Det er ikke længe siden, vi tog turen til Aalborg, for at opleve hvad Lasher Agency kunne byde på, til den fremragende Lasher Fest 23 og denne torsdag i oktober, fik vi så fornøjelsen af at se agenturet ville tage med til Hovedstaden.
I dette tilfælde gad altså både bjerg og Mohammed komme ud af starthullerne.
En lille forhindring var dog, at de annoncerede mathsmashere i Telos måtte aflyse. Det var vi flere, der var rigtig kede af, særligt da vi havde satset på at se dem denne aften, da vi valgte dem fra i Aalborg. Vi håber, at vi snart får muligheden igen.
Lasher havde dog mere at byde på, og vikarerne i københavnske Drukner trådte til med højt humør. Eller måske nok lidt mere nedslået humør, da de beskriver sig selv som “en kanal for depression”. Det var nu ikke helt det, vi oplevede i Vanløse, hvor kvartetten i stedet bød på et ganske tungt groove, der fulgte os hele vejen gennem det 30 minutter lange set.
Lad os lige dvæle ved det et øjeblik. Normalt ville et fire-bands-lineup en torsdag få adskillige alarmklokker til at bimle i hovedet, da vi jo trods alt er en del, der skal på arbejde dagen efter. Derfor plejer vi at foretrække plakater med færre navne på, men Alice og Lasher var fornuftige og modne nok til at forstå, at der ikke kommer mere kage, fordi man skærer den i flere stykker, og havde derfor begrænset de optrædende til halve timer. Kombineret med Stairways fremragende hurtige changeover betød det, at vi var klar til at vende hjemad allerede klokken 23 uden at føle vi havde misset noget. Mere af det, tak.
“Det bliver langsommere endnu”
Drukner indledte som sagt aftenen på et afbud, og det gjorde de ganske hæderligt. Af særlig interesse kan nævnes Kåre Lindberg, der havde et afslappet og drevent forhold til sit basspil. Han lignede nærmest en, der kunne være trådt ud af Weedeater, både i positur og i forhold til, hvor uanstrengt hans store hænder gled op og ned af de tykke strenge. Det var en stonerfornøjelse at være vidne til.
Herudover var sanger Palle Skovhedes evne til at skifte mellem alskens forskellige stemmer i løbet af aftenen, hvor både norske Isengard og landmændene i Katla dukkede op i vores kollektive hjernebark.
Denne kollektive hjernebark var dog mere velfungerende for nogle end for andre. En man udbrød “Hvad er det vi hører lige nu?”, ganske højlydt, og da han blev informeret om det, brølede han “Drukneeeeeer” ud over salen. Det trick skulle han gentage flere gange i løbet af aftenen, og man fik lidt en fornemmelse af, at det for ham var vigtigere bare at komme til koncert, end at spekulere over hvilken koncert han var kommet til. Det er da egentlig ganske fint at være så entusiastisk en torsdag aften.
Hvor Telos passede perfekt ind i lineuppet, med deres udgangspunkt i hardcoren, var det dog lidt mere malplaceret med Drukner. Ikke at de ikke spillede godt, men undertegnede var ikke kommet for at høre pedaldrevne Sabbath-riffs, men derimod noget med lidt mere gang i. Det kunne man ikke anklage Drukner for at levere. Deres syrede stoner metal var derimod ganske eksemplarisk for genren og noget som nogle elementer i publikum fortalte, de kunne have lyttet til i timevis.
Det er altid svært at give noget andet end det folk ønsker sig, for selvom det er en nok så fin sweater, så ønskede man sig altså en ny kasse lego. Det er derfor lidt svært at vurdere om de elementer, vi ikke var vilde med afhang af bandets indsats eller vores tilgang. Det introverte element i musikken og det samspil Lindberg og Skovhede havde var meget fokuseret på hinanden og knap så meget på salen omkring dem. Sidste sang mindede meget om ‘Planet Caravan’ og det var såmænd ganske rart. Men det var ikke som sådan befordrende for den vildskab, vi forventede fra de næste bands.
Kærligheden findes
Vi har set Puke Wolf en del gange efterhånden, men det er som om, vi kun får lyst til mere hver gang. Vi ved, hvad der venter os, men det uagtet, løber det stadig koldt ned af ryggen, når Rachel Maddows skælvende stemme indleder ‘Hubris’.
Man kunne mærke, at bandet havde haft travlt med at komme herover, og at både Emil Vegeberg og Lasse Højgaard skulle hjem igen om aftenen. Den nerve, vi er vant til at opleve fra trioen, lod vente på sig. ‘AK47 Pig’ var ikke så medrivende som man kunne have håbet på, og ‘A Trembling of Finches’ blev spillet uden det på pladen medfølgende digt, som ellers tidligere er blevet fremført live til stor effekt. Det handler nok også noget om tidsbegrænsningerne.
Alt det glemte vi dog, da ‘Hubris’ gik i gang. Den sang er intet mindre end fremragende, og de kontraster, der dannes mellem Vegebergs forsigtige fingerspils og Andrew Davidsons rå og uforstærkede vokal, er bemærkelsesværdig.
Netop disse kontraster og de tre sangeres forskelligheder er noget af det, der gør Puke Wolf, og i særdeleshed deres liveoptræden til noget særligt.
Vi ved det hele efterhånden. Vi ved, at til ‘Endless Nights’ går Davidson ud blandt publikum, og skriger teksten ud. Nogle gange i mikrofon, oftere uden. Men det ændrer ikke på, hvor rørende det er. Teksterne, der kredser om kærligheden, hvornår den er svær og hvornår den ikke er det, rammer plet og de følelser, sangen vækker, er altid hårde.
Denne gang spillede Puke Wolf både hurtigere og mere råt end de plejer, og særligt under ‘Endless Nights’ og den afsluttende ‘Blood’ lød det smaddergodt.
Og selvom Davidson kanaliserer en masse hårde følelser ud, når han både spiller og synger, var stemningen så god, at selv han måtte smile til sidst.
“Personen ved siden af, kan være på sit livs lavpunkt”
Hvad mere kan efterhånden siges om Vægtløs? Det aalborgensiske firkløver spiller altid stærkt, tight og ikke mindst emotivt. Der er altid en særlig fornemmelse af at balancere mellem død og kærlighed, og det er netop det budskab, Troels Højgaard arbejder for at udbrede. Mangt og meget er sagt om det lyriske indhold, men det handler som altid om at mindes dem, man savner, og at huske, at livets forløb gives mening af dets afslutning.
Denne dag på Stairway var ingen undtagelse.
Når man ser Vægtløs, stiller Troels Højgaard altid sit mikrofonstativ klar. Men det bliver aldrig brugt som andet end en rekvisit, for Højgaard er slet ikke i stand til at stå stille. Der er så megen energi i hans krop, som han slet ikke kan komme af med. Det giver sig til udtryk i en konstant bevægelse, i nervøs energi, der ryster igennem hans krop, næsten som en vækkelsesprædikant.
Og sådan kan man måske også opfatte Højgaard. Hans kor er Jeppe Nørgaard og Frederik Højlund på flankerne og hele Aalborgs trommeslager Tobias Aske Heltborg Nielsen som den metaforiske organist. Som Flannery O’Connors Hazel Motes, er Troels Højgaard højestepræst i en kirke uden Kristus, men modsat denne, omfavner Højgaard ikke nihilismen, men derimod en altomfavnende humanisme. “Kærligheden”, i mangel af bedre beskrivelse. Det er netop det, han forkynder fra sin prædikestol, når seancen starter, og særligt når han, som en vis anden prædikant, skiller publikums vande foran sig og vandrer mellem os, er det næsten en fysisk oplevelse.
Når man ser ham gå blandt publikum, når man ser hvor let det kommer for folk, at hjælpe ham med at løsne en ledning, der sidder fast i scenen, når han løfter armen og maner alle til stilhed, er det svært at se ham som en høj og ranglet, rødhåret nordjyde. Han bliver til mere i kraft af det, han får alle omkring sig til at føle.
Bandet selv følger også med. Hen mod slutningen rejser Nielsen sig op imens han spiller, som om hans krop heller ikke rumme energien, uden yderligere udtryk.
Det lyder måske nok lidt vidtløftigt og måske lidt overdrevent, men det er nu engang den følelse, der gennemstrømmer os. Det, og spekulationen over, hvordan én mand kan føle så meget?
En løve i bur
Sidste indslag er også det mest energiske og fuldender på den måde, den kurve, vi har været vidne til denne aften.
Fra det stenede til det brølende.
På forhånd har forsanger Martin Nielskov fortalt os, at dette måske bliver sidste show fra bandets hånd. Czar er et band, der har levet hårdt og vildt, og det har trukket sine veksler på dem.
Det kan man også mærke under forestillingen. Fra første øjeblik er Nielskov i bevægelse. Frem og tilbage over scenen bevæger han sig som en løve i et bur. Han virker konsekvent til at være på nippet til at slå nogen eller noget i stykker. På samme måde er bandet på tæerne. Med undtagelse af bassisten har de allerede inden de går i gang smidt trøjerne, og vi ved derved hvor, det bærer henad.
Og på et set, der føles på en og samme tid, som om det varer for evigt og er overstået på et øjeblik.
Dagens første og eneste pit opstår hurtigt, og selvom den er tyndt besat, er den både aktiv og venligtsindet. Den overrislede herre fra tidligere og hans makker befinder sig midt i den og har et øjebliks klarhed midt i hoppen, dansen og godmodig slåskamp.
Czar er et voldsomt og aggressivt band, og det fik vi leveret i rigeligt mål denne aften.
Lasher Agency har meget at byde på, og denne aften viste de fire forskellige udgaver af deres repertoire. Sammensætningen var ikke nødvendigvis i top – Drukner var kompetente, men malplacerede. Ikke desto mindre var Lasher Night endnu engang vellykket.
