Buggin er ikke gode, fordi deres sanger er en sort kvinde. Der er masser af sorte kvinder, der synger i bands, der ikke er gode. ‘Concrete Cowboys’ er heller ikke en god plade, fordi sorte kvinders stemme er marginaliseret i det hele taget og i hardcore endnu mere: Hardcore er hvidere end franskbrød og mere macho end et fodboldstadion, så selvfølgelig er det en god ting, at andre etniciteter og køn kommer til orde – det er bare ingen garanti for, at musikken bliver god i sig selv, eller at den kommer til at lyde markant anderledes end så meget andet.
Når etnicitet og køn ikke desto mindre er værd at fremhæve i forhold til Buggins debutplade, der kom i sommers, er det, fordi de er så tydelige i den hardcore, der spilles på ‘Concrete Cowboys’. Ikke overtydelige og altoverskyggende som på Zulus eller Move BHCs plader fra sidste år, hvor soulsamples og langstrakte, prædikende spoken word-stykker stavede budskabet ud, så ingen kunne være i tvivl: Hvis hardcore er født i opposition til det bestående, som jeg vil påstå jvf. vores eget Leksikon, burde den være selvskrevet som kanal for en afrocentrisk agitprop. Hele pointen med sort identitet er, at den ikke er forbeholdt genrer som hiphop og jazz, der fortsat opfattes som i nogen grad forbundne til en sort kultur, men at fandme al rytmisk musik fra de seneste 100 år er baseret på sort undergrundskultur, uanset hvor hvid den så er blevet.
Men der er et bounce og en tone på ‘Concrete Cowboys’, som minder mere om End Its rullende flow, en let fjedren i trinnet, der minder mere om Soul Glos uortodokse tilgang til genren, end så meget andet nyt hardcore. Der er masser af beatdown i Buggin, men det lyder sjovere end det meste: Det er en hardcore, der passer bedre til skateparken end til fitnesscentret.
Forskellen er selvfølgelig også tydelig i Bryanna Bennetts vokal: En lys snerren snarere end et dybt grynt. Det minder om Gel, det minder om Punch, ikke mindst i sangene ‘Poser Bulldozer’ og ‘Youth’ med posicore-kor; det minder om Scowl, og det er der også en ret vigtig pointe i: Som Scowl begår Buggin sig på hardcore-scene, der er blevet åbnet igen af Turnstile. De har gjort hardcore sjovt igen, og de har åbnet genren igen for at blande indtryk udefra ind. Buggin er langt mere straight hardcore i lyden, end Scowl blev på sidste års EP, men elasticiteten, bouncet, bliver tydeligt i ‘Not Yours’, der i omkvædet lige nøjagtig hænger så meget på beatet, at det rammer ekstra hårdt, når man bliver trukket tilbage ind i det.
Når Buggin synger om en “poser bulldozer”, er det med et glimt i øjet: Der er ingen, der tromler nogen her. Det kan godt være, de støder ind i dig, mens du står med korslagte arme og siger, at det altså ikke lyder som Terror, men så gør plads. Eller dans med: Der er plads til alle her. Både sorte kvinder, hvide mænd og alle dem et sted mellem de to poler.
