Odense Metalfest sværger til old school, men tiltrækker nyt blod. Reportage fra en weekend i 90’erne.
“Der er styr på blodsituationen!”
Jakob Schultz smiler bredt under kasketskyggen, da han fortæller Michael Andersen og mig om “den mest metal besked, jeg lige har skullet levere.”
For det er det jo: Det opsummerer perfekt den næsten barnlige glæde ved det groteske, som metal trods ihærdige forsøg på at blive voksen og alvorlig aldrig helt har kunnet ryste af sig. Heller ikke selvom den macho-brovten og weekend-satanisme, metal en overgang var ved at koagulere i, nu igen bliver udfordret af en ny generation af fans med andre normer og andre problemer end de fyre, altid fyre, der startede det hele. Det er helt symbolsk, at konferencieren Sonja Rosenlund Ahl – som også optræder med Panzerchrist – flasher en solsikkesnor i læderbuksebaglommen, for det er modsætningsforholdet mellem det brutale og det skrøbelige, det potente og det afmægtige, bravaden og tvivlen, at metal fortsat har noget at sige nye generationer.
De unge fylder godt op til anden omgang Odense Metalfest på Posten, selvom udgangspunktet er old school. Det er svært andet, når arrangørerne er Schultz og Michael Andersen, for de var med til at sparke thrash og dødsmetal i gang herhjemme for godt tre årtier siden: Schultz som skribent på Metalized og guitarist i først Invocator og siden Maceration; Michael med fanzinet Emanzipation og som sanger i Thorium og Withering Surface.
En fest for Fyn
Sigtet med Odense Metalfest er først og fremmest lokalt: Det handler om at styrke og udvikle det metalmiljø, der er i Danmarks tredjestørste by, og hvis man som Michael Andersen tilfældigvis også er direktør for Target, er det nok ikke udelukkende altruisme, men lige så meget et spørgsmål om at sikre, at der er et marked for ens produkt. Odense Metalfest har ikke de store, internationale trækplastre, for de skal ikke nødvendigvis trække andre end fynboerne til – Asphyx som hovednavn er superfedt, men er det hånden på hjertet noget, nogen ville rejse særlig langt for at opleve? – og til forveksling ligner festivalen en hvilken som helst anden mellemstor dansk metalfestival i en hvilken som helst anden større dansk by.
Så får man sådan en halvsløv pit, der ligner min svigerfar, der skynder sig.
“Men så skiller vi os lidt ud med det hardcore, Schultz får fat i,” indvender Michael Andersen, og det er faktisk en god pointe. Ikke fordi de hardcorenavne, der er på plakaten, i sig selv er trækplastre, men fordi de giver mulighed for lige at danse metaltrætheden af sig og får lagt trykket på sidste stavelse i Odense Metalfest.
Sådan er det i hvert fald til tyske Mindslaver, der lørdag aften pisker en stemning op på det pakkede gulv foran den lille scene. Fredagens circle pits kunne godt se lidt for magelige ud med gadedrengehop, luntetrav og blide puf, men lørdag er der tilsyneladende ingen, der kerer sig om, hvor mange blå mærker de har i morgen. Det er startet allerede om eftermiddagen, hvor nordjyderne Hard Lessons efter Blodrus’ effektive bølledød får skabt dagens første pit foran den lille scene med en meget velmenende og en lille smule klodset hardcore:
“Jeg vil bare sige, at hjemme på Aalborg Metal Festival, der står der på det her tidspunkt to ludere og en lommetyv. I er for vilde!” råber forsangeren og får besøg af både Mites Peter Sandvig og sangeren fra Mindslaver til at hype publikum.
R.I.P. alle
Det er selvfølgelig også nemmere at skabe et publikumstryk på en lille scene, når der trods alt ikke er solgt flere billetter, end at den store sal er godt og vel halvfuld. Det er super bekvemt, men det betyder også, at det er nemmere for publikum at rykke tilbage, hvis de ikke gider danse, og så får man sådan en halvsløv pit, der ligner min svigerfar, der skynder sig, som Ryker’s har fredag aften.
“Det her er første gang, vi spiller i Danmark!” råber sangeren. Det føles bare ikke som et decideret scoop, selvom Ryker’s blev dannet tilbage i 1992. Jeg har i hvert fald set bands i Danmark, der kom længere væk fra end Kassel, og som spillede lige så klassisk beatdown hardcore som dem. Men hey, det er da sjovt på den lidt ufrivillige måde, da de obligatorisk dedikerer en sang til døde venner, og bassisten begejstret råber “R.I.P. to everyone!” Styr på blodsituationen lige dér.
