Syd For Solen viste, at festivalstemningen ikke kan gøre alt arbejdet, da der over tre dage blev præsenteret glimrende musikalske indslag i bred spændvidde, der skulle indtages og opsøges
Vi har efterhånden mange festivaler i Danmark. Du kan få dit fix af hård musik på Copenhell, udforske spændvidder på Roskilde og sikkert en masse andet fornuftigt på de festivaler, der nu engang bliver holdt i det mørke Jylland. Syd For Solen bliver dog holdt i København og har i min optik en vigtig plads i festivallandskabet.
Den har måske ikke samme spændvidde, som man kan forvente at finde på Roskilde, men det helt grundlæggende udgangspunkt for de musikalske indslag er i sin essens mere krævende end den gængse Roskilde-booking – det skal forstås på den måde, at Roskilde er et rigtigt godt festivalområde. Du kan se noget ligegyldigt pop på storscenen, så spadsere fra dén til en anden scene, se lidt af det nye og så hurtigt gå videre til noget helt tredje, hvis du føler for det.
Syd For Solens bookinger kræver helt fundamentalt en lidt anden indvielse i musikken, da den begrænsede mængde booket ofte har en mere eksperimenterende kant – samt det faktum, at der ofte kun spiller én anden ting samtidig, eller faktisk slet ikke noget.
Hvad der i hvert fald også har kant – dog knap så eksperimenterende i sin stil som andet på festivalen – er det første navn for undertegnede, australske Amyl And The Sniffers. De spillede punket punk med en “fuck dig”-attitude, hvor vokalist Amy Taylor perfekt indkapslede den essens, som bandet stræber efter.
Et oprør med sig selv
Der er en charmerende klodsethed ved punk samt en fængende resonans hos musikerne bag kompositionerne, når der mellem numrene prædikes gode politiske budskaber, men det er samtidig en genre, der aldrig har sat sig hos mig.
Min store anke med punk live har været, at de bands, jeg har set, ofte har danset rundt om en sjusket linje mellem kaotisk samspil og direkte inkompetence. Det ville dog være decideret uretfærdigt at tildele sidstnævnte beskrivelse til Amyl and The Sniffers, fordi samspillet sad lige i skabet, og det største problem under koncerten var lyden. Den konfrontatoriske energiudledning var desværre bare ikke noget, der resonerede særligt hos mig.
Heller ikke særlig punk, at nægte fotograferne adgang til at tage billeder af koncerten…
Hvad der faldt mere i min smag var amerikanske Wednesday på den mindre teltscene i den anden ende af festivalen. Deres pragtfulde indie- og bedroom indiepoprock passede glimrende på festivalen, og det føltes meget som en decideret hidden gem, da størstedelen var ovre ved hovedscenen for at se Sombr i stedet.


På plade er Wednesday blide, søde og introspektive, men i liveformatet har der tydeligvis været en konsensus om at hæve det dynamiske niveau og gå en anden stilistisk vej. Mange af de normalt stille numre blev nemlig forvandlet til udadvendte eksplosioner, hvor vokalist Karly Hartzman endda går over i flere screamo-agtige passager inden numrenes kulminationer.

Torsdagen bød ikke på andre specielt selvtægtede navne, men Wilco, som jeg personligt havde set meget frem til spillede fredag. De spiller tilsyneladende “alt-country”. Genrebetegnelser gavner ofte, så man ved, hvad det er, man skal til at høre. Adjektivet “alternative” har dog aldrig været mit foretrukne ord, når jeg skulle beskrive musik. Jeg mener, “alternative” betyder vel bare, at det er anderledes – men hvordan? Wilco spiller dog heller ikke country i traditionel forstand om sydstatskærlighed eller gunslingers, så måske er det passende nok.


Det forholdt sig forholdsvis statisk i starten af koncerten, men det var også, som om der opstod et vitalt klik-øjeblik, hvor det bare begyndte at fungere for bandet. Jeg hører ofte folk, der ellers roser Wilco, nævne, hvordan de for længe siden er sprunget fra, da bandet er blevet intetsigende for dem. Men med udfoldelsen af bandets samspil med den sublime folkguitar til resten af bandets akkompagnerende post-rockede passager begyndte det hele at fremstå mere og mere som et pejlemærke for bandets fortid, der nu i nyere, mere udviklet format kunne få lov til at falde på plads igen. Det fungerede i hvert fald for Wilco.

Kampen om udtrykket
Noget andet, der også fungerede, var Turnstile. Det skaber altid splid at diskutere dem, og jeg forstår da godt det besværlige forhold de har til hardcore. For hvor meget det så til tider lyder som hardcore, er der også noget ved Baltimore-kvintettens musik, der konstant spiller væk fra genren: de rene melodier, de blankpolerede produktioner, de store omkvæd, de stadionrockede guitarer.
Hardcore er trods alt en genre med et regelsæt, der næsten er lige så fasttømret som dens egen forestilling om, hvad et regelsæt egentlig er til for at gøre oprør imod. Og hvorvidt Turnstile så engang opfylder eller modarbejder de krav og til hvilket formål det tjener, må være op til lytteren selv. Personligt er jeg en af dem, der godt kan se bort fra regelsættet og nyde Turnstile for det, de gør.


Det var også en rigtig god koncert, men det kunne mærkes, at crowdet var infiltreret af typer, man normalt ikke ville forvente til hardcorekoncerter – det var snarere den stereotypiske Turnstile-fan med de pjuskede frisurer, små overskæg og en påfaldende mangel på lyst til at té sig, som man ellers plejer i en hardcorepit.
Der var heller ikke en eneste, der twosteppede.

Det kan måske lyde som en lille og ligegyldig detalje at hænge koncerten op på, men hardcore har altid været lige så meget noget, man gør, som noget, man hører. Moshpit, two-stepping og den kollektive bevægelse er en del af de iboende fysiske ritualer, som hardcore-genren bærer. Derfor er det problematisk, når Turnstile fortsat portrætteres som hardcore, samtidig med deres moderne og mainstreamvenlige lyd trækker et publikum til, som ikke nødvendigvis viderefører genrens traditioner.
Det er ikke et problem, at Turnstile lyder, som de gør. Slet ikke faktisk. Men det bliver et problem, hvis hardcore reduceres til et musikalsk udtryk og mister sin fysiske kultur.
Heldigvis spillede Turnstile fremragende og med en entusiasme, som publikum i den grad også forsøgte at matche – trods festivalens ikke-specielt-pitvenlige omstændigheder bestående af uendelige støvmængder, der satte sig i alt fra hår til tøj til lungerne på de kære gæster. Musikken fungerede, publikum gjorde næsten, men ingen two-steppede.

Men det er jo heldigt, at problematikken i helheden kan gemme sig bag en god performance fra bandet. Hvis bare det også var sådan for Iceage.
Jeg var ikke særlig bekendt med Iceage på forhånd, men de var blevet talt meget op af dem, jeg var på festival med. Det viser sig dog at være umanérligt tydeligt, at Iceage nok sådan set altid har haft et besværligt forhold til fortiden. En forfinelse af et ellers diskutabelt bagstræberisk syn på genren i form af en sammensætning af post-rocken fra The Velvet Underground, energien fra The Clash og blidheden fra The Police kunne jo godt fremstå fedt under de rigtige omstændigheder. Iceage gjorde bare ingen af delene.

Det er ikke den rå rockæstetik, der er problemet i sig selv. Problemet er, at Iceage efterhånden er fanget i en performativ forestilling om, hvordan rock skal se ud og lyde. Det skal være skramlet, det skal være udadvendt og med en laidback ligegyldighed – men så skal det også lige passe ind i en finfølelse for hinanden, hvor vi alle kan være med og have det godt sammen. Men når man så tydeligt kan gennemskue dobbeltheden og se, hvor meget de prøver at tvinge æstetikken, forsvinder autenticiteten.
Og så lød det i bund og grund også bare hæsligt. Ikke engang på den måde, hvor musikken er grim, fordi den forsøger at være grim, eller hvor dårlig lyd bliver et middel til at få noget andet frem. Forsanger Elias Rønnenfelts persona hjalp heller ikke det allerede kedsommelige lydbillede, og den store stræben efter æstetikken gjorde ikke andet end at gå mig på under koncerten.

De spillede rock i stilstand uden fornyelse med en klar overbevisning om, at genren ikke allerede har fortalt os alt det, den allerede har fortalt os tusind gange før. Det var ugideligt. Lørdagen bød heldigvis på noget mere overbevisende dansk musik, da Brimheim spillede.
Strålende higen
Den beroligende musik formåede at sammenflette de bedste aspekter fra art-rockens bløde nuancer med dreampoppens drømmende stemning. Selv gik Brimheim rundt i en stor hvid kjole og fungerede som en slags popgudinde, mens bandet stod for det komplementerende samspil. Det var skruet sammen på en måde, der konstant føltes i fremgang, også selvom det var de mest subtile forandringer undervejs. Om det var en bagvedliggende trompet, der blev tilføjet, en opløftende basfigur eller flydeakkorder, der fik lov til at klinge endnu længere ud over scenekanten, spillede det bare ind i den blide stil, som Brimheim er kendt for.


Jeg kan godt have et problem med musik, der konstant skal forholde sig så blidt og finpudset – specielt hvis det ikke mixes med indspark fra andre genrer eller forhøjes dynamisk. Brimheim viste dog, at dynamikken sagtens kan sænkes og forhøjes i alle sine egne flotte nuancer, uden at man nødvendigvis skal flette en musikalsk hektisk indflydelse ind.

Anna Von Hausswolff gjorde meget af det samme, dog med en mørkere undertone og mere eksperimenterende kant, der gav udtrykket mulighed for at udfolde sig på en mere dyster måde. Hausswolff formåede i hvert fald at balancere højdepunkterne på tværs af sine dynamiske numre. Der var den gotiskjazzede og æteriske ‘The Iconoclast’, men også spændvidde nok til, at den mere støjede og Swans-inspirerede ‘The Mysterious Vanishing of Electra’, der gjorde ligesom mange tidligere bands har gjort, ved at lade repetitionen stå for hovedrollen og stille bygge et groove og en atmosfære op om det. I Hausswolffs tilfælde blev det bare gjort i sådan et hvilende selvsikkert udtryk, at man ikke havde noget imod fremgangsmåden, som allerede var etableret lang tid før albummet ‘Dead Magic’ fra 2018, fordi det bare fungerede så hamrende godt.

Det er tydeligt, hvor Hausswolff får sine inspirationer fra, men alligevel blev det præget så meget af egen kunstneriske sans, at det føltes forfriskende og nyskabende. På papiret er Geese dog ikke noget specielt nyskabende. De tager fat i ting, som andre allerede har gjort: postpunkens nervøsitet, garagerockens fumlende guitarer, den teatralske stemmeføring og den slags rytmer, der ikke lyder helt rigtige ved første lyt.
I forhold til Iceage formår Geese dog at anvende de byggesten, der allerede er blevet lagt langt før dem. Man behøver nemlig ikke opfinde rockmusikken igen. Der er rigeligt med gamle greb, der stadig fungerer, hvis man blot har fantasi nok til at gøre noget ved dem. Det har Geese forstået.

Hos Geese bliver det velkendte skruet så langt ud, at det bliver fremmed igen og eksisterer i sin egen stil. Det skyldes især forsanger Cameron Winters skrøbelige klagevokal, fjogede mumlen og hans scenepersona. Bandets maniske og skævt sammenskruede samspil er også med til at fuldende den lyd, man forbinder med Geese. Det var specielt tydeligt til koncerten, hvor numre som ‘2122’ blev spillet løsere og løsere samt afveg mere og mere fra studieversionen med støjsektioner og mærkelige adlibs fra Winter, jo længere ind i nummeret man kom.


Det er måske i virkeligheden den eneste form for originalitet, man behøver, hvis man samtidig gerne vil hylde tidligere genrer. Ikke at være den første til at gøre det, men at være den første til at gøre det på en bestemt måde. Det kunne også mærkes, at den genistreg har været velfungerende for Geese, da Under Himlen-scenen ikke på noget andet tidspunkt under hele festivalen var så proppet som da Geese spillede, og fællessangen under ‘Au Pays du Cocaine’ snildt kunne måles med de helt store hovednavnes top-hits.
Koncerten var et tegn på, at Geese ikke nødvendigvis har brug for at opfinde noget helt nyt. De har bare brug for at gøre det gamle på en måde, som ingen andre gør det på. Hvor andre kan ende i genrefetichisme eller plat nostalgisk genopførelse, formår Geese at gøre det til deres eget.

Essensen af Geese synes jeg også Syd For Solen som helhed besidder. Syd For Solen er en festival, der fungerer, fordi den tør at stille krav til sit publikum. Der er ikke nødvendigvis noget, du bare kan gå forbi, mens du leder efter din næste øl eller venter på det helt store hovednavn. Bookingerne kræver koncentration fra lytterne, og når der så yderligere kun er få overlap, bliver det musikalske fokus endnu tydeligere. Det gør selve festivaloplevelsen mindre overfladisk end på andre større festivaler, hvor musikken kan gå hen og blive endnu en aktivitet ved lejlighed blandt mange andre. Her er det ikke kun hvad der foregår på scenerne, men selve pointen i at være der.




