Göm dig’, er det i en smuk kontrast mellem naturpåskønnelse og en forsonende og trøstende forsikring om, at der findes steder på jorden, hvor krig ikke findes.
På en måde minder det mig både om Thoreau og det amerikanske black metal-band Agriculture, der også tager det fortrøstningsfulde med i overvejelserne, når der skal synes om, hvor skrækkeligt alting er.
Jeg tror på mange måder, at det er ekstremt vigtigt. Efter jeg havde en samtale om undergang og ondskab med Emil Hansen fra Terminalist, har jeg været ret opmærksom på at huske ordene om at finde ud af, hvad der er godt for en, så man har overskuddet til at kapere alle nederdrægtighederne.
Det kan tit være lidt svært i de genrer, jeg beskæftiger mig med, men både lyrisk og sonisk synes jeg faktisk, at Svarta Havet er en af de ting.
“Skogen välkomnar dig / Ingen jagar dig här / Här går du säker / Månen ska lysa din väg / Träden ska skydda dig / Månen ska lysa din väg / Träden ska skydda dig”
Det er sgu da smukt. Og det er jo rigtigt. Jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen – selv den mest inkarnerede bybo – der ikke syntes, at det egentlig var ret dejligt at være i skoven. Den kan redde os i ganske fysisk forstand ved at binde kuldioxid, generere ilt og modarbejde overopvarmning, men dens ro kan også frelse os sjæleligt. Der er simpelthen lidt mindre travlt i naturen, og man kan have brug for at blive mindet om, at mennesket er det eneste dyr, der har opfundet armbåndsure og kalendere. Det er ikke gudsgivent, at vi skal have travlt, gå på arbejde og drage i krig. Det er noget, vi har besluttet os for.
Derfor er det også naturligt at følge Svarta Havet direkte over i ‘Härlig är jorden’, der efter ‘Göm dig’s afsluttende, frygteligt smukke klaverstykke åbner med en reference til en af Nordens mest populære salmer.
BS Ingemann skrev salmen ‘Dejlig er jorden’ tilbage i 1850, hvori han beskrev rejsen mod det evige liv gennem den skønne jord, Vorherre har sat os på. Det var nok især himmerige, han glædede sig til, da der ikke som sådan snakkes vanvittigt meget om omtalte jord. Det er anderledes hos finnerne, der har blikket rettet stift mod det sted, vi kalder hjem. Med referencer til Ingemanns sjælelige pilgrimskor og slægternes kommen og gåen formår Svarta Havet faktisk at rette mere kærlighed mod Guds skabninger end salig Bernhard Severin, og hvis man var en religiøs type, ville man kunne finde ganske meget mening i linjer som denne: “Härlig, härlig, härlig är jorden / Och allting som nånsin vuxit på den / Skön är själarnas pilgrimsgång / Där de vandrar långt över slätterna / Genom de fagraste riken på denna jorden / Går hoppet ensamt och tålmodigt / In under trädens brokiga skuggor”
Håbet og kærligheden til jorden og menneskeheden stråler igennem, og det er her, jeg mærker det sjælelige fællesskab til amerikanske Agriculture.
Men det vigtigste for finnerne er nu lidt noget andet. For det handler ikke om tidligere. De vil skide på efterlivet. Det handler om livet her og nu.
“Ingenting ordnar sig / Ingenting ordnar sig här /Inga mirakel, inga under / Ingen räddning / Om jag inte gör nånting nu / Om jag inte tar mig samman / Om jag inte tar mig samman”.
‘Avgrunden’ giver os et sortsværtet hardcore-cirkelspark lige i tænderne og fortæller os, at ligesom vi har skabt armbåndsure, kalendere og krig, er det op til os selv at afskaffe dem igen. Der er ikke noget at komme efter nogen vegne, og med en stigende følelse af raseri både i lyrikken, men i særdeleshed også i musikken bevæger vi os hen til ‘Alla sover’, som er en tirade mod convenience-kultur og hjernedød forbrugerisme. Der er ingen Gud her – blot mennesker, der enten aktivt ødelægger jorden eller står måbende til, når andre gør. Og det kvitteres der for med et genialt black metal-riff, der gennem skiftende tempo fungerer som sangens røde tråd med en næsten Agallochsk fornemmelse for stemningsskabelse.
Svarta Havet sætter kryds i alle de rigtige politiske kasser for mig, hvilket er fedt nok i sig selv, men hvad der er mindst lige så vigtigt, er det musikalske element. Og her er det rigtig svært ikke også at være tilfreds. Det er til gengæld lidt svært at smide dem i en enkelt kasse, men vi får både (post-)hardcore, black metal og et eller andet umiskendeligt, der er længere ned i tempo, men som spiller så meget på det følelsesmæssige aspekt, at jeg føler mig medrevet.
Den dyrerettighedsforkæmpende ‘Djur’ lægger sig langt nede i hastighed, men er så stærkt spillet, at jeg henført lytter. Sange som den medvirker også til at holde pladen varieret, hvilket er et fremragende træk for et band, der kombinerer to genrer, der ellers har en tendens til at blive lidt ensformige.
Den afsluttende ‘Ditt rike’ hiver post-rockede inspirationskilder ind og rykker sig dermed tættere på førnævnte Agalloch, mens kapitalismens undergang prædikes for os i Lottas skift mellem talte passager og de naturprimale skrig. Det er fremragende. Og det er vigtigt, at vi har nogen, der fortæller os, at vi må gøre noget.
Med denne udgivelse er jeg blot det mere ærgerlig over, at jeg missede showet tilbage i 2023.
‘Månen ska lysa din väg’ er indspillet i Waiting Room Studio in Tampere, Finland, med producer Mikael Neves. Matthew Michel of NØ / MAN har mixet i Viva Studio i Fairfax, Virginia og er mastered af Brad Boatright hos Audiosiege i Portland, Oregon. Den er udgivet af Prosthetic Records. Lotta Green har stået for cover art.
