Reportage: Vulvatorious i Ballade Studios

Skrevet af:







Kunstner(e):

Genrer:

Frankie’s Pizza. Hvis man er københavner, har man sandsynligvis set de karakteristiske lyserøde pizzaæsker rundt omkring. Man ved måske også, at man nemt kan betale kr. 130,- hvis man kunne tænke sig mere end ost og tomatsovs på den. Selvom deres slogan er “In Crust We Trust”, er det måske ikke lige det, vi forbinder med rå black metal. Ikke desto mindre er det gennem duft af pizza og ironiske tophuer i 25 graders varme, vi begiver os, når vi skal finde Ballade Studios på Sortedams Dossering.

“Inde i gården, i bagerste, højre hjørne”, får vi at vide, og det er da også lige under verandaen hos Food Club Nørrebro, vi spotter et Strychnos-klistermærke på et ramponeret askebæger, og bliver bekræftet i, at vi er på rette vej. I en ganske lun kælder møder vi Vulvatorious, der alle er klemt sammen bag Lasse Ballades skrivebordsstol og sidder i næsen andægtig stilhed og kigger på Ditte Krøyers tårnhøje skikkelse, der som en løve i bur skriger slutningen af ‘Cunt War’ ind i den improviserede mikrofon.Efter brølet er klinget af, siger Lasse Ballade tørt, uden at vende sig: 
– Hold da kæft, hvor får I mange gæster i dag. Det er jo nærmest Hovedbanegården, inden han igen retter sin opmærksomhed mod skærmen, hvor adskillige spor figurerer og Lasses trænede øje lægger mærke til alle de små forskelligheder i lydbølgerne.
 – Den var god. Det lyder mindre som ‘Convoy’ end sidste gang, siger han, henvendt til Krøyer, da hun forpustet kommer ud af glasburet. Vi begynder hurtigt at forestille os et cover af C.W. McCalls lastbilsklassiker i al dens storhed.


Vi andre har siddet i andægtig stilhed og hvisket sammen, men alligevel kunne guitarist Sofie Angen ikke holde et lille jubelråb tilbage, da “WAAAAAAR” blev brølet ud. 
– Jeg håber ikke det kom med, udbryder hun forlegent.

Men Lasse Ballade har styr på sagerne, og noget af det vi bed mærke i, da vi besøgte studiet var, hvor meget bedre alting lød, her to år senere. Noget af det handler om, at bandet er blevet bedre, mere selvsikre og dygtigere, men en del af det handler også om studiemagien som den velrenommerede og produktive producer kan udøve.

Det er da også en ny oplevelse for bandet, der ligner nogen, der nærmest har boet i studiet.
– Det er fra 10 til 18 hver dag, smiler Angen træt.
– Og så lige nu, hvor det endelig er blevet godt vejr.

Bandet har taget fri fra deres jobs, for at flytte ind i Lasse Ballades kælder, og det er en helt ny, professionel tilgang, de lægger for dagen, når der skal knokles.
– Det er helt vildt intenst. Men Lasse ved virkelig hvad han laver, fortæller guitaristen.

Vi er i mellemtiden rykket ind i selve studiet, da den anden guitarist, Signe Lading, er blevet kaldt i audiens hos produceren for at få helt styr på en guitarlinje. Undertegnede får ubehagelige associationer til musikkonsultation i gymnasiet hos den ærværdige Hans-Henrik Brok, der stod for at banke bare en lille smule melodiøs forståelse ind i knolden på blomsten af Vestegnens ungdom.
Koncentrerede sidder de to lige over for hinanden, mens de arbejder på at få den til at sidde lige i skabet. Lading er dygtig, det kan der ikke herske tvivl om, men koncentrationen står alligevel malet i ansigtet på hende, mens producerveteranens rynkede bryn hviler på hende.

Imens forklarer sanger Ditte Krøyer, stadig i en lidt forvirret tilstand, hvordan de har været nødt til at flikke en mikrofon sammen, da Lasse Ballades oprindelige setup, med et fastmonteret stativ på væggen, slet ikke fungerede for hende.
– Jeg kunne ikke stå så stille, smiler hun forlegent. Da vi kiggede ind gennem ruden, lignede hun da også sig selv, som vi kender hende fra bandets liveoptrædener.
Hele kroppen var med. Højre underarm klemte mod mellemgulvet, som for at presse al luft og energi ud gennem stemmebåndene, og ansigtet var forvredet i grusomme grimasser.

Ditte Krøyer er måske mindre performer, end vi regnede med. Det kan være, at det blot er sådan, energien påvirker dens redskab. I hvert fald er hun ganske selvbevidst i sit forsigtige smil, da hun opdager, at hun bliver betragtet. Og sådan er Ditte Krøyer. Monstrøs når hun perfomer. Overvældende sød, når hun ikke gør. Det lolliske klinger af hende, når hun taler om sin “måmmor” – mormor, for os andre – og kontrasten er imponerende.
Det samme gælder egentlig for resten af bandet. 

Trommeslager Rasmus Aarslev er udmattet, og falder næsten i søvn på sofaen, mens vi deler en øl med de andre, og Sofie Angen forklarer, hvordan hun mærker det samme.
– Det var vildt. Da jeg cyklede hjem første dag, var alle muskler i mine arme og mine fingre ømme. Det var ligesom om, jeg havde brugt dagen i fitnesscenteret, siger hun, og masserer sine skuldre. 

Det er helt tydeligt, at studielivet er noget helt andet end de tidlige dage i øveren. Men Vulvatorious er vokset med opgaven. Bassist Florent Bessont har netop fået skrevet teksten færdig til en sang, de skal i gang med samme dag, og selvom klokken efterhånden har passeret 18, er de stadig i gang. Lasse Ballade er en hård mester, og vil lige have en omgang ‘Cunt War’ mere, for at være sikker.

Krøyer tager en indånding og skridter beredvilligt ind i boksen igen.
– Vi er kommet langt, siden Signe, Ditte og jeg sad i verdens værste øver i bunkeren på Amager, griner Sofie Angen.
– Dengang, hvor jeg bare var skidevred og alt var pis. Jeg hev hidsigt i strengene, og det endte med at blive til ‘Cunt War’. Og mens det næsten Darkthronede riff skærer under Krøyers monstervokal, forlader Selvtægt studiet. Hvem ved, hvor længe bandet fortsatte?

Click here to display content from bandcamp.com

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook