Solen skinnede flot over Vesterbro torsdag eftermiddag, da Vega slog dørene op til årets A Colossal Weekend. Festivalen viste tydelige tegn på vokseværk fra første sekund. Udenfor stod en foodtruck for første gang, Ideal Bar var omdannet til merch- og pladedistroområde, Store Vegas foyer havde mere merchandise og selve spillestedet var også taget i brug, hvor scenerne de tidligere år har været at finde på Ideal Bar, Basement og Lille Vega.
Jeg var en anelse i tvivl om jeg lige skulle hjem og slappe af en halv times tid efter job, men valgte at tage direkte mod Enghavevej i jagt på mad. Mens jeg får en øl i solen, formår jeg også at tabe en halv kebab ud over mig selv. God start. Jeg får armbånd på i god tid for at gå på opdagelse inden første band. Jeg kigger hurtigt ind på Ideal Bar, hvor Anders Bøtter og Jakob Trolle går på scenen til en liveoptagelse af Sort Søndag.
Der bliver først talt lidt om Blood Incantation og Kellermensch, inden ingen ringere end to medlemmer fra Chat Pile indtager scenen for at blive interviewet af Bøtter og Trolle.
Jeg når ikke at fange så meget af det, da der er musik, der skal anmeldes.
(0)
Bandet med det mundrette navn (0) havde tjansen at åbne festivalen. Jeg havde ikke set dem før, så dagens koncert var en perfekt anledning til at få det gjort. Lille Vega var godt halvfyldt da bandet gik på, men desværre kom de lidt haltende fra start, da guitaren lå alt for lavt i mixet. Faktisk kunne man ikke høre så meget andet end trommer og bas på halvdelen af første nummer. Heldigvis blev det hurtigt justeret og lyden var ganske fremragende herfra. Med et par enkelte svipsere hist og her fik (0) åbnet festivalen med et skarpt set, som gjorde det ret klart for mig, hvorfor bandet har så stor hype omkring sig.
Musikken lød velkendt uden at være det. Der er tydelige referencer til Tool, black metal, melodisk dødsmetal, men musikken er stadig helt sin egen. Mine to skribentkolleger samt resten af Lille Vega, så også meget tilfredse ud, hvilket kun understreger, at (0) ikke blot spillede en god koncert, men også åbnede festivalen med manér, på en dag, som ellers var pakket med store oplevelser.
DOOL
Jeg bevægede mig fra den Tool-ede black metal i Lille Vega til DOOLs gothrock, som skulle åbne hovedscenen i Store Vega. Der var godt fyldt op, da det hollandske band gik på scenen. Bandet, med undtagelse af forsanger Raven van Dorst, lignede ikke just nogen, der skulle til at spille gothrock, for der var både trompetbukser og hawaiiskjorter at spotte hos flere af dem.
Min makker, iført en Killing Joke-t-shirt, spørger mig “Har du hørt deres Killing Joke-cover?”
Det havde jeg ikke. Faktisk havde jeg ikke hørt et eneste nummer med DOOL inden torsdagens koncert. Derfor var det godt at opleve, at niveauet på sangskrivningen er tårnhøjt og bandet spiller stærkt. Der veksles konstant mellem det tungere, gothede Katatonia-inspirerede doomrock, og clean breaks, hvor van Dorst også får udfoldet sin imponerende og alsidige vokal. Det bliver toppet med lidt bluesede guitarsoli fra leadguitaristen, hvilket skaber en virkelig god variation i lydbilledet.
På et af setlistens første numre er der endda et øjeblik hvor tankerne vandrer hen på Opeths ’Ghost of Perdition’, da akkordrundgang og melodilinjen er tæt på identisk.
DOOL leverer et stramt set på små tre kvarter, som måske godt kunne have tålt et nummer eller to mere, men stadig ender med at stå som en fremragende førstegangsoplevelse for mig.
Agriculture
Tilbage til Lille Vega, hvor det amerikanske black metal band Agriculture skulle på, som jeg havde glædet mig meget til. Jeg havde med vilje ikke lyttet til musikken før koncerten, hvilket måske er tvivlsom anmelderpraksis. Dog gjorde det, at de eneste forventninger jeg havde til koncerten, var bygget på den hype som flere fra Selvtægts redaktion har været med til at skabe i vores optakt til festivalen. Jeg prøver at spørge min makker ind til lydbilledet, hvortil han siger: ”Det er arrigt og smukt.” Det kan man måske sige om det meste black metal, men det passede i hvert fald også på Agriculture.
Den mur af lyd som rammer fra første anslag er massiv. Jeg ved ikke, om jeg synes at lydbilledet er så unikt, som jeg har hørt flere gøre det til. Der er tydelige referencer til Liturgy, Deafheaven, Alcest og særligt Bosse-de-Nage, men det er også svært at lave post-black metal uden at kunne sammenlignes med nogle af disse. Desværre kokser en af de første overgange totalt, da trommeslager Kern Haug ikke kan høre noget i sin monitor. Guitarist Daniel Meyer laver ellers et sejt hop på breaket, men det falder totalt til jorden til stor morskab for både band og publikum.
Mens monitorlyd bliver fikset, joker Meyer med publikum og siger: ”Usually this part where I jump transitions really smoothly, so we’ll just try that one again.” Det gør de, og Meyer lander sit hop, mens Haug lander perfekt på slaget. Herfra går alt op i en højere enhed, og Agriculture ender med at spille en af dagens bedste koncerter.
Der vil altid være noget i black metal-puritaneren i mig, som skærer en grimasse, når der bliver spillet guitarsoli på en Jazzmaster, men alligevel formår Agriculture ikke at fremprovokere det. Det var en magisk koncert.
Chat Pile
Turen gik tilbage til Store Vega, hvor Chat Piles sludgede noise-rock udgjorde en af dagens mest velbesøgte koncerter. De hypede amerikanere fra Oklahoma har taget deres navn fra de dynger af biprodukt som kommer fra blymineindustrien, som stables højt i området.
Var man til bandets koncert på Roskilde Festival i 2023, kan man måske huske Raygun Buschs lange rants om Pusher-trilogien, som var en humoristisk, men også lidt rodet oplevelse. Det er også et tændt band som indtager Store Vega. Der lægges hårdt ud med ’I Am Dog Now’ fra seneste plade ’Cool World’ og den efterfølges af hårdtslående udgaver af ’Why’ og min personlige favorit ’Rainbow Meat.’
Vi er naturligvis ikke fritaget fra Buschs filmanekdoter, hvor han igen fortæller om sin kærlighed for pusherfilmene.
Vi får også en længere monolog om dogmefilm, hvor han tørt siger: ”Dogma 95, huh? What a period. Thomas Vinterberg and Lars von Trier, man. I love Festen and The Hunt. I don’t know what it’s called in Danish.” Vi bliver også trukket igennem en monolog om ‘Druk’, da bandet var ude at drikke Tuborg med Agriculture.
Selve koncerten er fed og den sloppy baslyd runger i både rummet og i kroppen. En hel time med Chat Pile bliver dog en smule langt i det, da der ikke er stor afveksling i musikken. Selvom Buschs deadpan-humor er sjov, så er en gennemgang af hans IMDB-søgninger ikke helt nok til, at det ikke også bliver for langt. Faktisk løber han tør for film at tale om og begynder herefter at tale om Hamlet, da han jo også er dansk. Karismaen og den måde han så smukt bærer sin dadbod på, er der dog ingen der kan tage fra ham. Man kan heller ikke sætte en finger på bandets optræden, for de leverer en virkelig god koncert og viser, at hypen er fortjent. Personligt ville jeg nok bare foretrække et lidt kortere set med mindre snak.
Slim0
Noget af det, der hører med til at være på festival, er at skulle tage de svære valg. Det var blevet tid til et af de helt svære, da Slim0 overlappede med New Money. Jeg havde ikke set nogle af de to bands før, men valgte at gå med Slim0, dels for at opleve noget, jeg ellers ikke ville have valgt, og dels for at have bedre muligheder for at få en god plads til Oranssi Pazuzu. Jeg får da også en besked fra min kammerat, som gik til New Money, som kan berette om en meget lang kø ude foran Basement. Der var ingen kø til Lille Vega, for der var knapt halvt fyldt, da bandet gik på.
Slim0 er en tur direkte til uncanny valley. Deres Joker-inspirerede makeup har et godt spil med den drømmende doomrock, hvor den næsten messende vokal gør oplevelsen endnu mere mareridtsagtig. Trommeslageren har en ‘Mythic’ t-shirt på, hvilket er fedt. Det band får ikke nok anerkendelse.
Slim0s musik er udfordrende, men smuk. Idéen med at fortolke Didos klassiker ’Thank You’ på ’I Have But One Heart’, er rigtig god. Jeg har til gengæld svært ved at indleve mig helt i koncerten, primært grundet at jeg nu har været på arbejde i noget, der minder om 16 timer, velvidende om at jeg stadig har to hele koncerter endnu.
Oranssi Pazuzu
Efter en lille halv times pause fandt jeg tilbage til Store Vega, hvor jeg fandt både venner og øl.
Sidst jeg så dem, var på selvsamme festival, i Lille Vega, hvor de var magiske. Siden da er både band og festival vokset, så jeg var spændt på hvordan det ville fungere på så stor en scene.
Fra bandet går på, til jeg var overbevist, går der højst et halvt minut. Der bliver åbnet med en altopslugende udgave af ’Bioalkemisti’ fra seneste album ’Muuntautuja.’ Den Tangerine Dream-inspirerede synthintro droner af sted i takt med, at bandet tilslutter sig musikken én efter én.
Den næste time er væk, næsten lige så hurtigt som den begyndte. Øllet flyder i en tilpas mængde, mens finnernes krautede black metal angriber alle sanser, understøttet af lyserødt og lilla lys. Intet står stille. Hverken band eller musik. Der er konstant bevægelse på scenen og musikken søger altid nye steder hen. Det tætteste vi kommer på en reel pause, er den dunkle og pulserende ’Hautatuuli’, som snildt kunne have været et nummer af det legendariske krautrockband Faust.
Der bliver ikke sagt et ord fra scenen under den timelange koncert. Det er en total kontrast til Chat Piles stage banter, hvilket jeg godt kan lide. Det understøtter det ritualistiske element i musikken, som ellers ville falde til jorden, hvis det skulle afbrydes af snak. Hvis man vil suges ind i Oranssi Pazuzus ormehul, kræver det noget af lytteren. Det virkede også til, at de fleste blandt publikum var klar til dette, for snakken var minimal. Det var enestående og en af festivalens største oplevelser.
St. Digue
Dagens sidste koncert, men første for mig på Basement. Der er godt fyldt op med folk som er klar på at feste videre. Personligt er jeg ikke udpræget fan af darkwave og vampyrdisco, men da fredag var en fridag for undertegnede, endte jeg alligevel med at blive. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Kasper Deichmann og Suo Fei var nemlig kommet for at feste. St. Digue var endnu et af dagens mange bands som jeg kun havde hørt på plade, men endnu ikke oplevet live. Her får musikken bare en ekstra, tiltrængt post-punket dimension, når der tilsættes livetrommer og guitar. Aftenens trommeslager kunne jeg hverken genkende eller opsnappe et navn på, men vedkommende spillede strålende.
Musikken pumper afsted med referencer til Depeche Mode, Siouxsie and the Banshees og The Cure, som også altid har kunne finde det dansable i mørket. De postpunkede tendenser giver naturligvis fin mening, både i kontekst af musikken, samt de to musikeres andre punk-projekter som Hævner og Pleaser. Den slags musik passer perfekt ind på Basement, som har udviklet sig til at være et fremragende spillested efter der blev arbejdet på lydisoleringen. Den kolde kælder med højt til loftet er perfekt til mørk musik.
Jeg får fanget vores fotograf, som får sig en velfortjent næsten-fyraftensøl bagerst i lokalet og vi får en snak om dagens eskapader, mens St. Digue spiller aftenens sidste nummer. Vi var begge enige om, at det var et godt valg af Colossal at have St. Digue på programmet, og endnu bedre torsdag. Det har nemlig været en dag med meget krævende musik, hvorfor en dansefest i kælderen er en perfekt måde at slutte dagen af på. Det kan godt være at det hverken er metal eller post-rock, men det er tungt, mørkt og dystert og er fuldt berettiget på festivalen.
Førstedagen på årets ‘A Colossal Weekend’, er muligvis den bedste dag jeg kan huske at have haft på festivalen siden den startede. Jeg er mættet og træt efter at være blevet bombarderet med sanseindtryk i så mange timer. Samtidig er jeg glad for at vi har en festival som Colossal. Det er hvad jeg forestiller mig Roadburn-oplevelsen er, men blot ti minutter på cykel fra min lejlighed. Vi er heldige at vi har en festival som Colossal, der tør at udfordre dens publikum samtidig med at festivalen kan vokse. Jeg glæder mig allerede til mere.
Det er svært at nå at dække alle bands som anmelder, men torsdagens fotograf fik skudt flere kunstnere end anmeldelsen dækker.
De kan ses her:
Machukha
Telepathy
