Ude på Vestegnen, i Albertslund, ligger Forbrændingen. Der huserer Louise Bagger. Louise står for bookingen af rock, punk og metal på stedet og også for den stadigt relativt nye festival Dødsgangen, der allerede nu har haft prominente gæster, såsom 1914, Konvent, Undergang og Katla.
Louise er nærmest egenhændigt ansvarlig for, at den tunge musik har fundet plads på vestegnen, og som eksilvestegner, følte jeg, der var noget at snakke om der.
Louise kommer dog ikke oprindeligt fra Vestegnen, trods, at hun har skabt sig et navn derude.
Opvæksten var derimod på Vestsjælland, hvor den nu kun 33-årige personlighed tidligt opdagede, at der var noget ved livemusikken
– Min første koncert var med Lars Lilholt tilbage i 1998, fortæller hun.
– Min morbror kørte lastbil for bandet, så han skaffede os ind. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt underligt, at publikum sang med allerede før bandet var gået på. Men jeg kunne vildt godt lide energien.
Når man vokser op i en lille bitte by, kan det være svært at finde ligesindede, hvis ens interesser ikke ligger i den lokale sportshal eller det ellers begrænsede foreningsliv, der måtte eksistere. Og det var også tilfældet for vores hovedperson.
– Jeg var meget hende den underlige. “Satanisten” eller hvad de nu kaldte mig. Det var en ret ufed barndom på den måde. Men det lærte mig ret tidligt at være okay med at være alene. At jeg måtte gøre tingene selv.
Og det betød også, at regionaltoget til København blev hendes andet hjem. Koncerterne skete i storbyen, og hvis Louise ville høre den musik, hun kunne lide, måtte hun tage derind.
– Jeg ville jo se Turbonegro og 69 Eyes. Så jeg måtte tage derind. Så kunne jeg crashe hos min søster om natten, og så hjem dagen efter. Det gjorde jeg en del. Tog ind på The Rock og hvad ved jeg.
Hun uddyber:
– Jeg kender mange, der har sagt “jeg kunne aldrig tage afsted alene”, men altså, det kan man jo. Det er ligesom at rejse alene. Man fratager sig selv en masse oplevelser, og man kan jo sagtens passe på sig selv.
Med tiden ændrede det sig også. Det var gradvist, men hun blev på et tidspunkt en del af scenen, helt uden at have lagt mærke til det.
– Man lærer jo flere og flere at kende. Og i det her miljø er vi ret gode til at passe på hinanden.
– Det er da generelt fedest at have nogle at følges med her i livet. Men det kan man ikke gå og vente på. Man bliver nødt til bare at kaste sig ud i nogle ting, og tage de knubs, der følger med. Så kan man håbe på, at der er nogen, der trøster en, hvis det ikke går. Det er der som regel.
Som voksen gik Louise Bagger også sine egne veje. Hun læste en nu nedlagt spansksproget bachelor i europæisk business på CBS, hvor hun rejste et halvt år til Madrid og skrev bachelor om CSR (Corporate Social Responsibility, red.), i såkaldt fast fashion. Men det kunne ikke fastholde hende. Der skulle ske noget andet. Det var for kedeligt og kulturtungt, mente hun, at skulle læse en kandidaten ovenpå.
– Jeg var i løbet af studiet også begyndt at være frivillig på Gimle på Roskilde, og skrev faktisk min bachelor i cafeen dernede. Så det var naturligt for mig at trække i den retning.
– Det betalte selvfølgelig ikke regningerne, så jeg fik et helt almindeligt kontorjob bl.a. på jobindex.dk i nogle år, mens jeg begyndte at lave mere og mere på Gimle. Jeg blev afvikler og begyndte at lave lys både der og andre steder. Jeg arbejdede både på Copenhell og på Roskilde Festival. Så man kan sige, at det var der, jeg søgte hen.
The odd one out
Men hvad er det, der drager Bagger til den tunge og hårde musik? Det kunne jo lige så vel være Lars Lilholt, der havde siddet fast.
– Da jeg var barn, hørte man jo bare, hvad der var på Absolute Music. Det gjorde man, fordi det var det alle andre også gjorde. Men jeg arvede en hel masse CD’er fra min søster, når hun var færdig med at høre dem. Så kunne jeg sortere lidt mere.
– Jeg kan huske, at jeg fik en Will Smith-plade, som jeg virkelig havde ønsket mig, og at jeg så blev så utroligt skuffet, da jeg hørte den. “Det er jo slet ikke fedt”, tænkte jeg. Men så gjorde MTV, Headbangers’ Ball, Jackass og Viva La Bam rigtigt meget for at udvikle min musiksmag.
Louise fortæller, at hun var vild med den følelse af power, musikken gav hende:
– Det var et helt andet udtryk end jeg mødte til daglig. Der var en højere stemning, en “Fuck yeah”-fornemmelse. Det er der også live, og det er det, jeg godt kan lide.
Musikken, forklarer Louise, er en kæmpestor del af livet og af hverdagen. Fra hun står op om morgenen til hun går i seng om aftenen kører det i højttalere og høretelefoner. Som mange af os har erfaret, overrasker det også omverdenen, at det ikke kun er metal, der kører.
– Så ville mit hoved eksplodere! griner hun.
Og netop det, at vi i dette miljø har den kærlighed til musik – ikke kun vores egen, men generelt – er noget af det, der gør, at Louise elsker at være en del af det.
– Jeg elsker, at vi kan kende hinanden på tværs af alle skel. Nogle arbejder i Danske Bank og går i jakkesæt til daglig, men hiver vesten på og tager til koncert i weekenden. Nogle steder har de deres egne små heavyklubber på kontorerne og tager afsted sammen, eller tager Conni fra regnskab med, når der er noget spændende i Pumpehuset.
Hun fortsætter:
– Og selvom vi ikke er på fornavn med hinanden, så genkender vi dem, vi var til koncert med, nede i supermarkedet og nikker venligt. “Du er også the odd one out”. Vi kender hinanden. Jeg elsker, at der er den åbenhed og rummelighed. Man ved, man kunne snakke med hinanden, hvis man fik lyst.
Kammeratskabet følger også med. Louise fortæller, at har været helt overrasket, når de bands, hun har arrangeret koncerter med, kan huske hende som person.
– Tænk sig hvor vildt det er at have været med til at skabe en enkelt aften med andre mennesker, og de husker mig. Det overraskede mig.
Tyngde på Vestegnen
De sidste par år har Louise så arbejdet på Forbrændingen i Albertslund. Det sørgede hun også selv for.
– Jeg holdt en lille pause fra musikbranchen og fik endnu et helt almindeligt job. Der gik et par måneder, så skrev jeg til Forbrændingen, og spurgte, om jeg ikke måtte booke nogle shows.
Den 33-årige vestsjællænder kan ikke lade være. Det er musikken, der trækker. Og det gik da også slag i slag og nu er hun fuldtidsansat på spillestedet. Og det har været godt for Forbrændingen.
‘Det er i hvert fald min egen, anekdotiske oplevelse. Der har været noget mere larm omkring det i de senere år end tidligere. Og man forbinder det lidt mindre med Suspekt nutildags, end man tidligere har gjort.
– Jeg opdagede jo, da jeg tog til Metal Magic, at det var de samme mennesker, jeg kendte fra Gimle, jeg mødte derovre. Metalpublikummet er utroligt gode til at bruge penge. Vi har ikke noget imod at købe en sixpack og tage toget. Om det så er til Fredericia. Det ville jeg også gerne udvide til Albertslund.
Men det er lidt svært. Jyderne er bedre til at komme rundt end københavnerne. Så selvom det som sådan kun er et kvarter i linje B, så skal der noget til for at få dem ud af starthullerne.
– Man bliver nødt til at satse. Ellers kommer man ingen vegne. Og det har jeg fået mulighed for. Jeg forsøger at booke spændende ting. Uada og Ghost Bath, for eksempel, spillede ikke andre steder i landet. Der var vi så bare uheldige med datoen.
Den slags er umuligt at komme udenom. Der kommer andre koncerter, fodboldkampe, ferier og alt muligt. Men det, der er vigtigt for Louise Bagger er, at man ikke skal kunne se den præcist samme koncert ugen efter i Køge, Næstved eller Pumpehuset.
– Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik de internationale bands her til og voksede. Jeg vil vise, at man kan få metalpublikummet herud. Gøre Forbrændingen til et rigtigt metalspillested.
Det er også hendes bookingstrategi.
– Metalcrowdet er generelt gode til at lytte til alt muligt. Jeg prøver at sætte mine shows sammen, som jeg vil have dem. Det er på en måde mig, de skal komme efter! siger hun og griner lidt skævt.
Og det er sådan, hun gør. For det er Louise, der skaber det her lige nu. Hun fortæller om begyndelsen:
– Jeg inviterede jo mig selv til at booke på Forbrændingen. De sagde, at de havde brug for hjælp. Og så svarede jeg bare “det ved jeg godt. Lad mig gøre det.” Og så kom jeg i gang.
Det var også tilfældet for Dødsgangen. Festivalen, der nu er udvidet til to dage, kom sig også bare af, at der var mulighed for at booke shows i det nedlagte fængsel. Det lod Bagger sig ikke sige to gange, og lænede sig ind i temaet.
– Vi leger med kulissen, jo. Der er fængselstema og fængselstatoveringer. Det er oplagt!
Den største udfordring med at lave en ny metalfestival er i virkeligheden udbuddet, mener Louise Bagger.
– Vi har så fucking mange metalfestivaler i Danmark! Jeg ved udmærket, at jeg ikke dækker et hul i markedet. Så det skal være noget i sig selv.
Så selvom man stadig ikke ved hvornår fængslet skal rives ned, gør Louise sig umage for at gøre det ordentligt.
– Jeg tager ikke bare revl og krat. Jeg gør mig umage og bruger tid på det. Det er også den største udfordring. Festivaler kræver meget planlægning, og jeg har også Forbrændingen at tænke på. Men man skal lære at kaste sig ud i det og sige skidt pyt. Vi har ikke flere timer i døgnet, hvor meget jeg gerne ville det.
Oprindeligt var det egentlig ment som en engangsforestilling.
– Men så råbte konferencier Victor Kaas “Velkommen til første udgave af Dødsgangen!”. Og så måtte jeg jo gøre det igen, griner Louise.
10 to life
Antallet af festivaler er noget, der interesserer Louise en del. Når snakken falder på fremtiden, er det det første hun nævner.
– Det bliver rigtigt spændende. Vi vælter os jo i dem nu. Men fremtiden kommer til at være afhængig af, hvor købestærke vi er som publikum.
– Vi kan virkelig mærke usikkerheden lige nu. Rigtig, rigtig mange billetter sælges i allersidste øjeblik. Der er så mange tilbud hele tiden, og folk har svært ved at vælge. Det gør det bare også rigtigt svært at planlægge noget, når man ikke ved, om det overhovedet kommer til at kunne betale sig. Vi er mange om buddet, ikke bare inden for metal, men generelt i kulturbranchen.
Det Louise til gengæld er sikker på og glæder sig over, er den danske scene. Nye bands skyder op over det hele og de gør det godt.
– Der har lige været en bølge af helt unge dødsmetalbands, der spillede gammeldags, men også på deres egen måde. Og vi ser det også med black metal-bands, og dem, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i hardcore. Det er jeg vild med.
Dødsgangens dage er dog begrænsede. Ikke talte endnu, da ingen ved hvornår bulldozerne rykker ind, men alle ved, det kommer. Men det er også okay med Louise.
– Jeg er vild med, at vi har fået to dage til næste år. Så kan vi få mere udenlandsk på. Men det er også vigtigt, at vi ikke kører det længere, end både vi selv og publikum synes, det er fedt.
Musikbranchen kan dog godt regne med at nyde godt af Louise Bagger længe endnu.
– Haha, ja, jeg kan jo tydeligvis ikke komme ud! Men hvem ved. Måske trækker jeg stikket helt og vender tilbage til CBS. Eller bliver gartner.
