Smag På Dig Selv er tilbage – hvis de altså nogensinde var væk.
Denne gang kan vi præsentere ‘Like A Word I Never Knew’ som de allerførste. Singlen er den endelige lækre smagsprøve på deres anden LP, der udkommer til marts.
Endnu en gang vender københavnerjazztechnotrioen vores forventninger på hovedet og giver os et næsten Burial’sk track, der vil fungere i klubbens mørkeste kroge sidst på natten. Tracket er skrevet og indspillet i sidste ende af processen for albumudarbejdelsen, og bærer tydeligt præg af at være skrevet i hælene på deres massive succes med sommerens koncerter.
Trætte og udmattede gik de til værks og formåede at skabe noget akustisk, der lyder mere elektronisk end det meste og som stadig i den grad skæres igennem af lige dele musikalitet og intensitet.
Smag På Dig Selv består stadig af Oliver Lauridsen på tenorsaxofon, Thorbjørn Øllgaard på både baryton- og bassaxofon og Albert Holberg (Salver) på trommer. Hvis du vil nå at se dem i Danmark inden de rejser til udlandet for at spille, skal du til at skynde dig. De fleste billetter til deres hjemlige shows er allerede udsolgt. Se hvad du kan få her.




