Kortlisten: Kvælertag, apokalypsestøj, ungdomspunk og goblincore

Skrevet af:









Kunstner(e):

Vi er klar med ni mere eller mindre dugfriske EP’er og splits. Vi har lyttet til en masse og fundet de bedste. Det her er Kortlisten.

Chokeholder – ‘Ill Will’

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Awww yeah, post-metal fra Danmark? Det hører man ikke nok af. Og især ikke af den slags, der stadig holder det ene band solidt plantet i hardcoremulden. Chokeholder er som sådan ikke et nyt navn, da de har været rigtig gode til at spille rundt omkring, men det er nu alligevel første udgivelse.
Det er noget groovy stads vi har med at gøre; første sang, ‘Parasites’ byder på et velspillet og fængende et af slagsen, der ligger som en lun rede for den hæse vokal, der først hen mod slutningen varieres til en noget mere emotiv udgave. Det lyder måske som kritik, men det er det slet ikke. Det er derimod præcis som den slags skal være.
Chokeholder sætter særligt en ære i at levere gode baslinjer og det skal de roses for. Det fungerer og skiller dem fra flokken. Endnu større ros for en produktion, der gør, at man faktisk kan høre den. Det er ikke nemt.
Eneste reelle minus er, at bandet endnu ikke har lavet sig en bandcamp-side. Jeg mener, vil I ikke have mine penge, venner?

Lich Gate – Demos Ocultos

Click here to display content from bandcamp.com

Bruger man stadig udtrykket “goblincore”? Hvis ikke, så skal vi måske til at gøre det igen. For danske Lich Gate er nærmest indbegrebet af det her. Vi befinder os i førstebølge-black metal-land, et sted mellem Darkthrone og (The Lord Weird) Slough Feg. Vi har en vidunderligt kvækkende vokal, der bumler og hopper og ned (og hid og did), akkompagneret af fede, fyldige guitarriffs. Der krydres med anelser af både Motörhead og Savatage i henholdsvis attitude og epik. Det er ikke en synderlig dansk lyd, men det gør ikke så meget, når vi nu ved, at den er hjemmedyrket. 
Skriget i slutningen af ‘I, Sorcerer’ er intet mindre end storslået og de her makkere er selvskrevne til et gig på Metal Magic Festival næste år. Opfordring hermed givet videre – omend vi ville blive overraskede, hvis de læste med her.

Full of Hell & gasp – Full of Hell/gasp

Click here to display content from bandcamp.com

Full of Hell har vist endegyldigt hængt grinden på hylden og kastet sig ud i noisens lyksaligheder. I hører ikke os klage over det valg. For bandet er vanvittigt gode til at spille musik, der lyder som verdens undergang.
I forhold til deres sidste udspil sammen med Primitive Man, er det her endnu mere kaotisk og også en kende hurtigere. Nogle steder næsten John Zornsk i sit vanvid. Igen, god ting.
Støjen og feedbacken vælter ind over os, mens de ihærdige musikere flår, banker og skriger deres hjerter ud. 
gasp er til gengæld nærmest truende i deres forvrængede tyngde og brug af ækle, mørke komponenter. At lytte til ‘Byflower Babel’ er som at gå ind i en dunkel hule, men ikke sådan en hyggelig, Peter Plys-agtig en, men nærmere den slags, hvor luften er tyk af jord og forrådnelse, hvor edderkopper og smuldrende småsten drysser ned i dit hår, og hvor hver eneste fiber i din krop nærmest dirrer og bønfalder dig om at vende om.
Pænt fedt, altså.

Henret – ‘Abandon Hope’

Click here to display content from bandcamp.com

Anderledes slagfærdige er til gengæld de københavnske deathcoredebutanter i Henret, der sendte ‘Abandon Hope’ på gaden på et eller andet tidspunkt i år. Who’s counting?
Der er break- og beatdown en masse på denne omgang letfordøjelige, men også fornøjelse skive, der clocker ind på et godt kvarter. Det er dog også rigeligt til at få både pjusket hår og åndenød. Pitten er åben og Henret spiller op. Det er buldrende og dundrende og guitarerne holder sig elskeligt dunede.

Jakobe – ‘U-Mixed’

Click here to display content from bandcamp.com

Kender du det, at man indspiller en demo, og den bliver rigtig god, men man er så punk, at man ikke lige gider få den mixet, så man siger fuck it og sender den ud? Det kender Jakobe, og så kan de også tælle til fire.
Resultatet er en lodden omgang ungdomspunk, der samler alt det ind i energi, som den mangler i finish. Der er ikke nogen tvivl om, at Jakobe bliver dette års undergrundshit i Ungeren, og det med god grund.
Kanten er nemlig til stedet og det er energien i den grad også. Det er umiddelbart og måske en smule naivt, men det har også sin plads. Den plads virker Jakobe også ganske indstillet på at indtage, og det bæres igennem i musikken.

Undergang – ‘De Syv Stadier af Fordærv’

Click here to display content from bandcamp.com

Man kan kalde Undergang mange ting, men unge og friske er ikke en af dem. Det er derimod gammelt og pilråddent. Men hvis man kan lide dødsmetal, ved man også, at det er fremragende superlativer.
Det er klamt, det her. Vokalerne bøvses frem, som drevet af ophobet gas i en oppustet mavesæk og vælter ud gennem, hvad man må formode er sprukne læber. Altimens bliver der savet igennem på guitarer, der holder sig rå og rustne og helt uden alt det lir, som dødsmetal nogle gange har for vane at tillægge sig. Det er godt. Lad Yngwie Malmsteen rode rundt i ekvilibrismen. Dødsmetal fungerer nemlig bedst, når det er klamt. Det slog salig Death fast på ‘Leprosy’, som meget få har overgået siden da. I deres gennemgang af forløbet fra subjekt til objekt knytter Undergang sig ganske meget op på emnematerialet og det er forrygende. Særligt den harmoniserede vokal på ‘Mælkehvid og Gennemsigtig (Pallor Mortis)’ – der i øvrigt er langt sejere end Carpark Norths nummer af næsten samme navn – spiller det fuldstændig.
Undertegnede er ikke den store dødsmetalentusiast, men Undergang gør det sateme godt.

Monolord – ‘It’s All the Same’

Click here to display content from bandcamp.com

Fra én yderlighed til en anden. Svenske Monolord har skruet helt op for melodien på deres seneste udgivelse, den korte EP ‘It’s All the Same’.
Der er langt mindre fuzz end der plejer og stemningen nærmer sig næsten AOR fra tid til anden. Vi er ikke langt fra Kansas, Dorothy. 
Det gør nu ikke så meget, da det faktisk er en af deres mere lytteværdige udgivelser. Monolord kan ellers godt være en kende træge, men det her spiller ganske fint. Sanger Thomas Jäger har på en eller anden fået mere dynamik i stemmen eller også er han mixet en my højere end de plejer, hvilket klæder ham.
Første track står dog både skarpere og stærkere end andet, der ligger noget tættere på deres sædvanlige output. Det føles som om, der er skævet til Khemmis på ‘Glaive (It’s All the Same)’, hvilket er et fremragende forbillede at have sig.

blanket – ‘Blue Eyes’

Click here to display content from bandcamp.com

Blackpudlianske blanket udgiver på Church Road Records og har varmet op for blandt andre Zeal and Ardor, så selvom undertegnede er lidt af en barsk ka’l, er der stadig noget at komme efter her. Briterne beskrives ofte som “ambient rock” og det er ikke helt ved siden af. Særligt vokalerne fra Bobby Pook og Simon Morgan er æteriske og skrøbelige, og på coveret af Post Malones’ ‘I Fall Apart’ bliver det ømt. Det skal ikke forstås som noget fjollet, men som noget ægte fint. Man kan måske mene, at det er lidt et billigt kneb at spille Radiohead-covers in this day and age, men ‘Climbing Up the Walls’ er et fremragende nummer, og denne langsomme udgave er næsten uhyggelig. 
Interessant nok, er det mest upbeat nummer faktisk deres version af John Murphys ‘In the House, In a Heartbeat’ fra den efterhånden klassiske gyserfilm ‘28 Dage Senere”. Den fremviser også deres mere forvrængede side og byder på noget rigtig god aggression. 

God Awful – ‘Premeditated’

Click here to display content from bandcamp.com

Så er der voldsfantasier galore. Inland Empire-bandet God Awful, anført af forsanger Julz vender bøtten på hovedet og giver den som Aileen Wuornos-impersonator. Der er rasende trusler hele vejen i gennem den beatdown-infunderede cali-HC. 
Det her er fantastisk lyttevenligt, tyngden til trods, og man kunne snildt forestille sig God Awful få et mindre gennembrud på scenen, og det ville være fuldt fortjent. ‘Eye for an Eye’ er hæsblæsende og hidsig, og ‘Worse’ er tung som et ondt år.
Den sang minder tematisk lidt om Chloe Moriondos ‘I Eat Boys’, der også skildrer ideer om hævn fra et kvindeligt perspektiv. God Awful lægger ikke fingre imellem, og det kan godt være svært at slippe ick-faktoren.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook