Hvis du, ligesom mig, godt kan lide at leve livet på ultra hard-mode, så burde du tage på rustur og komme hjem samme dag, du skal være på festival.
Jeg kom også lidt dårligt fra start, da der fra Næstved station ikke var skiltet med hvilken vej man skulle gå. Det resulterede i, at jeg gik op på den høje bakke festivalen er placeret ved foden af, gik ned et sted, jeg ikke kunne komme igennem og endte i load in-området, spurgte vagten om vejledningen, gik op af bakken igen og hele vejen udenom. Nu har jeg jo i mine teenageår spredt mine vinger i Næstveds natteliv, så jeg kender området nær kasernen ret godt. Derfor skulle jeg mene, at det nok burde at være lidt nemmere at finde indgangen fra stationen, men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med de blot to timers søvn, jeg fik natten til torsdag.
Da jeg fandt frem til indgangen, fandt jeg også ud af, at jeg burde have en mail med min billet, hvilket jeg ikke havde fået. Heldigvis opdagede jeg hurtigt, at både frivillige og vagterne på NMF er pænt chill og overskudsagtige, så der var ingen problemer – jeg måtte endda beholde de chips, jeg havde i tasken. Det ska’ jeg bar’ be’ om!
Efter at hilst på et par homies, var det tid til Paradumb. Jeg kan nok bedst beskrive det som den mest generiske far-rock, man overhovdedet kan finde på MyRocks playlister, der konstant havde breaks i deres numre, der gjorde, at der intet momentum var. Tight var det heller ikke, men mest af alt var det bare kedeligt, og efterlod mig med følelsen af, at de spillede det samme nummer otte gange i streg. Jeg må dog give props til trommeslageren: han havde sgu styr på sine sager, men det gjorde desværre at resten af bandet virkede endnu mindre imponerende. Med al respekt, så gav det weekendband med gutterne fra arbejdet-vibes, og havde nok holdt lidt bedre nede på The Beach karaokebar.
Jeg havde hørt lidt snak i krogene, om at lyden tidligere år ikke havde været god, især på hovedscenen. Men det var i hvert fald ikke tilfældet i år, da lyden ligesom Vulvatorius og Ditte Krøyer’s hanekam, stod knivskarpt. Der var en virkelig god low end, som ikke blev mudret og drunknede resten af lyden, som den ellers ofte gør på store udendørsscener.
Som en, der begår sig meget i det ellers lidt lukkede metalmiijø, var det fedt at se, hvor stor en procentdel af publikum der var normies, nogen man aldrig ellers træffer, samt en del børn og unge, der var grønne i faget. Folk var heller ikke meget velbevandrede ud i moshpits, så det krævede lidt incitament fra Ditte, som gik rundt i pitten med en swagger, der skreg Skagen Smackdown(Google det). Selvom det nok, for en god del af de deltagende, var deres første moshpit, var det nok ikke deres sidste, da det på trods af den beskedne størrelse, virkede som at folk havde det vildt grineren. Én positiv ting at tage med sig fra NMF er, at der med høj sandsynlighed er blevet omvendt nogle normies til den mørke side.
Efter de sidste toner ringede ud, var det uforudsigelige sensommervejr blevet gråt og regnfuldt, lige da Grand Magus skulle spille på hovedscenen. Grand Magus udøvede ikke ligefrem stor magi, men det var i hvert fald helt vildt svensk. De kom også dårligt fra start med en vokal, der fluktuerede op og ned i mixet, og generelt lød rædderligt. I min google-søgning, kom jeg også frem til, at Grand Magus spillede heavy metal med doom-elementer, og godt nok havde de et breakdown eller to, men den indflydelse var ellers, ligessom min begejstring, svær at spore. Delvist på grund af manglen på indhold, men nok mest på grund af sult, besluttede jeg mig for at gå mod Konya Kebab og få et pitabrød.
Flotsam & Jetsam var nok det, jeg havde set mest frem til fredag, så på trods af det nu endnu dårligere vejr, stod jeg klar i højre side af hovedscenen. Det er nok ikke forkert at antage, at hvis man har hørt om Flotsam & Jetsam, er det nok på grund af et tidligere medlem, der vist skulle have fået lidt succes efterfølgende, nemlig Jason Newsted. Jeg ville sammenligne mit forhold til bandet, som til Nuclear Assault eller Overkill – noget man sætter på, når man med års mellemrum falder over pladen i samlingen. Hvorfor ikke? Metal. Old school thrash som det burde lyde-. Det var ikke mindblowing, men mere end rigeligt til NMF. God lyd, pænt tight, guitarharmonier og ikke så meget bullshit. Bortset fra at guitarist Michael Gilbert, af uransagelige årsager, havde klædt sig ud som en kristen buttrocker fra nullerne. Nårh ja, og den middelalderhjelm forsanger Eric A.K. Knutson havde på da de spillede ‘I Live You Die’, men det var betydeligt sejere. Ærgerligt, at det skulle pisse ned under hele koncerten, da halvdelen af publikum søgte tilflugt i det eneste overdækkede område, som var i den anden ende af pladsen Det var lidt synd for bandet, at de skulle spille for et så skrabet publikum, men Knutson tog det ellers vildt pænt, og takkede publikum for deres udholdenhed. Det er sgu god stil. Jeg og en anden Selvtægt-skribent stod og snakkede om hvordan deres musik bar tydeligt præg af Iron Maiden og at Knutsons levering lænede sig op af Paul Di’anno. Little did we know, at de faktisk har lavet et nummer, der hedder Iron Maiden fra 2016. Ikke engang et cover, der kan man bare se.
Godt gennemblødt og gennemtræt besluttede jeg mig for, at det nok var tid til at tage hjem, hvilket konkluderede min torsdag på Næstved Metal Fest.
