Alt er fucked, alle mennesker sucks. Sådan kan det nogle gange føles. Oftere og oftere, faktisk. Især når jeg forvilder mig ud af mit selvvalgte eksil og rent faktisk følger lidt med i, hvad der sker i verden omkring mig.
Det føles mildt sagt, som om det hele er på vej lukt i lokummet. “Undergang,” tænkte jeg. Og ikke på sådan en sej måde med dødsstråler og meteoritter, men på den måde, hvor vi er frøen i vandet, der langsomt nærmer sig kogepunktet. Og det er os selv, der skruer på termostaten.
“Det kan ikke passe, at det går så skidt,” tænkte jeg. “Jeg kan ikke stole på mit eget tunge sind. Jeg må spørge nogen.” Og det første navn, der faldt mig ind, var min kammerat Emil. Undergangseksperten kalder jeg ham. Emil Hansen er nemlig også personen bag bandet Terminalist, der i en kombination af traditionelle thrash-værdier og fransk intellektualisme har cementeret sin position som katastrofens soundtrack. Han måtte kunne sige noget klogt, tænkte jeg, og satte ham i stævne på Escobar i Blågårdsgade.
Hvis man ikke helt kender Terminalist, kan jeg anbefale at læse vores anmeldelse af ‘The Crisis as Condition’ fra 2023. Titlen afslører nemlig ganske præcis, hvad vi skal snakke om. Polykrisen kalder World Economic Forum og økonomihistoriker Adam Tooze1 det, Mikkel Vedby Rasmussen kalder det “krisesamfundet”. Emil Hansen taler om undtagelsestilstanden:
– Den er det ultimative eksempel på, at alt pludselig er anderledes. Reglerne er sat ud af kraft, og den orden, vi kendte, eksisterer ikke mere.
Han fremhæver coronanedlukningen som et eksempel med dens suspension af det normale liv, den kirurgiske ekstraktion af et helt erhverv, nye regler og forordninger, som vi levede efter, men det behøver ikke engang være så voldsomt.
– Det handler ikke om en spekulativ dystopi, for dystopien er her. Vi lever i en verden med klimakrise, med Trump, med corona og krig i både Ukraine og Gaza. Det er svært konceptuelt at forestille sig fremtiden, når nutiden er, som den er.
– Alene den nutidige historie, vi lever i, har ført os til en form for psykologisk undtagelsestilstand. Man kan sige, at tidligere har vi altid tænkt på og talt om fremtiden, uanset hvor nederen den måtte se ud. Nu handler det nærmere om fraværet af en fremtid overhovedet.
For at understrege sin pointe refererer han til tal fra Tænketanken Kraka, der fortæller, at en fjerdedel af kvinder mellem 20 og 30 år regner med at fravælge børn på grund af klimakrisen2.
– Der er blevet sagt meget om børn og unges trivsel og mistrivsel, men at en fjerdedel af unge kvinder ikke tror nok på fremtiden til at ville forplante sig er jo radikalt!
Undertegnede har selv to børn i alderen syv og 10 og må da også krybe til korset. “Nogle gange tænker jeg, hvad har jeg dog gjort?” siger jeg til Emil.
– Jeg forstår dig, men det er jo en vanvittig tanke. Det kan jo ikke være din skyld, at børnene går en dårlig fremtid i møde, når faktorerne er eksterne og strukturelle. Men individualiseringen af kollektive problemer er jo også et tegn på den tid, vi lever i, og det styrker kun følelsen af magtesløshed.
Jeg spørger ind til det finansielle. Det har været noget, der har stresset mig en del, og som de fleste, jeg kender, har været i nærheden af. Det har Emil også, og det fik mig til at overveje, om det kunne have været medvirkende til udarbejdelsen af ‘The Crisis as Condition’.
– Tjah, jeg kan da mærke den personlige dimension også. Jeg er en del af den prekære klasse. Jeg har taget en uddannelse og har hovedet skruet nogenlunde rigtigt på, men har stadig haft svært ved at finde et fast job. Til gengæld har jeg måttet jonglere op til fire løse jobs og et band på samme tid.
Han fortsætter:
– Når hverdagen er en kamp, og økonomien ikke hænger sammen, kan hele livet føles som en undtagelsestilstand.Men jeg har ikke lyst til at sige, at det har været bevæggrunden for at lave den plade. Det handler om noget mere.
