Slagmarksfest i Slagelse

Skrevet af:









Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
Neil Poulsen
Tema:
Adgang gennem arrangør
Genrer: ,

SlagTown Slays er Slagelses bud på provinsfestival og er nu for tredje gang klar med tung musik

Vi burde alle begynde at værdsætte nogle af de metalarrangementer, der ikke foregår i hovedstaden. Eller som konferencier Troels Lehmann siger, at vi københavnersnobber burde være opmærksomme på noget andet end vores hjemby, København. Der er nemlig mange alternativer i provinserne til Refshaleøens Copenhell, hvis man som ivrig koncertgænger har brug for den slags. Og der er som regel bred spændvidde på diverse festivaler, når det kommer til bookingerne. Oftest med en overvægt af danske navne, men også internationale bookinger, hvor man indimellem godt kan blive overrasket over, hvad arrangørerne har formået at slæbe hjem.

Sådan er det dog ikke med aftenens første band Afdød. Ikke fordi Afdød er underlegne musikalsk, men fordi aftalen mellem bandet og arrangør Bianca Beest Anhalt, har været ganske gnidningsfri. Afdøds selvudnævnte genre “Slagelse Death Metal” alene er grund nok til at booke dem. En anden årsag er den, at de har øvelokale i kælderen til den bygning, som SlagTown Slays bliver holdt i.

Det er ikke fordi, at Afdød gør noget, man ikke har hørt før. Men det de gør, er til gengæld så passende effektivt, at det er svært ikke at lade sig medrive. I hvert fald under numre som ‘Rectally Hollowed Out’, der er af samme standard som meget andet dødsmetal, men meget mere mindeværdig. Med en næsten Gojira-agtig guitartone, og meget mere entusiasme end dit gennemsnitlige ungdomsdominerede dødsmetalband er Afdød i deres es, når de står på scenen, også selvom betydelige instrumentalfejl undervejs og sjusk i den ellers vildt stærke vokal fra stand-in vokalist Anton Floystrup er uundgåelige.

Det faktum, at åbningsbandet fungerer så godt, får de næste bands optrædener til at fremstå middelmådige og måske endimensionelle. Selv hvis Lotans ellers fine melodier ikke gik tabt i lydbilledet, er det stadig ikke noget, jeg bider mærke i. Heller ikke når der bliver råbt ting ud som “Siden den kolde krig har Europa ikke været tættere på ødelæggelse” i forsøg om at piske en stemning op hos det så godt som stillestående publikum. Endnu mindre fanger Horned Almightys kageformsblack mig. Det ligner og lyder som en version af Mayhem, der er halvanden snes år for sent på den. Men sådan har jeg det med meget black metal, der heroiserer ting, som blev gjort ‘seje’ af en håndfuld edgy teenagere tilbage i Norge i 90’erne; så måske er det ikke Horned Almightys skyld, at det ikke rører mig. 

Efter en længere pause end forventet, grundet lydproblemer, er det The Arcane Orders tur på scenen. På papiret burde The Arcane Order være noget for mig, og jeg kan ikke tage fra dem, hvor dygtig hver musiker er, men jeg kan simpelthen ikke føle noget som helst ved det. Det føles for poleret, og bliver kun reddet af den entusiasme vokalist Kim Sternkopf udleder på scenen.

Lykkeligvis er der intet, der stopper en i at bevæge sig ud på pladsen foran spillestedet i stedet og tage en lidt længere spisepause end tilsigtet. Ude foran er der mulighed for spisning fra madvognen Grill-Bassen, som jeg personligt synes er en glimrende tilføjelse til festivalen. Selvom priserne er blevet hævet siden sidste års arrangement, synes jeg stadigvæk, at det er priser, der kan betale sig – i hvert fald sammenlignet med andre metalfestivaler. Jeg fik også snakket med arrangør Bianca Beest Anhalt, hvor hun sagde, at SlagTown Slays skal være en metalfestival for alle; en status, den uden betænkeligheder opnår. Både i forhold til fremmødet, hvor en stor del er ungdomsdomineret, men også i forhold til repræsentativitet af bands – for eksempel Afdød.

“SlagTown Slays skal være en metalfestival for alle”

– Bianca Beest Anhalt

Slaget efter optakten

Efter pausen er overstået og menneskemængden bevæger sig ind i musikhuset er Orm ved at gå på scenen. Jeg hørte en sige, at dette års SlagTown Slays var en falleret udgave af de tidligere år, da der var “for meget black metal på en dødsmetalfestival”. Heldigvis for SlagTown Slays er Orm et af de bands, der er med til at hæve niveauet gevaldigt. Det kan godt være, man har set Orm hundrede gange allerede og hørt nummeret ‘Fra dyden’ til hver koncert siden monumentale ‘Intet • Altet’ udkom. Men selvom det er sådan, er det altid en fornøjelse at se dem. Alt fra deres buldrende torden i det kolossale lydbillede til deres stille passager, hvor scenen druknes i røg og hvidt lys for at fremhæve deres æstetik, er med til at udbrede helhedsoplevelsen og skønheden i deres koncerter. Jeg var ikke i tvivl om, hvorvidt Orm ville gøre det godt, da jeg bevægede mig ind i den mørke koncertsal efter spisepausen. Når det er Orm, så ved man, at det bliver godt.

Og som en endnu bedre og mørkere addition til årets festival er Afsky, der ligesom Orm formår at skrive black metal, der faktisk er interessant. Til Afsky er der mødepligt, og det virker også til, at mange i aften er mere begejstrede for denne booking end mange af de andre. Det foregår med Frederik Jensen fra Mother of All som stand-in-guitarist for Simon Skotte, men selvom der har været udskiftning i besætningen, foregår samspillet stadig lige så fejlfrit og håbløst imponerende, som det plejer. Især med Simon Frenning og Ole Luk der på henholdsvis trommer og vokal er nogen af de allerdygtigste musikere på den danske metalscene. Opfindsomheden er noget af det mest fremtrædende i Afskys numre, hvor en bred vifte af virkemidler som sorte melodier og smertefremkaldende rædselsskrig får numrenes overordnede kvalitet til at forstærke tekstuniversets idylliske tomrum og længsel efter ensomhed – noget, der var særligt betydningsfuldt på Luks seneste soloalbum med Afsky ‘Om hundrede år’. Tak for alt.

På en knap så imponerende note, men stadig noget, der skulle vise sig at overraske mig positivt meget, er festivalens første ikke-danske navn, nemlig polske Hate, der efter en del forsinkelse er klar til at supplere med deres bud på black metalfremføring. Igen føles dette band mere som hovednavnet, end hovednavnet selv. Røde lys, levende flammer og en sceneudsmykning i form at et slags alter er hvad der bliver afsløret, når det store sceneforhæng fjernes. Hate spiller imponerende groovy i deres mørke dødsblack, samtidig med, at de fremstår som det eneste band i aften, hvis aggression er så fremherskende og aktuel, at det faktisk formår at stikke lidt til de resterende koncertgængerens kampånd. 

Hvis Slagelses særkende er noget, der har sammen musikalske standard som de passager, hvor Hate fungerer, så ville jeg ikke have noget imod at tage til hertil noget oftere.

Det får mig dog stadigvæk til at tænke over hele det dér pionerer-efterkommer-kompleks, hvor man bruger Mayhem, Gorgoroth eller det dér helt tredje norske blackmetalband, hvor de maler sig hvide i hovedet og spiller farlige, som udgangspunkt. I det mindste er der ikke afskårne grisehoveder eller en frontmand, der udfører selvskade på scenen under Hate, så det er vel noget? Men selvom jeg står her, og har det ambivalent med hele æstetikken, så er Hate stadig hvert sekund værd. Hvis man stadig er tilbage på festivalen på dette tidspunkt, kan man lige så godt se Hate, da der heller ikke foregår meget andet i nabolaget; her er der ikke andet at vente på, og det er Slagelses særkende. Men hvis Slagelses særkende er noget, der har samme musikalske standard som de passager, hvor Hate fungerer, så ville jeg ikke have noget imod at tage hertil noget oftere.

Mellem klokken “får jeg overhovedet nok søvn?” og “jeg når ikke mit tog hjem” er det blevet tid til aftenens hovednavn, norske Keep of Kalessin. Og så ærgerligt som det er, at slutte på en negativ bemærkning, er jeg stadig nødt til at forholde mig objektiv: det fungerer simpelthen bare ikke for dem. Det, der normalt fungerer for bandet, er deres mægtige lyd og udtryk. Men det virker som om, at det går fuldstændig tabt i et lydbillede, der er lige så kludret, som leadguitaren er uhørlig. Det hjælper heller ikke, at fremmødet er afsindigt småt. Bandet virker dog ikke til at lade sig påvirke, hvilket de skal roses for. Det hjælper på oplevelsen, at bandet formår at vedligeholde samme entusiasme, som de ville have gjort for et tætpakket publikum. Hvad der ikke hjælper på oplevelsen, er den ene person, der prøver at crowdsurfe undervejs. Helt ærligt, jeg er ærgerlig over at blive så skuffet af Keep of Kalessin, da deres stormægtige udtryk var noget, jeg havde glædet mig til at se.

Bianca har gjort et prisværdigt stykke arbejde for at give Slagelse den metalfestival, Slagelse fortjener. Og selvom hovednavnet var et flop, så fik Slagelse stadig den metalfestival, de har fortjent. 

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook