Det var aldrig bare en fase

Skrevet af:









Kunstner(e):

Tema:
Genrer:

Det er nok ikke gået manges opmærksomhed forbi, at nu-metallen i en eller anden grad er vendt tilbage. Eller, det er den ikke rigtig, men vi lytter til den igen. Når andre genrer har fået renæssancer – som thrashen får det cirka hvert tiende år – handler det om nye bands, der samler handsken op og spiller noget, der mindede om det, de hørte som unge.
Sådan er det ikke med nu-metallen. 
Der er ikke kommet et nyt Limp Bizkit eller et nyt Korn. Derimod sætter vi bare ‘Rollin’’ på igen, og laver kørebevægelsen med højre hånd, mens vi kæmper os så godt igennem rappen som vi kan. Hvis man har lyttet til radioprogrammer, som fx. Omegalistens guilty pleasure-serie, har det nummer også figureret adskillige gange, og vi ser det på hinandens stories.
Hvor memes om Fred Durst i mange år har været hånlige, er de nu blevet nærmest varmhjertede og elskelige. Det er ikke længere tabu at sætte ‘Chocolate Starfish and the Hotdog Flavored Water’ på, eller at synge højt med på ‘In the End’. Adskillige af os begynder endda at tale om Chesters vokale spændvidde, Wes Borlands guitarvirtuositet eller alt muligt andet. Men det er et røgslør. Nu-metallen er ikke bedre end sit rygte. Den er præcis som den altid har været.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Da jeg var måske 17 år – og det er vel at mærke 20 år siden – skilte jeg mig af med omtrent en hyldemeter cd’er. Fulde samlinger af Deftones, Korn, Creed og Limp Bizkit, en enkelt med P.O.D., et par stykker med Papa Roach og så videre. Det var ikke fordi, jeg var frontløber på digitale medier. Langt fra. Det var derimod en udrensning. Det var et overgangsritual. Jeg havde brugt mange timer i Guf i Ballerupcenteret, Stereo Studio i City2 eller Fona2000 på Strøget for at indsamle dem, for ej at forglemme den betragtelige investering de var, set i forhold til de spinkle sparepenge.
Det var et opgør med den person, jeg havde været. Et slags rituelt selvmord på de dele af min personlighed, jeg ikke mente jeg kunne være bekendt og ikke ville associeres med længere. Set i forhold til xhosa-folkets “ulwaluko” er det småting. Ikke desto mindre husker jeg med klarhed udflugten til Accord i Vestergade for at få lidt penge ud af dem. Det var ikke alverden, men tyngden i beslutningen var stor. Fra da af stod den på ægte metal, gerne den sorteste af slagsen. Lyrikken skulle ikke handle om følelser og forhold, den skulle være sober og uden bandeord og gerne ganske højpandet. Bandeordene blødte jeg med tiden op på – da det gik op for mig, at ‘Viva Emptiness’ var god, selvom Renkse sagde “fuck” –  men det tog lang tid før jeg gav mig selv lov til igen at lytte til ‘Alive’, ‘Got the Life’ eller ‘My Generation’.
Det samme gælder for mange af mine jævnaldrende, har jeg bemærket. Men vi gør det nu. Vi har genfundet den musik, vi søgte dengang vores identitet var i sin spæde vorden.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det er godt. Ikke fordi nu-metallen musikalsk, lyrisk eller kunstnerisk var noget højdepunkt. Men det, den til gengæld gjorde, og som kan fremkalde både fnis og øjenrulninger var at tage sig selv og sine følelser alvorligt. Det er nemt at forbinde nu-metal med forslåede knoer og nævemærker i gipsvægge, men ikke desto mindre gav den os afløb for alt det, der er svært, når man er teenager. Man følte sig misforstået, man følte sig rådvild, man følte sig tabt, man følte sig stor og lille på samme tid, og en masse andet, som mange, der er nået så langt i denne tekst, sikkert kan genkende. 
Alt det er der vist rimelig konsensus om. Problemet er, at vi troede, at disse følelser ville gå væk.
Men ligesom akne med jævne mellemrum kigger forbi hos de fleste af os, gør de svære følelser det også. 
Det gør de i hvert fald for mig. I skrivende stund har jeg brugt eftermiddagen i mit barndomshjem, og selvom det alt andet lige er noget nemmere nu, kommer jeg stadig i et ganske refleksivt hjørne af den slags aktiviteter. Og det viser sig, at den her fremmedgørelse og usikkerhed stadig sidder ganske rodfæstet i mig. Nu til dags går jeg til psykolog og tager medicin i stedet for at synge med på ‘lovehatetragedy’, men ikke desto mindre er det samme følelse af utilstrækkelighed, der stikker sin luskede rævesnude frem.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

På trods af behandling, er der stadig meget, man selv skal arbejde med. Derfor er det også en blandet fornøjelse at genhøre musikken. Ikke på den sædvanlige vis, hvor man mener det i bund og grund er noget pis, men derimod en vemodig følelse af at vende hjem og en kæmpe bølge af medfølelse og forståelse, for det unge menneske, der dengang følte sig så forkert.
Så når flere af os er begyndt at genhøre den musik, der betød åh, så meget dengang, men som måtte vige pladsen for det seje, det sande og det hårde, oplever jeg det positivt.

Jeg har måbet. når yngre bekendte kunne høre ‘Boiler’ uden at mærke noget som helst, men jeg har nu forstået, at det var mere end man kunne forvente af dem. De har ikke haft denne forbindelse, de har ikke oplevet følelsen af at kunne se sig selv i Jonathan Davis. Det samme gælder for de ældre venner. De har ret i, at det er banalt. De har ret i, at guitaren er simplistisk og at bassen er flad. Men så har begge disse grupper deres egne idiosynkrasier.
Det vi skal opfatte nu-metallens genkomst som, er en kollektiv tilgivelse af vores yngre jeger. Det er en accept af, at det ikke var nemt. Og at det stadig ikke er det. 
Det er stadig svært. Og man oplever også fra tid til anden, at man står midt i et voksenliv og mangler en, ja, en voksen, der kan hjælpe en. Og det er okay. Det handler om at give sig selv lov til at kigge på sine egne problemer og tage dem alvorligt. For naturligvis er det vel mere nærliggende at snakke om, at man er ked af det, end at nogle vikinger myrder munke eller Satan skal slippes fri. Det er sundt at give sig selv lov til at se indad – bare engang imellem.

Om nu-metal er godt? Tjah, måske? Men det er godt for os, og det er endnu bedre for os at acceptere hvem vi er, hvem vi var og hvordan vi er kommet fra det ene til det andet. 
Og hvis det er sådan, så er der vel ikke andet, der til syvende og sidst, egentlig betyder noget.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook