Den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Der markerer man dagen, hvor man kæmper for ligestilling, for kvinders særlige problemstillinger og imod den generelle nedvurdering af alt, der er er feminint.
Det er også den dag, hvor der alleroftest bliver spurgt: “Men hvad så med mændene?”
Frygt ej, vi har naturligvis også vores egen dag, hvor der skal sættes fokus på de udfordringer vi møder i vores hverdag. Og Gud ved, at vi også har vores at slås med. Men hvor 8. marts sådan set ikke handler om at skælde ud på mænd, så bør 19. november faktisk gøre det.
For de fleste af de problemer vi som mænd oplever kommer faktisk fra os selv. Eller i hvert fald fra den forestilling vi har om, hvad det vil sige at være en mand. For det er ganske tydeligt, at der findes rigtige og forkerte måder at være mand på. Og de forkerte måder indebærer ofte – sjovt nok – når mænd begynder at opføre sig på måder vi traditionelt opfinder som feminine.
Altså, når vi indrømmer, at ting er svære, at der er ting, der gør ondt, at vi har brug for hjælp eller at vi faktisk også har følelser, som kan fylde for os.
En af de ting, der ofte gør sig gældende i klassiske mand-kvinde-relationer er netop, at kvinden skal lære manden at tage vare på sig selv – fysisk og psykisk. Mænd går ikke nok til lægen, for eksempel. Og det gør sig i endnu højere grad gældende for mænd uden nære relationer. Ugifte mænd lever for eksempel cirka seks år kortere end deres gifte jævnaldrende.
Herudover oplever vi ofte, at mænd ikke har nære venskaber, hvor de kan tale om følelser og ting, der er svære, men er hundrede procent afhængige af deres kvindelige venner og partnere. Udover, at det er et voldsomt pres at lægge på sagesløse kvinder, betyder det også, at vi mænd ofte fremstår emotionelt handicappede og, ærligt talt, ubehjælpelige. Derfor er det væsentligt, at en dag som i dag i højere grad handler om, at styrke os selv som hele individer end at tyre et par bajere og se Sylvester Stallone endnu engang.
I den anledning har vi på Selvtægt.dk valgt at fremdrage de væsentlige perspektiver som de findes i forskellige sange. Vi kommer hele vejen rundt, så find din positive maskulinitet frem og hør lidt musik, der kan hjælpe dig til at blive en rigtig mand. Sådan en, der kan klare sig selv og tage vare på sig selv. Det er empowerment.
Jimmy Eat World – The Middle
Den første er fra Jimmy Eat World, og selvom de synger den til en “little girl”, er budskabet så universelt, at den ikke er til at overse. Nogle gange kan det være svært at fastholde håbet og troen på, at det kan blive bedre. Men det kan det. Nogle gange skal man forstå, at “this too will pass”.
Ensomhed er et kæmpemæssigt problem blandt mænd, og det handler i høj grad også om usikkerheden og uvantheden ved at række ud til andre. Det er ofte en opgave, kvinden har i et forhold, og det betyder også, at de mange, der lever alene, ikke formår at have et socialt liv. Som vi ser i videoen, er det nemt at føle sig udenfor. Men det kræver blot en, der forstår en, for at ændre det.
Big Mess – Stay With Ur Friends
For at blive i samme rille, er det ikke kun de romantiske relationer, det handler om. Det er mere end muligt at have det godt, uden at skulle være nogens mand eller kæreste. Men man kan ikke komme livet alene. Det handler om at have nogen, man kan føle sig trygge ved. Flere og flere mænd lever uden venner. I en amerikansk undersøgelse viser det sig, at kun lidt over en fjerdedel af mænd har en sund, venskabelig omgangskreds. Danske Big Mess forstår dette og sætter her fokus på venskaber. Det er blandt de væsentligste ting man kan have, og det er vigtigt, at det ikke bare er mens I spiller fodbold eller Magic: The Gathering, I ser hinanden. I bliver nødt til at hænge lidt ud i omklædningsrummet bagefter, eller tage muligheden for at spørge, hvordan det går, mens i blander jeres decks. For selvom det er naturligt for os at mødes om noget, skal det være det mellemmenneskelige, der er i fokus.
Blink-182 – One More Time
Det er ikke den bedste Blink-sang, men det er blandt deres bedste tekster. Det er smukt at mærke hvordan den lange kærlighed mellem de tre er blevet genfundet og de har forstået, hvor meget, de betyder for hinanden. Det her er positivt mandefællesskab.
Kellermensch – 6705
The Cure sagde det allerede tilbage i 1979, men Kellermensch fortalte os, at det stadig gælder så sent som i 2022. Drenge græder ikke – og hvis de gør, får de en på lampen. Dette er en af årsagerne til, at verden og særligt livet for mænd er så svært som det er. For det er et uomgængeligt faktum, at vi alle sammen har følelser, men hvis vi får at vide, at det er forkert eller – gisp – kvindagtigt at have dem, lærer vi aldrig at håndtere dem. Og det er en af årsagerne til, at mænd først alt for sent får hjælp, hvis de overhovedet gør det. Mænd oplever også i høj grad depression, men forsøger ofte at trække sig, benægte det eller selvmedicinere.
Chewie – The Cutting Room Floor
Med et nik mod endnu en Cure-klassiker,. ‘There is no if’, kigger skotske Chewie på, hvad der sker når mænd har de her følelser, de ikke ved hvordan de skal håndtere. Men i stedet for at gøre det til kærestens problem, formår fortælleren i dette tilfælde at se ud over egen næsetip, og rent faktisk forstå, at hun ikke eksisterer for at stille hans behov. Han burde nok have nogle andre, han kunne ringe til. Men en ting af gangen.
Ayreon – Day 16: Loser
Et af de helt store elementer i en mands liv, vil altid være hans far. De er vores første forbilleder og det ødelægger hele vores virkelighed, når vi opdager, at de ikke er perfekte. De største værker i litteraturen handler om fædre og sønner, og konflikterne er uendelige. Det er vores fædre, der former os og lærer os hvad der er rigtigt og forkert. Og noget af det sværeste er, når vi kan mærke, at vi skuffer dem.
I dette tilfælde har vi at gøre med en far af den gamle skole. En ærgerlig type, der hader kvinder og hader sin søn, fordi han minder ham om sine egne fejltagelser og mangler. Og sådan vil det ofte være. Mænd hader kvinder fordi de minder dem om de ting, de ikke selv kan. Og hvis sønnen gør noget andet end faderen, vil faren blive bevidst om, at han tager fejl.
Tvivler – Mænd, der hader dyr
Og for at blive ved fædre – pater familias – vender vi blikket mod Tvivler, der sætter manden for bordenden i fokus. For de fleste af os består hverdagen af regneark, ergonomiske stole og cykelture i regnen, og så kan det være svært at holde fast i en ide om den stærke mand – krigeren.
“Hvad vi dræber benævner os”, siger Thomas Burø på denne sang. Og hvor mange mænd gerne ville være stærke, gå i krig, dræbe naboen, er det tætteste vi kommer på, når der skal tændes op i grillen eller vi skal skære andestegen for. Det døde dyr bliver billedet på det, vi gerne ville besejre. Og det er også derfor mange mænd reagerer så voldsomt på forslag om kødfri dage. For hvis jeg ikke kan spise et dyr, er jeg så overhovedet en mand? Og når vores fædres generation voksede op i skyggen af krig og angsten for overhovedet at overleve, er det svært at acceptere, at man ikke længere kan have truslen om vold til at bakke sig op.
SYL – Pligt
Det at være mand er ofte det samme som det at være stærk. Vi vokser op med følelse af at skulle leve op til mange forventninger. Vores eksistens kendetegnes ofte af at skulle være noget for andre. Den kendetegnes af pligten. Syl sætter fingeren direkte i såret og trykker lige der, hvor betændelsen sidder.
For vi kan ikke leve sådan. Vi bliver nødt til at være noget for os selv, før vi kan være noget for andre. Det er okay at ville noget. Det er okay at gøre noget for sig selv. Pligten er vigtig at overveje, men vigtigst af alt er at være menneske.
Carnivore – Male Supremacy
Skulle man stadig være i tvivl om, hvad “giftig maskulinitet” er, kan man med fordel høre denne dybt ironiske sang. For evigt en edgelord skrev Peter Steele denne sang for at gøre nar af mænd, der stadig lever i en Conan-tid, og – true to form – tog en masse tåbelige typer teksten bogstaveligt og brugte den som kampråb. Den handler, med vanlig skævt smil og underfundig sarkasme om at dræbe, voldtage og generelt være en fandens ka’l. Men man skal huske, at Steele også skrev en af historiens sørgeligste sange: ‘Bloody Kisses (A Death in the Family)’ om sin elskede kat ‘Venus’, der var med ham i knap tyve år, og hvis død efterlod ham knust. Vi har at gøre med en vaskeægte soft-boi, der i øvrigt heller ikke formåede at få et godt liv ud af en verden, der ikke har plads til den slags.