Lørdag aften lykkes hollandske No Turning Back noget bedre sætte ild til gulvet foran den store scene, og da de til sidst inviterer Nicolai og Nikolai fra Lifesick med på scenen, kan alle slå sig på brystet og bekræfte sig selv i, at ja, det er fandme en scene, vi har her, og så hul i, at Martijn van den Heuvel i en af sine endeløse peptalks fra scenen får sagt, at No Turning Back er det eneste hardcore-band, der spiller på den her metalfestival. Sådan, et kvarter efter Mindslaver er gået af den anden scene, jo.
Nisse Karlén kommer valsende ind på scenen med skullet, hasher-lædervest og en meget kropspositiv bar dunk.
Men hvis der inden Odense Metalfest har været lidt murren over, at der også er hardcore-bands på plakaten, kan skeptikerne glæde sig over, at metal stadig fylder mest. Og så komplet ignorere, at den thrash, der i år heldigvis fylder lidt mere end sidste år, selv opstod som en krydspodning med hardcore. Det er både Demolizer fredag aften på den lille scene og Avarice lørdag samme sted gode eksempler på, og at ingen af dem så har taget et eneste originalt riff med (hey Demolizer, Slayer har ringet) betyder ikke en døjt, når øllet og blodet flyder, og stagediverne bliver ved med at komme væltende ind over én.
Den underseedede væddeløbshest fra Helvedes dyb
De originale riffs og den egenartede sangskrivning har fredagens hovednavn HateSphere til gengæld – deres lyd er bare så meget deres, at sådan en som mig, der ikke er helt vildt velbevandret i, hvad de har lavet siden engang i 00’erne, flere gange er sikker på at genkende en af de gamle sange – som så viser sig at være en nyere, der er skrevet efter samme formel. Det er stadig fermt og tight og alt muligt, men jeg kan godt savne den umiddelbare og kaotiske energi, der er hos et yngre band som Chronicle, hvis sanger er med på et enkelt nummer efter selv at have spillet forinden på den lille scene.
Det er vel også meget fint at have prøvet nogle flere sangere af, hvis der nu på et tidspunkt skulle være udskiftning i HateSpillertruppen.
Men hey, spørg da Asphyx om lineup-forandringer. Det kan godt være, at Pepe er det eneste originale medlem i HateSphere: Martin van Drunen kom først med i Asphyx tre år inde, hvor de havde lavet flere demoer. Når han står tilbage som den eneste i dag fra begyndelsen af 90’erne, siger det noget, i hvor høj grad hans vokal er kommet til at tegne Asphyx. Der er en desperation i den, en rå hylen, som om han er ved at blive ædt eller æde nogen. Når Asphyx så samtidig er et af de 90’er-dødsbands, der ind i 10’erne og 20’erne er fortsat med at lave plader med en punket upolerethed og skærebrænderriffs, virker de som det perfekte band til at lukke Odense Metalfest ned for i år.
Det ville være et højdepunkt, hvis det ikke var for Sacramentum som festivalens dark horse. Det er sikkert bare mig, der ikke ved en skid om semiobskur svensk black fra 90’erne (det er faktisk ret meget mig) og ikke kunne være meget mere ligeglad (definitivt mig), men jeg havde aldrig hørt om Sacramentum, da redaktionens benjamin skrev, at det var det ene band, han var virkelig ærgerlig over at misse på Odense Metalfest. Så næsten komplet fordomsfri stiller jeg mig fredag aften op foran den store scene, hører bandet gå i gang med en black, der har været til mere end én fætter-kusine-fest med Dissection, Bathory og Vulcano – og så kommer sangeren Nisse Karlén valsende ind på scenen med skullet, hasher-lædervest og en meget kropspositiv bar dunk. Mens han ruller med øjnene og laver nogle okkulte bevægelser med hånden, der på en eller anden måde minder mig om Ian Anderson fra Jethro Tull eller bare en meget svært besoffen sandsiger, der vil fortælle mig noget om mig selv, jeg ikke ved.
“Sådan noget her er ikke rigtig dig, vel?” spørger Michael Andersen et par sange inde, og jeg må skuffe ham med hans evne som sandsiger: I al sin pompøse tåbelighed, i al sin bedagede mysticisme, med alle sine forsiringer og bare i sin generelle blackmetalhed, så er Sacramentum intet mindre end eminente denne aften. Når Nisse henter en gylden kalk ind for at skåle i blod og spy det ud over sig selv, er det ikke bare metals ældste og ærgerligste trick, det er også et oplagt Insta-moment. Men når musikken står så stærkt, så vitalt, så uforudsigeligt kaotisk og smuk, som den gør hos Sacramentum, kan alt det være lige meget.
Det kan det også, at det her er mange år siden, for lige nu – lige nu er det så meget lige nu. For en ny generation, for de gamle.
Odense Metalfest fandt sted på Posten 20.-21. oktober 2023. Udover de nævnte i artiklen spillede Chokeholder, Endarken, Shadowspawn, Dysgnosti, Steel Inferno og Sylvatica.
