For tredje og sidste gang blev Dødsgangen afholdt i Vridsløselille Fængsel, hvor der denne gang var både danske bands på plakaten, men også større internationale hovednavne. Men det ville ende for undertegnede med kun at blive en fornøjelse af de danske bands, da fokus hovedsagligt var på dem, og det samtidig føltes mere som den egentlige essens for festivalen.
Dag 1:
Kōya var i hvert fald det første band, jeg fangede på Dødsgangen. Og det var med stor fornøjelse og sol i øjnene den dejlige fredag formiddag, at Kōya bevægede sig ud på scenen. De havde spilleglæde og energi som teenagere, når de fræsede rundt på scenen.
Jeg ved ikke, hvilken specifik genre det var, der blev spillet. Det var en form for beatdown, men samtidig var der også en finpoleret tilgang til det hele, men samtidig lød det også til tider som hvis Slipknot spillede metalcore, men var overbevist om, at de egentlig spillede hardcore. Uanset hvad var det afsindigt godt samspil i bandet, og vokalist Martin Jørgensen grinte karismatisk som en tegneserieskurk hver gang et nummers bulldozer buldren var overstået.
Efterfølgende blev det et smut forbi både Slowburn-baren, der lå lidt længere ude for festivalpladsen, hvor den både stod på hyggesnak samt et spontant lynkursus i ølkarbonering fra magasinets redaktør.
Det blev også et smut forbi den veganske madbod for pomfritter og svampeburgere, som skal have ros for både at lave utrolig god mad, men også for at have kultiverede nok medarbejdere, som let kunne spille bolden tilbage på vores fjogede, interne metaljokes.
Dagens højdepunkt var dog Katla, så efter en hurtig kop kaffe fik hele holdet bevæget sig op foran for at vente på koncertstart. Passende nok havde mørket efterhånden sneget sig frem, hvilket satte stemningen til koncerten, hvor de havde lovet at fremføre hele ‘Scandinavian Pain’-albummet.
Jeg ved ikke, om jeg ikke var godt nok forberedt på det, fordi når jeg tænker Katla, så tænker jeg på en hydraopsætning af tre fremtrædende og medrivende skikkelser, der skvulper fængende vulkandoom udover scenen. Og sådan var det også denne aften, efter at bandmedlemmer kollektivt tog tre store øltåre før instrumenterne blev grebet.
Men selvom det var umiskendeligt Katla, så var det også anderledes. Det føltes mere indadvendt end jeg forventede. Jeg tænkte i hvert fald over det teatralske, fordi store røgmaskiner på en scenen uden optimalt lys er ikke det, der fungerer bedst, når man er vant til at se ild og flammer hos Katla.
Dog når det fungerede musikalsk for bandet, så var det virkelig godt. Det var gennemslagskraft på numrene, og ‘Taurus’ blev fremført glimrende og denne gang uden gæsteoptræden, som der ellers er på pladen… men det “er det mange årsager til”, som forsanger Rasmus Bang selv formulerede det.
Det skete dog også noget under koncerten, som ikke fungerede for mit vedkommende. Og det bunder ultimativt nok i min indstilling til konceptet, fordi når hele ‘Scandinavian Pain’ bliver spillet live, så er det altså hele ‘Hunab-Ku’ med Dale Smith. Og selvom Dale Smith er en af de sejeste personer, jeg har hørt om, da han har siddet i fængsel med Martin Luther King i forbindelse med protester for sortes rettigheder og kendte Jean Paul-Sartre personligt, så må jeg indrømme, at passagen ikke fungerede for mig live.
Det var med lænestolsoplæsning og det hele. Det føltes som om, jeg ved et uheld var gået til Saturnus-koncert lige pludselig. Derfor føltes de efterfølgende blast beats en smule tynde, men Katla kom stadig godt op på hesten igen og fik leveret en god koncert overordnet.
Dag 2:
Dag to indledtes af efterskoleprojektet – nu fuldt ud hårdtslående slamband – Guttural Disgorge. Én ting er at se slam, og en anden ting er at se et dansk slamband, fordi realiteten er, at vi kun har to, så vidt jeg ved. Guttural Slug, og Guttural Disgorge. Så hvis nogen vil joine miljøet, så kan jeg godt hjælpe jer med 50% af navnearbejdet.
Immervæk blev der spillet alvorlig tungt og flænsende slam med en frontmand, der crab-stancer i fuld bøvethed og dominans samtidig. Specielt bøvetheden er der skruet op for, da der nærmest er flere meme-samples end musik. De havde i hvert fald styr på præcis den genre musik, de spiller, for nøj hvor er det dumt, men nøj hvor er det også effektivt med koordineret samspil, der nedbrydes sporadisk af Anton Hansens kompetente trommespil og diverse pinch-harmonics fra de nedstemte guitarer. Det er konfirmationsslam blandet med fritidshjemshardcore fra de unge gutter, hvor outfittet skriger Amager mens musikken skriger “dø’ fra Jylland”.
En ganske effektiv måde at starte dagen ud på. Det blev efterfulgt af Eyes, der var lige så kaotiske som de var voldsparate. Jeg tror ikke det er muligt, at være til en dårlig Eyes-koncert, men desværre hvis man skulle manifestere noget, der mindede om en mislykket koncert, så ville den potentielt ligne denne ret meget.
Det var ikke fordi, Eyes var dårlige. Musikkens teknikalitet fremstod godt, trods det mudrede lydbillede og Victor Kaas bragede igennem som frontmand, også selvom folk ikke helt gad følge hans opfordringer.
Det føltes i hvert fald lidt underligt at stå i en semistor flok klokken 17 i forstaden og blive bedt om circle pit, når ingen rigtig gad. Eyes lod det dog ikke komme til dem og leverede stadig en kapabel hardcorekoncert, hvor energien mindede om et metaforisk samuraisværds hurtige medriven i form af de japanske samples på deres seneste album ‘Spinner’, som der blev fremført en del numre fra.
Undergang spillede også, som jeg faktisk havde glædet mig til. Og ja, det var en forestilling af dødsmetallisk ækelhed, præcis som tilsigtet, men det var godt nok også kedeligt. Undergang har en meget speciel plads i dansk dødsmetal, og det er noget, jeg sagtens kan respektere dem for. Bevares, jeg har da også set Undergang før under mere optimale omstændigheder, hvor det reelt har været et pragteksemplar på en dødsmetalkoncert – sådan var det bare ikke på Dødsgangen. Vi smuttede til Slowburn igen.
Nyredolk har nok været mange reelle hovednavn, når det kom til andendagen. Det er selvfølgelig af god grund, da deres smadrede sammensmeltning af black og crust punk ofte blusser over al forventning. Det ved jeg faktisk ikke, da dette var første gang, jeg så bandet live. Men jeg kunne forstå på dem jeg var med, at Nyredolk som regel lavede en mindreværdig koncert.
Og jeg havde da set billeder fra deres koncerter, der hver især udstrålede en hel bestemt kaosenergi. Det er essensen af alle de old school punk- og hardcorekoncerter på forfaldne spillesteder med murbrokker og hærværksramte metaltønder midt i det hele, hvor man ikke tænker sig om, før man smadrer sig ind i pitten.
Den essens var ikke lige så fremtrædende her på Dødsgangen, men Nyredolk gjorde alt i deres magt for at fremkalde den. Det kunne f.eks. være forsangeren, der nærmest brugte mere tid af scenen end på den, når numrene blev fremført. Der blev crowdsurfet før koncerten overhovedet startede, og der blev også deltaget i diverse moshpitkonstellationer i løbet af koncerten.
Min anke er dog, at jeg måske havde forventet, at Nyredolk var endnu mere ude på at slå mig ihjel end de var. Måske er det ikke fair at have den forventning, når det fandt sted på en stor, åben scene,m en Nyredolk gjorde bestemt deres bedste for at fremstå som det billede af sig selv, de ubetvivleligt har opnået de seneste år med deres autentiske udtryk og sprællende kaotiske liveshows.
Nyredolk fik i hvert fald lukket af med en succes. Selvom festivalen som helhedsindtryk ikke var lige så magnifique, som jeg havde håbet, hvis man kun kiggede på lineuppet, så havde jeg stadig en god oplevelse til sidst.
