Altflænsende ved obduktionsbordet

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Jennifer Mortensen
Adgang gennem spillested
Genrer: ,

Dødsstemningen var til at mærke i Pumpehuset, da fire bands på hver deres vis var klar til at flænse publikum i stykker med rådden dødsmetal

Hvis ikke det var for klassisk heavy metal eller thrash metal, så ville dødsmetal højst sandsynligt være den mest populære metalgenre. Tilbage i start-80’erne var dødsmetallen et hårdere udspring af de allerede hårde genrer, såsom thrash, speed og proto-black. Den brutalitet, og søgen efter det ekstreme, var noget, der hang ved og fungerede som en øjenåbner for mange, når det kom til ekstremmusik. 

At skulle teste grænserne for hvor tungt et guitarriff man kan lave, eller hvor dybe og bestialske brøl bandets vokalist kan artikulere, er noget, som mange bands har taget til sig. Organectomy, som er aftenens første musikalske akt, gør alt det. Jeg lyttede til dem på plade i anledning af i aften, da jeg ikke kendte dem på forhånd. Tja, og det lød jo som dødsmetal. Det lød også ret kedeligt. Men når jeg står foran scenen, og ser hvordan bandet får lov til at udfolde sig både musikalsk men også karakteristisk, så er det faktisk ikke så slemt igen.

Det kan godt være, det er primitivt, men det er også medrivende. De endeløse breakdowns inden andre breakdowns, der bliver akkompagneret af vokalist Alex Pauls gurglende vokal, er ikke noget, der rører mig betydeligt. Men det gør ikke bandets spilleglæde eller scenetilstedeværelse dårligere. Der er nærmest en hiphopagtig stemning over den måde, Alex Paul får gang i publikum ved at gestikulere energisk og hopper rundt på scenen. Alle de ting, jeg ikke kunne lide ved Organectomy på plade, viser sig så at fungere ret fint live, også selvom koncerten som helhedsoplevelse ikke er noget, jeg bider specielt meget mærke i.

I modsætning til Organectomy; alt det jeg hørte fra Enterprise Earth, der fungerede på plade, fungerer ikke live. Mest af alt er det trættende, når det lyder som om, at det samme nummer bliver spillet om og om igen. Bandet forsøger at piske en stemning op, men det lykkes ikke på samme måde, som Organectomy formår. Enterprise Earth må være glade for, at der er unge mennesker, der på en mandag har valgt at tage til koncert, for havde de unge koncertgængere ikke været her i aften, så ville der ikke være nogen pit under koncerten. Der kommer mere bevægelse i folk af alle aldre senere, men den overfladiske slåskampskultur i pitten er ikke nok til at redde den sløve vokal og de ensformige numre.

Hvor der er død, er der blod, og slåskampskulturen er unægteligt én, der fortsætter i topform når Sanguisugabogg indtager scenen. Jeg kender ikke årsagen, men Sanguisugabogg er blevet dødsmetallens højdepunkt på det seneste. Af dem jeg kender herinde i aften, så siger mange af dem, at de er kommet primært for Sanguisugabogg, og Suffocation er en tiltalende tilføjelse.

For kun at gøre koncerten farligere vælger Sanguisugabogg at dæmpe alt lyset og få det til at pege om bag scenen. Det resulterer i, at man som koncertgænger ikke kan se noget som helst. Det siges ikke med intentionen om at skabe et overdrevet kaosindblik i koncerten, fordi dét kaos, der finder sted under Sanguisugabogg, er en form for kaos, jeg ikke har set til mange koncerter før. Det dæmpede lys gør det uendelig mange gange mere besværligt at både se og gribe de koncertgængere, der klatrer op på scenen for derefter at hensynsløst kaste sig ud i menneskemassen på de forreste rækker.

Til fanfavoritnummeret ‘Dead as Shit’ kravler store dele af publikum med op på scenen for at danse med, hvilket kun forstærker den kampklare synergi mellem bandet og de fremmødte. Selvom Sanguisugabogg lyder som meget andet råddent og liggnaskende dødsmetal, så fungerer det meget bedre end det meste. I hvert fald live.

Efter at have fået pusten, tørret blodet væk fra læben og set en koncertgænger få returneret sin telefon, der bestemt ikke overlevede efter den blev tabt i pitten, er det tid til Suffocation. Hvis Suffocation har noget at gøre med noget som helst, så ved man godt, at det bliver tungt. Og brutalt. Og voldsomt. De var trods alt pionererne til genren “brutal death metal” med deres debutalbum ‘Effigy of the Forgotten’.

Ligesom med Sanguisugabogg, skal man passe på i pitten til Suffocation. Den eneste forskel er, at man faktisk kan se noget nu. Så hvis du får en i hovedet, så er det dig, der ikke har været opmærksom. I hvert fald hvis du står på forreste række. Og til dig, der stagediver. Bliv ikke overrasket, hvis du hopper direkte ud i en aktiv circlepit, og folk hverken ser dig eller griber dig. Det er verdens største pitkiller, hvis du for tiende gang synes, at folk skal tilsidesætte dansekonkurrencerne i pitten, så de kan gribe dig, når du hopper ud fra scenen.

Der er lige så mange tunge stykker i Suffocations musik, hvor alle koncertsalens gæster står og headbanger i takt, som der er crowdsurfere. Og er du vanvittig en energi, der kommer fra bandet. Uopfindsomme kan man ikke kalde dem, da de ubetvivleligt er innovative, men det ændrer ikke på, at numrene godt kan blive lange i spyttet, når Suffocation har skulle pumpe voldsvækkende numre ud i snart 40 år. Men det er på grundlag af musikalske færdigheder, der er glimrende. I hvert fald til det, som de prøver at opnå. Bassen lyder som rustne knive, der bliver skrabet mod et kistelåg, og guitarerne lyder lige så dybe, som Derek Boyer har nedsat sin bas-strap. 

Når noget er lige så brutalt, som det er dødsopsøgende, lige så tungt som det er ligflænsende, lige så voldsomt som det er anerkendt i metalgenren, så har man Suffocation. Blodigt obduktionsmetal, der kører derudaf på fuld smadder; sådan var det i hvert fald i Pumpehuset denne aften.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook