Ørkenen. Alting set i orange lys. Luftspejlinger og varmedis. Som skabt til bevidsthedsudvidende oplevelser. Og tunge riffs. Vi ser på den stenede gren af doomen.
Lige siden Tony Iommi hostede og hakkede sig ind i første skæring på Black Sabbaths tredje album, har stoner doom haft sin nationalhymne. Som navnet måske antyder, tager subgenren sit udgangspunkt i marihuana, og dermed også musik, som man både kan spille og følge med i, når man er under denne urts påvirkning.
Vi har at gøre med en type musik, der er endnu langsommere og mere lodden end den traditionelle doom metal. Og som vi kender det, fra stoners i vores omgangskreds, kan den rigtig godt lide at handle om netop dette: Hashen.
Stoner doom
Og igen må vi starte ved begyndelsen. Black Sabbath. For selvom stoner-genren har forgrenet sig og er blevet både blødere og tungere, så er det stadig ‘Master of Reality’ og i særdeleshed ‘Sweet Leaf’, der er det helt centrale omdrejningspunkt. Fra Iommis indledende hakkende hoste, der er affødt af et gigantisk bonghit, over det ikoniske riff selvsamme leverer er det her indbegrebet af stoner metal. Det er dovent i sin fremdrift og det rocker adstadigt afsted, alt imens Ozzy, med sin karakteriske stemme lovpriser plantens beskaffenhed og erklærer den sin kærlighed. Trommer træder i baggrunden for riffet og det vil for evigt være det, der står i centrum af genren. Riffet vil for evigt være kongen i stoner metallen, og det vil vi også blive helt opmærksomme på, når vi kommer videre i historien.
Naturligvis var Black Sabbath født ud af noget. Det opstod ikke fra den ene dag til den anden, og kreationisme er lige så tåbeligt i musikhistorien, som den er alle andre steder.
Bluesen havde sin del græsentusiaster, Cab Calloway, Ella Fitzgerald, Lead Belly, Bill Monroe og John Lee Hooker både sang om og brugte det i musikken. Og vi behøver vel ikke at fortælle om rockmusikkens forhold til urten op gennem 60’erne?
Men da riffet blev det centrale, blev musikken skabt. Sir Lord Baltimore udgav i 1970 ‘Kingdom Come’, en plade, der af mange betragtes som den allerførste stoner rock-udgivelse. Senere skulle de varme op for Black Sabbath på ‘Paranoid’-turneen i USA, og det er derfor ganske sandsynligt, at briterne har skævet til New Yorkerne, da de arbejde på deres tredje album.
Sir Lord Baltimore var ekstremt groovy, anført som de var af syngende trommeslager John Garner, der var blandt de første til at tage den imponerende tjans. Og det gav pote, dog desværre ikke i økonomisk forstand. Sir Lord Baltimore kendes nu om dage mest af folk, der begejstres over stoner rocken, og derfor dyrker hobbyarkæologi i genren, men der er ingen tvivl om, at den amerikanske gruppe skulle få stor indflydelse i fremtiden, og deres lyd kan genkendes hos både Clutch og Kyuss.
Herudover var adskillige større og mindre bands indflydelsesrige for genren, uden at kunne give os præcis samme afsæt i lyden. Der er ikke nogen tvivl om, at ZZ Tops svingende boogierock har kørt mange gang rundt hos de senere ørkenrockere, ej heller Lynyrd Skynyrd, der med deres oprindelige lineups forståelse for lige dele groove og crooning har lagt mange trædesten ud. Det samme kan siges om Hawkwind og adskillige andre prog-rock-orkestre, men der skulle alligevel gå nogen tid før, vi fik den lyd vi søger.
Bands som The Oath, Lucifer, Jex Thoth og danske Lucid Grave dykker ned i retro-lyden, der opstået i dette kølvand og tager både fat i inspirationen fra Coven, men også den særlige feeling, der opstod i krydsfeltet mellem heavy metal og rock-musik i 70’erne – i nabolandet Sverige opstod for eksempel November, der af mange betragtes som Sveriges første heavyband. Vi er dog stadig i 60’ernes greb. Der tilføjes en masse syrerock, og hippie-lysterne udi både rock og psykedelika fodres. I Danmark har vi haft en lille, men solid strømning af særligt det psykedeliske. Causa Sui, der efter et enkelt vildskud på debuten, fordybede sig fuldstændigt i improvisation og instrumentale grooves, står for pladeselskabet El Paraiso, der blandt andet udgiver Papir og Mythic Sunship, der begge kan sættes i forbindelse med et band som Earthless.
Sabbath Assembly, Devil’s Blood, Blood Ceremony, Witchcraft og mange andre tapper ned i samme okkulte vibe og groover sig igennem kultiske ritualer og djævletilbedelse i en mørk form for tung-rock, der i høj grad adskiller sig fra den hard rock, Van Halen og AC/DC mfl. gjorde populær op i 80’erne. Alt dette kan tilskrives en tilbagevenden til de okkulte temaer, efter i flere år at have overladt den slags til heavy-bandsene og fokuseret på fest og farver.
Listen af disse bands er alt, alt for lang til at blive gennemgået, men Graveyard, Blues Pills og Royal Thunder fortjener plads på listen.
Blandt de mest succesfulde i denne kategori er britiske Uncle Acid and the Deadbeats, der løfter de catchy refræner fra populærrocken, men tilsætter tonstunge riffs og okkult image. Havde det ikke været for Ghost, der blev store omtrent samtidig, ville Uncle Acid have været et godt bud på et stonerrockband, der kunne have brudt rigtigt igennem til populærkulturen. Ak, svenskerne fyldte den niche i stedet, med deres ABBA-inspirerede poprock og Uncle Acid and the Deadbeats blev henvist til opvarmningsgigs.
Ørkenrock
I slutningen af 80’erne oplever vi et skel opstå. Hvor de britiske og europæiske bands og deres kumpaner på den amerikanske østkyst, måske inspireret af vejrliget, bliver mørkere og æklere, er Californien eksponenter for en helt anden lyd. Og det er en lyd, der opstår i solens klare skær. Ørkenrocken dukker frem, og kommer til at danne sin helt egen skole, der trækker tråde både ind i populærmusikken, men også ned i undergrunden.
Vi taler naturligvis om Palm Springs-scenen.
Det vigtigste band her er Kyuss, men endnu mere centralt er guitaristen Josh Homme, der i den grad har stået for både Kyuss’ lyd, men også har taget den videre, udbredt scenen og er måske nok den mest succesfulde person på den liste, i moderne tid.
Scenen udsprang af piratfester i den californiske ørken – såkaldte generator-fester – hvor unge samledes uden for lands lov og ret for at spille musik og tage stoffer.
Den sjuskede og tilbagelænede attitude, der prægede disse unge mennesker, kunne direkte overføres til musikken, og både punk- og diy-attitude gennemsyrede deres tilgang til musikken. For eksempel kørte Josh Homme sin guitar gennem en Marshall JCM900 100W i et Ampeg-kabinet, som egentlig var tiltænkt basguitarer – dette, kombineret med de tykke og slappe strenge, skabte den helt særlige, grynede lyd, der skulle kendetegne ham og Kyuss i særdeleshed.
I det hele taget, var dette band samlingspunktet for scenen, og musikerne optrådte i adskillige andre acts. Brant Bjork, trommeslager frem til 1994, er måske nok den mest produktive, men sidegeschæfter i både Mondo Generator, Fatso Jetson, Stöner og en masse andet, men også sanger John Garcia (Unida, Slo Burn, Hermano, Karma to Burn), Nick Oliveri (Dwarves, Svetlana, Mondo Generator) og Scott Reeder (Goatsnake, The Obsessed, Unida) har været vidt omkring. Hovedpersonen er dog Josh Homme.
Efter Kyuss gik i opløsning på mindre behagelig vis i 1995 – Hommes karakter er ikke blandt de bedste – startede han og Alfredo Hernandez, der overtog for Bjork i Kyuss, kæmpesuccesen Queens of the Stone Age, der hurtigt indlemmede Nick Oliveri, Troy van Leeuwen, Michael Schuman, Dean Fertita og Jon Theodore, men nok er mere kendt for at have Mark Lanegan på vokaler sammen med Homme og Dave Grohl på trommer, på storværket ‘Songs for the Deaf’ fra 2002. Den selvbetitlede debut, ‘Rated R’ og førnævnte plade var en fortræffelig trio af stoner rock-plader, der katapulterede Homme ind i mainstreamen og yderligere stjernenykker.
For med 2004’s ‘Lullabies to Paralyze’ var det slut. Ørkenen var forsvundet og LA havde vundet indpas. Det samme gælder Josh Hommes arbejde med Jesse Hughes i Eagles of Death Metal, der primært er kendt for et tåbeligt navn og et skrækkeligt terrorangreb. Alt efter 2004 er spild af tid. Og det er en skam, for før Josh Homme skiftede grønne stoffer ud med hvide, var han et naturtalent og havde et gudsgivent øre for både groove og stemning.
Hans langvarige sideprojekt, Desert Sessions, viser dette i overflod. Projektet fik sin start tilbage i 1997, hvor Homme inviterede en lang række musikere med i Rancho de la Luna i Joshua Tree, der rummede et gammelt indspilningsstudie. Ideen var, at isolere musikgenier sammen i ørkenen, og se hvad der kom ud af øjeblikket. En lang række stjerner har deltaget i Desert Sessions, herunder PJ Harvey, Mark Lanegan, Jeordie White aka. Twiggy Ramirez, Billy Gibbons og Les Claypool, og mange fremragende sange er kommet ud af det.
Kyuss levede også videre efter opløsningen i 1995, men ikke med Hommes gode vilje. Da Bran Bjork, John Garcia og Nick Oliveri med hjælp fra Brune Fevery genstartede bandet under navnet Kyuss Lives! for først at spille liveshows, og senere indspille nyt materiale blev de mødt af et sagsanlæg fra Josh Homme og Scott Reeder, hvilket tvang dem til at finde på en ny overskrift. Det blev til det kortlivede Vista Chino, der kun nåede at udgive en enkelt plade, før Garcia og Bjorks soloprojekter tog over. Som en reminder om hvad Kyuss var og afsender på solide shows, var det dog tiden værd.
Og meget apropos Scott Reeder, findes Palm Desert-scenens næststørste band stadig. Fu Manchu er indbegrebet af ørkenattitude, med hamrende brede riffs og endnu mindre omløb i hovedet end Kyuss havde. Når tårnhøje Scott Hill spiller på sin letgenkendelige gennemsigtige guitar og vifter de solblegede lokker omkring sit hovede, er der intet andet end “gas, grass and ass” i luften. Fu Manchu er et ægte slacker-band, og det er fladpandet på allerbedste vis. Denne type rock har i øvrigt også fundet vej til vore himmelstrøg, hvor særligt svenskerne i Truckfighters, men også deres landsmænd i 10,000 Years på samme vis formår at fremmane følelsen af Route 66. I Danmark var On Trial og Gas Giant blandt de første, der udforskede den tunge stoner rock, og de gik videre til større anerkendelse i henholdsvis Baby Woodrose og Øresund Space Collective.
I samme åndedrag ville det være naturligt at nævne Uffe Lorenzen, måske bedre kendt som Lorenzo Woodrose. Fra starten har han været afsender på kompromisløs og skarp, men samtidig syret og udtrippet stoner rock. Førnævnte Baby Woodrose havde sine klare styrker, måske især på svanesangen ‘Freedom’ fra 2016, men det var det dansksprogede Spids Nøgenhat, der i den grad gjorde Lorenzen selvskrevet til denne gennemgang. Spids Nøgenhat var indbegrebet af et kærligt og varmt godt trip og rammer de helt rigtige strenge. Sidenhen er Lorenzen gået videre i Lydsyn, der har bevæget sig noget tættere på dansk singer-songwriter-rock. Lorenzen har også klippet både hår og skæg og har lagt stofferne på hylden. Godt for ham.
Ørkenrocken varierer i tyngde og intensitet, og også i graden af indtagelse af rusmidler. For nogle har nok taget en større slurk bongvand end andre. Det gælder for eksempel for de legendarisk psych-stonere i førnævnte Earthless, der groover derud af som soundtrack til et fantastisk trip.
Earthless er dygtige instrumentalister, men som med fx. Phish eller Grateful Dead kræver det lidt, at man deler sindstilstand med dem, før det er til at lytte til. Dog har de tydeligvis stået for en del inspiration til ukrainske Stoned Jesus, der leverer noget så ukarakteristisk for Østeuropa, som netop ægte ørkenrock. Men den er ikke til at komme udenom. Både i tematik og lyd er det genuint støvet og ærkeamerikansk, foruden at være udstyret med både fede psykedeliske passager og bundsolide riffs.
Masters of Reality, Yawning Man og Sheavy holder det mere chill og er ikke dem, der står og venter på rumvæsener i ørkenen, men er nok nærmere kommet for at feste lidt og måske grille med kammeraterne. Af de tre er Sheavy både de tungeste og de bedste, til trods for, at de kommer fra Canada. Sabbath-indflydelsen er tydelig hos de tre bands. I virkeligheden er bandet mest kendt for deres solide 2000-plade ‘Celestial Hi-Fi’, der viste deres kunnen i ekstremt høj grad. Det var i øvrigt Cathedrals Lee Dorrian, der fik øjnene op for dem, og signede dem på sit pladeselskab ‘Rise Above’. I modsætning hertil er Yawning Man, som er blandt de allerførste ørkenrockbands, helt lænet tilbage. Så tilbagelænede, faktisk, at de skulle eksistere i 19 år før de udsendte en plade. Ikke desto mindre var det dog værd at vente på.
Af andre nævneværdige bands, fra både ind- og udland kan nævnes græske 1000mods ,der blander en fornemmelse for catchy omkvæd og en solid dosis teen-angst ind i lyden og finder dermed lidt mere tilbage til det punk-etos, der skulle have præget blandt andre Kyuss i langt højere grad end den samtidige rock- og metalscene. Tyske Colour Haze lægger sig i slipstrømmen af Earthless, men formår nærmest at være mere nærværende end forbillederne. Floridianerne i Torche startede egentlig som et sludge metalband, men fik så god en fornemmelse for melodi, at det trak mere i retning af stoner rock. Mange har kritiseret dem – eller hyldet dem – for at være det første sludge pop-band, men det er naturligvis noget vrøvl. Endelig skal Illinois-gone-San Francisco-bandet Acid King nævnes, da frontperson, guitarist og sanger Lori S. er intet mindre end ikonisk inden for genren. Særligt gennembrudspladen, ‘Busse Woods’, fra 1999 er fremragende. Tempoet minder om Fu Manchu, men tyngden er endnu vildere. Få kan som Lori spille langsomme grooves.
Inden vi forlader ørken- og stoner-rocken for at gå over til den tungere søsken, skal vi lige have rettet blikket mod en særlig gren på dette vindblæste joshuatræ. Og det er egentlig ikke som sådan en genre, ej heller er der nogen særlig geografisk ting til fælles, eller noget i den retning. Det er nærmere en fornemmelse. Det er nemlig stoner rock, der mest er til, well, voksne.
Det lyder måske lidt mærkeligt. Så lad os starte med det nok største band i dette område. Clutch. Clutch er jo ikke AOR, som vi ellers nogle gange kan lide at kalde voksenrock, men derimod fuldfed, østkyst-stoner rock. Men det er ikke stonet på den måde, som de er det vestpå. Man får ikke fornemmelsen af hash og psykedelika. Måske kunne man kalde det bajerrock. Det gør vi nu.
Clutch har eksisteret i snart mange år, og selvom deres opfindsomhed og opskrift efterhånden er kørt lidt træt, så har de rigtig, rigtig mange gode sange på samvittigheden. Det kendetegnende for bajerrocken er, at den er skidehyggelig, hård uden at være for hård, forvrænget, men ikke så meget det gør noget, og heller ikke så langsom, at man falder i søvn. Der kan moshes til det i et tempo hvor farkroppen også kan være med.
Clutchs store force er forsanger Neil Fallon, der i et andet århundrede kunne have tjent svimlende formuer ved at prædike svovl og forbandelser, men heldigvis er landet i rockmusikken. Bemærk hans beherskelse af det fængende omkvæd og den brummende bluesvokal.
I samme åndedrag skal vi have fat i Red Fang. For det er rimelig meget det samme, men gjort tilstrækkelig godt og besnærende til, at man ikke bliver gal over den måske svingende grad af originalitet. Man bliver til gengæld bare glad af den fremragende melodiøsitet og det lidt tungere take på genren end Clutch leverer. Herudover er Red Fang også excellente udi kunsten at lave musikvideoer. Det kommer måske med alle bajerne.
Ingen snak om stoner rock uden Monster Magnet og Corrosion of Conformity. Legendariske i nogle arenaer, ukendte i andre, men alligevel ganske indflydelsesrige i egen kraft. Corrosion of Conformity er nok mest kendt for Pepper Keenan, der også har spillet i Eyehategod og Down, men de har alligevel holdt sig mere til en southern rock-influeret stil, der skylder stjernerne i for eksempel Lynyrd Skynyrd rigtig meget. Særligt berømte blev de i 1994 med ‘Deliverance’, der bød på flere hits og et US-opvarmningsgig for Metallica. Siden har det været lidt småt med succesen, særligt fordi Keenan fokuserede mere på Down, men ‘Albatross’ er en udødelig klassiker.
Monster Magnet var ligeledes ganske store i halvfemserne, men det krævede faktisk et par forsøg, og det var først med 1998’s ‘Powertrip’, en relokering fra New Jersey til Las Vegas og tilføjelsen af guitarist Phil Caivano, at det lykkedes. Derfra fik de mulighed for at rejse rundt med Hole og Marilyn Manson, hvilket var vejen til guldpladen. Den karismatiske frontperson med det lange hår og de store solbriller, Dave Wyndorf, er altid billedet udadtil og hans ansigt er svært at glemme, ligesom hans karakteristiske, rockede stemme. Monster Magnet er ren attitude.
På den anden side af sundet havde briterne i Orange Goblin også godt fat i de fede riffs. På en aldeles ubritisk måde synger de om undergang og ødelæggelse, med masser af grus i både forstærkere og stemmebånd. Der er fuld kul på fremdriften, men der er ikke meget humor at finde.
