A Colossal Weekend bliver ved med at skubbe grænserne for eksperimentalmusik i branchen, og fredag var ingen undtagelse med både fornyelse og velkendt ambition
A Colossal Weekend bliver muligvis set som posh eller direkte prætentiøst til tider. Lørdagen på tredagsfestivalen skulle ikke være anderledes. Det blev det dog, da første band på dagen viste, at der også sagtens kan spille ren metal på festivalen. Eller, måske ikke ren metal, da genren nærmere grænser sig til noget eksistentiel doom metal (så bare normal doom metal?). Man behøves i hvert fald ikke turtleneck og læsebriller for at kunne værdsætte amerikanske Pallbearer, der spiller afsindigt tung og smuk doom metal.
Hele konceptet med doom metal er, at det skal lyde så tungt, trist og destruktivt som overhovedet muligt. Men når Pallbearer spiller og tydeligt fletter melodiske passager ind i deres doom, samt får vokalen til at balancere perfekt sted mellem slatten og overdrevet heltet, kan man kun tænke én ting: hvis verden gik under, og Pallbearer var det udvalgte doomband til at stå for soundtracket, så ville det hele jo nok være okay, da man ville kunne acceptere det endeløse ragnarok på en stilfærdig og smuk måde.
I doom bliver det hurtigt et fokuspunkt, hvor langsomt eller tungt, man kan spille. Så langsomt at den overordnede struktur vaskes væk, og man står tilbage med en samling af enkelte, udefinerbare toneskift, som bare lyder tordnende. Der er ikke dybde i det, men Pallbearer viser eminente følelser og klar progression, da deres riffs både holder sig knusende tunge og skærende skønne. Brett Campbells smukke vokal med de to andre strengeinstrumentalisters harmoniserende backing vokal udvider lydbilledet til mere, end den gængse doom – specielt under ‘Signals’, der besidder nogle seriøse Warning-vibes, hvilket må være en af de allerstørste komplimenter man kan få som doomband.
Fra den pompøse følelsesudladning, der var Pallbearer, bevægede jeg mig ned i Lille Vega for at fange The Seven Mile Journey. Det blev dog aldrig den helt immersive oplevelse, da deres ellers gode tilgang til post-rock aldrig fangede mig helt – og festivalens sortiment af sociale sammenstød er relativt hyppige, hvilket også ender med at hive mig væk fra koncerten. Hvad jeg dog når at fange er ganske udmærket, også selvom tilgangen er i den mere uoriginale ende med blide tremelomelodier og melodiske basindspark over en drømmende atmosfære af flyvske toner.
Jeg når heldigvis størstedelen af Bosco Sacro, der også tager inspiration fra postrocken, men forvrænger forstanden og skriver skræmmende smukke numre med genreindspark fra mange hjørner af det musikalske spektrum. Lyrisk er de inspireret af visioner om forsonende kontakt mellem natur og kultur, hvilket udtrykkes godt, når de frigørende atmosfærer møder en sonisk dybde af støj og spektakel i forlængelse af lange hjemsøgende vokalpassager fra Giulia Parin Zecchin og guitarreverb.
Zecchins vokal passer utroligt godt til denne slags musik, og mens instrumenteringen lægger det langsomme grundlag for spiritualitet i musikken, tilpasser hun sig numrene ved nogle gange at synge så blidt og komplementerende, at det lyder som en fjerne hvisken over de doomede ambientstykker med trommespil og lydkollager som rygrad. Det lyder nærmest rituelt eller som en mere primitiv kultversion af Björk, og det er faktisk ret fortryllende at være vidne til.
Det går hurtigt fra shamanistisklydende trancemusik til rumekspedition med postrockens astronauter efter at størstedelen af festivalens gæster får bevæget sig op af Vegas optiske illusion af et trappesystem for at se irske God Is An Astronaut.
God Is An Astronaut er et af de største moderne post-rocknavne, men hvorfor er de det? Hvad er det, der adskiller dem fra så mange andre? Det er, at de er langt mere metalprægede og generelt spiller særdeles mere tight end mange andre post rockbands. Det vil altså sige, at den klichéfyldte postrockbeskrivelse “at være eksplosiv”, har en meget mere fremtrædende betydning, når den anvendes hos God Is An Astronaut.
At implementere metal i post-rock er ikke noget nyt, og God Is An Astronaut er heller ikke revolutionære, når det kommer til genren, for de har nemlig også de helt grundlæggende genretræk fra post-rock, der er blevet spillet til døde gennem årene. Forskellen er bare, at med lige netop disse kerneelementer fra post-rocken, formår God Is An Astronaut at sammensætte det betydeligt bedre end mange andre og sørger for at præsentere væsentligheden af genren til fuldkommenhed. Det viser de også tydeligt i Vega med deres timelange koncert, der dækker bredt over deres diskografi.
De får vist alsidigheden i deres diskografi, også selvom de som udgangspunkt forholder sig indenfor nogle relativt veldefinerende rammer. Det skifter hurtigt mellem svaje- og headbangmusik, hvor sidstnævnte specielt er tydelig under nummeret ‘Suicide By Star’, der også aktualiserer postulatet omkring deres ubesværede implementering af metal i post-rocken.
Det er et brag af koncert, og lydbilledet fordybes endnu mere på de fire sidste numre, hvor de inviterede Jo Quail – der spillede tidligere på dagen, som jeg desværre missede – med på scenen for at akkompagnere resten af samspillet med sit cellospil.
Det tunge og stillestående band kontrasterer glimrende det næste band for mit vedkommende, nemlig canadiske Respire i Lille Vega, som jeg ikke kendte til, men blev anbefalet på selve dagen. De “canadiske emoer”, som de jokende kalder sig selv, kan bedst beskrives, som “hvis en skæv sammensmeltning Godspeed You! Black Emperor og Black Country, New Road valgte at spille arrig og melodisk black metal”.
Der var i hvert fald fin balance i de skiftende passager mellem stille sektioner med violinambiance og post-blacksektioner, hvor energiudladningerne nåede hele vejen udover scenekanten og frontede os, så godt som stillestående koncertgængere, da hele bandet kollektivt svingede instrumenter og kropsdele rundt på scenen, mens lydbilledet vitterligt eksploderede i overvældende crescendoer gang på gang.
Man kunne mærke, at der er utrolig meget tanke bag numrene. De bliver udført med tre guitarister, violin, trompet og andre komponenter, der får det hele til at virke større end et hvilken som helst andet post-blacknummer. Scenetilstedeværelsen føltes også god, og entusiasmen kunne mærkes, når begge vokalister svingede hovederne så voldsomt rundt under instrumentalrundgangene, at sveden dryppede fra deres næser, før de febrilsk er nødt til at stabilisere deres positur igen for skiftevis at råbe, brøle og hyle videre i mikrofonerne.
Det er virkelig imponerende, og nærmest rørende at kunne mærke denne form for passion på scenen. For mit vedkommende ville det ikke være en underdrivelse at kalde denne oplevelse “festivalens store overraskelse” – det er denne slags koncertoplevelser, der for alvor giver liv til A Colossal Weekend, og det skal de have stor ros for.
Afslutningsvis er det Kellermensch, der alene af navn virker som en eksorbitant størrelse på scenen. Med deres genkendelige sceneopsætning af antikke træmøbler og galænderpodier til trommeslager og trædeorgel bevægede ottemandsorkesteret sig fra kælderen til spotlightet og indtager scenen.
Det er klassisk Kellermensch-opstilling, hvor de velklædte skikkelser bliver svagt oplyst af det bagfrakommende hvide lys, som får dem til at ligne stillestående monolitter før musikken udfolder sig og bevægelse på scenen bliver uundgåelig. Sebastian Wolff formår i den grad at manifestere sin position som gruppens naturlige frontfigur, mens andre teatralske indslag som Claudio Wolff Suez’ uendeligt ligegyldige bas-tango snarere virker forstyrrende end berigende for helhedsindtrykket.
Den ustyrlige impuls fra Wolff passer glimrende, da han ved lige præcis hvornår, der er behov for sensuelle armbevægelser, og hvordan der skal skiftes over i meres maniske gestikulationer og power-poses med guitaren hævet langt over hovedet i sand magtposition – faktisk så meget, at betydelige fejl indimellem opstår grundet dette. Jeg kan forstå, at Wolffs fejlbarlige og eksplosive persona er en stor del af en Kellermensch-koncert, men når energien resulterer i adskillige tilfælde af væltede mikrofonstativer og instrumenter, der stopper med at virke, grænser det godt nok en sloppy performance og kommer på bekostning af hele bandet og gavner ikke oplevelsen som tilsigtet.
Det skal dog ikke gå udover helhedsindtrykket af bandet, da det er enormt imponerende og ganske henrivende, hvordan de agerer musikalsk på scenen. Akkompagnementet fra bandet er virkelig godt, og det er aktuelt både for de iøjnefaldende procedurer, når Christian Sindermann bevæger sig ned fra trædeorgelspodiummet for at growle med på nummeret eller de mere subtile strygerarrangamenter, der lige så stille sniger sig ind i numrene og står for mere, end man måske lige lægger mærke til.
Intensiteten toppede dog i det øjeblik, hvor Ditte Krøyer fra Vulvatorious gæster et par numre. Røgmaskinernes tåge i forbindelse med det blinkede hvide lys, etablerer scenen som en tordensky, hvor Krøyer er det absolutte centrum og manifesterer sig som en en mægtig tordengud med sine ækle grimasser og hæsblæsende vokal.
Hvor Kellermensch normalt har dybde i form af kyndighed, når det kommer til at skrive artsy numre omkring ødelagt kærlighed og fortvivlelse, bliver det momentært udskiftet med helt og aldeles rå gennemslagskraft fra det øjeblik Krøyer træder ind på scenen og udstøder det første brøl – og det klæder Kellermensch gevaldigt at have sådan en tydelig kontrastfigur med i orkesteret.
Kellermensch er et glimrende navn til at lukke hovedscenen på dette års A Colossal Weekend. De er finere og mere polerede end meget andet musik, der også kunne blive booket til festivalen, men alligevel viser de et internt mørke i musikken, som passer smaddergodt ind i de rammer, der er etableret for festivalen. A Colossal Weekend udvider grænserne for denne slags musik; om det så er hård støj på kælderscenen Basement eller kældermennesket som hovednavn på hovedscenen. Det skubber folks grænser, og vi kunne ikke være mere taknemmelige for festivaler som denne.
