Alright, du undrer dig sikkert over hvordan jeg endte i en sexshop på Nørrebro, omgivet af mennesker, der er halvt så gamle som mig, mens jazzet indiepunk blæser ud af højttalerne.
Well, har jeg egentlig en forklaring? På en eller anden måde havde fotografen opsnappet, at det unge konservatorieorkester ASTA (eller ASTA Band?) eksisterede og spillede musik, der var relevant for mig og vores læsere. Derudover havde han også opdaget at den utroligt sjove og seje butik Peech, der primært står for at sælge alskens sexlegetøj og udbrede sexpositivitet, ville stille de samtlige 20 kvadratmeter deres butik på Guldbergsgade består af til rådighed for en lille gennemspilning af bandets kommende EP.
Så omgivet af gratis Brooklyn Brewery-bajere, unge mennesker i genbrugslæderjakker og solbriller, der var kiksede, da jeg var ung, og dildoer, vibratorer, glidecreme, pikringe og alt hvad hjertet og andre organer ellers kunne begære i alle regnbuens farver blev vi budt velkommen. Tre musikere og omtrent seks sange, og så stod vi ellers som sild i en tønde og lyttede og jublede.
Forsanger Asta, der også står for både bas og keyboard, gjorde en særligt interessant figur af sig. Ikke fordi den jazztrænede og skødesløst elegante trommeslager i cykelkasketten ikke fremviste den ene interessante teknik efter den anden, eller at den langhårede guitarist ikke fik mig til at smile over hele fjæset, når han i bedste Jimmy Page-stil vred toner ud af guitaren med en violinbue. Men Asta og hendes lyriske fremførelse var altså noget andet. ‘Jeg har haft det mærkeligt hele mit liv’ og ‘Hvornår tror du du får en kæreste Asta spørger du’ var de eneste numre, jeg havde kunnet lytte til på forhånd og den måde hun formår at fremføre noget dybt og relaterbart – især for kvinder, kunne jeg forstå på Selvtægts forperson, der også var med – på så knækket og prosaisk vis.
Under ‘Havfruesangen’ forklarede hun til fulde hvordan en kvindes indre liv og utæmmede potentiale, bekymringer, evner og så videre fejes til side for et par bryster, man kan kigge på, og på en eller anden måde kunne jeg også sætte mig ind i ungdommens ængstelighed for at være kedelig eller for at være alene. I ‘Jeg siger’ beskrev hun et forhold, hvor den mandlige modpart havde besluttet sig på begges vegne for, at de bare skulle være venner. Venner, der boller, naturligvis, men ikke nogen, man kan stole på eller forvente noget af. Frustrationen over, at andre kunne bestemme både en relation og en del af ens liv var øjenåbnende i sin enkelhed.
Stærkt gået og tematisk relateret til TV-programmer som ‘Doggystyle’ eller Anna Juuls ‘Min Kamp’.
Når det koger over i skrig og rå guitar, bliver det rigtig fedt og punkelementerne lader sig ikke fornægte. For i 2026 er det åbenbart stadig så meget uden for normen at tale ærligt om at være kvinde, at det ikke kan være andet end punk. Selve det at insistere på at eksistere og have lov til at tale om sine problemer uden at lægge skjul på dem er en modstandskamp.
Og det er det også at drive en butik med sexlegetøj, der ikke smider pornoficerede pinups på væggene, men trodsigt slår fast, at sex er godt og frigørende, når det sker på egne præmisser.
Selvom det var en atypisk aften, var det absolut en aften i punkens tegn. Tak til Peech og ASTA for det, og spørgsmålet består. Er det os, der har haft det mærkeligt hele livet, eller er det den verden, vi bliver tvunget til at leve i, der er pisseunderlig?
