Alt det alsidige, samtidigt

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Maya Rajchenbach Jorgensen 1-10 + cover. Bjørn Bavngaard 11
Tema:
Adgang gennem spillested
Genrer: , , , , , , ,

Det har været koldt det seneste stykke tid, men til When Copenhell Freezes over kunne man komme ind i varmen og have det godt

Under iskappen brænder helvede stadigvæk løs med en varieret håndfuld bands, der er klar til musikfremføring af højeste klasse på tværs af Vegas scener. Sommeren er stadig langt væk, derfor må du vente med at tage ud på Refshaleøen og dø af hede, mens du får støv i øjnene. I stedet kan du tage i Vega, hvor Copenhell præsenterer en håndfuld bands, der ikke er helt store nok til at spille på selve festivalen. Copenhell selv postulerer, at dette arrangement er for at “præsentere nogle af Danmarks bedste og skarpeste nye bands fra de hårde genrer”. Og den beskrivelse kunne også være ganske passende, hvis det ikke var sådan, at Ikonik åbnede det hele.

Heldigvis bliver der kun spillet fem numre, da Ikonik er et forholdsvist nyt projekt af Katrine Wachmann. Tålmodigheden var heller ikke holdt meget længere med de forudsigelige sangstrukturer, uinteressante metalcore-udgaver af George Michael-numre og Mirza Radonjicas klichéfyldte Melodi Grand Prix-vokal. Derfor er det godt, at aftenens andet band er dagens overraskelse. Det har man nemlig brug for.

Fra asken af Impalers er Archangel opstået. Og sikke en velsignelse. For mig, der ikke kendte Archangel på forhånd, kan jeg kun forestille mig noget kedeligt blodbadsdød, når kvintetten træder på scenen alle i bar overkrop og smurt ind i blod. Udtryksmæssigt ligner de en billig kopi af Strychnos, men musikalsk er de meget bedre. Der er ikke nogen grund til, at Archangel fremstår så blodbesudlet og voldsparate, som de gør. De kunne lige så godt have gået på scenen i læderjakker, overskæg og solbriller: fordi det er sådan, deres musik lyder. Der er en reel følelse i musikken, der indkapsler 80’er-rocken og især Mercyful Fate-etiketten, når det kommer til det instrumentale.

Med bands, der er så musikalsk veloplagte som Archangel, er der ikke noget betydeligt negativt at fremhæve. Specielt ikke når deres musikalitet bliver bakket så selvsikkert op af ihærdig spilleglæde. Det føles autentisk, når gennemslagskraften i den rungende bas og rå vokal opgejler publikum så meget, at aftenens første moshpit bryder ud på Vegas dansegulv.

Flere bands burde være lige så gode som Archangel. Det er en status, som Ashes of Billy ikke lever op til, men selvom mit lyttearbejde af deres musik inden i aften, var mig ret intetsigende, så må man give de unge knægte: det er faktisk ikke helt dumt live. De spiller groovet og med en ungdomskvalitet til deres grungede rock, som ikke mange andre bands har. 

En undtagelse er dog Swartzheim, der i aften er lige så vilde og energiske, som de altid er. Deres crossover-thrash garanterer, at du på et eller andet tidspunkt under koncerten ubetvivleligt får en svedig person fra pitten i hovedet, der samtidig med at skvatte over dig også lige taber hele sin øl ud over dig. Forreste række til Swartzheim er farlig, især når vokalist, Jeppe Halse Fugleberg i sit landmandsoutfit pisker stemningen op med sin latterligt effektive scenetilstedeværelse. Det er altid noget, jeg undrer mig over, når jeg ser Swartzheim: hvordan kan hvert medlem være på scenen, når de alle er så livlige og energiske? De spiller endda på den lille scene i aften, så at skabe et intimt og positivt publikumsindtryk har næppe været et problem.

Angående problemer: så spillede Persecutor også. I modsætning til Ikonik, så er det ikke ved det musikalske, at det går galt for Persecutor. I sin helt objektive og retfærdige helhed går det faktisk slet ikke galt for dem. Det er mere i deres udtryk, de taber mig. Det bliver for meget pizza- og ølthrash til mig, når de med numre som ‘4 More Beers’ får propfyldte Lille Vegas gæster til alle at skråle med.

Det hele lyder også som det thrash, man kender i forvejen. Alligevel har Persecutor tendenser til at få braset til at fungere, ved at have afvigelser, der indimellem grænser crossover-thrashen. Jeg forstår godt, at Persecutor er dem, der er ‘hovednavnet’ i aften, men deres musik giver mig hverken lyst til at drikke øl eller at løbe tosset rundt i pitten for at gøre oplevelsen mere begivenhedsrig for mig selv. Jeg tror ikke, der er mange i aften, der er enige med mig, når det kommer til Persecutor, men heldigvis behøver det heller ikke være perfekt for at være godt.

Sådan er det dog med aftenens sidste navn SYL. Med dem er alting faktisk ret perfekt. Også i aften. Sidst jeg så SYL, foregik det nedenunder i Lille Vega, og jeg var ret overbevist om, at de ikke kunne toppe sig selv efter den koncert. Men det kunne de godt. Forsanger Benjamin Clemens opfordrer allerede fra start gæsterne til kampsport. Med det har jeg også fundet ud af en ting om mig selv: hvis du er til en SYL-koncert, og du i det mindste ikke står og nikker med hovedet, tramper diskret i jorden i takt til musikken eller generelt bare ikke bevæger dig overhovedet, så kan jeg ikke lide dig.

Med sådan en medrivende energi som SYL opnår, kan det ikke lade sig gøre at stå stille. Om de synger om tunge emner, eller om de gør alt for at flå dig i stykker, så er det eminent. For hvert nummer, der bliver opbygget, stiger spændstigheden, angsten og lysten til bare at bevæge sig for at komme ud med al den energi, SYL bringer. Når noget er så dybt, så tungt, så smukt og så kaotisk som SYL, er det svært ikke at leve i øjeblikket; og det er svært ikke også at gå og tænke over det bagefter.

En anden ting jeg synes, der er svær ikke at tænke over bagefter: viser When Copenhell Freezes Over-arrangementet overhovedet nogen nyskabelse i scenen? Hvilket perspektiv er det, man udstikker med bookingerne til dette arragament? Det virker som metaldanmark tilbage i halvfemserne, hvor thrash var det fedeste af det fedeste. Især når Swartzheim og Persecutor egentlig er det eneste metal på plakaten. 

Selvfølgelig skal der være plads til bands, der afviger fra normen og har en eksperimenterende kant til metallen – eller bare plads til nogen, der spiller andre genrer indenfor den hårde del af musikken – men det fremstår totalt underligt at booke en popkunstner og en tvivlsom Nirvana-revival, som skal være buddet på fremtidens metaldanmark. Har bookerne overvejet hardcore?

Hvad med at være repræsentative og varierede? Er vi kommet til det punkt, hvor bands bliver booket efter hvilke kontakter de har, og hvem de kender? Der er f.eks. kun én kvinde på plakaten. Hvad skal man sige til de bands (med kvinder), som ikke har et større pladeselskab i ryggen, når man ikke mener, at de er det værd at tage med? Ikonik på programmet føles som “Mindst én kvinde på plakaten”-boxen skulle tjekkes af, fordi “Se! Vi er repræsenterende for scenen”

Selvom When Copenhell Freezes Over byder på udmærkede musikoplevelser, så er perspektivet svært at gennemskue. Det må godt blive mere klart.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook