Det er blevet tid til årets allerførste kortliste! Vi kommer vidt omkring her i artiklen og skal både til Sverige, Norge, Australien, Holland, Tyskland og videre omkring. Det bliver vældig spændende og man kan både græde og puste sig op.
Ill Jill – ‘My Body is Mine to Decide’
“NU SKAL VI SNAVE!”
“Næh! Men til gengæld kaster jeg op i dit ansigt og råber.”
Det er omtrent handlingen i ‘Puke’ fra svenske Ill Jills nye EP, der leverer en lige dele hidsig og up-beat gang-queercore, der er skræddersyet til at få trælse typer til at trække i “det er jo ikke ALLE mænd”-habitten verden over.
Jeg kan ikke selv bryste mig af at være hverken kvinde eller lesbisk, men fra folk, jeg kender er det ikke sjældent at en mand ser den seksuelle orientering som en udfordring. Altså, noget der kan ændres, hvis man møder den RIGTIGE mand.
Det giver de lesbiske ikke en fuck for, hører jeg, og det er da også netop det vi hører hos Ill Jill.
“I wanna scream, wanna shout, wanna puke all over you, make a scene, pick a fight, be a nuisance all around”. Det synes jeg, de skal have lov til, faktisk. ‘Puke’ er en festlig, britisk-inspireret banger af et punk-track, hvilket er et sjovt toneskift fra den mere rå og hardcore-inspirerede ‘Screaming Inside’, der åbner EP’en og handler om at gå mere og mere i opløsning over Jordens ditto.
Vi er som sagt i svenskerland, så melodierne driver ned af væggene, og det gør ‘My Body is Mine to Decide’ til en behagelig lytteoplevelse, drevet af fede riffs, stærk og forståelig vokal og lækre gang-vocals i omkvædene.
Nekrokratie – ‘Nekrokratie’
Første gang, jeg hørte ‘Nattens Madrigal’, syntes jeg, at det var noget værre larm. Så meget fuzz og roden rundt i produktionen mente jeg ikke, man kunne holde af. Men det kunne man, skulle jeg erfare. Det er dog stadig ofte, jeg ikke helt orker at lytte til rå black metal, fordi det simpelthen kræver så meget af både ører og hjerne. Man skal på en eller anden måde grave sig ned under al støjen for at kunne finde melodien. Men når den så er der, så er det absolut fantastisk. Derfor er jeg også glad for, at jeg holdt fast i den her EP. Det tog et par forsøg, men lige pludselig var ‘Phosphor Weiss’ sød musik for mig.
Med Sergei Igumnovs antifascistiske kommunistpropaganda som cover er det også tydeligt at se hvilken retning tyske Nekrokratie læner. Det er meget rart, for rå black metal er desværre en genre, der kan føles som et veritabelt minefelt at bevæge sig rundt i. Jeg er naturligvis ikke specielt begejstret for kommunisme, men alle, der åbent reklamerer for at kvæle en nazist-slange er umiddelbart okay i min bog.
De tre numre føles helstøbte og sammenhængende, hvilket føles ret forløsende, når man efterhånden har vænnet sig til hardcoredemoer, der består af de tre-fire sange, bandet næsten kan spille. Selv det hurtigste og korteste nummer, ‘Sic Semper Tyrannis’ er velskrevet og velkomponeret midt i al sin stormende hastighed.
Det er tydeligt at fornemme, at Nekrokratie har potentiale til at skrive en rigtig god plade. Så det synes jeg bare, de skal komme i gang med.
Briteside – ‘Dim World Demo’
Hvad ville Kortlisten dog være uden en god gang beatdown? Skrækkelig kedelig, ganske sandt. Så derfor vender vi blikket mod Huntsville, Alabama, hvor fire friske unge mennesker indleder en fem minutter lang demo med ordene “BRITESIDE! FUCK YOU!”.
Så er stilen lagt, og stilen er skøn. Der er hammer-nedtunede guitarer og disse lyder som om de dingler helt nede om musikernes ankler, så fede er riffsene og så meget lyder det som noget, man næsten skal gå i spagat for at spille.
Det er ægte hulemands-(m/k/nb)-hardcore og de metalliske anstrøg lægger sig fedt i riffsene. Der postuleres, der frontes og der trues i de sparsomme tekster, og det kan man ikke lade være med at lægge ansigtet i stankface over.
Teardrinker – ‘Killing the Flowers Will Not Delay Spring’ & ‘To the Ones Whose Bodies Shall Shake the Heavens’
I afdelingen for Agriculture-influeret, trans-tematiseret blackgaze finder vi hollandske Teardrinker, der sidste år udgav en blot to numre lang EP samt et enkeltstående track – ‘To the Ones Whose Bodies Shall Shake the Heavens’ – der udtrykker en intet mindre end imponerende blanding af melankoli, tristhed og en klippefast modstandsdygtighed. Nogle oprørere er eksplosive og kaster sten i hovedet på deres undertrykkere – andre står stille, står fast og skaber tryghed omkring sig ved at nægte at flytte sig så meget som en tomme. Der er brug for begge dele og Teardrinker er sidstnævnte. Man kan mærke soliditeten i de smukke guitarstrøg på ‘Water / Well’ og skønheden åbenbarer sig i passagen efter fem-minutters-mærket uden på noget tidspunkt at fremstå skrøbelig.
Kimothy Hoorwegs vokal er eksplosiv, særligt på ‘Equilibrium’, og den måde de veksler mellem den rå screamo-vokal og den krystalklare spoken-word-tone er perfekt.
Det her er måske indbegrebet af et Colossal Weekend-band. I hvert fald hvis det stod til mig.
‘To the Ones Whose Bodies Shall Shake the Heavens’ er bygget over digteren Kai Cheng Thoms bog ‘Falling back in love with being human’ og linjerne er smukke og, så vidt jeg kan forstå, enormt tiltrængte.
“Dear trans women: when they come bearing torches, remember that you are a being born of flame. And every moment you love yourself is a moment they can never take from you.”
Det er tydeligt at mærke følelsen i hver eneste linje Hoorweg skriger ud eller reciterer mildt. Strålende.
Feral Nature – ‘Cradle of Twigs and Bone’
‘Cradle of Twigs and Bone’ er til gengæld ikke spor behagelig – i hvert fald ikke i traditionel forstand.
Feral Nature er hurtigt blevet en af mine norske favoritter efter ellers at være gået død i den norske scene efter min ungdoms black metal-trip.
Det er der heldigvis ikke noget af hos dette norsk-australske orkester, der allerede har begejstret os med både optræden på Feyestival, sanger Selma Bahners gæsteoptræden på EYES’ ‘The Captain’ og selvfølgelig EP’en ‘Rituals’ fra 2024.
Nu er de tilbage med deres hidtil bedste sange lige i tide til at rive A Colossal Weekend 2026 ned om ørerne på os, og man kan roligt glæde sig til at se dem optræde på dansk jord, for på denne skive gæstes Selma Bahners næsten tegneserieagtigt onde vokal af ikke mindre end to danske sangere. Både Konvents dommedagsprofet Rikke Emilie List og vampyrdiskeren Kasper Deichman aka St. Digue er med på det kæmpestore track ‘Oath’, der også prydes af heksecirkelkor og generelt bare er en kæmpe fornøjelse at indtage auralt.
Titelsangen kunne man også godt bruge en masse tid på at tale om, men det vil primært være mig, der fortsat fabulerede om, hvor sej Bahners vokal er, og det tænker jeg, hun kan demonstrere bedre selv.
Dog vil jeg lige fremhæve samspillet mellem Rob Hamilton på guitar, bassist William Morris, begge på backup-vox og forsangeren på ‘Heavy are the Mountains’ der drives frem som var Satan selv i hælene på dem. Eller måske er det dem, der er i hælene på andre.
Det er i hvert fald pissesolidt og guitarriffet placerer sig øverst i både mix og toneleje, hvilket giver en forbløffende u-pikket rockfornemmelse.
Brinna – ‘Blodrosor’
Svenske Brinna er et af de få bands, hvor jeg har fulgt den lette strøm af singler op mod udgivelsen af EP’en ‘Blodrosor’, og det kommer sig af, at jeg fik blandet rundt i dem og bandet Illvilja, da de udgav førstesinglen ‘Illvilja’ tilbage i august måned. Det var et heldigt sammentræf, for denne gang melodiske svenske screamo er intet mindre end fremragende. Hvis man tager de lyriske elementer fra Lifelover og kombinerer dem med Vi Som Älskade Varandra Så Myckets endnu mere melankolske sortsyn, så er man på vej i den rigtige retning, og ‘Blodrosor’ fremstår som et moderne og måske endda næsten modent billede på de gotiske fornemmelser, vi alle gik rundt og følte dengang vi først så Brandon Lee i ‘The Crow’.
Alt det, jeg forestillede mig at 69EYES var, bare fuldstændig uden den ubeskrivelige cheesyness. Det er fremragende, at man nu endelig har opfundet gothmusik, der ikke er pissekikset. Det er en præstation af karat.
‘Ända är smärtan kvar’ er rå og sej, ‘Illviljan’ er frenetisk og hektisk og ‘På en himmel så mörk’ er smuk og længselsfuld. Det er lige noget, jeg kan bruge.
Biological Fathers – ‘Biological Fathers’
Jeg må med skam indrømme, at jeg syntes dogmebevægelsen var lidt noget pis. Og skammen kommer ikke af en eller anden malplaceret nationalloyalitetsfornemmelse, men nærmere fordi, jeg synes det at opsætte regler er ret fedt. Der kan være noget ekstremt sjovt i at lægge restriktioner på sin kreative proces og finde måder at få tingene til at fungere under dem. Nogle gange får man ‘Italiensk for Begyndere’, men andre gange får man altså Biological Fathers.
Medlemmerne af projektet har indspillet hver deres bidrag i rækkefølge, og har ikke haft mulighed for at ændre det bagefter. Det vil sige, at først spillede Dave Cullen (Frail Body) sine guitarlinjer, så lagde Robbie Hansen (Eyelet) sine trommer. Derefter spillede Jesse Mowery (All You Have, In Wolves’ Clothing) sin guitar, Lucio Oquendo (New Grass) sine basstykker, og til sidst sang Frail Body og Crownings Lowell Shaffer henover.
Og det er der kommet en på samme tid fantastisk kaotisk og skjult harmonisk EP ud af.
‘Camry’ bærer klart præg af noget Midwest emo og er det mest melodiske track, mens ‘The All New Mitsubishi Galant’ i højere grad lyder af anarkisk clusterfuck.
I modsætning til det meste dogmelort, har Biological Fathers formået at skabe noget fedt og sært ud af deres ophøjede eksperiment, og det er vejen fremad, i stedet for at lave selvsmagende bollefilm i halvmørke.
Whoremones – ‘Affect for Cause’
Hvis der er to ting, jeg kan lide, er det vrede damer, der spiller hardcore og Grace Slick fra Jefferson Airplane.
Og selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, sørger Whoremones faktisk for at stille begge behov i en eller anden udstrækning. Forsanger Pascale Sifantus er nemlig i stand til at råbe og skrige med de bedste, men fremviser også en forbløffende sjælfuld ren vokal. ‘Rich Cunt (take 2)’ fremviser begge dele.
Udover Sifantus’ dødstærke vokal er Whoremones især interessant for sin ekstremt udtryksfuld basgang fremført af Aryana Yazdani.
Generelt formår det californiske firkløver at levere en ekstremt groovy og flødet gang hardcore, der stikker og skærer igennem de bløde toner hvert og hvertandet sekund. Sifantus er edderrasende og pisker sine bandkammerater fremad med hver eneste snerret stavelse.
Backhand/R.U.B. – ‘Split 7”’
Australien sender os en gang supervred hardcore fra Backhand, der kanaliserer al raseriet fra forsanger K.P.’s baggrund i Australiens oprindelige befolkning og deres behandling direkte i synet på os med hele fem sange på under fem minutter.
Det gør de sammen med Sydneys R.U.B., der spiller punk, der er omtrent lige så arrig i sit indhold, men som i udtryk minder lidt mere om en hård version af Menstrual Cramps, hvilket er ret sejt.
K.P. lægger sig virkelig i selen for nærmest at kaste op ud over mikrofonen på ‘The Walls Are Closing In’, hvor hendes vokal drejer hele vejen rundt og ender med næsten at lyde som om lungerne presses ud mellem stemmebåndene af ren energi. På ‘Zero Tolerance’ fællesråbes der lidt mere, og antiracismeslagsangen lægger fra land med god hoppeenergi.
Generelt er det musik, der er lavet til en hidsig moshpit i et besat hus eller til et house gig, og jeg kan levende forestille mig mormors dagligstue med sved og kondens ned ad væggene og adskillige brandmærker i sofabordet.
R.U.B. er som nævnt lidt mere syng-med-venlige og dansable – hvor man her skal forstå dansen som rytmisk bevægelse og ikke bare som en undskyld for at slå sin makker i nakken.
Emner som partner- og familiedrab og religiøst hykleri tages under kærlig behandling og det med bravur.
