Hardcore er født i modstand mod alt bestående. Så da hardcore selv havde bestået længe nok til at have etableret konventioner og holdninger, måtte den nødvendigvis være imod sig selv også. Og finde ud af, hvordan den så skulle videreudvikle sig uden at forbryde sig mod sit grundlag – at være den hårdeste kerne, essensen, den inkarnerede modstand mod fandme alt – og uden at give køb på idealet om altid at være imod.
Den indbyggede selvmodsigelse gør på gode dage hardcore til den mest spændende moderne subgenre, fordi den er så fuld af indre splittelse – og på de fleste andre dage gør det den til en lige så bøvet opvisning i paroler, gentagelser og lamme attituder som alle andre subkulturer.
Hardcore opstod, da punken i slutningen af 70’erne kom til USA og allerede dér virkede blasért og som en parodi på sit eget påståede oprør. Sex Pistols skulle forestille at være en snotklat i ansigtet på stadionrocken og bedsteborgerne, og nu opførte de sig selv som tumpede rockstjerner, der følte sig for gode til deres publikum og bare ville have groupies og stoffer. Og punken var desuden allerede blev approprieret af new wave med en blanding af jocky good times og studentikos weirdness.
Hardcore pillede al staffagen, alt designertøjet og kunstskoleattituden, rock’n’roll-arven og den produktion, der skulle tøjle det hele, ud af punken og skar ind til benet, ind til kernen: Det skulle være hurtigt, voldsomt og imod.
På den amerikanske vestkyst var diversiteten blandt nogle af de første større bands sigende for, hvordan hardcore snart skulle atomiseres: Germs spillede poetisk og selvdestruktiv kaosrock i Los Angeles og nåede lige akkurat at indspille og udgive debutalbummet ‘(GI)’ i 1979, inden det hele gik ned i stoffer og utilregnelighed og sangeren Darby Crashs selvmord i 1980.
Dead Kennedys spillede stram, rytmisk kompleks og politisk ironiserende hardcore med sangeren Jello Biafra, der i 1979 stillede op som borgmester i San Fransisco, og bandet nåede at udgive fire albums frem til 1986.
Black Flag blev startet af nørden Greg Ginn i Hermosa Beach og spillede først korte sange med fokus på guitarriffet og den første sanger Keith Morris’ personlige betragtninger over et overfladisk overflodssamfund, inden Henry Rollins trådte til med sine sjælesøgen henover en stadig mere heavy metal-påvirket og stadig langsommere hardcore.
På den amerikanske østkyst blev den afroamerikanske fusionsjazzgruppe Mind Power i 1977 simultant introduceret til punk og reggae, rykkede rundt på besætningen og blev til Bad Brains: En hardcore så hurtig, spændstig og kontrolleret kaotisk, at det blæste knoppen af alle, der så deres shows (og fik dem til at se gennem fingre med, at deres reggae jams var lige så uopfindsomme, som deres hardcore var nyskabende, og at de i øvrigt var misogyne homofober).
Én af dem, der så Bad Brains og fik forandret sit liv af det, var John Joseph, et deserteret plejebarn og soldat, der blev deres roadie og tog med dem op til New York, hvor han fandt en sjæleven og siden livslang antagonist i Harley Flanagan. Han var vokset op rundt omkring i verden sammen med sin kunstnermor – bl.a. på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft – og havde allerede som barn spillet trommer i punkbandet The Stimulators. Sammen skabte de to Cro-Mags, og sammen med bysbørnene Agnostic Front og Murphy’s Law skabte de metal og hardcores mest forhadte kærlighedsbarn: Crossover. Metalriffs fra thrashen, tempo og attitude fra hardcore, ikke rigtig nok af nogen af delene til at tilfredsstille de to fraktioner, der var overbeviste om, at de var hinandens modstandere.
Hvis man vil have en ret præcis definition på, hvor skellet mellem hardcore og metal går, kan man bare spørge Sick of It All: Da de kom ud som næste generation af NYHC – New York Hardcore i slutningen af 80’erne – fik de prædikatet metallisk hardcore; da jeg snakkede med sangeren Lou Koller 20 år senere, blev de kaldt punket hardcore. Deres musik havde ikke forandret sig, men hardcore havde: Med 90’ernes Snapcase, Earth Crisis og alt det andet fra det toneangivende pladeselskab Victory Records, havde hardcore fået defineret en lyd, et look og en crowd.
Herhjemme har den type hardcore, der også kaldes beatdown, sit arnested i Fredericia, hvor først Fredericia Hardcore Fest og siden Support Our Scene sammen med bands som Lifesick og As We Fight har gjort den lille, jyske havneby til Danmarks hovedstad for bølle-hardcore og cirkelsparks-pits.
Men selvfølgelig betød det også, at hardcore fik sine egne interne modreaktioner: Mens Black Flag og Cro-Mags gik metal i 80’erne, gik Midtvesten weird og følsom med Meat Puppets og Hüsker Dü, der opfandt college rock, og nede i det sydlige Californien viste Minutemen, at hardcore kunne være alt muligt på én gang og endda være politisk og sjov og begavet – og funky.
På Østkysten fandt de unge mænd omkring pladeselskabet Dischord lidt senere ud af, at de havde været nogle jocks, og lancerede Revolution Summer i 1986, som indvarslede emo og overhovedet ikke ville kaldes emo, men bare gerne ville have lov også at kunne være ked af det. Fugazi blev det mest kendte band fra den scene, og deres lyd og DIY-etik blev skoledannende for næste generation af hardcorebands, der fandt ud af, at de ville mere end hardcore, de ville post-hardcore. Herhjemme er det mest oplagte eksempel Lack og pladeselskabet Play/Rec, som de var en del af; mere aktuelt de yngre navne Omsorg og Syl.
Tag til Ilter Festival i Odense eller Lasher Fest i Aalborg, hvis du gerne vil høre hardcore, men ikke gider gå i sort battle vest og heller ikke magter weekend-MMA-kæmperne i pitten. Og hvis emo får dig til at tænke på noget fra 00’erne, som var noget helt andet, må du godt kalde det post-hardcore i stedet, men det bliver forvirrende om lidt så.
I England var de i mellemtiden ved at komme sig over, at punk var imploderet, og mens bands som Wire, Gang of Four og Buzzcocks tog den videre over i den manierede postpunk, prøvede Discharge i begyndelsen af 80’erne at skære ind til benet på samme måde, som den amerikanske hardcore havde gjort det. Det lykkedes dem godt nok til at skabe genren D-takt – eller D-beat, men helst D-takt, fordi det hedder det i Sverige, hvor genren med dens crusty Motörhead-rocken og råben og sit rullende beat fik sit eget liv med først Anti Cimex og siden bands som Victims og Martyrdöd.
Den mest egensindige nordiske hardcore blev dog skabt oppe i Umeå. Refused blev kendte for at skabe hardcore med et udførligt politisk program, jakkesæt og alle kanterne og associationsspringene fra freejazzen, og at det hele så stort set var planket fra Dischord Records-bandet Nation of Ulysses (1. kuriosum: sangeren Dennis Lyxzéns næste band, The (International) Noise Conspiracy var stort set kalkeret fra NoU-sangeren Ian Svenonius’ næste band, Make-Up. 2. kuriosum: Lyxzéns lillebror, Jonas, spillede i 90’erne i Abhinanda, hvis garagerockende hardcore lød som Turnstile længe før Turnstile), var der ingen, der tænkte videre over.
Men det var Breach fra Umeå, der skabte en reelt egen lyd, da de fandt ud af, at det var hårdt at være hårde fyre, og at de slet ikke var hårde nok til at vise, at de havde følelser, og i stedet gjorde det endnu mere knugende og desperat på hovedværkerne ‘It’s Me God’ og ‘Kollapse’. De plader skabte for deres del Cult of Luna og den del af post-hardcore (der var den), der var episk storslået, knusende tung og filmisk malende. Herhjemme blev genren båret af The Psyke Project og senere LLNN, der måske nok appellerede lige så meget til den del af metalpublikummet, der var nysgerrige efter, hvordan metal kunne udvikle sig videre efter 80’erne, men som havde deres rødder og etik i hardcore.
Et af Danmarks ældste eksiterende hardcore-bands, President Fetch, blev skabt i miljøet omkring Ungdomshuset i 80’erne (og har ikke rigtig været et hardcore-band siden 90’erne), men det var først i 00’erne, det hus skabte en musik, der fik international bevågenhed. K-Town Hardcore er melodisk og punkrocket (altså i forhold til den hardcore, der er mere metallisk jvf, crossover-diskussionen), hvis man tænker på sådan noget som Gorilla Angreb og No Hope for the Kids, men da det begyndte med Amdi Petersens Armé (med PJ Bonneman, der senere skulle skrive den udødelige schlager ‘Hey Ronni’), var det så hurtigt, smadret og crusted, at man kunne lugte unge mænds sved i øveren – og tydeligt kunne høre trådene tilbage til den allerførste californiske hardcore nogle-og-tyve år tidligere.
Og det er der selvfølgelig også kommet en reaktion imod i det nye Ungdomshuset. Det skal der. Ellers er det ikke rigtig længere hardcore, og så kunne vi lige så godt bare høre metal.
