Doom. Sjældent har et enkelt ord haft så solid betydning og båret så meget vægtning i sin beskrivelse. Vi sætter fokus på doom metallen.
Uden doom, ingen metal. Det er et fastslået faktum. Og i en mærkelig bagvendt kronologisk orden, kom doomen faktisk før selve heavy metal-genren. Det gjorde de naturligvis i kraft af, at opfinderne af selve musikstilen opfandt undergenren samtidig. I vores serie af primers er det blevet tid til at kigge nærmere på den tunge og langsomme metal. Vi har her fokus på den renere udgave.
Doom metallen kan generelt koges ned til at fastholde et noget langsommere grundtempo end mange af de øvrige genrer, og fokuserer som regel på en nedslående fornemmelse, der fremkalder nogle af de sindsstemninger man kan forbinde med dommedag og undergang. Der er dog også rigeligt med fantasy- og heltestemning, både dengang og nu.
Proto-doom
Før doomen blev til doom, var der Black Sabbath, og musikscenen har aldrig været den samme siden. Deres enestående debutalbumindvarslede hele metallens æra, og samtidig doomen, der dog ikke fik sit navn før efterfølgeren ‘Paranoid’ så dagens lys, og nummeret ‘Hand of Doom’ blev ensbetydende med tung og mørk metal. ‘Hand of Doom’ udmærker sig ved netop at være langsom og slæbende, og bringer en dyster stemning med sig. Derved blev Black Sabbath blåtrykket for doom i dagene, der skulle komme.
Men før Black Sabbath fandt formen, var amerikanerne på banen. I 1969 udsendte Chicagobandet Coven den uforlignelige plade ‘Witchcraft Destroys Minds and Reaps Souls’, der skulle stå som det allerførste eksempel på satanisk lyrik i udgivet musik. Anført af den næsten udenjordiske Jinx Dawson, var Coven langt forud for sin tid, og blev derfor heller aldrig lige så stort et navn som deres britiske samtidige. Det er en fejl, for pladen har stadig, den dag i dag, meget at byde på. Vi er ikke i metal-territorium endnu, men samtidig er vi heller ikke ikke i metal-territorium, på samme måde som det er med Fleetwood Macs ‘The Green Manalishi’ eller Jefferson Airplanes ‘The House on Pooneil Corners’. Osbornes bas er tung og drivende, ikke ulig Geezer Butlers, og Jim Donlingers guitar er tydeligt blues-inspireret, ligesom Iommi havde været det i samme periode.
Traditionel doom
Blandt de allerførste til at gribe genren, var amerikanske Pentagram. Med den nu aldeles faldefærdige og gigantiske skamplet Bobby Liebling (dømt for vold mod sin handicappede mor og mange, mange års heroin- og crackmisbrug, foruden adskillige anklager for sexchikane, red.) i front, har de siden 1971 været blandt de stærkeste, klassiske doom metalbands i verden, ikke mindst på grund af deres selvbetitlede debutplade, der dog først udkom i 1985. Som man måske kan gennemskue, ud fra Lieblings generalieblad, har det ikke været en nem karriere, og forsangeren, hvis stemme er lige så karakteristisk som hans udseende, er eneste gennemgående medlem i et band, der gennem tiden har mistet mindst syv medlemmer.
Det har dog ikke stoppet dem, og de spiller fortsat nu, hvor den 70-årige Liebling er ude af fængsel igen. Så vidt vides holder hans stemme stadig.
Ingen doom uden Wino, som listen også vil vise lige om lidt. St. Vitus er stiftet i 1978 og opkaldt efter ‘St. Vitus Dance’ fra Black Sabbaths ‘Vol. 4’. Sankt Vitus fra Sicilien er skytshelgen for dansere og entertainere. St. Vitus hed i begyndelsen Tyrant, og på de første to plader, var det med Scott Reagers på vokal. Da denne forlod bandet for at fokusere på familien, sluttede Scott “Wino” Weinreich sig til bandet, hvilket skulle vise sig at blive godt for populariteten, men skidt for stabiliteten.
Inden dette var St. Vitus dog blevet opdaget af Black Flags Greg Ginn, og signet på hans label, deres langsomme tempo til trods.
Wino var forsanger på ‘Born Too Late’, deres gennembrudsplade fra 1986, der gjorde deres lyd tungere og mere metallisk, og skruede ned for den psykedelika, der havde præget dem forinden. Guitarist Dave Chandler er dog hovedpersonen, hvilket også tydeligt høres på den fremtrædende placering hans spinkelt lydende guitar har i musikken, og er også eneste tilbageværende oprindelige medlem, omend Reagers er vendt tilbage i de senere år. St. Vitus er, måske, det første, rene doom metal-band, og står højt på de flestes bands inspirationsliste.
Og nu vi taler om Wino, ville det være tåbeligt ikke at nævne The Obsessed. Bandet blev stiftet under navnet Warhorse tilbage i 1976, men nåede kun at udgive et par demoer, inden hovedperson Scott Weinreich blev rekrutteret til St. Vitus, opløste bandet og flyttede vestpå. Siden er The Obsessed blev samlet og opløst igen og igen, hvilket kun har føjet til deres kultstatus. Adskillige andre bands er også opstået i kølvandet på The Obsessed, herunder Goatsnake, Kyuss og Spirit Caravan.
Den besynderlige, og desuden mere og mere paranoide frontperson har dog tydeligvis haft et behov for et mere hard-rocket outlet, hvor hans tidlige Motörhead-forkærlighed kunne få frit løb. The Obsessed lægger sig tættere opad stonermetallen end det meste, men formår dog netop at have tilstrækkelig klassisk heavy i sig, til at blive i doom-lejren.
Hovedværket er 1991s ‘Lunar Womb’, der i den grad spillede med riffmuskler, tak Scott Reeder, og viste en Wino, der formåede at synge så både engle og djævle måtte vende blikket væk.
Det er nu ikke ofte, man ser generel lovprisning af kristne heavy metal-bands – med Hank Hills udødelige ord: “I gør ikke kristendom sejere, bare rock’n’roll værre” – men ikke desto mindre er Trouble blandt de aller-, allerstørste doom-metalbands. Lyden er dog også langt fra hyldestmusik, særligt når det kommer til vokalen, der klaredes af en af metallens nu desværre afdøde legender, Eric Wagner, der måtte lade livet til Covid-19.
Wagner formåede både at lyde som Satan selv og som en hellig kriger på de helt store plader ‘Psalm 9’ og ‘The Skull’, der skulle lægge navn til hans efterfølgende band.
Inden for doom metallen talte man nogle gange om et “big 4”, ligesom i thrashen, der bestod af Trouble, St. Vitus, Pentagram og Candlemass, og når man har forstået hvilke bands, de blev sidestillet med, forstår man, at der var noget om hypen.
‘The Tempter’ er nærmest klassisk komponeret lidt à la Edvard Grieg og tilføjer noget storslået til doomen, og slog derved bro mellem de yderst episke Candlemass og de mere verdslige St. Vitus og Pentagram. Bruce Franklin og Rick Wartells dobbelte leads tog det bedste fra de, på det tidspunkt, meget populære Iron Maiden, men skruede tempoet helt ned, hvilket efter sigende skulle have inspireret Kirk Hammet og James Hetfield i høj grad.
Og meget apropos NWOBHM, var det ikke alle de britiske metallere, der fulgte i Maidens hæsblæsende fodspor. Et af de vigtigere i denne kontekst var Witchfinder General fra Stourbridge i Worcestershire, der sammen med Pagan Altar var med til at starte den engelske doom metal. Bandet eksisterede kun i fem år, da de gik i opløsning allerede i 1984, og blev først ordentlig anerkendt posthumt, men herfra er deres kendetegnende britiske lyd også blevet hyldet af overordentlig mange bands.
Det er nemt at spore den særlige NWOBHM-lyd i bandet, der til tider er nærmest punket. Særligt Zeeb Parkes nasale vokal er ekstremt tidstypisk, men bandet formår samtidig at blande den nye bølges energi, med noget af den energi Black Sabbath havde fremvist år forinden.
Den traditionelle doom døde sådan set aldrig, men gik lidt i sig selv i løbet af halvfemserne. Udover legacybandsene, som vi allerede har været igennem, var det nærmest kun britiske Cathedral, der holdt fast i genren. Det var dog heller ikke så lidt, da de med ex-Napalm Death-sanger Lee Dorrian i front, skulle vist sig fuldt ud i stand til at bære doomen på deres skuldre. Få doom-bands har vist sig så bærende for genren, og Dorrian har gennem både karriereren i Cathedral og senere i With the Dead, med Electric Wizard- og Bolt Thrower-alumner, og gennem sit pladeselskab Rise Above Records, været en uundværlig del af doom metallen i England. Herudover er han en ægte excentriker, der blandt andet fandt på, at 2005’s ‘The Garden of Unearthly Delights’ skulle dufte af æble, når de blev afspillet.
Cathedral har influeret mængder af bands, især med deres senere strejftog ind i stonermetallen. Blandt andet kan nævnes Slomatics, Monolord og Conan, der byder på hvert deres forsøg på at løfte arven fra det nu afsluttede kapitel, der var Cathedral.
Doomen var som nævnt måske ikke død, men så i hvert fald tæt på, indtil langt senere, men nogle få bands holdt ud i den ørkenvandring, der var 90’erne og start-00’erne. Heriblandt det måske vigtigste ikke-engelske eller -amerikanske band: Reverend Bizarre. Finnerne fra Lohja startede faktisk som teenagere helt tilbage i 1994, og var dybt inde i doomen fra begyndelsen. Forsanger Albert Witchfinder stiftede sammen med While Heaven Wepts Tom Phillips Circle of True Doom i begyndelsen af 00’erne, for at skille fårene fra (gede)bukkene i doomen, og holde den traditionelle genre i hævd. Bands som blandt andre Gates of Slumber og Orodruin sluttede sig til, og lavede en besynderlig akse mellem Indiana, Maryland og Finland.
Reverend Bizarre var en trio af ikke blot ekstremt dygtige musikere, men også aldeles alsidige mennesker, hvilket kan ses på Albert Witchfinders ekspansive sideprojekter, herunder det fantastiske The Puritan, og Jara Pohjonens nuværende karriere i både Peter Vicars Orne og i Svarta Havet. Denne nysgerrighed kunne tydeligt fornemmes i Reverend Bizarre, der med sine grotesk langsomme guitarer og sine ekvilibristiske trommer skar sig en niche i doomen. Ikke mindre rædsomt er det så, at de kun udsendte tre albums, og endda navngav det sidste ‘III: So Long Suckers’, nærmest som for at træde i det. Vi har dog stadig både minder, albums og, ikke mindst, riffs.
Mange bands skød i hver sin retning i denne periode. Norske Lamented Souls, med Simen Hestnæs aka. ICS Vortex (Dimmu Borgir, Borknagar, Arcturus i front) skar sig en lille niche i starten af halvfemserne, særligt grundet sangerens karakteristiske vokal, mens flere begyndte at udforske den gotiske side af metallen, ligeledes norske Tristania, portugisiske Moonspell, finske Poisonblack og Sentenced og mange flere tog dette skridt i 90’erne, men de største og stadig bedste, var amerikanske Type O Negative.
Med monolitiske Peter Steele i forgrunden, var dette band indbegrebet af gotikken. Død, sex, mørk humor og endeløs sorg var hovedingredienserne i deres helt særlige, afgrundstunge doom metal. Over syv albums udforskede de nærmest alle afkroge. De ramte deres mest gotiske på ‘Bloody Kisses’, deres sjoveste på ‘Life is Killing Me’, deres mest anstødelige på ‘Slow, Deep and Hard’, deres mest sexede på ‘October Rust’ og deres aller-, allertungeste på ‘World Coming Down’. Type O Negative blandede solide keys, tunge guitarer og ikke mindst, Peter Steeles karakteristiske, dybe vokal til stor effekt og er fortsat, tretten år efter sangerens død, blandt de mest populære bands i heavy metal.
Den traditionelle doom havde som sagt ringe kår i 00’ernes hav af metalcore og diverse andet, og imens Trivium huserede snart sagt alle steder, dukkede The Sword op fra hjertet af Texas, og delte vandene, mellem dem, der elskede deres retrodoom og dem, der kaldte dem posers – nok primært fordi de ikke havde eksisteret dengang i 80’erne, hvor lyden blev grundlagt.
Metalinternettet var på det tidspunkt et ganske tåbeligt sted, men det lykkedes The Sword at sparke døren ind, til det, der sidenhen skulle blive en veritabel eksplosion af retrolyd verden over, hvor blandt andre tyske Kadavar, og de amerikanske kolleger i Khemmis og Pallbearer skulle følge dem.
Der hvor The Sword adskilte sig fra dem, der skulle følge, var i det uovertrufne groove. ZZ Top er lige om hjørnet – The Sword har også spillet adskillige af deres sange gennem tiden – og bluesen ligger højt i mixet, så det nærmest bliver helt dansabelt. På den vis ser vi også tilbage på Coven.
Deres åndelige efterfølgere blander dog noget mere sorg og mindre dansabilitet i, men går også deres egne veje. Pallbearer fra Little Rock, Arkansas og Khemmis fra Denver i Colorado holder fanen højt nu, hvor The Sword er gået hver til sit.
Khemmis ligger nok nærmest, da de holder hårdt fast i heavy metal-æstetikken og smykker sig med flotte damer, troldmænd og skeletter. Det er ikke uden grund, at de har spillet en coverversion af Dios ‘Rainbow in the Dark’, da den samme blanding af high fantasy og heavy metal kan findes hos dem, i deres bastunge doom. Særligt interessant er Ben Hutcherson og Phil Pendergast, der begge står for både vokal og guitartjanserne, og gør det med solid kunnen. Soloerne er i højsædet og de rene vokaler står stærkt, i en tid, hvor den slags er ugleset.
Det samme kunne siges om Pallbearer, omend deres mere støvede lyd har givet dem bedre chancer for at bryde igennem, deres ditto rene vokal til trods.
Dog lever vi i en tid, hvor den helt stærke mandestemme ikke er lige så populær som den var i 80’erne, hvorfor Devin Holts mere skrøbelige røst appellerer til flere. Det skyldes nok også i høj grad den mere uldne produktion, der trækker Pallbearer i retning af det stenede, hvilket igen gør det ganske spiseligt. Pallbearer havde en kometkarriere foran sig, på baggrund af deres første to udgivelser, men tabte desværre pusten på fjerde plade, hvilket også kan ses i reduktionen i hype generelt. En skam, for de første var fremragende.
Et band, der til gengæld aldrig har skuffet, er engelske Warning. Nuvel, nu har de også kun udgivet to album i deres lange eksistens, men de er også begge fremragende. Særligt 2006’s ‘Watching From A Distance’ er blevet et hovedværk i genren, og dette med god grund.
Patrick Walker, som vi også kender fra 40 Watt Sun, er guitarist, sanger og sangskriver i bandet, og hans helt særlige, skrøbelige stemme indkapsler som få andre, en helt gennemtrængende sorg. Få plader har som denne lydt af dommedag i den mest depressive form. På en eller anden måde lykkes det at få sange, der har udgangspunkt i fortiden, til at fremstå så nærværende og relaterbare.
‘Footprints’ er den allerstærkeste sang, og viser tydeligt, hvorfor Warning er i stand til at løfte arven fra fortidens doom-legender og i mange tilfælde også overtrumfe dem.
Herhjemme var særligt et band som Saturnus ganske populære i 00’erne – deres album ‘Veronika Decides to Die’ står for mange som et af periodens højdepunkter. Det er såmænd ikke fordi Saturnus opfandt hverken dybe eller flade tallerkener, men fordi der simpelthen var et marked for det. Udover nichebandet Blazing Eternity, var der ikke meget at komme efter på den danske scene, og tiden var derfor mere end moden til, at bands som netop det let gotiske Saturnus og de lidt mere episke Altar of Oblivion kunne få en vis succes.
Der er en særlig lyd i dansk doom, der nok bedst kan sammenlignes med den svenske eller finske scene, synthbåren og melodisk som den er, og som stadig den dag i dag fejres til blandt andet en festival som den lettere anakronistiske Nocturnefest, der afholdes årligt i den mørke årstid, og som byder på mange af de bands, der var populære dengang.
Fra 2012 til 2015 bød København også på festivalen Heavy Days in Doomtown, der formåede at trække meget store bands fra hele verden til scenerne i Ungdomshuset, på Loppen og Månefiskeren og Spillestedet Stengade. Efter de desværre kun fire udgaver, lukkede den ned, men skulle leve videre i festivalerne Northern Discomfort og Doomed Stairway.
Epic doom
Vi skal tilbage i tiden igen, for sideløbende med den traditionelle doom, der særligt var drevet af amerikanske og britiske bands, havde vi det sidste af doomens “Big 4”. Svenske Candlemass. Det er ikke et band, der på nogen måder kan overvurderes, hverken i lyd eller i betydning. For hvis vi ser på deres nyere materiale, er vi nok lunkne, men det er nok i høj grad fordi, Candlemass har gjort os forvænte. Lige fra debuten ‘Epicus Doomicus Metallicus’, der skulle være første og sidste plade for sanger Johan Längquist indtil hans tilbagevenden i 2018, har de dannet skole og i høj grad defineret lyden af doom. Når de modtager kritik er det altså primært for blot at holde det ekstremt høje bundniveau, de har lagt gennem mange, mange år i tjenesten.
Som nævnt, var Längquist forsanger på debuten, som af mange fremhæves som det ypperste, men mindst lige så mange sværger til efterfølger Messiah Marcolin, der, om ikke andet, slog bandet fast på plakaten gennem sit karakteriske udtryk med munkekutte, viltre krøller og en gennemført artikulation og optræden. Med Marcolin i front, udsendte de trilogien ‘Nightfall’, ‘Ancient Dreams’ og ‘Tales of Creation’, der alle tre blandede kristne temaer i den tunge doom, der med sangerens operatiske røst, blev løftet til helt nye niveauer. Med lidt skiftende vokalister op gennem halvfemserne og 00’erne, herunder en genforening med Marcolin på deres selvbetitlede 2005-plade, fandt bandet en anden storhedstid, da Solitude Aeturnus’ Robert Lowe sluttede sig til på ‘King of the Grey Islands’ i 2007. Som sagt er Längquist vendt tilbage, og cirklen er sluttet for det svenske orkester.
Og nu vi er ved Robert Lowe, er det ganske naturligt, at han fik plads i Candlemass, da hans eget orkester Solitude Aeturnus velsagtens kunne betragtes som kronprinserne i genren. Texanerne begyndte at spille i 1988, hvor de, pudsigt nok, udsendte en EP med titlen ‘And Justice For All’ 9 måneder før den lidt mere berømte navnebroder ramte gaden. Solitude Aeturnus blev et massivt band inden for genren, men opnåede dog desværre ikke samme brede anerkendelse som svenskerne. Det er en skam, da de på mange måder er i samme klasse som Candlemass, men nok mest holdes tilbage af at have ramt en decideret europæisk lyd, og så det faktum, at episk doom trods alt er lidt af en nichegenre. Ikke desto mindre sluttede Solitude Aeturnus på toppen, med den bundsolide og helt genretypiske ‘Alone’. Åbningsnummeret ‘Scent of Death’ er det langsomste og tungeste på pladen og demonstrerer deres evner, ligesom deres cover af Iron Maidens ‘Hallowed Be Thy Name’ rammer langt hårdere end originalen, i høj grad på grund af Lowes bomstærke stemme.
Adskillige andre bands har fulgt i fodsporene på de større bands, og en niche har bredt sig, der er lige så trofast, som den er lille. Engelske Solstice, tyske Atlantean Kodex og irske Death The Leveller viderefører genren med hver deres blanding af epik, heavy metal og tunge riffs. Doomen er fortsat i vækst og de tunge riffs er og det lave tempo bliver ved med at lokke.
