Fancy Lee er lige dele Louisiana-sump og Københavns latinerkvarter. Det er blueset, det er punket, og det er, fremfor alt, mørkt.
Hvem er med i bandet?
Vi er en, om noget lidt besynderlig, sammensmeltning af eksistenser. I tekstuniversets front står jeg (Nina Methling) for oprør, vokal og voodoo. De rådne, rockede bluesriffs leveres af Marc Chain og Fabian Vang på guitarer, og gudskelov holdes det hele i nakken af Anders Toft bag trommerne.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken?
Jeg er dansk-amerikansk, og har brugt en lang årrække i Sydstaternes sumpe. Her skrev jeg tekster på gadehjørner i New Orleans og mumlede lidt sumpet poesi om dét at være kvinde. I sin frihed, hjertesorg og uendelige ekstase. At være kvinde uden mand, uden børn, men blandt hekse og voodoo traditioner. I ved, om at være kvinde i et klima, der får håret til at krølle på den vilde måde og om hvordan gyderne i det franske kvarter gemmer på hemmeligheder, der kan få en sømand til at vande blomsterne. Lidt sandheder, lidt løgne, lidt med og uden mening.
En dag besluttede jeg mig endeligt for kun at skrive musikken for mig selv, og ikke mændene bag mit daværende pladeselskab. Jeg vendte kosten hjem mod København, med idéen om at starte forfra – denne gang på mine egne præmisser. Her mødte jeg de to guitarister Vang og Chain en sen sommeraften på en scenekant et sted i Indre By. De to unge originaler var ustoppelige i deres helt eget lydunivers og det hele skete lidt ved et tilfælde. Da vi spillede vores første koncert, havde jeg aldrig mødt vores trommeslager Toft før, men generelt er han bare lidt af et mysterium. Og heldigvis, for sådan blev tonerne til de gådefulde fortællinger blev fuldendte.
Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab?
Sæt ild til alt, tilbed satan. Eller sådan noget.
Ej, jeg ville nok sige, at jeg håber at kunne benytte musikken som et talerør for alt det, som vi helst ikke taler om i Danmark. Jeg er meget beskæftiget med emner som sexarbejderes rettigheder og den evigt blomstrende hebefili, altså seksualisering af teenagepigen. Grundlæggende tror jeg på, at vi må forsøge at skabe kunst, der skubber til vores ellers umættelige behov for ro og orden. For så længe vores samfund avler de uligheder som det gør, er ro og orden, i min optik, et meget åbenlyst forsøg på kontrol.
Hvad har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis
Vi er helt klart inspireret af flere forskellige kulturelle baglande. Dele af vores lyd trækker på en fandenivoldsk rockenergi fra Københavns undergrund, men vi inddrager også genrer som surf, punk og lidt psych. Blandt andet spiller vi mange af vores koncerter uden bas, og har forsøgt at skabe et univers, der bryder med reglerne for hvordan musik skal skabes. Vi eksperimenterer en del med at kombinere den råhed med en klassisk New Orleans-kulturarv blandet med lidt latin. Sammen synes vi, at de skaber et unikt lydbillede der også kan være i konstant udvikling.
Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Vi tror på at vores musik henvender sig til flere segmenter, hvilket har gjort at vi har skulle tænke en ekstra gang over, hvordan vi skaber kontakten. Da vi håber at kunne appellere til både gamle garvede bluesfolk og et yngre og mere politisk publikum, har opgaven særligt ligget i at finde kanaler der når ud til dem alle.
Først har vi arbejdet på, at skabe et visuelt brand, der var spændende nok til at fange en bred interesse. Derefter har vi spillet en række koncerter, på både velkendte bluesspillesteder og indenfor punk- og rockscenen.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Vores første råd er altid at drikke en øl, efter man har spillet. Særligt hvis man har spillet godt. Men vigtigst af alt, holder vi os indenfor hvad vi selv synes lyder fedt. Vi ved, det er lidt en banalitet, men musikken kan hurtigt blive uinteressant, hvis vi forsøger at skabe noget, vi tror, at I vil have.
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Selvom at den ultimative drøm vel er at spille en intimkoncert i Vatikanet, må vi nok indrømme, at den stående ambition er bare at lave fed musik.
Forhåbentlig fedt nok, til at folk gider at lytte med og måske endda have noget at tænke over efterfølgende.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi udgiver her d. 16. november vores debutdobbeltsingle, ‘Introducing Fancy Lee.’
Singlen består af de to numre ‘Shit Town’ og ‘Witches’ Daughter’, hvilket vi føler er en perfekt opsummering af vores identitet som band.
Derudover har vi et par seje koncerter i kalenderen, herunder vores release koncert på H15 Studio d. 23 november i Kødbyen.
I kan også finde os på Loppen d. 15 december og til en større festival der snart bliver offentliggjort.
Vi håber at I har lyst til at stoppe forbi og lave en aftale med underverden 🖤
