Fredagspunk i forstaden

Skrevet af:







Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Philip Onyx / https://www.facebook.com/PhilipOnyxx

På plakaten er der rutevejledninger. “Tag 1A, 6A eller linje B”. Og det er en del af sandheden. Så skal man også vandre igennem Københavns Omegns svar på Fallouts Capital Wasteland, da man har valgt at rive alt, der kunne minde om plane overflader eller meningsgivende infrastruktur op. Igennem en labyrint af buske, om bag McDonalds og endelig igennem en port med store læsseramper, hvilket en af vore følgesvende kaldte “et very stabbable area”. Men så nåede vi også til Richter, der reklamerede med ikke kun Randi Laubæk, Von Dü og Ramasjang Mysteriet, men også In The Woods… og Lumsk. 
Denne aften er det dog punken, det gælder, og altså hverken 00’er-revival, norsk halvfemserblack eller børne-TV.

For dem, der måske ikke ved det, er Fredagspunk en facebookgruppe, hvor folk kan skændes om, hvorvidt forskellige bands er punk eller ej. Det er der mange, der igennem årene har haft det fedt med, og det er derfor også imponerende, at der kun skulle gå otte og et halv år fra gruppens dannelse til nu, hvor man har formået at booke en gruppe bands, som de fleste kunne blive enige om.

Richter er et flot spillested og mange kunne nyde godt af at kaste et øje på det til inspiration. En stor bar i midten adskiller koncertområdet fra hænge-ud-området og det betyder både hurtig betjening (til forstadspriser!), plads til merch og en følelse af, at være en del af showet, selvom man lige skal have en lille pause.
Vores vært denne aften var Anders Grølsted, der i kombinationen diskokuglebukser og grøn skovmandsskjorte opsummerede store dele af publikum. Grølsted var glad og stolt og havde tydeligt glædet sig til at spille op.

Lang bas, kort synth

Det var også ganske spændende, da første band denne aften var det ganske nystiftede Fight Me In Real Life, der stod ud på jomfrurejsen. Det er dog temmelig rutinerede typer vi har at gøre med. Trommeslager er Leo Wallin, der spiller i stort set alle andre punkbands, der har udspring i Underwerksscenen, Andrew Gabriel, der udover at være frontperson i Hoi-Poi også står for pladeselskabet Nasty Cut Records, Rasmus Halskov, der er fast fikspunkt til snart sagt alt på både Underwerket og i Ungeren samt guitarist Jacob Ægger.

Stilen er poppet emo-punk, og der bliver leget med elementerne. Front and center har vi Gabriel med sin ikoniske lyserøde guitar og en ganske lille Korg-synth, som han bruger til at spille os ind med Modest Mussorgskys ‘Promenade’ fra ‘Pictures at an Exhibition’. Han er glad, måske lidt nervøs, men mest glad. Og det er med god grund. For Fight Me In Real Life lægger rigtig godt fra land. 
Kontrasten mellem Gabriels lillebitte synth og Rasmus Halskovs overordentligt lange bas er morsom, og det lykkedes da også nogle fra publikum at gøre højre flanke helt forfjamsket, da længden blev påpeget. Mere højpandet er det trods alt ikke.

Men Fight Me In Real Life spiller en fremragende koncert, hvor særligt græske Gabriels oplevelse af noget så ikonisk dansk som at cykle i regnvejr tages under behandling og gives den fremragende energi som bandet er leveringsdygtige i. De fanger den ambivalente fornemmelse, der er i at cykle ned af Valby Bakke en rigtig træls novemberdag, hvor vandet driver og øjnene svier, men maven stadig kilder af fart. Sådan nogenlunde formåede de at få os til at føle. Efter godt tyve minutter var det forbi, men man kunne ikke have forlangt en bedre debutkoncert.

Ungdommen nutildags

Næste indslag er veteranerne i Flame On, der spiller en skøn, ukompliceret og nærmest uskyldig version af punkrock, der trækker en del på klassikere som Millencolin og Pennywise. Lidt senere laver Leo Wallin en kort vits om, at han som 17-årig havde Flame On som yndlingsband, og at det sådan set stadig gælder nu som 37-årig.
Og nuvel, det er da også lidt daddet i sit udtryk, men det er der såmænd heller ikke noget galt i. Der er da også en del af os, der er til stede denne aften, der har adskillige børn i bagagen. Men lige som at de af os, der har den slags, har besluttet sig for at give los, gør Flame On det også. Særligt bassist Stefan Thompson giver pokker i forventninger og fyrer den lige så meget af som han gjorde, da vi sidst oplevede bandet på Nasty Cut Fest tilbage i maj.
Og ligesom da, lignede han en, der havde været i bad med alt sit tøj på, da settet var ovre.
Der er ikke mange bump på vejen, når Flame On spiller, og musikken er heller ikke af en kompleksitet, der kommer i vejen for en heftig entusiasme for bajere blandt publikum, så på den måde, var de perfekte til Fredagspunkbash vol. 1
Den tidløse ånd, der er over punk-rock favner alle, fra den enlige, meget unge mand, der entusiastisk engagerede i crowdsurfing og mosh, og op til den nyligt pensionerede herre, der havde kastet sig over kunstmaleri til hård musik, og det er egentlig det, der er noget af det fine, ikke kun ved Flame On, men med arrangementet som helhed. For det var hyggeligt. Det var rart. Og som forsanger Henrik Ohlsen ganske rigtigt sagde, var det sjovt at opleve et onlinefællesskab blive til virkelighed. Mange kendte hinanden, godt endda, men i høj grad gennem den virtuelle platform.
Ved sidste nummer hoppede Ohlsen ned fra scenen med et hørbart “ugh” og undertegnedes værkende lænd sender sine hilsner. Vi er ikke for gamle til at høre punk, men åbenbart for gamle til at slippe godt fra det.

40-årig på BR-skateboard

Sådan lød introduktionen, da Grølsted bød et af Danmarks hyggeligste bands, Forever Unclean velkommen. Og selvom forsanger Lasse Mikkelsen kunne fejre sin fyrre-årsfødselsdag ved midnat, nægter bandet at være for gamle til skatepunk. Det er vi mange, der er taknemmelige for.
Det viser sig også – som altid ved en Forever Unclean-koncert – at være afspejlet blandt publikum. Fællessangen slippes løs allerede ved ‘Woods’ og stiger kun i intensitet derfra. Bandet har endda taget en ny sang med denne dag, men vi når aldrig at få at vide, hvad den hedder. Den første rigtige pit starter også op her, og selvom den er lille, er den energisk.

Det er altid svært at skulle anmelde en Forever Unclean-koncert – primært af den årsag, at det er utrolig vanskeligt at forholde sig til andet end den fantastiske stemning og gennemført rare oplevelse, det altid er. Hvor man nemt kan tage kritiske noter til mange andre bands optræden, er det som om vigtigheden af dette glider ud, når man befinder sig blandt så mange glade mennesker, og man oplever, at man synger med, uagtet at man ikke nødvendigvis kan teksten. Oplevelsen fredag var heller ikke anderledes, også selvom der denne gang var kiks i både tempo, toneleje og timing. Det var som om, det ikke rigtig gjorde noget. Adskillige mente også, at det var blandt de bedre af slagsen, de havde oplevet.

Bare tæer og hardcorepose

Riverhead har undertegnede kun oplevet på plade, og da den hældte lidt mere til den rockede ende, var det ikke med de højeste forventninger, vi så Riverhead gå på. Ikke fordi det ikke er skønne bandmedlemmer. Jacob Bredahl, Mads Folmer Vennits Richter, Mixen og Martin Medom Olsen spillede noget tungere end de hidtil har gjort og særligt Olsen, der smed trøjen ganske hurtigt og hvis hofter er som bygget til at stå i den bredeste forpositur, gjorde indtryk som en ægte hardcoreguitarist. 
Det kommer sig naturligvis også af at han for snart mange år siden spillede i Fredericias eget As We Fight, hvori særligt spaden havde en rolle at spille og hans nye gig i de snart pladeaktuelle Rot Away.
Bredahl leverede den samme, overlegne og tilbagelænede præstation, som vi forventer af ham. Få er frontpersoner som ham, og hans kæmpestore golden retriever-energi med bare tæer og flagrende krøller, krydspositioneres med det dybt personlige mørke, som deres album ‘Cancer’ kredser om.

Det klæder Riverhead at være hårde, og det kan man måske heller ikke fortænke dem i, for det var vi havde brug for. Ikke et ondt ord sagt om de foregående bands – og det kan også tænkes, at det handler mest om undertegnedes præferencer – men vi havde brug for noget tyngde. Vi har været i det søde, seje og sjove, men nu havde vi brug for noget lidt mere hidsigt. Selv den langsomme og mørke ‘0806’, hvor Bredahl næsten crooner Nick Cavet, fik et skud ekstra aggression og det fungerede for os. Pitten ulmede også mere og mere og en enkelt fik en rundtur i salen, på skuldrene af en tre-fire opmærksomme makkere.

Ol’ reliable

Nexø har ikke spillet i ni måneder, men udover Kristian Ejlebæk Nielsens mere eller mindre ægte udmattelse, er det ikke til at spore. Man kan altid stille sit ur efter Nexø. Efter to tracks ryger Nielsens shirt, ca. midtvejs, også undertrøjen. To tredjedele igennem set-listen, skal vi råbe med på ‘1312’.
Det er som det altid er. Pissegodt og præcis hvad vi forventer. Bandet er tydeligvis glade for at spille igen, men har også fortalt os, at de havde brug for at trække stikket. Efter udgivelsen af ‘False Flag’ spillede de ikke bare Danmark men også resten af Europa tyndt, og det var nødvendigt at få vejret igen.
Det forstår man godt, når man ser dem spille. Når Nielsen skriger igennem, banker en blodåre ved siden af højre øje aggressivt, og alle fire er gennemblødt ganske hurtigt. Publikum samler også op på den energi, og pitten bliver mere og mere voldsom. Den mest entusiastiske af dem, der allerede har været ganske påvirket og pågående i længere tid får endelig igen af samme mønt, og vi er lidt bekymrede for, om han ender med et par trykkede ribben efter at have hilst lidt hårdt på scenekanten. Det lod han sig dog ikke mærke med.
Det er vist også den generelle stemning. Alle har det fedt, alle råber “ A! C! A! B!” og flere og flere mosher. Det var, som med resten, dejligt at opleve Nexø igen.

Hvis man skal lede efter hår i suppen, er der dog et ganske tykt, sort og krøllet et, der springer direkte i øjnene. Blandt publikum var den umiddelbare kønsfordeling nogenlunde ligelig. Det var den ikke på scenen.
Det eneste tidspunkt en kvinde var på scenen var, da et banner, der lykønskede Lasse Mikkelsen med fødselsdagen, blev båret ind. Det kan man sagtens gøre lidt bedre, især når det handler om punkmusik. Vi glæder os til Fredagspunkbash vol. 2.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook