Hardcore- og metalmiljøet er født ud af fugtige øvelokaler og en (til tider lidt for) stædig vilje til at holde det ægte. Derfor rammer det ekstra hult, når bands vælger den absolut laveste fællesnævner, og bruger AI i sådan en grad, at der ikke er noget at forsvare. Der er ikke tale om innovation, men om at rive sjælen ud af noget, der altid har levet på autenticitet og ret skarpe holdninger til store virksomheder.
Make Gatekeeping Great Again
Ingen har lyst til at være en bølle, der holder andre udenfor. For hvis folk vil være med, så kan vi være flere der synes at det her er fedt. Så er der flere til at holde moshpitten i gang, når vi andre står med hænderne på knæene og hiver efter vejret, fordi vores cardio primært består af røde Prince.
Men gatekeeping er også at vedligeholde en standard. At værne om sit miljø og kultur, primært imod en udvanding af de dyder som miljøet står på. Sociologen Dick Hebdige (lol), snakker om at gatekeeping beskytter en subkultur mod assimilering af den dominante kultur og det han kaldte ‘semiotic disturbance’ — at undergrundskulturers levevilkår afhænger af, at disrupte (red:klammo LinkedIn buzzword) mainstream symboler, for at give det en ny betydning: Det er ikke socialt acceptabelt at udvise aggression, vi gør det bevidst gennem musik og moshpits. Vi har en social kontrakt omkring visuelle virkemidler og deres tilgængelighed. Vi skriver bevidst vores bandnavne med bogstaver, der er komplet ulæselige, netop med formålet, at de ér ulæselige. Utilgængelighed ér en main feature af subkulturer. Det er en måde at holde nogen ude af kulturen. Og det er okay. Lad os være ærlige, we’re not like other girls. Og det er meningen.
Det handler ikke om lov.
Det etiske problem med AI, er de fleste forhåbentlig klar over: det er baseret på ulovlig og absurd, samtykkeløs rovdrift af andre folks materiale. Og det ér skidt, men det er ikke main issue her. At være lidt langfingret og promiskuøs i forhold til ophavsrettigheder, har altid været en del miljøet, en del af charmen sågar. Black Flag har umiddelbart aldrig clearet licensen for skrifttypen til deres logo.
Det fungerede også på en lidt anden måde dengang — noget at med brugslicensen blev betalt af den butik man købte ark med bogstaver i (Letraset). Det var 80’erne trods alt og skrifttyper er ikke copyrightsikret i USA, som de er i EU. Typografi sidder et underligt sted når det kommer til rettigheder.
Sex Pistols har officielt aldrig clearet brugen af Dronning Elizabeths portræt på ‘God Save The Queen’, som både var et fotografi taget af Peter Grugeon (og dermed hans kunstværk), men det var også et royalt billede, som dermed er dækket af yderligere rettigheder, fordi royal shit. Men fordi at James Reid lavede et transformativt eller parodisk værk ud af det, så er der noget råderum i forhold til ophavsret, hvilket vi i dag kalder “fair use”.
Det her handler heller ikke om at beskytte store virksomheders assets, for dét er sgu ikke punk. Det handler om at skabe.
De fleste subkulturer har altid haft et vist overlap med piratkopikulturen, på samme måde som de fleste af os, har rodet på Limewire blandt tvivlsomt navngivet mp3-filer. Ulovligt, ja. Men vigtigt for en kulturel udvikling og vidensdeling. For mange af os handlede det også om tilgængelighed. Det er ikke alle, der har seje undergrundspladebutikker i området eller kendte nogen, der overhovedet var en del af scenen. Det er begrænset, hvor meget Converge sælger i en Merlin i Nakskov i 2006. So a country boy gotta make do.
At snuble lige før målstregen.
I kunstnere går igennem så meget arbejde for at nå dertil: I finder ud af at I gerne vil spille musik, at I har noget på hjertet. I finder midlerne til at købe instrumenter, og I bruger en hulens masse tid på at øve jer. I finder endda andre folk at gøre det med, og I kommer frem til at I skal starte et band. Vildt mange drømme var allerede døde her. Men I holder ved, I skriver sange, kompositioner og tekster.
I nusser med pedaler for at finde den rigtige distortion, der udtrykker jeres vrede og følelsesmæssige armod på den helt rigtige måde.
I investerer så meget tid, penge og energi, på noget der giver jer glæde, men nok aldrig vil give jer en monetær kapital tilbage. For det er heller ikke meningen.
I finder en der vil hjælpe med at optage pladen. I kunne egentlig nok gøre det selv – altså, er det ikke bare nok med nogle mikrofoner i øvelokalet og så kalde det DIY? Men I vælger at betale jer fra det, få noget professionel hjælp, viden og udstyr. Stærkt, godt valg. Lytteren har også fortjent bedre, og vi har ikke rigtig brug for flere bands der forveksler dovenskab med undergrund.
Efter I har fået optaget jeres album, EP, whatever, får I den mixet. Det er der også nogle der skal gøre, for lyd er sgu ret vigtig for den samlede oplevelse og man vil jo gerne altid give sin kunst den bedste forudsætning. I har udgydt blod, sved og tonsvis af timers frustration, for at nå hertil.
Og så bruger I fucking Midjourney.
Det handler ikke om anti-digital/pro-analog eller en eller anden form for opretholdelse af traditioner. Jeg er ikke luddit – jeg er grafiker og 95% af mit arbejde er digitalt. Det handler i højere grad om adfærd og tilgang, ikke bare til værktøjet, men kulturen som helhed. Pladecovers og art direction (gud, hvor lyder det prætentiøst), har altid været en vanvittig vigtig indgang og identifikator, da man oftest ser merch eller pladecovers, før man hører musikken. Hvem har ikke checket et band ud af den simple årsag, at de havde et fedt cover?
Det er heller ikke fordi, at AI tager det imaginære brød ud af min imaginære families mund. Nemme løsninger tager de nemme kunder og det rydder ud i bestanden. Det er sgu mere skuffelsen over, at se en så doven, syntetisk og åndløs tilgang til en vigtig del af vores miljø. Et miljø der har anti-kommerciel og integritet som grundsten og attitude mod verden. Og så vælger I at dolke det selv samme miljø, der delte jeres smerte og frustration i ryggen, med en kniv, I ikke engang har hapset fra FreePik.
Det har samme emotionelle dybde som “5 Minute Crafts”-short form-videoer på Facebook. Ja, det er et visuelt produkt, men det fandme også kun det. Et produkt. En vare, der er produceret med det ene formål, at udfylde et tomrum. AI er ikke DIY, det er kapitalistisk sjælløshed.
Kom tilbage til folden.
Vi har en masse kreative og fantastiske mennesker i miljøet, så I behøver ikke engang at skrive til en makker på Instagram med 55.000 følgere, eller finde en der undergraver hele branchen på Fiverr. Der er så mange stærke kunstnere lige rundt om hjørnet, som bare venter på at blive inviteret med på jeres rejse. Så længe I bare husker at betale dem. Hvis det virker som en lidt for stor mundfuld for et par introverte typer, så kan I gøre det selv, det er sgu også trve. Canva er gratis, GIMP er gratis. Affinity er gratis og bliver oprigtigt set som en seriøs udfordring for Adobes monopol. Der er tonsvis af videoer på YouTube, der kan lære jer at bruge programmerne. Gratis. Der er også en masse viden om grafisk design og visuel kommunikation på YouTube, så I kan bruge de rigtige virkemidler og skabe det rigtige udtryk for jer.
Står I helt bar bund, så ræk ud, enten til folk i jeres miljø eller til os på Selvtægt, så kan det være at vi kan sende jer videre.
Vi har en hel interview serie med fremragende kunstnere, blandt andet her og her.
Jeg vover lige en påstand: men I kan også godt spørge mere etablerede bands, det tænker jeg sgu at de færreste har noget imod.
Det er sexet at hjælpe andre og seje bands deler ud af deres erfaringer.
Der er ikke en undskyldning for ikke at gøre det ordentligt. Det handler ikke om den tekniske løsning eller det endelige resultat.
Det handler om indsatsen.
Begrænsninger i teknik, evner og materielle betingelser har ikke bare altid eksisteret, det har formet og bidraget til kulturen.
Punk er simpel musik fordi folk ikke var “bedre” (sagt af en, som er musikalsk inhabil). Koncertplakater bestod af avisudklip, én farve og dårlig opløsning, fordi det var sådan kopimaskinen på biblioteket var. Vi omfavner lo-fi lyd som en ære, når det rent teknisk handler om manglende ressourcer. Begrænsninger er med til at forme vores forståelse af, hvad kultur, vi er. Hvad der måske startede som en bug, er blevet en feature. Noget vi omfavner.
Jeg vil til enhver tid foretrække noget dårligt (set i et teknisk/funktionelt lys) frem for noget dovent. For det er sgu et privilegium det vi laver. Det er ikke alle der har midlerne, tiden eller overskuddet til at have en hobby – især i den her kaliber.
Så hæv standarden, drop jeres SkoleKridt™ skrifttyper, generisk stock-materiale og AI-genererede dæmoner. Invester ligeså meget energi på det, som I gør på jeres musik. Jeres visuelle udtryk inviterer os ind i jeres univers på afstand, før vi overhovedet hører jeres musik. Og i en verden af overflod og med 100.000 nye sange på Spotify hver dag, så er der fandme meget støj, man skal se igennem.
Og det er sygt ærgerligt at mange ikke tjekker jeres fede rock ud, fordi at I har promptet jer til nogle flaming skulls og dæmoner.
Bands, vi kommer til jeres shows, vi køber jeres merch. Vi får sågar tatoveringer af jeres musik. Vi vil så gerne støtte jer.
Så kan I ikke lige lave noget der er værd at støtte?
