Nogle gange handler det faktisk ikke så meget, om lyden er punk, hvis attituden gør op for det.
Det er et farligt statement, for det er den slags, der leder til afskyeligheder som Kanye West, Charlie Kirk eller Machine Gun Kelly, men i mange tilfælde er det rigtigt nok.
Og som et af de fremmeste eksempler på dette er Smag På Dig Selv.
Hvis du ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den christianitiske jazztechno-trio, er det måske et godt tidspunkt at læse denne lille artikel, jeg skrev om deres debutalbum.
Smag På Dig Selv spillede som en del af Frigjort Festival, der skulle løbe over de tre kommende dage. Arrangørerne vidste udmærket, hvad de havde med at gøre: en billet til torsdagen kostede 250 kroner. Partoutarmbåndet stod i 300kroner. Smag På Dig Selv var uden tvivl det største tilløbsstykke på dette års festival.
Til lyden af strubesang slukkes lyset i den grå hal, der denne gang rummer et generelt set noget yngre publikum, end sidst jeg var derinde.
Af en eller anden grund havde folk dog klumpet sig sammen på midten, så da jeg fik klemt mig igennem den veganske kødrand, opdagede jeg masser af plads oppe foran scenen. Besynderligt fænomen, men jeg tilskriver det den gennemsnitlige koncertgængers ængstelighed for rent faktisk at vise, der er noget, de godt kan lide.
Det holdt dog ikke længe, for da først folk så, at det faktisk var Thorbjørn Øllgaard, der stod for den sære og lettere urovækkende lyd fra scenen, blev der fyldt mere og mere op.
‘PVC’ var åbningsnummeret og vakte jubel, og kort efter bød Oliver Lauridsen velkommen med tydeligt oprigtig glæde over at være på hjemmebane, inden han satte dem i gang med ‘Hvide mænd spiller afrobeat’.
På Albert Holbergs trommesæt vippede en gedemaske, hver gang han trampede i stortrommen, og da Øllgaard iført SYL-shirt lagde bundlinjen med sin umådeligt store bassaxofon, der bæres i noget, der mest af alt minder om bjergbestigerseletøj, brusede publikumsglæden over.
De stakkels hyrede sikkerhedsvagter var tydeligvis ikke vant til shows, hvor publikum rent faktisk bevæger sig, og en af dem må have følt sig ekstra usikker, for hver eneste gang, der var røre i folkemængden, følte han behov for at træde op på en lille skammel og lyse ud i massen med en tilsvarende lille lommelygte. Det skulle vise sig at blive en lang aften for vor kære makker, da publikum i den grad var kommet for at danse.
Vi satte os ned inden ‘PGO HOT 50’, som vi fik besked på, men da technobeatet gik i gang var der ikke en sjæl, der ikke fik sved på panden.
Lydteknikerne i Den Grå Hal havde gjort det satans solidt, for det var uden tvivl den tungeste og højeste koncert, jeg har oplevet siden Bismuth i Ungdomshuset i the before times. Tyngden pressede på hele kroppen, så det føltes som at være passager på OceanGates Titan-ubåd, og jeg kunne konstant mærke musikkens frontalangreb i mine bihuler.
Det burde ikke være nødvendigt at sige, at det var absolut fantastisk.
Der, hvor Smag På Dig Selv i den grad er punk, er, når det kommer til holdningerne. Som man måske ved, var Øllgard m.fl. blandt Rasmus Paludans svorne modstandere, da det kom til Freejazz mod racisme, og Øllgaard bruger konsekvent sin platform politisk.
I et mellemspil harcelerede han mod de riges jerngreb om samfundet:
“Ingen dør jomfru, vi bliver alle sammen kneppet af systemet! Og hvis det her overskrider dine grænser, så skrid hjem og se Godmorgen Danmark, din fucking taber!”
Han lægger ikke fingre imellem, og det er næsten altid en fornøjelse at høre.
Lidt malplaceret var det dog hen mod slutningen af showet, da han i en vældig applauderet passus om folkedrab i Palæstina, kaldte Mette Frederiksen for et røvhul og mente, “hun skulle klippes skaldet, smides på en lastbil og overdænges med tomater”.
Den gav mig en lidt dårlig smag i munden, men mest fordi det er en gentagelse af den rædsomme måde, danskerne behandlede de såkaldte “tyskerpiger” efter anden verdenskrig i en opvisning af rå misogyni. Det var min eneste anke mod de politiske budskaber. Resten kunne jeg fint vende tommelfingeren opad til.
Råbeterapi og gennemført velspillet musik var temaet for store dele af sangene, men fællesråbene peakede måske, da rapperen Sharon Kumaraswamy under navnet Sharon the Baron sluttede sig til og opførte det fremragende track ‘Staring at my dick’ med stærk og smooth opbakning fra Smag På Dig Selv.
Kumaraswamys hidsige flow og chillet-energiske scenetilstedeværelse var præcis det, vi havde brug for midt i instrumentalmusikken, og det vil aldrig ikke være sjovt at få en hel hal til at råbe “dick” af deres lungers fulde kraft. Måske er jeg en simpel type, men underholdende var det.
Hun var lykkelig og glad for at være der, fortalte hun, og kunne ikke helt forstå at være blevet inviteret.
“Men hvem fuck siger nej til Smag På Dig Selv?!” råbte hun.
Jeg kan kun erklære mig enig, og det crowd, der havde bygget energi op under det solide deep cut ‘Dunkelkraft’, der dedikeredes til den afdøde urtetroldmand Medicin-Thomas, eksploderede i breakdownet på sidste nummer ‘Victoria’. De tidligere bølgeskvulp og skumsprøjt forvandledes til Messinastrædet mellem Skylla og Karybdis.
Smag På Dig Selv annoncerede deres 2026 “Christiania World Tour” til allersidst.
Som de selv siger: “Uden Christiania, ingen Smag På Dig Selv! Det er der, vi har fået platformen til at udvikle os som band, og nu vil vi gerne give tilbage til fællesskabet. Tag med os på turné gennem stadens spillesteder! Vi skynder os langsomt.”
Christiania World Tour
22/3 WC Fields
23/3 Byens Lys (puppet theater night)
24/3 Christiania Børneteater
25/3 Loppen
26/3 Den Grå Hal
Billetter kan skaffes her.
