Dødsmetal ses ofte som et hårdere udspring af de (allerede) hårde metalgenrer – mere specifikt thrash. Thrash i sig selv var allerede hurtigt, men spurgte du visse individer, havde metallen ikke nået kogepunktet, når det kom til intensitet. Dødsmetal skulle være brutalt, voldsomt og vulgært.
Dog havde thrashen stor betydning for dødsmetal som helhed. Før de helt store og genredefinerende bands, som amerikanske Possessed og Death, kunne man finde betydelige træk i noget af det mere ekstreme thrash, der senere hen blev karakteristisk for genren.
Thrash i sig selv blev kendetegnet som et mere aggressivt bud på den traditionelle heavy metal-genre. Sangene var kortere, hurtigere, og der blev fokuseret mere på riffs i kompositionen. Oveni det var der fuld smæk på trommerne, mens vokalen vrælede og skrattede i lydbilledet.
Thrash/speed/proto-black
Tidlige thrash/speed/proto-black-bands som Venom, Motörhead, Sodom, Exodus og Slayer, havde stor indflydelse på de bands, som man i dag mener, var de første til at spille rigtigt dødsmetal. Det gælder især det engelske band Venom, hvis oprindelse daterer tilbage til 1979. Mørke og tabuiserede emner var på daværende tidspunkt allerede en ting i rock og metal. Bandet Covens enormt fremstående album ‘Witchcraft Destroys Minds And Reaps Souls‘ fra 1969, var det første album, der for alvor greb fat og omfavnede de okkulte og satanistiske temaer – noget, der senere i metallens historie, ville ende med at have kæmpe indflydelse på bands som Black Sabbath og Mercyful Fate.
Selvom Coven havde det tematiske med sig, så lød det ikke særlig ondt. Det gjorde til gengæld Venoms bemærkelsesværdige debut album ‘Welcome to Hell‘ fra 1981. Mange betydningsfulde skikkelser indenfor metal, såsom Necrobutcher fra Mayhem og Chuck Schuldiner fra Death – mere om ham senere – har udtalt sig meget åbent om, hvordan Venom var en kæmpe inspiration for dem, da de skrev nogle af metallens mest genredefinerende albums.
Det er uklart, hvornår betegnelsen “dødsmetal”, eller som det hedder på engelsk “death metal”, blev brugt for første gang. Thomas Gabriel Fischer og Martin Erich Stricker fra Hellhammer – endnu et indflydelsesrigt band for genren – havde for eksempel stiftet et metalmagasin ved navn ‘Death Metal‘ omkring 1983. Et andet tidligt eksempel på anvendelsen af termen ‘Death Metal‘ var NWOBHM-bandet No Mercys demo fra 1983 blot kaldet ‘Death Metal‘.
Jeff Becerra fra bandet Possessed, som mange mener, var det første dødsmetalband overhovedet – mere om det senere – påstår dog, at han, som den allerførste, kom på betegnelsen til en engelskopgave i 1983, hvorefter han senere hen i 1984 anvendte navnet til Possesseds første demo.
Proto-dødsmetal
Et skridt i den rette retning kunne unægteligt høres på Possesseds første demo, hvis intensitet var målet. Rent dødsmetal var det helt ikke endnu, det lød mere som en vildere thrash-hyldest til tidens mest ekstreme bands som Venom og Exodus.
Possessed var dog ikke alene om at definere genren, som vi kender den i dag. Når dødsmetaldiskussionen bryder ud i diverse metal-elitist-onlineforummer, eller i stuen hos din kammerat, der principfast kun går i lidt for store cameo-shorts og gammeldags dødsmetaltrøjer, så er de to bands, der hyppigst bliver råbt højt: Possessed og Death.
Deaths første demo-tape ‘Death by Metal‘ udkom i 1984, og det var for alvor nu, at det begyndte at lyde som den genre, vi kender i dag. Death prøvede ikke at være dem, der kunne spille hurtigst eller have den hidsigste vokal. Numrenes overordnede tempo var sat ned i forhold til bands som Exodus, Slayer og Possessed, og der var mere fokus på, at riffene skulle være tunge og knusende, frem for hurtige og komplekse. Chuck Schuldiners vokalregister mindede også mere om det dybe, klassiske death-growl, vi kender i dag.
Starten på dødsmetal
I 1985 blev der udgivet et skelsættende album, der skulle vise sig at være et af de meste genredefinerende albums – og ifølge mange dét album, der for alvor fuldstændiggjorde dødsmetallen og cementerede den i metallens historie.
Possessed udgav deres debutalbum ‘Seven Churches‘, hvor inspirationen fra bands som Venom stadig var betydelig, men der var ingen tvivl om, at intensiteten havde fået endnu et smæk i den rigtige retning. Ligesom Death gjorde på deres første demo, fokuserede Possessed ikke kun på det hurtige tempo. I flere af numrene og sangpassagerne, som ‘Burning in Hell’, blev tempoet sat ned og riffene lød tungere og mere kontrollerede. Vokalmæssigt var Possessed også på vej i den rigtige retning. Det klassiske death-growl var endnu ikke opnået til perfektion, men ligesom Chuck Schuldiners vokal på ‘Death by Metal‘, havde Possesseds vokalist Jeff Becerra også en mere brølende tilgang.
Det næste virkelig vigtige år for dødsmetal var 1987, men mellem 1985 og 1987 blev der udgivet yderligere albums, der også var med til at øge intensiteten i metal. Det var albums som Kreators debutalbum ‘Endless Pain‘, Celtic Frosts debutalbum ‘To Mega Therion‘, Dark Angels første og andet album, henholdsvis betitlet ‘We Have Arrived‘ og ‘Darkness Decends‘, Slayers andet og tredje album, henholdsvis ‘Hell Awaits‘ og ‘Reign in Blood‘ m.fl. Ingen af ovenstående bands formåede at ramme det samme sweet spot, som Possessed havde med ‘Seven Churches‘, men alle albums var med til at styrke grundlaget og udgangspunktet i ekstremmusik.
I 1987 blev der udgivet et album fra et velkendt navn. I maj 1987 udkom Deaths debutalbum. Hvis Possessed skabte genren med ‘Seven Churches‘, så raffinerede Death den med ‘Scream Bloody Gore‘. Nogen mener, at Possessed var de første til at spille rent dødsmetal, mens andre mener, at Death var de første. Men diskussionen om hvorvidt dødsmetal var en struktureret genre eller ej, var i hvert fald afgjort nu. Possessed og Death havde i ondt og grotesk samarbejde udviklet en genre, der gav andre bands et glimt ind i, hvad der kunne opnås med metal.
De efterfølgende år var det for alvor nu, at den etablerede genre spredte sig i ren brutalitet. Både Possessed og Death udgav opfølgere på deres debutalbums, henholdsvis ‘Beyond the Gates‘ og ‘Leprosy‘, mens andre bands kom med deres bud på, hvordan dødsmetal skulle lyde. I starten af 1989 debuterede Autopsy med ‘Severed Survival‘, Morbid Angel debuterede med ‘Altars of Madness‘, og Bolt Thrower kom med ‘Realm of Chaos (Slaves to Darkness)‘ kort tid efter. Samme år udgav Obituary ‘Slowly We Rot‘, og Pestilence udgav ‘Consuming Impulse‘. For at komme med flere eksempler, udgav Death deres tredje album ‘Spiritual Healing‘ i starten af 1990, og senere samme år udgav Deicide deres selvbetitlede debutalbum, mens Cannibal Corpse udgav ‘Eaten Back to Life‘.
I og med at alt det musikalske var blevet voldsommere og mere brutalt, skulle tematikken naturligvis følge med. Som nævnt tidligere, med bandet Coven og Venom, var det ikke uset, at bands gerne ville inkludere okkulte og chokerende billeder i deres æstetik. Dødsmetal spillede yderligere en kæmpe rolle i netop dét. Satanisme og diabolske symboler gav ikke længere nok shock value. Den mest effektive løsning på det problem var indlysende: bandnavne, tekster og albumcovers skulle være mere offensive og stødende.
Et af de tidligste eksempler af splatter på albumcovers er fra grindcore/goregrind-albummet ‘Reek of Putrefaction‘ af engelske Carcass fra 1988. Endnu et eksempel er på Autopsys debutalbum ‘Severed Survival‘. Men, der var ét band, der især formåede at skabe kontrovers med deres albumcovers, nemlig ovennævnte Cannibal Corpse.
Fra start til slut halvfemserne udgav mange af de genredefinerende bands flere opfølgeralbums, mens andre nyere bands, der var blevet inspireret af dødsmetalrevolutionen, udgav deres første . Det var bands som Suffocation, Vital Remains, Dying Fetus, Aborted, Immolation, Nile, Malevolent Creation, Vader, og mange, mange flere. På det her tidspunkt havde genren bestemt opnået den klassiske beskrivelse af ren dødsmetal. Tunge, lavtstemte guitarer, hvor teknikker som palm-muting blev anvendt, dyb og rungende brølevokal, fuld smæk på aggressiv trommespil med godt overskud til at skifte brat mellem blast-beats og mid-tempo i numrene – alt dét kunne efterhånden findes i dødsmetal.
Dödsmetall från Sverige
Langt størstedelen af ovenstående bands kommer fra USA, men dødsmetallen var blevet international før mange af de ovenstående albums. Vi var så småt ved at nærme os begyndelsen af halvfemserne, da nogle unge gutter fra Stockholm, Sverige – ja, det land med ABBA, skove og vingummier, der ligner fisk – valgte at starte et metalband i 1987. De hed kortvarigt Brainwarp, men skiftede hurtigt navn til Nihilist. Ren dødsmetal, som vi kender det, kunne man ikke helt kalde dem endnu. Deres første demoer lød mere som en hyldest til Possesseds tidlige lyd. Bandet blev stiftet af Nicke Andersson, Alex Hellid og Leif Cuzner. Senere hen ville deres fælles ven, Mattias Boström, få en kortvarig plads i bandet som vokalist, før han blev udskiftet af Lars-Göran Petrov fra bandet Morbid – ja, bandet, med ham den triste vokalist, der endte med at være forsanger i det der norske band Mayhem – Efter at have rekrutteret Petrov på vokal, og endnu et navneskifte, denne gang til Entombed, udgav de ‘Left Hand Path‘, der er endt med at opnå en storslået legendestatus og for alvor strukturere et helt nyt fænomen i dødsmetal. Mere specifikt “buzzsaw”-guitarlyden.
Den ikoniske motorsav-guitarlyd blev opnået ved at bruge nedtunede guitarer (normalt C# standard eller lavere), en maxed ud Boss HM-2 Heavy Metal pedal, nogle gange i kombination med én enkelt guitar gennem en Boss DS-1 Distortion pedal. Den svenske metalscene var i vækst med bands som Mefisto, Obscurity og Merciless, men en ny bølge af dødsmetalbands var på vej. Udover Entombed, så havde Tiamat og Carnage (et band med medlemmer fra Entombed og et band ved navn Dismember), stor indflydelse på oprindelsen af den svenske dødsmetalscene, samt motorsav-guitarlyden. Andre tidlige og indflydelsesrige svenske dødsmetalbands er Dismember, Grave, Unleashed (dannet af Johnny Hedlund, efter han blev smidt ud af Nihilist), Desultory og Gorement.
En anden ting, der adskilte den svenske dødsmetalscene fra den amerikanske var svenskernes betydelige indflydelse af punk, mere specifikt D-beat og hardcore-scenen. Anti Cimex var et af de mest indflydelsesrige hardcore-bands i forhold til den svenske dødsmetal. Indflydelsen af punk og hardcore bidrog til genrens oprørske ånd, rå produktion og intense liveshows. Det rebelske grundlag i svensk dødsmetal vandt anerkendelse blandt mange punk- og hardcorefans, hvilket yderligere styrkede overlappet mellem (sub)genrerne.
Punk var dog ikke den eneste genre, som svenskerne følte sig tiltrukket af. Endnu et genreudspring, der tog indflydelse fra en anden genre end punk, fandt sted i starten af 1990’erne. Geografisk skete det i Göteborg. Det første dødsmetalband, der blev stiftet i Göteborg, var et band ved navn Grotesque i 1988. Bandet nåede at udgive en håndfuld demoer og én EP, før de gik i opløsning i 1990. Derefter valgte vokalist og guitarist, henholdsvis Tomas Lindberg og Alf Svensson at stifte et nyt band, denne gang kaldet At The Gates – mere om dem om lidt – men i mellemtiden var der nogle andre svenskere, der også stiftede et band, som også ville have stor betydning for denne kommende genre. De opstod i 1989 og hed Septic Broiler. Mens punkindflydelsen stadig var der, var den primære indflydelse taget fra NWOBHM (New Wave of British Heavy Metal, red.). Det var heldigvis ikke på bekostning af det høje energiniveau. Det var stadigvæk dødsmetal, men nu med guitarharmoniserende mellemstykker og fokus på de melodiske tendenser, der skabte en mere opløftende lyd sammenlignet med Entombeds knusende og konfrontatoriske motorsav.
Septic Broiler endte med at skifte navn til Dark Tranquility nogenlunde samtidig med, at Grotesque blev til At The Gates. Dark Tranquility, At The Gates, samt endnu et band ved navn In Flames, var i starten af halvfemserne dem, der startede et nyt begreb og en hel ny subgenre af dødsmetal: “Göteborg-lyden” og genren “melodisk dødsmetal”.
At The Gates var de første af de tre genrestiftere, der udgav deres debutalbum. Det udkom i 1992 og hed ‘The Red In The Sky Is Ours‘. De melodiske tendenser var unægteligt mere fremtrædende her end nogle andre steder i dødsmetal på dette tidspunkt. Det harmoniske dual-guitarværk i kombination med Thomas Lindbergs højstemte og skrigende vokal – endnu en ting, der også stod i kontrast til det mere almindelige dybe death-growl – fungerede som noget, der aldrig var hørt før, i hvert fald ikke med samme nidkærhed. Som et sjovt indspark, var albummet også et af de allerførste metalalbums, der implementerede violin i numrene.
At The Gates’ melodiske bud på dødsmetal inspirerede mange bands i den svenske metalscene. Bands som Eucharist, Ceremonial Oath, Dissection (også selvom de nærmere spiller black metal) og mange andre døds/black-metalbands var hurtige til at adaptere den melodiske lyd, som At The Gates havde lavet skabelonen for. De mest prominente var dog stadigvæk de andre Göteborg-gutter. Dark Tranquility udgav deres debutalbum i 1992, med navnet ‘Skydancer‘, mens In Flames udgav deres debutalbum to år efter, betitlet ‘Lunar Strain‘. Nu havde de sukkersøde melodier spredt sig udover hele landet og på tværs af genrerne. Genreoverlap var ikke usete og de svenske bands tog stor inspiration fra hinanden, så det kunne være svært at skelne mellem, hvad der var dødsmetal og hvad der var black. En ting var dog helt sikkert: Sverige var en melodisk massegrav fyldt med black- og dødsmetalbands. Nogle af de fremstående og aktuelle melodiske svenske bands på daværende tidspunkt var Sacramentum, Dawn, Ablaze My Sorrow, A Canorous Quintet, Gates of Ishtar, Fatal Embrace, Unanimated, Necrophobic, Edge of Sanity, Opeth, Katatonia, samt mange, mange flere fuldstændig glimrende bands.
Selvom melodierne efterhånden var godt udbredt i Sverige, så var dét ikke det eneste sted, der prøvede kræfter med netop denne tilgang til dødsmetal. Genren var også spredt til andre lande som Finland, Tyskland, England og endda Japan. Finland var det land, hvor genren faldt bedst til. Dér opstod bands som Insomnium, Kalmah, Omnium Gatherum, Children of Bodom, Eternal Tears of Sorrow og Amorphis. For en god ordens skyld kan Intestine Baalism også nævnes, nu hvor jeg nævnte Japan som et af de steder, hvor melodisk dødsmetal havde spredt sig til. Det er ikke fordi, Intestine Baalism har haft den store indflydelse på (melodisk) dødsmetal som helhed, men med deres debutalbum ‘An Anatomy of the Beast‘ fra 1997, viste de, hvordan man kunne lave et melodisk dødsmetalalbum, uden at dødsmetal-delen blev fortyndet i de melodiske tendensers (til tider) overvældende sødme. Og så er det i sidste ende bare et megafedt og super voldsomt album, der næsten ville kunne kategoriseres som “brutal melodisk dødsmetal”
Selvom genren efterhånden var så udspredt, var der stadig visse albums, der stod tydeligt i kontrast til andre mht. indflydelse og vigtighed for den overordnede genre. I 1993 udgav Carcass deres fjerde album ‘Heartwork‘, der var fuldkommen dag og nat forskellig fra deres tidligere albums som ‘Reek of Putrefaction. ‘Heartwork‘ satte mere fokus på melodierne, hvorimod ‘Reek of Putrefaction’ gik efter at være så voldsomt som overhovedet muligt. In Flames’ andet album ‘The Jester Race‘ og At The Gates’ ‘Slaughter Of The Soul‘ ville også få kæmpe betydning for genren, specielt sidstnævnte. Oprindeligt, da ‘Slaughter Of The Soul‘ blev udgivet, fik det ikke særlig meget ros. Mange fans brød sig slet ikke om det. Det var først flere år senere, at det fik cementeret sig i dødsmetallens historie som et af de mest indflydelsesrige albums, når det kom til melodi. Der er mange bands, der har fulgt de melodiske fodspor, såsom Arch Enemy og Hypocrisy og store dele af metalcorescenen, har udpeget netop ‘Slaughter Of The Soul‘ og At The Gates som stor inspiration for deres lyd.
Teknisk og progressiv dødsmetal
Nogenlunde samtidig med at de melodiske tendenser spredte sig som pesten i dødsmetal, var der andre bands, som eksperimenterede yderligere. Kompleksitet har altid været en ting i metal, og dét blev især udnyttet på diverse thrash-albums gennem årene. Senere hen blev den hurtige og kontrollerede spillestil adapteret af dødsmetalbands, hvorefter pionererne kom med deres eget indspark, som var den langsomme og knusende riff-tilgang. To ting, der komplementerede hinanden glimrende. Men nogle mente, at det ikke var nok. Der skulle mere til. Det skulle være mere komplekst. Netop dét ville sprede sig til to forskellige genrer: teknisk og progressiv dødsmetal.
Atheist udgav et album, hvor medlemmerne udstrålede eminent kyndighed for deres instrumenter, og en evne til at strukturere et komplekst nummer, uden det blev for overvældende. I 1989 udgav de deres debutalbum ‘Piece of Time‘, der viste en tydelig kunstnerisk sans for det avancerede.
Det var et yderst bemærkelsesværdigt album, der skubbede grænserne for kompleksitet i ekstremmusik. Flere bands ville efterfølgende adaptere denne vanvittige spillestil. I 1991 udgav tidligere nævnte Death deres fjerde album ‘Human‘. Albummet markerede et betydeligt stilistisk skift for Death, da det var langt mere teknisk og progressivt end de foregående albums, der havde været ren dødsmetal. Udover det, så var lyrikken også ændret fra splattertekster, til mere reflekterede og introspektive tekster. ‘Human‘ var et afsindig vigtigt album for både progressiv og teknisk dødsmetals udvikling. Både Atheist og Death udgav albums i løbet af de efterfølgende år, der fik kæmpe indflydelse på dannelsen af de to genrer. Atheist udgav ‘Unquestionable Presence‘ og ‘Elements‘, mens Death udgav ‘Individual Thought Patterns‘, ‘Symbolic‘ og ‘The Sound of Perseverance‘. Endnu et band og album, der er værd at nævne, er Cynic. Deres album ‘Focus‘ fra 1993 spillede nemlig også en stor rolle i af få implementeret genrer som jazz-fusion, neoclassical og prog-rock-æstetikken yderligere ind i progressiv dødsmetal.
For at kigge på flere bands, der var med til at definere genren – mere specifikt progressiv dødsmetal i dette tilfælde – skal vi en tur tilbage til Sverige – ja, stadigvæk dem med ABBA. Ikke nok med, at vi kan takke Sveriges højt respekterede Dan Swanö for at udbrede de melodiske tendenser i Sverige i starten af halvfemserne, så kan vi også takke ham for at være stifter af et de allerbedste progressive melodisk dødsmetalbands overhovedet, nemlig Edge of Sanity. Bandet blev stiftet i 1989 som et normalt dødsmetalband, men de ville senere hen læne sig op af de udforskende og eksperimentelle lyster i dødsmetal. Det kunne allerede høres på ‘Unorthodox‘ og ‘The Spectral Sorrows‘, men ‘Purgatory Afterglow‘ var det album, der for alvor fik vist bandets musikalske kompetencer. Et sandt melodisk mesterværk, også selvom de progressive aspekter ikke helt var med endnu. Det ville først ske med ‘Crimson‘ fra 1996, der bestod af ét 40-minutters langt nummer. Det var med netop dette album, at Edge of Sanity fik bevist, hvor afsindig dygtige hele bandet var, samt hvor kompetente og sammenhængende deres kompositioner var.
Swanö var også med på sidelinjen hos et af andre allermest indflydelsesrige og genredefinerende bands overhovedet, når det kommer til progressiv dødsmetal – selvfølgelig Opeth. Allerede på deres første albums var den progressive kant tydelig. Udover det, så var Opeth også nogle af de første, der konsekvent skiftede mellem voldsomme dødsmetalsektioner og akustiske passager med clean vokaler. Selvom deres tre første albums ‘Orchid‘, ‘Morningrise‘ og ‘My Arms, Your Hearse‘ havde stor betydning for progressiv dødsmetal, så var det de efterfølgende albums, der virkelig var epokegørende for genren. I 1999 udgav de ‘Still Life‘, som var et pragteksemplar på progressiv død. Efterfølgeren ‘Blackwater Park‘ fra 2001 var endnu en hjørnesten, og bliver ofte omtalt som det bedste progressive dødsmetalalbum overhovedet. Opeths senere udgivelser som ‘Deliverance‘, ‘Ghost Reveries‘ og ‘Watershed‘ ville bidrage yderligere til genrens udvikling. Senere stiftede Swanö og Mikael Åkerfeldt fra Opeth Bloodbath, sammen med medlemmer fra svenske Katatonia. Endnu et glimrende band. De svenskere kan altså noget med dødsmetal.
Det var noget om den progressive side af dødsmetal, hvad så med den tekniske? Ja, hvad med den? Hvad er forskellen overhovedet på progressiv og teknisk dødsmetal? Er progressiv dødsmetal egentlig ikke også ret teknisk? Hvorfor deler man dem op i to separate genrer? Er det overhovedet nødvendigt? Alle fine spørgsmål. Nu skal du høre. De to genrer ligger meget tæt op ad hinanden og har betydelige overlap her og dér. Ultimativt kan vi takke førnævnte Death og Atheist, for begge at fungere som faddere af både progressiv og teknisk dødsmetal. Den progressive strømning fokuserede mere på ting som kompleks sangstruktur, melodiske tendenser og tekniske færdigheder, der var passende til den specifikke lyd, de prøvede at opnå. Det var også ofte, at progressiv dødsmetal implementerede karaktertræk fra andre genrer, som prog-rock og jazz-fusion. Teknisk dødsmetal har ikke nødvendigvis behov for at have en kompleks sangstruktur, der skifter mellem stille og voldsomme passager. Hovedfokus er egentlig bare, at alting skal være enormt teknisk.
Forestil dig et par forsikringsmatematikere, der er med i et dødsmetalband; det er dem, der spiller teknisk dødsmetal. Den har vægt på præcision, hastighed og teknikalitet og mindre vægt på melodi, sangstruktur og atmosfære.
Et andet band, der havde stor betydning for den mere tekniske aspekt af dødsmetal var Nocturnus og deres debutalbum fra 1990, ‘The Key‘. Der var taget stor inspiration fra bands som Morbid Angel samtidig med, at den høje teknikalitet blev vedligeholdt. Andre bands var Pavor med ‘A Pale Debilitating Autumn‘ og legendariske Cryptopsy med ‘Blasphemy Made Flesh‘ og ‘None So Vile‘. Især sidstnævnte havde stor betydning for teknisk dødsmetal. Teknisk set – pun intended – ville man karakterisere Cryptopsy som “brutal teknisk dødsmetal”. Men hvor i alverden kommer adjektivet “brutal” fra, spørger du måske? Er det fordi, at det var brutalt teknisk? Både ja og nej. “Brutal” lægger sig ikke op ad teknisk, men stadigvæk op ad dødsmetal. Men hvorfor det? Det er en hel anden snak, og til dig, der læser med, alt efterfølgende research herfra vedrørende metalgenregrammatik er på eget ansvar. Selvtægts redaktion er ikke ansvarlige for noget yderligere end det her skriv. Du er hermed advaret!
Brutal dødsmetal
Noget der skete i starten af halvfemserne var, at mange af de bands, der røg ind under kategorien “teknisk”, også røg ind under en anden kategori, nemlig “brutal”. Det er et ret selvforklarende begreb til en genre som dødsmetal: alting blev mere brutalt. Det var alt fra trommespillet, strengeværket og vokalen, der blev voldsommere. Det første band, der virkelig formåede at opnå det punkt, man utvivlsomt ville kunne kalde brutalt, var Suffocation, med deres debutalbum ‘Effigy Of The Forgotten‘, især første nummer ‘Liege Of Interacity‘ med den riff, der går dun-dun-dun-dun-dundundun – Ja, det riff. Du ved nøjagtigt hvilket, jeg taler om. Efter Suffocation var der mange bands, der gik i samme fodspor som dem, når det kom til det brutale aspekt. Det var bands som Pyrexia, Mortician, Afterbirth, Cryptopsy, Devourment, Skinless, Nile og Dying Fetus, der var nogle af de første til at adaptere denne raffinerede form for brutalitet.
Dødsmetal kan mange ting, og kan spilles på mange forskellige måder. Nogle bands skifter deres musikalske retning mod dødsmetal, mens andre bands skifter genre for at undslippe den. Dødsmetal er en af de mest udbredte og velkendte genrer, når det kommer til ekstrem musik. Der er et hav af forskellige bands og subgenrer, man kan dykke ned i, det er bare om at komme i gang. Til dig, der stadigvæk læser med, så vil jeg som slutnote gerne kaste et band og album din vej. Det er et band, som er højt respekteret af de individer, der kender dem, men også et band, der slet ikke kommer i nærheden af den opmærksomhed og anerkendelse, de fortjener: Dragged Into Sunlight. God lytteoplevelse.