Emil forklarer, at han da naturligvis har taget de erfaringer og den vrede med over i Terminalist, men at der er et skel mellem de personlige erfaringer, og hvad musikken beskæftiger sig med.
– De ting, som ‘Crisis’ har med at gøre, har selvfølgelig sit udspring i mig og bygger i høj grad på mine personlige holdninger, men det skal alligevel gerne være noget mere end det. Jeg synes, det er en noget letkøbt fortolkning at sige, at den handler om personlige frustrationer. For fokus ligger på det fælles. Det, der er mellem folk i samfundet, og det, vi oplever sammen.
Jeg læser ikke skønlitteratur. Kun faglitteratur og primært for at finde ting, jeg kan blive vred over til Terminalist
– Emil Hansen
Emil forklarer lidt mere:
– Jeg læste forleden en klumme i Weekendavisen. Skribenten Christian Bennike, der også har skrevet den glimrende bog ‘Engang troede vi på fremtiden’, fortalte, hvordan det “går bedre end nogensinde, men vi har det værre end nogensinde” og beskrev, hvordan han sad og købte badeværelsesklinker for 16.0003, mens han bekymrede sig over klima, krig og verdensøkonomiens kollaps. Selvom det bærer præg af en tydelig klassemarkør (hvem har råd til at købe klinker til 16.000 kr.?), kan jeg godt genkende eksemplets massive kognitive dissonans, og jeg tror, det går igen hos mange af os. Mange af os bor i København, går til fede koncerter i weekenden, sidder her og drikker på en bar og har det fedt. Og imens sker alt det her omkring os.
– Så snart man ridser lidt i den facade, vi alle sammen sætter op, ser man en masse skidt. I Terminalist lader jeg min maske falde og lader alt det, jeg er harm over, komme til udtryk. Men det er også det, jeg synes, thrashen kan.
Jeg er ikke som sådan uenig. Jeg nævner thrashens ganske politiske udgangspunkt i 80’erne. Dave Mustaine (uagtet hans senere, dybt debile deroute), der spiddede det militærindustrielle kompleks nærmest fra første udspil, og Emil er ivrig efter at byde ind:
– Ja, det var så on point! Man kan også se på Nuclear Assaults ‘Handle with Care’ eller især Testaments ‘The New Order’, der viser, hvordan huller i ozonlaget bliver til et kranium.
Det er vanvittigt, at den kom kun en lille måned, før James Hansen vidnede for kongressen om global opvarmning. Thrashen var virkelig langt foran dengang.
Det, som Emil Hansen refererer til, er forsker James Hansen fra Columbia University, dengang NASA, der i 1988 aflagde vidnesbyrd for den amerikanske kongres i det, der ofte beskrives som klimakampens år 0. Emil påpeger, at der naturligvis findes langt ældre forskning på området, men at det var her, offentligheden fik øjnene op for sagens omfang.
Emil referer til, at hver eneste person skal stå og sortere alt sit affald, mens det reelt set er 100 virksomheder på verdensplan, der står for 70 procent af CO2-udledningen4, og at halvdelen af alle CO2-udledninger er sket siden 19905.
– Selv Margaret Thatcher sagde til EF, at vi skulle være opmærksomme på det her for 30 år siden! Alligevel er den økonomiske fest fortsat, og ingen har gjort noget, der reelt batter. Velstanden er blevet større, men det er langtfra alle, der har fået del i den.
– Thrash kan være dumt og ligegyldigt, men også afsindigt medrivende. Og det kan belyse samtiden på en måde, der ellers ikke ofte kommer til udtryk i metal. Det er der, arven fra punken spiller ind.
Han fortsætter:
– Den betydning forsvandt nok lidt med thrashens revival, men den vil jeg gerne finde frem igen. Når jeg bruger så meget tid og energi på det her, synes jeg, det skal betyde noget mere. Og jeg synes, at tiden kalder på det.
Tiden kalder på vrede
I løbet af denne lange og snoede samtale kommer vi ind på et vigtigt element. Jeg selv kan nemlig have ganske svært ved at blive ved med at følge med. Det er nemmere at give slip, at ignorere nyhederne, slukke for stories og dykke ned i trivielle sager, der ikke får blodtrykket op.
Emil er enig, fortæller om en periode, han havde, hvor Purple Mountains var det eneste, han lyttede til. Også selvom den tidligere Silver Jews-forsanger David Berman havde skrevet en plade, der afspejlede den sindstilstand, der fik ham til at tage sit eget liv blot en måned efter udgivelsen.
– Jeg lyttede ekstremt meget til det album, men kunne også mærke, at det til sidst påvirkede mig negativt. Man kan have det på samme måde med nyheder.
Det er let at blive apatisk og resigneret. Og hvad gør man så?
– Der er flere muligheder, men hvis vi lige skal gå tilbage til Bennike tidligere, er det jo lidt det, vi har at gøre med. Den mærkelige kontrast i, at det går ad helvede til, men at vi sidder her og har det hyggeligt over et par gode øl. Man kan ikke stirre sig blind på det dårlige. Man bliver nødt til at finde ud af, hvad der er godt for en, så man har overskuddet til at kapere alle nederdrægtighederne.
Man bliver nødt til at finde ud af, hvad der er godt for en, så man har overskuddet til at kapere alle nederdrægtighederne.
– Emil Hansen
– Der er også råd at hente rundt om i verden. Guderne skal vide, at jeg ikke er fan af Ben Shapiro, men når han fortæller sine følgere, at de må leve i little islands for at klare sig i denne “vanvittige woke verden”, så er der noget der, man kan bruge.
– Ligesom de kan sidde med deres kone og læssevis af børn på en farm i Kentucky og undgå alt, de hader, har vi på samme måde en forbandet pligt til at vise, at der må være en anden vej end det, vi er på vej mod. Det kan vi gøre i de nære relationer og det tætte fællesskab.
Lawrence Grossberg har skrevet om fankulturer som noget, han kalder affektive alliancer6 som blandt andet kan findes i musikfællesskaber.
– Musik har en effekt på os. Det skaber et rum, man kan træde ind i, og som gør noget ved os. Det kan binde os sammen, men kan også adskille os. Der er et indenfor og et udenfor. Og det rum er også politisk. Det er blandt andet derfor, jeg ikke synes, det giver mening, når folk taler om, at musik – eller metal – ikke har noget med politik at gøre. Det har det allerede. Og det er, uanset om du er til SYL på Roskilde Festival eller Billie Eilish i Royal Arena.
Disse fællesskaber er vigtige, fordi de netop står i modsætning til den generelle strømning, der forsøges skabt rundt om i verden.
– Et grundlæggende problem er, at økonomien er global, mens demokratierne er nationale. Selv med et demokratisk flertal for en anderledes fordeling af de økonomiske ressourcer er der et mindretal, der sidder på pengekassen. Og som kan løsrive sig, hvis de virkelig vil.
– Et meget konkret eksempel på dette er den såkaldte neoreaktionære bevægelse, som er vokset frem i USA i løbet af de sidste 15 år. Her går stærkt antidemokratiske idéer inspireret af bl.a. fascismen hånd i hånd med frimarkedsliberalisme og entreprenørskab. Ikke overraskende har det vundet genklang i Silicon Valley, men også hos nogle af verdens mest magtfulde milliardærer, der har aktiv indflydelse på den nye Trump-regering.
– Den egentlige bagmand er computerprogrammøren og bloggeren Curtis Yarvin, men den britiske filosof Nick Land har også været en ledende figur. Land har døbt bevægelsen “The Dark Enlightenment”, fordi det afspejler bevægelsens grundlæggende værdier – at oplysningstidens fokus på demokrati, frihed, videnskab og selvbestemmelse var en fejltagelse, der skal omvendes.
Hansen forklarer, hvordan og Curtis Yarvin begynder at arbejde efter en løsning, de kalder “netværksstater”7. Kort fortalt handler det om at udlicitere regeringsledelse til private virksomheder. Pointen er, at demokrati er både ineffektivt og dyrt, at det, at man med en tankegang direkte løftet fra Silicon Valley, kan indsætte en leder som CEO og de facto monark – lidt i stil med Trumps nylige meme.
Pointen med dette, som Hansen forklarer det, er netop at understrege, at hvis man er rig nok jf. det ovenstående, er der mulighed for at ikke bare påvirke lovgivning eller bestikke sig til privilegier, men derimod reelt at kunne bestemme det hele selv. Vicepræsident JD Vance er i øvrigt kammerater med Yarvin og har omtalt ham som “en person med interessante ideer”.
– Så når Trump og Vance mener, at der er brug for Grønland i sikkerhedsmæssige øjemed, har noget af det nok også at gøre med muligheden for at forskanse sig i rigmandsparadis, der ligger fjernt fra klimakrisens værste konsekvenser.
– Det er absurd, for på den ene side benægter man klimakrisen og benytter sig af den sædvanlige “drill, baby, drill”-retorik, men på den anden side er det netop på grund af klimaforandringerne, at Grønland er interessant. Isen smelter, nye handelsruter opstår, hvilket giver det øget sikkerhedspolitisk bevågenhed, men også giver nemmere adgang til naturressourcer. Og den afsides beliggenhed er oplagt for at skabe et libertært utopia, hvor du kan lade teknologien løbe løbsk, handle med kryptovaluta, betale minimalt i skat og lukke øjnene for omverdenens situation.
Peter Thiel, der også er ombord på Yarvins ideer, ejer i øvrigt firmaet Palantir, der leverer sikkerhedsplatformen Gotham, der anvendes af både det danske politi og PET. Det betyder næsten ubegrænset adgang til personlige data her i landet, hvilket gør USA’s trusler medyderligere kolonisering af Grønland noget mere urovækkende.
Så altså ikke nok med at jeg havde en masse kriser for øje, da jeg inviterede Emil på en snak, så har han også sat mig flere i hovedet. Måske skal jeg bare acceptere, at rige mennesker lyver 100 procent af tiden.
På falderebet fortæller Emil mig også om Elon Musks bedstefar, der forsøgte at skabe et antidemokratisk, teknokratisk imperium fra Grønland til Panama. Noget, der lyder forbløffende velkendt i 2025.8
Det første skibbrud
Man kan ikke tale om nutidens virkelighed uden at blive forpustet over alle de ting, vi skal forholde os til. “En livstid fuld af enestående hændelser” bliver millenial-tilværelsen ofte kaldt, og jeg kan ikke være den eneste, der er lidt træt.
Derfor er det også oplagt at vende en af de vigtigste teoretikere i Emil Hansens verdensbillede: Den franske arkitekt og filosof Paul Virilio, der formulerede teorien om dromologien.
Ifølge Virilio er et af de mest bemærkelsesværdige fænomener den hastighed, med hvilken verden ud- og afvikler sig. Han forklarer, at man grundlæggende opfinder en ny slags undergang, hver gang man finder på en ny slags skabelse. Inden det første skib satte sejl, havde verden aldrig oplevet et skibbrud, forklarer han.
– Virilio huskede altid krigen. Han huskede, hvordan det var at måtte styrte ud i marken og kaste sig ned for at undgå bombefly, og det går igen i hans forfatterskab. Derfor var hans perspektiv også at italesætte alle de måder, den teknologiske udvikling satte sig i vejen for menneskets udvikling. For ham var det krigsførelsen, der satte standarden for hastigheden og indirekte volden og ulykkerne i vores moderne samfund, men i dag kan vi i højere grad se, at den teknologiske udvikling finder sted i andre forretningsøjemed, som ikke desto mindre også handler om at indtage nye territorier, virtuelle såvel som fysiske.
Det er med det udgangspunkt, vi bruger en masse tid på at snakke om AI, om OpenAIs direktør Sam Altman, der også er ombord i firmaet Praxis, der har til formål at bygge “netværksstater” som beskrevet ovenfor, og hvordan man kan ende med at slavebinde folk i frigørelsens navn.
Men det handler ikke blot om AI. Det handler måske endda heller ikke om, at der egentlig foregår mere, men det handler om, at vi oplever mere. Alle os, der lever i dag, har læst mere, set mere, mødt flere og oplevet mere, end nogen af vores forfædre nogensinde gjorde i deres liv.
Emil refererer til den tyske filosof Hartmut Rosa, der i øvrigt også har skrevet en bog om heavy metal, som taler om “forpustede liv”. I kraft af den teknologiske udvikling er der også sket en social acceleration. Der er ikke som sådan nogen forskel på, hvor henne i verden vi fysisk befinder os. Vi er til stede over det hele, hele tiden.
– Teknologien har skabt en uvirkelig virkelighed. Vi er på en måde blevet blinde for konsekvenser af vores handlinger. Og det ser vi både i forhold til AI, men også klimakrisen. Det føles ikke ægte, forklarer Hansen.
– Det handler også om vores opfattelse af tid. Hvis man definerer fortiden som det, der ikke længere er gyldigt, og fremtiden som det, der endnu ikke er gyldigt, så oplever vi, at nutiden forsvinder hurtigere og hurtigere. Med andre ord trækker nutiden sig sammen. Og hvor man tidligere kunne bruge fortiden til at forudsige fremtiden, står vi nu i en situation, hvor vi reelt set ikke ved, hvad vi kan regne med. Kloden siger fra, men det gør vores kroppe og sind også. Alligevel fortsætter vi.
Han fortsætter:
– Jeg blev født i 1991. Muren var faldet, Sovjetunionen blev opløst, Metallica lavede ‘The Black Album’, og thrash metal var irrelevant. Ser vi bort fra Balkan-krigene, var det en fredfyldt tid. Det var historiens afslutning, som Fukuyama kaldte det.
– Lige inden jeg fyldte 18, ramte finanskrisen så. Så kom Occupy Wall Street og det arabiske forår. Vi spoler otte år frem, og vi står midt i Brexit og Trump I. En flygtningekrise i Middelhavet, som EU var ude af stand til tackle. 2020: Corona. 2022: Ukraine. 2023: Hamas angriber Israel, og Israel indleder en af de ledeste krige, vi har set. 2025: Trump II.
– Det ville i sig selv være nok til at fylde et menneskes verdensbillede det meste af livet. Og så har vi ikke engang nævnt Afghanistan, Syrien, Irak, ISIS og meget mere. Meget, meget mere.
Nu er det en konstant påmindelse. De store ryk i virkelighedsopfattelsen kommer hele tiden. Det er ikke hverken sundt eller bæredygtigt for os.
Aftenen skrider henimod sin afslutning. Emil og jeg har også beskæftiget os med uhyrligheder og elendighed i flere timer. Som et ekko af hans sidste sætning. Vi kan heller ikke mere.
– Vi er oppe mod vores egen psykologi. Vi læser redegørelser for, hvordan verden klimamæssigt ser ud om 20, 50, 100 år hele tiden, men vi kommer ikke til at forstå, hvor brutalt det bliver. Vi siger, det bliver værre, men vi ved ikke hvordan. Og selvom vi ved, vi er en del af problemet, synes det umuligt at erkende eller lave om i sin hverdag.
Emil Hansen tager den sidste tår øl i glasset.
– Vi har gang i en cocktail af alt det værste i vores livsstil og kultur, og det har skabt den værst mulige fremtid. Og hvor ville jeg bare ønske, at det ikke var tilfældet.
Terminalist spiller på Durance of Hate vol. V på Basement i København den 16. maj. Adgang er gratis. Forøget tro på tilværelsen garanteres ikke.
Alternativt kan Terminalist opleves på Metal Magic XVII i Fredericia, som forløber fra 9. til 13. juli.
Kilder:
1 https://www.weforum.org/stories/2023/03/polycrisis-adam-tooze-historian-explains
2 https://www.information.dk/indland/2023/04/nye-tal-hver-fjerde-unge-kvinde-overvejer-faa-boern-grundet-klimaforandringer
3 https://www.weekendavisen.dk/2025-15/kultur/alt-er-forfaerdeligt-men-vi-har-det-fint
4 https://www.cdp.net/en/press-releases/new-report-shows-just-100-companies-are-source-of-over-70-of-emissions
5 https://ieep.eu/news/more-than-half-of-all-co2-emissions-since-1751-emitted-in-the-last-30-years/
6 https://www.jstor.org/stable/jj.26282442.3?seq=1
7 https://www.thenerdreich.com/tech-billionaires-want-to-build-a-network-state-in-greenland/
8 https://www.rnz.co.nz/news/on-the-inside/556392/a-1930s-movement-wanted-to-merge-the-us-canada-and-greenland-here-s-why-it-has-modern-resonances
